Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
14. marts. 2021

Digital socialisme? Beregningsdebatten i Big Datas tidsalder

1 min. læsetid

1 min. læsetid

Digital socialisme? Beregningsdebatten§ i Big Datas tidsalder

 

Af Evgeny Morozov

 

(oversat af Niels Frølich med tilladelse fra New Left Review fra “Digital Socialism? The Calculation Debate in the Age of Big Data”, New Left Review 116/117, marts-juni 2019)

 

Der er mange historier om Sovjets nu hedengangne planlægningsgigant GOSPLAN, Statens Planlægningskommission, f.eks. den om fru Jensen i Kiev, der gerne vil have et par nye sko. Hun går hen i den nærmeste skobutik og beder om et par af de sko, hun har set i udstillingsvinduet. Ekspedienten svarer beklagende: ”Desværre, frue. Vi har kun højresko i år, men De kan få grøn maling.” Denne histories kerne er forholdet mellem individets interesser og fællesskabets: Hvem prioriterer i en situation med knappe ressourcer? Hvis vi et øjeblik ser bort fra det centralistiske, undertrykkende Sovjet-samfund, er det så overhovedet muligt at forestille sig et helt samfunds produktion og forbrug fungere uden markedet og dets centrale mekanisme, priserne? Hvilke mekanismer skal erstatte prissystemet og kan moderne datateknologi hjælpe med til at gøre en socialistisk økonomi effektiv, dvs. på en gang opfylde individets og fællesskabets interesser? ​​ 

 

Mere end et tiår efter finanskrisens begyndelse, er kapitalistiske ideologer ivrige efter god omtale. ​​ Det, der engang var lokkende løfter om meritokrati og social mobilitet, klinger nu i stigende grad hult. De længes stærkt efter en smartere, PowerPoint-venlig, legitimerende fortælling – noget der er svært at brygge sammen på en baggrund af stigende ulighed, gennemtrængende skatteunddragelse og urovækkende varsler om den globale økonomis virkelige tilstand efter sammenbruddet, skulle centralbankerne trække deres alt for overdrevne støtte tilbage. Hvilken udvikling i den virkelige verden kunne understøtte en sådan fortælling? Hvilket tema kunne gøre kapitalismens ide mere moralsk acceptabel for det sidste nye kuld af kandidater fra de kendteste universiteter i det nordøstlige USA [Ivy League, o.a.], man kan risikere tiltrækkes af forestillinger som økosocialisme? På trods af den voksende ’tech-lash’ imod FAANGerne [Facebook, Amazon, Apple, Netflix og Google (Alphabet), o.a.] ser kapitalistiske tænkere stadigvæk op til Silicon Valley og dens kultur med et glimt af håb. På trods af alle sine problemer er Dalen stadigvæk et magtfuldt laboratorium for nye - måske bedre – markedsorienterede løsninger. Ingen anden sektor indtager en så fremtrædende rolle på den vestlige kapitalismes forestillingshorisont eller tilbyder et så lovende felt for selvforstærkende mytologier.

 

En ny tankeretning er begyndt at forholde sig til, hvorledes den globale økonomi kunne omdefineres med centrum i de seneste digitale nyskabelser for at indføre et minimum af retfærdighed. En ’New Deal on Data’ – udtrykket dukkede op til overfladen i et indlæg, der blev præsenteret i 2009 i Davos – er tech-verdenens neoliberale sidestykke til Den grønne New Deal, men kræver ikke statslige udgifter.1 Den forudser en formalisering af ejendomsretten i forbindelse med immaterielle aktiver, så individer kan ’eje’ de data, de producerer. En fordel for dens fortalere er, at denne markedsvenlige ’new deal’ kunne hjælpe med til at forebygge alternative forsøg på at opfatte brugerne som andet end passive forbrugere af digital teknologi; de ville kunne få lov til at nyde deres nye status som datakøbmænd, der prutter om prisen, men skulle ikke stræbe efter meget andet.(?) New Deal on Data har fået anseelig politisk støtte: Fra Den europæiske Kommission til FN er mange verdensinstitutioner overbevist om, at et sådant initiativ for ’fairness’ er vigtigt for at garantere den digitaliserede kapitalismes fremtid.

 

Den østrigske retsvidenskabsmand og succesrige, tidligere softwareiværksætter Viktor Mayer-Schönberger bærer en del af ansvaret for at plante drømmen om ’frelse ved hjælp af data’ i den kapitalistiske fantasi. Hans bestseller Big Data (2013), urteksten om dette emne, der blev skrevet sammen med en medforfatter, en skribent fra The Economist, havde en ligefrem tese: Den massive mængde data, der nu indhøstes og analyseres af nogle få, fremsynede firmaer, ville frembringe nye forretningsmodeller og ødelægge eksisterende; sammenbruddet stod lige for døren, profitten var garanteret.2 Nu fem år senere deler Mayer-Schönbergers nyeste bog Reinventing Capitalism in the Age of Big Data en del træk med det tidligere arbejde. Den er skrevet sammen med en anden af The Economists bidragydere, den tyske journalist Thomas Ramge og benytter klar og anekdotevenlig prosa for at dokumentere en anden stærk tendens – ’der er lige så betydningsfuld som den industrielle revolution’ – samtidig med, at den fremsætter pragmatiske anbefalinger til virksomheder og politikere. Men Reinventing Capitalism har meget større ambitioner, som bogens tyske originaltitel, Das Digital, antyder. Das Kapital, siger de, er forældet: Når først Big Data bliver effektivt udnyttet i hele økonomien, vil den ikke bare genopfinde kapitalismen – den engelske titel er for ydmyg, hvad dette angår – men afslutte den. ’Det kan være på tide at lukke historiens dør og officielt fjerne udtrykket ”kapitalisme”’, proklamerer de.3 I stedet for finanskapitalen og firmaerne, vil datarige markeder sætte menneskene i stand til at arbejde direkte med hinanden. Mere dramatisk vil data fortrænge prissystemet som økonomiens vigtigste organiseringsprincip.

 

Prissystemet er et besynderligt mål for det, der umiskendeligt er en prokapitalistisk bog. ​​ Det at fastsætte priser ved hjælp af markedet er længe blevet hyldet for evnen til at muliggøre komplekse former for social koordinering med lidt eller ingen central planlægning. Mises og Hayek havde i det, der senere kom til at hedde den socialistiske beregningsdebat, på navnkundig vis fra 1920erne og fremover imod deres venstreorienterede modstandere hævdet, at det var fraværet af prissystemet, der dømte den socialistiske centralplanlægning til at blive en fiasko. Fordi man manglede en tidstro indsigt i forbrugernes skiftende smag, den mest fordelagtige anvendelse af ressourcer og svingende forsyninger af halvfabrikata, havde de centrale planlæggere næsten ikke en chance for at justere deres modeller hurtigt nok til at holde trit med en hurtigt skiftende verden. Mange socialister fandt især i kølvandet på Sovjets sammenbrud dette argument overbevisende og indrømmede, at der var en indbygget, teknologisk brist i socialismens konstruktion. ​​ Som A.G. Cohen udtrykte det i sin sidste bog er ’hovedproblemet, det socialistiske ideal står overfor, at vi ikke ved, hvorledes man indretter det maskineri, der skulle få det til at virke.’4

 

Nyere tids modargumenter fra venstrefløjen har almindeligvis drejet sig om at pege på, at de mest moderne kapitalistiske virksomheder fra Amazon til Walmart er fremragende, når det gælder planlægning; fremkomsten af digital feedback vil gøre disse metoder endnu mere udbredt. ​​ Hvis kapitalister kan planlægge, hvorfor kan socialister så ikke?5 Det modsatte argument – at Big Data blokerer prissystemets funktion - ​​ har man også hørt: Nogle observatører går så vidt som til at hævde, at prissignalerne fra vore dages datamættede markeder, hvor risikovillige kapitalister, statsejede investeringsfonde og tech-platforme med dybe lommer subsidierer tjenester til et punkt, hvor ingen rigtig ved, hvad de koster, ligner Sovjet-systemets prissignaler i årene op til dets endelige sammenbrud.6 Deraf øgenavnet ’Gosplan 2.0’. (I sin struktur er dette argument ikke uligt østrigske økonomers anklager om pengeudpumpningernes [quantitative easing, o.a.] forvridende indvirkninger på aktivers priser.)

 ​​​​ 

I det efterfølgende vil jeg gå tilbage til – og håber jeg, igen puste liv i – den socialistiske beregningsdebat og udforske nogen af de måder, som deltagerne opfattede forholdet mellem viden, pris og social koordinering på og hvordan deres referencer kan have ændret sig i big datas tidsalder. Derfra vil jeg fortsætte og foreslå måder på hvilke, udviklingen af en ’digital feedback-infrastruktur’ giver venstrefløjen muligheder for at foreslå bedre opdagelsesprocesser, bedre løsninger på den samfundsmæssige organisations hyper-kompleksitet i miljøer, der hastig forandres og bedre tilpasning mellem produktion og forbrug end den, Hayeks løsning – markedskonkurrence og prissystemet – giver. Men først er det værd mere detaljeret at pille teserne i Reinventing Capitalism fra hinanden, for selve deres utilstrækkelighed er ofte betegnende og derfor oplysende.

 

1. En genopfindelse af kapitalismen – mon dog?

Mayer-Schönberger og Ramge fremfører, at selvom prismekanismen har været et effektivt middel til social koordinering, har det altid haft sine mangler. Den digitale teknologi har ikke alene gjort dem synlige, den har også frembragt en mere effektiv alternativ metode til social koordinering. For prissystemet er et stumpt instrument, medgiver forfatterne. Det komprimerer markedsdeltagernes komplekse, mangedimensionelle præferencer til et enkelt tal og eliminerer nuancer og detaljer, noget der kan resultere i suboptimale transaktioner. Forbrugerne bliver lette ofre for listige sælgere på markedet, der manipulerer dem til at købe ting, de ikke har brug for simpelthen fordi, prisen, der ender på nogle nitaller, ser ud som om produktet er blevet nedsat. Men fremskridt indenfor data- og informationsteknologi kan fjerne denne ineffektivitet. Reinventing Capitalism opfordrer til ’en genstart af markedet’, der er drevet af data. Der er ikke længere brug for at presse en myriade af usammenhængende kendsgerninger ind i prisernes spændetrøje, når computerchips kan kommunikere disse kendsgerninger direkte. Markedsaktører vil i stigende grad blive afhængige af data, ikke priser for at koordinere deres aktiviteter, opdage nye, førhen usynlige nicher og forøge den samlede markedseffektivitet.

 

Forfatterne opridser en datarig, forbrugeristisk utopis landskab. Fordelen ved digitale markeder sammenlignet med analoge er, at de tillader begge sider af en transaktion at specificere talrige sammenkoblingskriterier, der rækker langt udover prisen. Hos for eksempel BlaBlaCar, et fransk samkørselsfirma, kan passagererne specificere, hvor meget der snakkes i bilen – det ville være svært at presse den information ind i en pris. Ny teknologisk udvikling, der reducerer omkostningerne ved at udtrække og katalogisere data fra komplekse filer som videoer, har sat købere og sælgere i stand til lettere at finde hinanden. Algoritmer, der matcher, kan nu tygge sig igennem store datamængder ved brug af yderst detaljerede kriterier. Maskinlæringssystemer kan udlede vore præferencer gennem observation og korrelation, uden at vi selv behøver at lave en liste over dem. Reinventing Capitalism forudser nye applikationer, der tidstro vil skanne hele vores dataprofil og bruge maskinintelligens til at anbefale handlende, produkter og tjenesteydelser, der passer [til vore ønsker, o.a.]:

 

”Lad os antage, at man for eksempel leder efter en ny stegepande. Et adaptivt system, der måske ligger på ens smartphone, kigger på data over ens tidligere indkøb og slutter ud fra disse, at man sidste gang købte en pande til induktionskomfurer og også, at man afgav en la-la-bedømmelse af den. Systemet forstår ved at gennemlæse bedømmelsen, at pandens overfladebehandling virkelig er vigtig for en og at man foretrækker en keramisk pande … Udstyret med disse præferencer leder den så på online-markeder efter optimale matches og indlægger ovenikøbet leverancens CO2-aftryk (fordi den ved, hvor meget man bekymrer sig om det). Den forhandler automatisk med sælgere, og fordi, man er parat til at betale via en direkte overførsel, er den i stand til at få rabat. Med et enkelt tastetryk er ens transaktion gennemført.”7

 

Takket være datadrevne kreditsystemer, vil kapitalismens stadig tilbagevendende underforbrugsproblem være en ting fra fortiden. Hvis økonomien skranter, vil et ’adaptivt system’ være i stand til at opnå lån for en og købe det, man ønsker og forsikre investorerne om, at forbrugerne ikke har tabt tilliden. Udover dette vil datarige markeder gavne forbrugerne ved at eliminere uhensigtsmæssigheder på for eksempel energimarkeder, hvor energiselskaber for tiden stikker velvoksne beløb i lommen ved at udnytte informationsasymmetrien mellem sig selv og deres kunder.

 

Fra finans til data?

Reinventing Capitalism indrømmer, at det eksisterende, monopolistiske ejerskab til de ’feedback-data’, der produceres af transaktionerne mellem formidlingsplatforme og deres kunder, er en forhindring for den ’epokegørende transformation’ af den demokratiske forbrugerisme, som Big Data skulle frembringe. Informationen forbliver i hænderne på bare nogle få, store firmaer, selvom den har enorm værdi for andre økonomiske aktører. Forfatterne foreslår at løse problemet ved hjælp af en variation over ’New Deal on Data’: Tech-firmaerne bør tvinges til pr. lovgivning at dele (nogle) feedback-data med andre startup-firmaer og offentlige aktører. ’Et progressivt mandat til datadeling’, skriver de, ’ville sikre en omfattende, men differentieret adgang til feedback-data og i sin beslutningsstøtte fastholde valgmuligheder og mangfoldighed.8 Denne ide blev godt modtaget i Mayer-Schönbergers hjemland Østrig, hvor den højreorienterede ÖVP-FPÖ-regering gjorde den til et af sine mærkeforslag under Østrigs præsidentskab for Det europæiske Råd i 2018.9

 

Med hensyn til en eliminering af ’kapitalismen’ viser det sig hovedsageligt at referere til forbrugerrettede finansinstitutioners aktiviteter, som forfatterne hævder vil ødelægges af nystartede, datarige firmaer. Wall Street behøver ikke at ryste i bukserne. Tværtimod har Reinventing Capitalism bemærkelsesværdigt lidt at sige om den nutidige, eksisterende kapitalismes dynamikker og foretrækker at fremstille den som en blot og bar sammenfatning af de aktiviteter, som ’finanskapitalisterne’ udfører – dvs. institutioner som banker af den gamle skole, der lever af penge, ikke data. De nyere, mere rapfodede institutioner antages at arbejde anderledes; deres aktiviteter henføres under ’datakapitalisme’. Forfatterne hævder, at ’i takt med at markederne bliver data-rige, bliver der mindre brug for at signalere ved hjælp af penge’ – og når penge ikke længere ’spiller førsteviolin’, vil banker og andre finansielle mellemmænd blive nødt til at refokusere deres forretningsmodeller og dermed forårsage et skift ’fra finans- til datakapitalisme’. Ja, faktisk:

 

”Med en markedsøkonomi, der udvikles ved hjælp af data, kan vi ikke længere rubricere fremtiden som ’kapitalistisk’ i den forstand, at magten er koncentreret hos dem, der har pengene. Det er måske ironisk, at eftersom datadrevne markeder devaluerer penges rolle, beviser de, at Karl Marx tog fejl, ikke Adam Smith.”10 ​​ 

​​ 

Kapitalismen er i denne tolkning blot en liste over det, som kapitalister gør. Der er ikke megen mening i denne analyse af kapitalismen som et system med en historie, en nutid og en tydelig logik – konkurrencens – der sætter betydelige begrænsninger for dens fremtidige udviklingsveje.

 

Reinventing Capitalism er en ud af adskillige bøger, der nyligt er udkommet, som hævder at fortolke de massive forandringer, der er sluppet løs af de nye, dataintensive forretningsmodeller på baggrund af en bredere analyse af den moderne kapitalisme. Shoshanna Zuboffs The Age of Surveillance Capitalism er nok det mest fremtrædende eksempel; et andet er World After Capital, der er selvudgivet online af den tysk-amerikanske venture-kapitalist Albert Wenger (han citeres ret imødekommende af Mayer-Schönberger og Ramge).11 Fordi disse tekster mangler en robust, teoretisk og historisk funderet forestilling om kapitalismen, følger de den samme fortællingsbane; forfatterne begynder med at vælge et eller andet forudgående trin – ’finanskapitalismen’ i Mayer-Schönbergers og Ramges tilfælde, den ’interesseorienterede kapitalisme’ hos Zuboff, ’industrialderens’ kapitalisme hos Wenger – og så gå videre med at udrulle en deus ex machina: ​​ Informationsteknologien, Big Data, maskinlæring eller endog (i Wengers tilfælde) ’regnekraftens universalitet med en marginalomkostning på nul’.§+§ Alle tre konkluderer, at kapitalismens nuværende trin – ’datakapitalisme’ (Mayer-Schönberger og Ramge), ’overvågningskapitalisme’ (Zuboff), ’videntidsalderens’ postkapitalisme (Wenger) – er en skarp afvigelse fra den foregående [udgave af kapitalismen, o.a.] og at drastiske ændringer i informationsteknologien forklarer denne overgang. De vender sig kun meget selektivt mod samtidshistorien, for det meste for at styrke deres nutidstilbedende totrinsskema. De analytiske og politiske konsekvenser varierer. Zuboff har kun lidt positivt at sige om ’overvågningskapitalismens’ tidsalder, hvorimod Reinventing Capitalism ender med en næsten religiøs tolkning af informationens og datas terapeutiske kraft, der vil helbrede den nutidige kapitalismes dårligdomme og genoprette markedets effektivitet.

 

Fintech og den kapitalistiske konkurrence

Om dette eventyr om en datarig forbrugerisme vil vise sig effektiv som legitimerende ideologi vil vise sig. Analytisk set er det imidlertid ekstremt svagt, noget der tvinger forfatterne til at fordreje deres debatmodstanderes positioner. Således hævder Reinventing Capitalism, at Marx mente, at pengene regerer verden; deres ræsonnement lyder, at nu, hvor data behersker verden, gælder de marxistiske analyser ikke længere. Marx har selvfølgelig aldrig ment noget sådan. Tværtimod troede han, at kapitalakkumulationens tvang stillet overfor den konstante konkurrence var nøglen, ikke penge som sådan. Penge var et uundgåeligt trin i akkumulationsprocessen: [Men, o.a.] de spillede aldrig ’første violin’; det gjorde kapitalen. For Marx var kapitalakkumulation utænkelig uden vareproduktion. Selv hvis man tager de nyskabelser i betragtning, som nutidens globale kapitalisme har frembragt, hvor komplekse finansprodukter synes at have tabt deres forankring i realøkonomien, ville det være vanskeligt at konkludere. at spredningen af dataintensive, digitale produkter og tjenesteydelser fundamentalt vil ændre kapitalakkumulationens betingelser og dynamik.

 

For at kunne bevise, at Marx tog fejl, ville Reinventing Capitalism skulle vise, at datakapitalismens verden og ’Fintech’-startups – tech-baserede, finansielle tjenesteydelser; for eksempel långivere, der kun udsteder digitale lån, som bruger persondata for at afgøre kreditværdigheden – ikke er underkastet det samme pres som den traditionelle finanssektor, den formodes at erstatte. Forfatterne forsøger ikke på dette, og det er ikke svært at se hvorfor: Der er få udviklingstendenser i Fintech-verdenen, der ikke kan forklares med den kapitalistiske konkurrences tvang, hvad en blot overfladisk undersøgelse af forholdet mellem de to sektorer bekræfter. De store banker – der er ambassadører i sværvægtsklassen for den angiveligt forældede finanskapitalisme – bruger store summer på tech: Citigroups techbudget var på 8 mia. dollars i 2019, Well Fargos på 9 mia. dollars, Bank of Americas på 10 mia. dollars, JP Morgans slog rekorden med 11 mia. ​​ dollars. Det er imponerende tal på højde med tech-giganterne selv. Faktisk var de ti største indkøbere af teknologi sidste år banker og tech-firmaer med tilføjelse af Walmart.12 ​​ JP Morgan har oprettet et godt besat AI-hold i New York og en Fintech-institution i Californien med tusind ansatte, noget der antyder at firmaet er på forkant med innovationen. Palo Alto er nu også vært for BlackRocks Lab for Artificial Intelligence.

 

En nærmere analyse afslører imidlertid at løvens part af bankernes tech-relaterede udgifter går til at vedligeholde systemer, der hviler på private standarder, snarere end til egentlig forskning og udvikling. Efter utallige virksomhedssammenlægninger og systemintegrationer er deres eksisterende hardware og softwarepakker blevet uoverkommeligt dyre og tilskynder derfor til en reduktion af omkostningerne til tech-investeringer ved yderligere virksomhedssammenlægninger. Dette var en væsentlig faktor i den nylige sammenslutning af SunTrust og BB&T, der ifølge Citigroups administrerende direktør ’hovedsageligt blev drevet af behovet for at kunne opnå den fornødne størrelse i forhold til at kunne investere i og implementere teknologi’. Citigroup derimod havde allerede den størrelse.13 Det er derfor forudsigeligt, at en nylig undersøgelse af udgifterne til teknologi viser, at større banker ikke bare investerer mere end deres mindre rivaler, men også har tendens til at bruge mere på avanceret teknologi end på vedligehold – ikke mindst takket være deres størrelse og større reserver af frie midler. 14​​ Intet i dette landskab udover teknologierne selv ville se fremmed eller mærkeligt ud for Marx.

 

Læg også mærke til Fintech-verdenens forretningsdynamikker. Ifølge et estimat nåede Fintech-investeringerne i 2018 næsten 112 mia. ​​ dollars, noget der slog alle rekorder.15 Det er ikke svært at gætte hvorfor: Sektoren lover profitter, der en skønne dag kunne blive lige så astronomiske som de traditionelle bankers – JP Morgan opgav i 2018 en nettoprofit på 32,5 mia. dollars en smule højere end Alphabets 31 mia. ​​ dollars, men med betragteligt lavere omkostninger, da man ikke behøver at betale for integration og vedligehold af forældede teknologiske systemer. De samlede profitrater burde derfor skyde i vejret med raketfart. Mens Reinventing Capitalism anerkender nødvendigheden for Fintech-sektoren af ikke at skulle bære høje omkostninger til gamle systemer, tilskriver forfatterne fejlagtigt det ’datakapitalismens’ enestående stade. Men invasioner af nytilkomne firmaer væbnet med hurtigere og nyere teknologier har været et regelmæssigt træk ved den kapitalistiske konkurrence, hvor cloud computing og datainfrastruktur er det, som en gren af marxistisk økonomi ville genkende som denne specifikke industrigrens ’regulerende kapital’.

 

Ikke overraskende – og helt på linje med Marx’ egen teori for markedskonkurrencen – gør de etablerede firmaer deres bedste for at forsvare sig imod den slags angreb, ofte ved at opkøbe de yngre udfordrere. JP Morgans erhvervelse i 2017 af WePay – et førende firma indenfor digitale betalinger – var præcis det, man kunne forvente et firma af dets størrelse ville gøre under disse omstændigheder. Nutidens nedbrydere af Fintech vil selv blive udfordret i en ikke så fjern fremtid af fremkomsten af endnu mere effektive produktionsteknikker, der tages i brug som våben af den næste generation af startups. På det tidspunkt må Mayer-Schönberger og Ramge sandsynligvis opfinde et tredje stadie – en eller anden slags post-datakapitalisme.

 

Hvorfor gøre alt dette, når det eksisterende kapitalismekoncept i al sin analytiske rigdom allerede rummer plads til den type overgangssituationer? Måske fordi at operere med det koncept ville betyde at opfatte kapitalen som et system og som en social relation – og ikke bare en ophobning af fysiske og immaterielle varer, der er til rådighed for produktionen, som neoklassicistiske økonomer har tendens til at forestille sig det. Når man tager Mayer-Schönberger og hans liges uvilje mod at tage det i betragtning, selv på baggrund af en voksende nervøsitet for den retning, som det kapitalistiske system tager, er det sandsynligt, at vi vil se endnu flere byger af bøger, der formelt set handler om kapitalismens fremtid, men som i bedste fald tilbyder beskrivelser af observerede regelmæssigheder i den måde, som kapitalistiske firmaer udvider deres kapital på til også at omfatte data. Vi bliver bedt om at tro på, at disse firmaers fremtidige adfærd er lig med intet mindre end selve kapitalismens fremtid. Skønt dette er noget bedre end de myter om perfekt konkurrence og markedsligevægt, der spindes af neoklassicistiske økonomer, er den praktiske og politiske nytte af den slags indsigter minimal, eftersom de ignorerer de fundamentale drivkræfter, der former adfærden for selv de individuelle kapitalistiske firmaer, som deres teorier påstås at forklare.

 

Den første vigtige dikotomi i Reinventing Capitalism – ’data overfor penge’ – synes uholdbar. Men hvad med dens anden dikotomi mellem priser og information? Her er vurderingen lidt sværere og vil kræve en ekskurs gennem den klassiske og neoklassiske økonomi med dens kontrasterende ideer om information, priser og konkurrence – og især en opmærksom læsning af Hayek. Reinventing Capitalism går meget let henover den økonomiske teori og er aldrig helt klar på lige præcis hvilken ramme – klassisk, neoklassisk, østrigsk?§§§ - der ligger bag forfatternes insisteren på at prisens betydning er forældet og at datas betydning er dominerende. Man kan imidlertid prøve at udlede den.

 

2. Information og prissystemet

Den neoklassiske ramme hviler på nogle temmelig tvivlsomme antagelser om priser og information – en konsekvens af dens surrealistiske syn på konkurrencen. Et marked med perfekt konkurrence fri for alle barrierer for at deltage antages at være delt mellem sælgere og købere, der accepterer de herskende markedspriser og køber og sælger til denne pris og som alle besidder perfekt viden. ’Konkurrence’ er i denne læsning ikke en proces, der udfolder sig over tid, men blot en forklarende etikette eller et øjebliksbillede, der benyttes til at betegne en eksisterende ligevægtstilstand. I en tilstand af perfekt konkurrence kan yderligere information ingen rolle spille i markedsudvekslingen, fordi alt, der er muligt at vide, allerede er kendt – markedsdeltagerne besidder perfekt viden. [At kende] priserne er indenfor denne ramme tilstrækkeligt, selvom de forbliver et mysterium – et produkt af den eksotiske tâtonnement-proces dvs. det at prøve sig frem og lære af sine fejltagelser, der etablerer et match mellem udbud og efterspørgsel (noget der oprindeligt blev indført i økonomisk teori af Léon Walras i 1870erne).

 

Neoklassikerne har for længst indrømmet, at konkurrencen kan være uperfekt: For eksempel kan forhindringer for markedsdeltagelse eller fremkomsten af monopolfirmaer, gøre konkurrencen ’uperfekt’, selvom disse komplikationer ikke vil give det neoklassiske begreb ’konkurrence’ mere dynamik. Der kan også være mangler, der er forbundet med informationsstrømmene. I de sidste halvtreds år har denne indsigt givet ophav til et helt felt, der kaldes ’informationsøkonomi’, som studerer, hvorledes forskellige informationsasymmetrier – hvor den, der er mellem sælgere og købere af brugte biler, er det berømteste eksempel – underminerer markedets effektivitet. Når først disse asymmetrier er overvundet ved hjælp af lovgivning eller private firmaer, burde den eksisterende ineffektivitet svinde bort og dermed bringe konkurrencen nærmere sin ’perfekte’ ligevægtstilstand.

 

Hvordan hænger information og priser sammen, når der hersker ’uperfekt konkurrence’? Sælgere kan vide mere, end de lader ane, om en brugt bils tilstand (en ’citron’ i bilforhandlernes sprog); det er fordi, de tilbageholder denne information, at markedsprisen kan blive så høj, som den er. For de fleste økonomer er problemet markeder, der er fattige på data, ikke rige på data. På den anden side finder forfatterne til Reinventing Capitalism, at den helt nye, datarige dimension i markedstransaktionerne er et permanent træk ved al økonomisk udveksling; en sådan overflod af data opstår ikke kun under uperfekte betingelser. Tværtimod er den til stede i alle hverdagstransaktioner, hvor informationsasymmetrier ikke menes at være til stede. Men hvis prisen på en vare i fravær af ufuldkommenheder ikke fuldstændigt reflekterer dens nytte for en gruppe excentriske forbrugere, burde markedskræfternes styrke i teorien bringe den op eller ned på det rette niveau.

 

At hævde at der eksisterer en fuldstændig ny dimension i markedsudvekslingen, der ikke før er blevet opdaget af den neoklassiske økonomiske teori, kræver en radikal afvigelse fra nogen af dens fundamentale, men begrænsende antagelser. Dette kunne synes kun at give forfatterne et sted at vende sig – [nemlig] en konkurrenceteori, der hverken forudsætter perfekt viden eller er besat af ligevægte. Dette er naturligvis den klassiske konkurrenceteori, som Smith, Ricardo og Marx var fortrolige med og som for nylig er blevet revideret og ajourført af Anwar Shaikh i Capitalism: Competition, Conflict, Crisis.16 Forresten tilsluttede Hayek sig mange af denne teoris postulater. I sine sidste årtier brugte han den til at ophøje konkurrencen til et universelt styrende instrument ved hvis hjælp ny viden – som de sidst nye forbrugerønsker eller produktionsteknikker - ’opdages’. Før denne politiske drejning skrev Hayek dog mange sider de fleste under den store socialistiske beregningsdebat, hvori han udforskede det præcise forhold mellem priser og viden. De fleste af hans socialistiske modstandere i Wien var fast plantet i den neoklassiske lejr. Hvis marxismen, som de troede, gav kapitalisterne det teoretiske apparat til at forstå kapitalismens eksisterende dynamikker, så ville den neoklassiske økonomi med dens forkærlighed for rationel, matematisk analyse give socialdemokraterne de intellektuelle ressourcer til at konstruere socialismens fremtidige dynamikker.17 Hayeks uoverensstemmelse med sine socialistiske modparter var således ikke bare ideologisk, men også metodologisk; i spørgsmål vedrørende konkurrencen var hans synspunkter, der var formet af den klassiske tradition, nærmere på Marx’ end på f.eks. Oskar Langes.

 

I Reinventing Capitalism optræder Hayek som indbegrebet af økonomernes besættelse af prissystemet som effektiv formidler af information. En overfladisk læsning af Hayeks berømte essay fra 1945, ’Brugen af viden i samfundet’, kunne lade dette formode. Ved at hævde at prissystemet tillader helt uens økonomiske aktører at koordinere deres aktiviteter, sang han så ikke en hyldest til prissystemets overlegenhed over den centrale planlægning? ”Hayeks dybfølte værdsættelse af prisen hviler på den kendsgerning, at når transaktionspartnerne forhandler, er de nødt til at tage hensyn til al den information, der foreligger, herunder deres prioriteringer og præferencer og sammentrænge dem til et enkelt tal”, hævder Mayer-Schönbeger og Ramge. Det er overfor disse opfattelser, som Hayek antages at have, at de opstiller deres eget argument om, at teknologien nu kan levere mere information end priser [kan], fordi det ikke længere er nødvendigt at sammentrænge information – man kan bare bruge den.

 

Viden, der ikke er prisbaseret

Hvor præcis er denne beskrivelse af Hayeks synspunkter? For det første er ideen om, at priser fastsættes i en velordnet dialog mellem to transaktionspartnere – og ikke som resultat af en myriade af markedskræfter og overvejelser – det walrassianske kætteri, som Hayek aldrig ville have støttet. For det andet gentager Reinventing Capitalism den fejl, som mange neoklassiske økonomer begik som svar på Hayeks artikel fra 1945, [nemlig] ikke at kunne se, at hans dynamiske opfattelse af konkurrencen ikke er den samme som deres statiske version. Hayeks begreb giver plads til den praksis og de institutioner, der former konkurrenceslaget, inden et salg afsluttes og den tilsvarende pris noteret. Neoklassikerne antager ofte, at prissystemet for Hayek er det eneste sted, hvor information har sæde: Det er der – eller ingen steder. Det er at misforstå Hayek to gange: Første gang ved at behandle prissystemet som blot en ’formidler’ af information og anden gang ved at antage, at det er den eneste formidler i det kapitalistiske system. Begge er almindelige fejlfortolkninger, der opstår ved en meget selektiv læsning af Hayeks værk – i de fleste tilfælde indskrænket til ’The Use of Knowledge’ og som ignorerer alt det andet, han skrev om konkurrencen.

 

’Formidler’ prissystemet viden? Ikke rigtigt. En mere passende titel på Hayeks berømte artikel ville være ’Ikke-brug af viden i samfundet’, for han insisterer på, at prissystemet fungerer så godt præcis fordi, de økonomiske aktører ikke har brug for at vide meget om verden for at kunne handle effektivt i den.18 Priser formidler ikke viden, i det mindste ikke fra den ende af markedet til den anden. Ej heller skal de: Så længe en økonomisk aktør opdager kendsgerninger, der forandrer hans vurdering af en vare, vil virkningerne af denne revurdering udbrede sig gennem systemet – og presse varens pris op eller ned – uden at andre behøver at vide, hvad disse nye kendsgerninger faktisk består i. Hvis prissystemet formidler noget, er det alle økonomiske aktørers aktuelle positioner – mange af dem baseret på fejlagtige opfattelser af nutiden og fremtiden – i forhold til hinanden: Det er som et snapshot af et militært slag taget fra luften. Det er en triviel sandhed, at dette snapshot indeholder og kommunikerer ’viden’, men den ’viden’ er med sikkerhed ikke en total sum af de individuelle stykker ’viden’, som de, der deltager i slaget, har, der efter forgodtbefindende kan pilles fra hinanden og ordnes på ny.

 

En så elegant og informationslet indretning som prismekanismen kan kun fungere, fordi meget af konkurrencens virkelige kompleksitet håndteres og reduceres andre steder i det økonomiske system. For det første er den baseret på kapitalismens generelle normer, sædvaner og regler, der længe har været internaliseret af markedsdeltagerne – for eksempel forståelsen af, at en nedbringelse af omkostningerne er en vigtig taktik for at overleve på et konkurrencefyldt marked. Dette indsnævrer mulige reaktioners virkefelt og letter den sociale koordinering: Så længe en stræben efter rentabilitet forbliver det overordnede mål for hele systemet, ved alle, hvad de kan forvente. Hvis denne betingelse ikke gælder, mister prissystemet naturligvis straks sin koordinerende magi, for prisændringer bliver uforståelige – næsten på samme måde som snapshottet af slagmarken fra luften bliver uforståeligt, hvis den ene side pludseligt bekender sig til pacifismen. Prissystemet kan opnå så meget med så små midler præcis fordi, de økonomiske aktører ikke behøver at kigge i en manual eller rådføre sig med deres terapeut for at vide, hvad de skal gøre, når priserne ændrer sig. Når østrigske økonomer svarer vore dages forsvarere af central planlægning ved at bemærke, at et ikke-kapitalistisk system – selv et, der er rodfæstet i Big Datas magt – kun ville kunne slå prissystemets effektivitet, hvis det også skaber nye adfærdsmønstre og betydningsrammer, har de en pointe.

 

For det andet har det kapitalistiske samfund udover prissystemet også systemer, der kommunikerer en mere generel viden, som ikke er baseret på prisen og som former konkurrencedynamikken før markedsudvekslingen finder sted. Hayek pegede både på reklamens og pressens roller som på mere uformelle mekanismer. ’Konkurrencen’, skrev han, ’er for en stor dels vedkommende en konkurrence om omdømme eller goodwill’ – det er ’i sin kerne en opinionsdannende proces: Ved at sprede information skaber den den enhed og sammenhæng i det økonomiske system, som vi forudsætter, når vi tænker på det som ét marked’.19 Vidensystemet – denne sekundære kommunikationskanal – er det, der sikrer den sociale koordinering, selv når vores kendskab til de konkrete varer er ringe eller ikke-eksisterende. Hvis dette lyder som den ’datarige’ dimension af markedet, der blev ’opdaget’ af Reinventing Capitalisms forfattere, så er det fordi, det er det: Vidensystemets eksistens kunne kun være en overraskelse for de neoklassiske økonomer, der opbygger deres modeller ved at ignorere den afgørende fase af økonomisk aktivitet, hvor denne ’datarigdom’ er af altoverskyggende vigtighed. Læst fra et hayekiansk perspektiv formaliserer og forbedrer den digitale økonomi simpelthen tidligere tiders meningsdannende processer og gør det lettere tidstro at ajourføre markedsdeltagernes omdømme eller simpelthen ved hjælp af en besked på telefonen at gøre kunderne opmærksom på lanceringen af en ny taxatjeneste, hvor chaufføren gladelig vil fløjte kundens yndlingsmelodi.

 

At hævde at man må træffe et valg mellem prissystemet og vidensystemet – eller at det sidstnævnte i form af Big Data nu er i færd med at fortrænge det førstnævnte – er fundamentalt at misforstå Hayeks syn på, hvorledes det kapitalistiske system fungerer. Det at prisen har en informationsbetydning for markedsdeltagerne – en mening som selv er betinget af, at de internaliserer kapitalismens grundlæggende love - forhindrer dem ikke i at skaffe sig andre former for information før øjeblikket for udvekslingen, i den ’virkelige konkurrences’ afgørende fase. Forfatterne til Reinventing Capitalism eliminerer som de neoklassiske økonomer dette indledende stade fra deres opfattelse af udvekslingen. De hævder derfor, at priserne må sammentrænge al den information, der er tilgængelig – noget, de naturligvis ikke kan. Hele bogens præmis er den logiske konsekvens af at prøve at få Hayeks dynamiske opfattelse af konkurrencen til at passe ind en statisk, neoklassisk ramme – og når de så opdager, at den ikke passer, at postulere at vi har brug for et nyt, informationsvenligt udtryk for ’kapitalisme’. ​​ 

 

Fra socialistiske planlæggere til markedsteknokrater

Hayeks artikel fra 1945 fik en gennemgribende indvirkning på udviklingen af den moderne økonomi.20 Indtil den blev offentliggjort antog man almindeligvis, at den socialistiske beregningsdebat blev vundet af Mises’ og Hayeks socialistiske modstandere – blandt dem først og fremmest Oskar Lange – der var fortalere for en blandet strategi, hvori de individuelle virksomhedsledere fik lov til at finde den ’rigtige’ pris, de kunne tage for deres produkter ved på markedet at prøve sig frem og lære af deres fejl, mens det centrale planlægningsinstans ville fastsætte priserne på input. I virkeligheden havde Mises og Hayek ikke ændret deres argumenter i løbet af debatten. ​​ Men deres socialdemokratiske modstandere anså, opslugt som de var af den neoklassiske økonomi, i begyndelsen deres tilfælde for at handle om vanskeligheden ved at beregne de rette prisniveauer ud fra de givne data – og ikke om udfordringen ved at indsamle og ajourføre disse data, der aldrig er automatisk ’givet’. Mises og Hayek havde med varierende grader af klarhed og betoning hele tiden fremhævet dette, men det krævede Hayeks artikel at slå det fast.

 

Ikke desto mindre mistydede neoklassiske økonomer stadigvæk Hayeks artikel. Deres teoretiske, forudfattede meninger om den perfekte konkurrence førte dem til den konklusion, at Hayek blot mente, at prissystemet kunne indsamle og behandle de data, der var nødvendige for at drive en økonomi meget mere effektivt end en økonomi, der var baseret på central planlægning.21 Men for Hayek var det ikke bare et spørgsmål om, hvor godt eller effektivt hvert system kunne indsamle de samme data. Der var ingen lighed mellem de data, de to systemer behandlede: Prissystemet fungerede kun så effektivt, fordi kapitalismen gjorde resten. Den slags fejlfortolkninger af Hayek, der var almindelige blandt socialdemokratiske, neoklassiske økonomer i efterkrigstiden, sigtede på at formalisere hans indsigter i prissystemets informationsrolle indenfor en neoklassisk ramme. Disse formaliseringer tillod i sidste ende Oskar Langes og Abba Lerners efterfølgere at vise, at prissystemet kun under meget specielle betingelser var så effektivt, som Hayek havde hævdet.

 

Opgaven for disse progressive planlæggere, der nu var komfortabelt indlejret i Den kolde Krigs akademiske institutioner, ændrede sig således fra tidligere tiders dristige mål, at udtænke miljøer, der ikke hvilede på markedet, til den mere pragmatiske opgave at forandre markedsbaserede miljøer for at gøre dem mere effektive. Planlæggerne skulle ikke længere have travlt med at fastsætte priserne på input eller produktionskvoter, som tidligere generationer af socialistiske økonomer kunne have været fortalere for; de skulle i stedet trække på avancerede, matematiske teknikker og spilteori, der kunne arbejde på de økonomiske aktiviteters nyligt opdagede informationsdimensioner for at kunne skabe optimale betingelser. Hvis nogle markedsspillere for eksempel havde gode grunde til at skjule deres virkelige præferencer og dermed forhindre en mulig markedstransaktions gennemførelse, hvilken type avanceret institution kunne så indrettes for at bringe dem frem i lyset – måske en auktion?

 

Den slags indsigter om markedernes påvirkelighed for informationer gav stødet til helt nye forskningsområder med navne som ’mekanismedesign’ og ’markedsdesign’. Hvad havde det at gøre med socialisme? Meget lidt: Alt, hvad der var tilbage fra tidligere tiders radikalisme, var planlæggerens skikkelse, der uden at have nogen egentlig planlægning at udføre blev genfødt som teknokratisk økonom, som kunne bygge markeder på anfordring. Mens Hayek i sine tidligste bidrag til den socialistiske beregningsdebat foretog en eksplicit sondring mellem økonomen – markedsøkonomiens helt – og ingeniøren – den centralt planlagte økonomis helt – har den post-hayekianske konsensus i den neoklassiske økonomi frembragt en blanding af de to.22 Og i takt med at verden i stigende grad er blevet digitaliseret og både , er det at opbygge nye markeder og rette fejlene i de eksisterende blevet lettere og billigere: Man kan nu på afstand påvirke markedsudvekslingens informationsdimensioner ved hjælp af digitale platforme.

 

Reinventing Capitalism tilhører netop ’markedsdesignets’ intellektuelle tradition – en kendsgerning som forfatterne vagt indrømmer ved at placere deres argumentation i forhold til den Nobel-prisvindende udøver af ’markedsdesign’, Stanford-økonomen Alvin Roths arbejde. Hans korte, ikke-akademiske bog om emnet, Who Gets What – and Why (2015), har yderligere hjulpet med til at popularisere området. Hvis man læser den omhyggeligt, giver den nyttige tips om i hvilken retning, digitalt medierede markedsdesignere vil føre os.23 ​​ Mens han fejrer ’økonomernes voksende evne til at være ingeniører’, fremstiller også Roth sig som discipel af Hayek og hævder, at de østrigske økonomer ’forstod, at økonomer har en rolle med at hjælpe til at forstå, hvordan man designer markeder’. Men hvorfor skal man overhovedet gøre sig den ulejlighed at designe dem? Det skal man, hævder Roth, fordi et væld af faktorer i det virkelige liv vil kunne afspore den walrassianske tâtonnement-proces: Nogle markedsdeltagere kunne komme for tidligt [på markedet] og forlade [det] før et match er fundet; for mange kunne på en gang komme for tidligt og foranledige en ’markedsforstoppelse’; nogle kunne være bange for at dele deres egentlige præferencer; nogen kunne forhindres i at bruge prissystemet for at afslutte transaktioner - for eksempel når det drejer sig om organudvekslinger, hvor salg ikke er tilladt.

 

Effektive markeder er ’tykke’ (de har mange deltagere) og velstrukturerede (de løser potentielle konflikter, der skyldes mismatches i tid, bekymringer om sikkerhed eller ’incitamenternes uforenelighed’§§ mellem forskellige deltagere). Økonom-ingeniørens opgave er at iagttage markedernes faktiske regler og derefter ’intervenere i dem, omforme dem, reparere dem, hvis de er i uorden og indføre nye, hvor de vil være nyttige’. Den tidligere antagelse – der stadigvæk er til stede i Leonid Hurwicz’ skriverier i 1970erne – om at specifikke betingelser kunne fordre indretningen af former, der ikke var markedsbaserede er for længst borte; det er ikke nogen overraskelse, når de kommercielle omgivelser, hvor det meste af dette markedsdesign faktisk finder sted, tages i betragtning. Som et fremtrædende medlem af det neoliberale establishment formulerede det i en anmeldelse af Roths bog: ’Mange af verdens kommende markedsdesignere vil snarere arbejde i startup-firmaer i Silicon Valley end i den akademiske verden’.24

 

Markedsvilkår: Lovgivning og konkurrence

Indretningen af et marked medfører valg af de vilkår, der skal sikre transaktionerne. Et eksempel, der citeres af Roth i Who Gets What, er baseret på forfatterens frustration over en skrupelløs forhandler, der ikke leverer et møbel og derved får ham til at indlede en retssag. Han opdager hurtigt, at han ikke var alene med sin klage over forhandleren, hvis dårlige ry af en eller anden grund ikke havde spredt sig på det lokale marked. Hvor en mere traditionel økonom ville kunne have været tilskyndet til at reflektere over kontraktsystemets luner, bruger økonom-ingeniøren situationen til at hævde, at digitale platforme nu tillader kunderne at give de enkelte købmænd point og formalisere deres omdømme og gøre det synligt for alle og derved nedsætte de risici, der indgår i markedsudvekslingen. Faktisk stilles man, selvom Roth ikke borer i det, nu i den digitale æra overfor et klart valg af vilkår: Man kan følge lovgivningens vej og styrke købernes rettigheder – ved at forbyde grænseoverskridende adfærd fra sælgerne – eller man kan følge informationens, omdømmets og feedbackmekanismernes vej, der lader tidligere købere straffe den slags grænseoverskridelser med tilbagevirkende kraft.

 

Faktisk har problematikken i Reinventing Capitalism, der oprindeligt var opbygget langs pris-informationsaksen også som omdrejningspunkt aksen lovgivning-marked. Ikke så meget fordi pris taber terræn overfor information; snarere fordi løsninger på sociale problemer, der hviler på lovgivningens logik – og således på kollektive rammer, der er underkastet demokratisk kontrol – taber terræn til løsninger, der er baseret på markedets logik og som er skræddersyet til forbrugerens atomiserede rolle. Uber, hvis eksistens afhænger af krydsbestøvningen mellem utallige feedback-mekanismer, er et godt eksempel. Man kan argumentere for, at denne model – hvor chauffører og passagerer giver hinanden point og hvor prisen for en tur reagerer i realtid på ændringer i efterspørgslen – præcist er et eksempel på, at pris viger for information: Ubers evne til at indsamle og anvende data både om en transaktions perifere aspekter og om de mere almene markedsbetingelser, hvorunder de udfolder sig, underminerer prismekanismens centrale rolle. Men så fanger man ikke grunden til, at præ-Uber-modellen for taxakørsel, der var underlagt regulering, ikke engang omfattede den feedback, der kunne have været samlet indenfor de tidligere teknologiske muligheders ramme. Taxi-prisernes manglende fleksibilitet var ikke en konsekvens af mangelfulde antagelser om pris og information, men en spejling af de betingelser, loven pålagde taxaejerne: Det, de vidste om passagererne eller de skiftende markedsbetingelser, var irrelevant, da de ifølge loven var tvunget til at tilbyde samme service til alle til samme priser. Solidaritet for borgerne, ja – men set fra startup-firmaernes perspektiv var dette den ekstreme informationsfattigdoms tid.  ​​ ​​​​ 

 

I sammenligning med et system, der drives af feedback og algoritmer, er dette tilsyneladende arkaiske, lovgivningsbaserede system – der antager og garanterer, at passagererne har rettigheder – helt klart et dræn i tjenesteudbyderens profit. Skiftet til at ’styre ved hjælp af tal’, som Alain Supiot beskriver det, vender dette tab om og kunne måske endog øge markedets effektivitet.25 Men dette opnås på bekostning af at fjerne visse rettigheder – og sammen med dem en hel tænkemåde vedrørende social koordinering, der kommer til udtryk i solidaritetsbaserede institutioner som loven. Forskellige typer af social koordinering har, skønt dette sjældent nævnes i de almindeligt fremherskende diskussioner, forskellige politiske værdier. Et system, der formindsker kompleksiteten ved at gøre lovgivningen eksplicit og derved flytter byrden ved at tilpasse sig den til leverandørerne – som det for eksempel er tilfældet med sikkerhedsstandarderne for lægemidler – gør, at forbrugerne ikke behøver at ængstes. Dette skal sammenlignes med et system, der mindsker kompleksiteten ved at bruge den kapitalistiske konkurrences implicitte, ikke-nedskrevne love for at få både producenter og forbrugere til at regulere deres adfærd: Uanset deres forskelle i effektivitet har det førstnævnte system den fordel, at det ikke hemmeligt disciplinerer forbrugerne.

 

Det man har gjort mod passagererne (og chaufførerne) udbredes nu til andre domæner. Det felt, der kaldes ’algoritmisk regulering’ – eller ’Regulering 2.0’ – studerer hvorledes, man kan anvende Uber-lignende feedback-mekanismer på en bred vifte af samfundsmæssige aktiviteter.26 Sidewalk Labs, der er en del af Alphabet og som arbejder med at ’fikse’ byer, har foreslået at inddele dem i zoner: Hvorfor skulle byrådene lægge restriktioner på, hvad der kan bygges i stedet for simpelthen at lade kapitalistiske udviklingsfirmaer eksperimentere med det lokale ejendomsmarked, som de vil, og kun blande sig, hvis feedback – for eksempel fra naboer, der klager over støj – overstiger en negativ tærskelværdi?

 

3. Typer af social koordinering

Et ubestridelig bidrag fra Reinventing Capitalism er bogens påvisning af ’feedback data’ som den slagmark, hvor fremtidige politiske slag vil stå. Det er imidlertid nødvendigt for os at udvide begrebets anvendelsesområde og tage selve ’feedback-infrastrukturen’ med i betragtningerne: Ejerskabet til og driften af midlerne til produktion af ’feedback-data’ er mindst lige så vigtig som spørgsmålet om, hvem der ejer selve data. Fremover vil de afgørende slag omfatte denne ’feedback-infrastrukturs’ rolle i genopfindelsen af både venstre- og højrefløjens politiske projekter.

 

Neoliberal feedback

For de neoliberale tjener den nye ’feedback-infrastruktur’ to generelle formål. For det første kan den hjælpe med til at fikse de problemer, der blokerer eksisterende markeder og bebyrder dem med ineffektivitet. For det andet kan den holde uønskede løsninger på sociale problemer, der er ved at opstå, fra døren eller blokere for dem, især løsninger, der, som de siger, ikke er ’markedskonforme’. For Cass Sunstein ville dette kunne opnås ved at designe digitale ’venlige skub’ og andre systemer for adfærdsintervention, der vil få forbrugerne til at opføre sig ’rationelt’ og ’gøre det rigtige’. Dette er stadig svært at sælge til nogle neoliberale, selvom det især gælder, når den ’venlige skubben’ foregår under statsorganers auspicier.27 Det ville være mere acceptabelt, hvis man kunne lave et feedback-program på Alvin Roth-maner ved at designe markeder, hvor der ikke tidligere havde været levedygtige markeder. Markedsdesign-metodens politik er tvetydig. På den ene side lugter Roths hyldest til ingeniøren af det meget konstruktivistiske, rationalistiske, videnskabelige syn – l’esprit de géometrie – som Hayek voldsomt havde modsat sig. På den anden side afslører en omhyggelig læsning af Hayek i Den kolde Krigs ideologiske slags sammenhæng også mange tilfælde, hvor han retfærdiggør konstruktivistiske indgreb, især i ’konkurrenceplanlægningens’ navn.28 Det kan faktisk være, at der måske ingen andre muligheder er. Den krise, der truer neoliberalismen i det øjeblik, hvor den står overfor en global triumf, har afsløret, at hayekianerne uden hjælp fra deres mere ingeniørinspirerede neoklassiske fjender simpelthen ikke ved, hvorledes de skal regere den verden, de har erobret.

 

En ting er at prædike en ’spontan ordens’ velsignelser for dem, der går ind for central planlægning, men den aktive nedbrydning af eksisterende former for planlagt eller lovgivningsbaseret social koordinering fordrer evnen til at levere alternative former, der i det mindste ville kunne afværge totalt anarki og kaos (Storbritanniens privatiserede togsystem kommer tæt på). Man kan vente, så længe man vil, på at en ’spontan orden’ skal opstå, men offentlighedens tolerance overfor neoliberalismen vil måske i mellemtiden simpelthen være slidt op. Politisk er det en for risikabel strategi: Det neoliberale program ville, hvis det blev gennemført til punkt og prikke, hurtigt tabe sin holdbarhed og sammen med den den effektivitetsbaserede legitimitet, den måtte have haft. Lidt konstruktivisme synes at række langt.

 

Feedback-infrastrukturen og venstrefløjen

Hvilke programmer ville venstrefløjen kunne foreslå som ’feedback-infrastruktur’? Den umiddelbare fristelse kunne være at affærdige denne som en digitaliseret version af den hayekianske spontane orden – neoliberalismens skjulte, tekniske side, der ikke kan bruges i et alternativt, progressivt projekt. Ifølge opfattelsen i Supiots Governance by Numbers med dens næsten ontologiske+§+ skelnen mellem loven og taltegnene og dens fordømmelse af både kommunismen og kapitalismen for begges indbyggede trang til kvantificering, er det en presserende opgave for venstrefløjen at forsvare loven – og den solidaritetsånd, der driver den – imod angreb fra den feedback-drevne styringsform. Problemet med denne holdning er, at den selv, hvis dens mistanke om kvantificering er begrundet, ikke har en indlysende måde at forhindre, at neoliberale løsninger uretmæssigt trænger sig ind på de områder, hvor loven kun i lidet omfang er til stede. At lovivningen er en form for social koordinering synes ubestrideligt, men skulle den være den eneste form i venstrefløjens arsenal? Hvor modstandsdygtig vil loven vise sig at være imod de digitale teknologiers politiske virkninger, efterhånden som de – som ubevidste leverandører af neoliberaliseringen – omringer vort hverdagsliv. Hvis det lykkes, vil det så ikke i sidste ende skabe andre problemer, så vi i stedet for en neoliberalisering af hverdagslivet skal takle dets bureaukratisering? Og hvorledes skal man organisere og koordinere produktionen, når først kvantificering er et tabu?

 

Et mere lovende projekt for venstrefløjen kunne være at finde måder at anvende ’feedback-infrastrukturen’ på til nye former for social koordinering, der ikke er markedsbaserede og på den måde udfordre neoliberalismen med de selvsamme værktøjer, den har hjulpet med til at frembringe. En mulighed, der peger i retning af Kinas yderst kontroversielle sociale kreditsystem med dets tildeling af straf og belønning for at overskride eller respektere sociale og politiske normer. Men systemets overdrevent hierarkiske kontrolmåde gør det til en utiltalende fremtidsmulighed: Det at gøre folks berettigelse til at modtage tjenesteydelser afhængig af deres adfærd i det offentlige rum kunne måske løse den sociale koordinerings problemer til en for høj pris.29

 

Der er imidlertid mindst tre andre muligheder. Den første, som vi i overensstemmelse med Hayeks beskrivelse af konkurrencen, kunne kalde ’solidaritet som opdagelsesmetode’, har at gøre med at opdage nye behov og måder at tilfredsstille dem på ved hjælp af mekanismer, der ikke er markedsbaseret. Den anden, som vi kunne kalde ’design af ikke-markeder’ drejer sig om social koordinering på områder, der ikke har forbindelse med produktion og forbrug. Den tredje, som vi kunne kalde ’automatiseret planlægning’, fokuserer udelukkende på koordinering i den økonomiske sfære.

 

1. Solidaritet som opdagelsesmetode  ​​ ​​ ​​ ​​​​ ​​ 

Man skal huske, at Hayek i det mindste i sine sidste årtier så konkurrencen som ikke blot den drivende faktor for markedsaktivitet, men også som en opdagelsesmåde. Ved hjælp af konkurrencen afdækker forbrugerne nye præferencer og producenterne udvikler nye produktionsteknikker. Hayeks opfattelse af konkurrencen som en heuristisk+ proces er slående: Den kan endda være præcis. Men konkurrencen er, hvad end dens fortrin kunne være, ikke den eneste måde at opdage noget på, som menneskeheden har til rådighed. Kan andre ’teknikker til at bringe orden i samfundsmæssige sager’ give lignende fordele? Central planlægning på Hayeks betingelser er udelukket som opdagelsesmetode, da kun få ’ukendte ukendte’ dukker op, når planlægningen arbejder; mængden [af disse] synes faktisk at vokse, når den justering til skiftende omgivelser, der tidligere var gnidningsløs, løber ind i vidensproblemer og det centrale bureaukrati udvikler sine egne samfundsmæssige interesser. Men hvorfor antage, at der kun er to ’opdagelsesmetoder’ – konkurrencen og den centrale planlægning? Denne manikæiske dobbelthed stod på den sunde fornufts politiske grund under Den kolde Krig og var en kopi af fjendskabet mellem kapitalisme og kommunisme. Fordi Hayek var fanget indenfor denne ramme, havde han bortset fra konkurrencen kun lidt at sige om andre sociale arrangementers opdagelsespotentiale.30

 

Hvilke former kunne disse alternative opdagelsesmetoder antage? Lad os kigge på en proces, der snarere er centreret om det samfundsmæssige liv og problemløsning end som i Hayeks teori på et kapitalistisk forbrug. Den samfundsmæssige eksistens stiller os overfor en overflod af problemer, der skal løses, nogle af dem meget specifikke og kun relevant for små grupper af mennesker, andre er af langt større rækkevidde. En digital ’feedback-infrastruktur’ kunne bruges til at afdække samfundsmæssige problemer og til ovenikøbet at fremme rådslagninger om dem ved at præsentere forskellige konceptuelle indfaldsvinkler til de problemer, det drejer sig om. Det, der regnes for at være et ’problem’, ville også være åbent for debat: Borgerne kunne hverve allierede og overbevise andre om fordelene ved deres egen fortolkning af konkrete problemer og de foreslåede løsninger på dem. En sådan vinkling ville pege på, at demokratiske procedurer, der hviler på rådslagninger, selv kunne være måder at løse problemer på og et middel til social koordinering.

 

Man kunne forestille sig, at man brugte den digitale feedback-struktur til at sammenkoble ’problemfindere’, som kunne udtrykke deres behov og problemer og reagere på dem, der er blevet påpeget af andre – enten eksplicit ved at tale eller skrive om dem eller ’automatisk’ ved hjælp af maskinlæring - med ’problemløsere’, der er udstyret med billige, men stærke teknologier og har færdighederne til at bruge dem. Når først de to grupper er blevet ’sammenkoblet’ af feedback-strukturen, kan ’problemløsernes’ aktivitet hjælpe med til at gøre ’problemfindernes’ implicitte behov håndgribelige og eksplicitte og føje dem til en pulje af løsninger, som andre ’problemfindere’ så kan trække på. Antages det, at dette foregår udenfor den kommercielle sfære, ville der ikke være forhindringer som f.eks. patenter til at bremse vidensdelingen.

 

Problemløsning i det sociale domæne, der hviler på samarbejde, finder allerede i en vis udstrækning sted. Et eksempel kunne være ’hackathons’, der fører NGOer med konkrete problemer og idealistiske hackere, der måske ved, hvordan man løser dem, men ellers aldrig ville møde dem, sammen. Den oprindelige præmis for hackathons var – før de blev opslugt af udviklingssektoren og Silicon Valley – at altruisme og solidaritet skulle drive samarbejdet mellem ’producenter’ og ’forbrugere’ af løsninger. Disse processer kunne i princippet udvides i meget større skala, under forudsætning af at tilstrækkeligt hurtige og omfattende feedback-systemer med tilsvarende algoritmer var tilgængelige.  ​​ ​​ ​​​​ 

 

Ville opdagelsesmetoder af denne type, der hviler på samarbejde, nødvendigvis afsløre mindre end de, der virker gennem den hayekianske konkurrence? Aktuelle økonomiske betingelser fremmer muligvis en konkurrencebaseret opdagelse [af ny viden] i forhold til solidaritetsbaserede processer, men dette er ikke en naturlig eller uundgåelig tingenes tilstand – et resultat af evolutionen som Hayek hævdede. Det ville være en tautologi at sige, at neoliberalismen, der har stræbt efter at gøre konkurrencen til eneste opdagelsesmetode, også foretrækker opdagelse gennem konkurrence. At tro at den kapitalistiske konkurrence altid vil producere mere viden end andre opdagelsesmetoder forudsætter, at vi for eksempel tror, at vi kan opdage mere om verden, når vi optræder som forbrugere, end når vi optræder som forældre, studerende eller borgere; og at vore menneskelige behov bedre kan udtrykkes gennem konkurrencens forbrugeristiske sprog end gennem alle andre udtryksformer. I produktionens rige ville man skulle tro på, at tvangen til innovation, der ’induceres’ i konkurrerende producenter af kapitalismens bevægelseslove, vil frembringe større forbedringer i den samfundsmæssige eksistens end den tvang, der driver ikke-markedsbaserede ’problemløsere’ – måske miljømæssige overvejelser – der kunne frembringe egne omkostningsreduktioner. Desuden er konkurrencen ikke altid fremmende for opdagelser. Hayek selv forstod, at intellektuelle ejendomsrettigheder, der historisk set har været en vigtig søjle i kapitalismens udvikling, skaber forhindringer for opdagelsesprocessen – alligevel synes de at være blevet et permanent træk ved hans foretrukne system. Det er ikke et problem for solidaritetsbaserede opdagelsesmetoder.

 

2. Design af ’ikke-markeder’

Skønt neoliberalismen altid foretrækker markeder og priser, hjælper dens teknologier med til at skabe muligheder for at overskride dem. En sådan [mulighed] angives i Alvin Roths arbejde med at udtænke måder at sammenkoble organdonorer med potentielle modtagere, når der ikke findes priser: Når først alle deltageres præferencer er blevet klart udtryk, kan man fjerne prissystemet og finde andre måder at fordele knappe ressourcer på. Dette peger på den anden måde, som en digital feedback-infrastruktur kan bruges på af venstrefløjen: Til at designe ’ikke-markeder’. Der er imidlertid adskillige problemer med at anvende den slags løsninger i større skala. For det første, jo flere aktører, der udveksler transaktioner og jo flere præferencer, de udtrykker, jo større bliver sammenkoblingsprocessens kompleksitet. For det andet er markederne et middel til samfundsmæssig koordinering, der rækker langt udover en simpel fordeling af eksisterende ressourcer mellem et bestemt antal parter med klart udtrykte præferencer. Hvad gør man, når antallet af parter er ubekendt, når præferencerne er upræcise, der ikke er ressourcer, der passer, at fordele og det eksterne miljø er mere og mere komplekst? Det er her, ’feedback-infrastrukturen’ kan være til hjælp ved at erstatte markeder med ligeså omhyggeligt designede institutioner, der kan udnytte informationsstrømmene til at løse kompleksitetens problemer – den anden funktion, Hayek tillagde konkurrencen.

 

Arven fra kybernetikken er her relevant. Det er betegnende, at Reinventing Capitalism tilegner et par afsnit til at gennemhegle Stafford Beers arbejde – den britiske kybernetiker, der hjalp Salvador Allendes regering med at opbygge en meget basal ’feedback-infrastruktur’ til den chilenske økonomi i de tidlige 1970ere. Forfatternes forståelse af Beers projekt fremstår rudimentært og de bruger det for det meste til at angribe ’venlige skubbere’ [nudgers] i statens tjeneste som Cass Sunstein – et mærkeligt valg, når det chilenske projekt ikke forsøgte at forme individets adfærd og Beer udtrykkeligt advarede mod at ’dressere’ individer med digitale midler. Beers løsninger på kompleksitetens problemer var meget forskellige fra Hayeks, skønt de to – der kort mødtes ved en kybernetikkongres i de tidlige 1960ere – startede fra præmisser, der lignede hinanden. Beer troede også, at kompleksiteten voksede og at de gamle måder at minimere den på – f.eks. religiøse påbud, der foreskrev strenge regler for individuel adfærd – ikke virkede længere. Men det samfundsmæssige liv selv fremviste talrige eksempler på bevidst konstruerede forsøg på at reducere kompleksiteten, hvoraf institutionerne var de mest iøjnefaldende. Firmaer – der efter alle målestokke er kunstige enheder – gjorde dette på markedets domæne; biblioteker, universiteter, trafiksystemer og målesystemer var eksempler på bevidst skabte enheder, der var i stand til at behandle kompleksitet på områder, der ikke var baseret på markedet.

 

Mens Hayek aldrig fremsatte en overbevisende teori for, hvorledes man skal dømme mellem konkurrerende ’spontane ordensformationers’ krav, tilegnede Beer hele sit liv til anvendelsen af kybernetikkens værktøjer til at gøre både markedsbaserede og ikke-markedsbaserede institutioner mere følsomme overfor den stigende sociale kompleksitets krav. Dette betød at opbygge robuste informationsstrømme både indenfor systemet og mellem systemet og dets omgivelser, så dets interne komponenter selv kunne gennemgå rettidige, interne transformationer for bedre at kunne tilpasse systemet som et hele til skiftende eksterne betingelser.31 Beer forestillede sig ’spontane ordenssystemer’ som rekursivt forbundet inde i hinanden – som eksempel ​​ en husstand i et nabolag i en by – og struktureret af en organisatorisk arbejdsdeling, hvor nogen dele er ansvarlige for at sætte systemiske mål, andre for at udvikle strategier for at nå dem og atter andre for at opretholde systemet. Den samlede kompleksitet af en given ’spontan orden’ var således både en funktion af forholdet mellem denne orden og dens eksterne miljø og af fordelingen og udførelsen af funktionerne inden i den.

 

Ifølge Beer er der to måder at tæmme kompleksiteten på. For det første kan man gøre de indlejrede spontane ordeners interne opførsel mere ensartet ved hjælp af regler, standarder, etiske forbud osv.; Beer kaldte dette ’variationsdæmpning’. For det andet kan man prøve at opdage en opstående kompleksitet tidligt i processen, reorganisere den underliggende organisatoriske struktur så den kan tage sig af det – og i stedet for at standardisere de enkelte komponenters respons give dem så meget som mulig autonomi og magt til at overvinde deres egne lokale manifestationer af kompleksitet. Beer kaldte dette ’forstærkning af den regulerende variation’. De to måder sigter mod meget forskellige resultater: Den første søger at gøre systemet mere sammenhængende ved at formindske alle unødvendige variationer i dets konstituerende enkeltdele, mens den anden søger at gøre systemet mere komplekst for at kunne matche det eksterne miljøs kompleksitet. Det var således et åbent spørgsmål, hvordan man kunne reducere kompleksiteten – hvordan man både kunne bestemme det korrekte niveau for indgreb og den rette blanding af ’variationsdæmpning’ og ’forstærkning af den regulerende variation’. Som Beer formulerede det i Designing Freedom:

 

Den præcise udformning af variationsdæmpningen er et lokalt anliggende. Den kritiske fejl, vi gør, er at tage de variationsdæmpende beslutninger på det forkerte rekursionsniveau. For det er på den måde friheden går tabt og det er det, der foranlediger den ustabilitet, der truer med at blive katastrofisk. For den totale systemmodel har simpelthen ikke den nødvendige variation for at udbalancere de lokale homøostater*. De i deres tur berøves den variation, de behøver for at finde deres egne ligevægtspunkter.32  ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

 ​​ ​​ ​​ ​​​​ ​​  ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

I modsætning til dette var Hayeks kybernetiske samfundsmodel overforenklet. Den kapitalistiske konkurrence – systemets overordnede regulerende mekanisme – var det middel igennem hvilket, det kommunikerede de ændringer i regler og normative tilbøjeligheder, som de mindste enheder af systemerne så rettede sig efter som en måde at opnå ’variationsdæmpning’ på. Beers opfattelse af samfundet som sammensat af rekursive ordner afslører på den anden side, at den tvang og de forskrifter, som den kapitalistiske konkurrence påtvinger lokale ’spontane ordner’, også i høj grad kunne begrænse de lokale ’homøostaters’ evne til tilpasning og problemløsning. 33 ​​​​ Eftersom konkurrencen ikke kan løse alle problemer, der opstår på disse lavere niveauer og faktisk begrænser disse niveauers evne til selv at reagere på mere effektive måder, stiger den totale kompleksitet og forårsager ustabilitet.

 

Beer hævdede, at fremskridt i informationsteknologien drastisk kunne forstærke den ’regulerende variation’, alt imens disse fremskridt skubber ’variationsdæmpningen’ ned på de lavest mulige niveauer i systemet, hvor den ville volde mindst skade. Informationsteknologien burde være i stand til at give et mere præcist, tidstro billede af den eksterne kompleksitet og tjekke om systemets beredskabsplaner for at tage sig af den er tilstrækkelige (Beer berømmede den ’selvafbrydende plan’, der ophæver sig selv, når den opdager, at de eksterne omstændigheder har ændret sig).34 ​​ For det andet tillader teknologien tæt og kontinuerlig iagttagelse af systemets interne dynamik og gør det lettere at modificere dets organisationsstruktur efter det eksterne miljøs krav. Når først den eksterne og interne kompleksitet er blevet studeret og forstået skulle det være muligt at finde et eller andet ’hack’. Beer kom engang med et eksempel med et skoleskema og klasseværelsestildelingen i en travl skole: Et meget komplekst problem indenfor social koordinering løses med en simpel todimensionel tabel.

 

For Beer skulle den præcise fordeling mellem de to løsninger, dvs. mellem enten at lægge begrænsninger på enkeltdelenes adfærd (f.eks. borgerne eller kunderne) eller at forstærke systemets regulerende kraft og dets institutionelle og informationsmæssige smidighed og de systemer, det er indeholdt i - afgøres demokratisk. Den anden løsning var i almindelighed at foretrække, da det gav borgerne mere autonomi. Derfor var Beer fortaler for at gøre planlægnings-, beregnings- og koordineringsinfrastrukturen gratis og tilgængelig for alle, så de enkelte institutioner, der havde til opgave at nedsætte kompleksiteten i deres egne sammenhænge, kunne finde deres egne, optimale løsninger. Dette indebar ikke en eller anden neoliberal vision af det ’store samfund’, hvor individerne forventes selv at påtage sig problemløsningen, efterhånden som udsultede offentlige alternativer bryder sammen. I stedet er ambitionen, at det radikale demokrati slår sig sammen med det ’radikale bureaukrati’ for at udnytte de avancerede infrastrukturer til planlægning, simulering og koordinering. Denne kombination skulle som et minimum kunne give løsninger, der var lige så effektive som dem, Hayeks ’spontane orden’ frembragte, uden dog at vælte alle tilpasningsomkostningerne over på borgerne eller lægge alt for mange hindringer i vejen for lokale systemers evne til problemløsning.

 

Det er bemærkelsesværdigt, at ikke alle neoliberale er uenige. En af de mest slående udviklinger i neoliberal teori og praksis i det sidste tiår har været en eksplicit indrømmelse fra nogle neo-hayekianere af, at informationsteknologien kunne levere effektive metoder til social koordinering i miljøer, hvor prissignaler mangler.35 Som i tilfældet med markedsdesign er den neo-hayekianske tilslutning til former for social koordinering, der ikke hviler på prisen, her drevet af politiske krav om at holde neoliberalismen oven vande ved at angribe den amputerede, administrative stat. Hvis det at tæmme monstret** nu betyder, at de neoliberale må prædike fortrinene ved det decentraliserede civilsamfund, den ’sociale økonomi’, Orstroms fælled++ eller ’polycentriske ordner’ – stadig langt fra at prise autonomia operaia, men på vej! – ser det ud til, at de vil gøre det.

 

Dette fører frem til en i sandhed bizar ideologisk justering. Nogle Hayek-inspirerede akademikere finder det politisk fordelagtigt at medgive, at der udover prissystemet er andre former for social koordinering, så længe de også kan hævde, at de decentrale sociale grupper – NGOer, velgørende organisationer, kirker – kan udnytte informationsteknologien til en bedre koordinering af katastrofehjælp end centraliserede statsbureaukratier. Men når først de neoliberale indrømmer dette, bliver de udsat på andre fronter: Hvorfor skulle et decentraliseret statsbureaukrati omformet efter de retningslinjer, Beer foreslog og helt og holdent forbundet med den demokratiske ’feedback-infrastruktur’ ikke kunne gøre arbejdet mindst lige så godt som f.eks. kirkerne hvis ikke bedre? Når først den sociale koordinering er befriet for prissystemets tunge, ideologiske bagage, er der ingen sunde, teoretiske grunde til at antage, at offentlige institutioner altid er ringere end private, når det gælder at styre kompleksiteten.

 

3. Decentraliseret planlægning

Hvilken rolle kan ’fedback-infrastrukturen’ generelt set spille med hensyn til at koordinere økonomisk aktivitet? I nogen tid har venstresnoede økonomer og aktivister forsøgt at genåbne den socialistiske beregningsdebat og hævdet, at de seneste fremskridt indenfor dataindsamling og beregning ville gøre arbejdet for Langes centrale planlægningsstyrelse meget lettere§++.36 Tilhængere af Hayek og Mises har udviklet et standardsvar på disse bestræbelser og påpeger de effektivitetstab, der opstår ved at skifte fra prismekanismen til for eksempel et system, der bruger arbejdskraftens værdi som basis for beregninger. Neoliberale har det forholdsvis let i denne slags debatter, da den centraliserede planlægnings spøgelsesagtige tilstedeværelse i det foreslåede, alternative økonomiske system gør det muligt for dem, at påkalde sig Hayeks vidensproblem. Men er der en måde at gentænke det socialistiske standpunkt på, der hverken ville involvere en central planlægning eller en udvikling, der fører direkte tilbage til prissystemet?

 

Forbrugs- og produktionsprocesserne har ændret sig meget siden mellemkrigstiden og mange af den socialistiske beregningsdebats oprindelige antagelser har ikke længere gyldighed – herunder den centrale planlægnings formodede dyder. På forbrugssiden kan Big Datas forudsigelsesevne forudse vores præferencer bedre, end vi selv kan; det, at Amazon fik patent på den ’foregribende leverance’+++ – der lader firmaet sende os produkter, før vi overhovedet ved, at vi ønsker dem – lader antyde, at ’feedback-infrastrukturen kan forudsige og lette tilfredsstillelsen af vore behov på måder, centrale planlæggere umuligt kan forestille sig. En sådan evne til forudsigelser er en funktion ikke af prissystemets uransagelige indre mekanismer, men af de data, der ligger på platformene. På samme måde muliggør 3D-printere på produktionssiden billig og fleksibel produktion, uden der er behov for massive investeringer i fast kapital.

 

Nogle teknologier kræver faktisk enorme kapitaludlæg med kunstig intelligens som et godt eksempel. Men den nuværende måde at finansiere udviklingen af AI på – en snes kæmpefirmaer i USA og Kina der spilder milliarder af dollars på at træne deres systemer for at udvikle identiske evner til at genkende ansigter og lyde – er ikke nødvendigvis den mest effektive måde at sikre AIs fremskridt. Med en anderledes finansieringsmodel kunne man demokratisere adgangen til AI og samtidig få mere værdi for hver investeret dollar. Gratis, universel adgang til både additiv produktion§+ og kunstig intelligens kunne lette fremstillingen af ægte innovative produkter med et forholdsvis lavt budget.

 

Med denne nye sammenhæng som forudsætning, synes det ikke ret produktivt for venstrefløjen at blive ved med at være fortaler for brugen af stadig mere kraftige computere for at kunne beregne inputpriser for den centrale planlægningsstyrelse – eller at fastholde et centraliseret bureaukrati med alle de politiske problemer, det medfører. Hvorfor insistere på central planlægning, når et mere decentraliseret, automatiseret og apparatchik-fri alternativ måske kunne realiseres ved at anvende den digitale feedback-infrastruktur? Den mest ambitiøse anstrengelse for at skitsere, hvordan et sådant alternativ kunne se ud – tænk ’lavssocialisme’ i Big Datas tidsalder – blev gjort af den radikale, amerikanske økonom Daniel Saros i sin stringente og fremsynede – og uretfærdigt oversete - Information Technology and Socialist Construction.37 Saros’ plan har nogle huller og udeladelser og den teknologiske kraft, der er til rådighed i 2019 er meget større, end den var for blot fem år siden. Alligevel inspirerer og opmuntrer bogens overordnede vision dem, der leder efter alternative måder at koordinere økonomiske aktiviteter på i stor skala. Efter en udtømmende opsummering af de standpunkter, der fremkom i den socialistiske beregningsdebat, gør Saros gældende, at de socialistiske økonomer ikke kunne forestille sig en overlegen, mere decentraliseret form for planlægning simpelt hen fordi, den teknologi, de havde til rådighed, var utilstrækkelig. Den teknologi, han har i tankerne, er imidlertid ikke den slags, der bruges til at løse ligninger eller knuse tal for den centrale planlægningsstyrelse, men en der driver den type ’feedback-infrastruktur’, der tidligere er beskrevet.

 

Saros’ elegante løsning opløser prissystemets mange anvendelsesmuligheder indenfor social koordinering i enkeltelementer og beholder nogle og erstatter andre med ’feedback-infrastrukturen’ selv. I centrum af hans system står et hovedkatalog, en slags mix af Amazon og Google, hvor producenterne, der er organiseret i lavslignende ’arbejderråd’ – arbejderdrevne start-ups om man vil – indfører deres produkter og tjenesteydelser på en måde, der vil være kendt for brugere af Apples App Store eller Googles Play Store. Forbrugerne, der er udstyret med et unikt, digitalt id-kort, bruger kataloget til at registrere deres behov i i løbet af den såkaldte ’periode for behovsregistrering’ i begyndelsen af hver produktionscyklus; de opstiller en rangliste over de produkter, de ønsker, og de specificerer den ønskede mængde i den næste produktionscyklus. Forbrugerne kan stadigvæk købe produkter, de ikke efterspurgte efter, at perioden for behovsregistrering ophører, men de får større bonus, hvis deres indkøb ikke afviger fra deres oprindelige forudsigelser. For at opmuntre forbrugerne til ikke at bestille mere, end de behøver, tildeles der bonus for at købe færre produkter end gennemsnitsforbrugeren. Bonusser, der også er blevet tildelt for andre ting - f.eks. for at blive i det samme job i lang tid – lægges til den universelle basisindkomst, som alle borgere modtager.

 

Ved slutningen af behovsregistreringsfasen beregner producenterne – hvis produkter i hovedkataloget i Amazon-stil er opstillet i prioriteret orden med prioriteringer, der påvirker arbejdernes bonus – de forventede produktionstal og registrerer deres behov for input i kataloget. Producenter kan finjustere deres produktionstal og både bruge de forbrugsmønstre, Big Data har analyseret sig frem til, og forbrugernes oprindelige behovsspecifikationer. Denne information tillader også, at alle mangler socialiseres, da det er muligt at beregne den del af den samlede resterende forsyning af det gode, som en specifik forbruger har ret til i lyset af de behov, der er udtrykt af alle andre borgere. Arbejderrådene beslutter prisen, der skal kræves for hvert produkt, men eftersom de ikke er profitorienterede enheder, er deres kompensation ikke bundet op på salg eller profit og således er deres hovedkriterie ved prisfastsættelsen at slippe af med hele lageret før den næste produktionscyklus begynder. Skulle efterspørgslen efter dem blive særligt lav kunne man give visse produkter væk gratis.

 

Dette er bare de grundlæggende elementer i det sofistikerede system, der er skitseret i Saros’ bemærkelsesværdige arbejde. Nogle af dets kendetegn ville helt sikkert fornærme den økosocialistiske trosretning: Forbrugerne har lov til at udtrykke og få alle deres ønsker opfyldt, uanset hvor overdrevne de er – skønt der er indbyggede incitamenter som bonusser der befordrer tilbageholdenhed. Kritikere som Supiot ville også mene, at systemets afhængighed af feedback-mekanismer og pointgivning er en høj pris at betale, især når det inkluderer den meget udskældte kvantificering. Saros’ system kunne på den anden side hjælpe med til at minimere den magt, der normalt ville tilflyde teknokratklassen – skønt Saros medgiver, at systemadministratorer og videnskabsfolk, der vurderer ressourceknapheden vil få noget af den klassiske rolle, der tilskrives bureaukrater.

 

Hvor realistisk er Saros’ system? En undersøgelse af, hvordan de store teknologifirmaer organiserer deres platforme, afslører, at nogle af aspekterne af det allerede er i drift. For eksempel belønner Amazon kunderne med lavere priser for, at de til gengæld registrerer deres forventede, fremtidige behov og ’abonnerer’ på periodiske leverancer af varer, de regelmæssigt forbruger; firmaet studerer også omhyggeligt søgninger efter produkter og andre leverandørers tilbud i dets eget ’hovedkatalog’ for at lokalisere huller i markedet. Hvis man demokratiserede adgangen til den informationsinfrastruktur, så alle producenter kan bygge på disse fremspirende produktindsigter, ville det med sikkerhed resultere i et system, der er langt mindre centraliseret end det, der eksisterer i dag, hvor kun et firma (Amazon) monopoliserer hele den planlægning, der er baseret på disse data. Man kan strides om detaljerne i Saros’ system, men det er uden for diskussion, at dette ikke er en model baseret på ’central planlægning’ efter nogen formel definition af begrebet. Ja, der er både masser af markedsdesign og masser af social koordinering baseret på information, ikke pris; men selv neo-hayekianere har nu indrømmet, at dette er acceptabelt. I Saros’ system beholder prismekanismen nogle af sine funktioner, men fordi den er viet til et ikke-kapitalistisk etos, spiller den ingen rolle med hensyn til at fastsætte kompensationsniveauet.

 

Socialisér de produktionsmidler, der frembringer feedback!

Alle disse tre projekter – ’solidaritet som opdagelsesmetode’, ’design af ikke-markeder’ og ’automatiseret planlægning’ antyder en verden i hvilken voksende kompleksitet ikke accepteres som en kendsgerning, der er uforanderlig, og hvor konkurrencen ikke er den eneste måde at behandle den på. Informationsteknologien ville på sin side ses som et middel til at opdage og handle på de samfundsmæssige og økonomiske indretningers plasticitet og løse knuder – som prisen, hvis forskellige funktioner tidligere blev slået sammen - der indtil nu har været taget for givet, op. At gøre fremskridt på en af disse fronter kunne blive et væsentligt fremskridt for venstrefløjen. Men ingen fremskridt af den type vil blive til virkelighed, hvis midlerne til at skabe alternative måder til social koordinering – ’feedback-infrastrukturen’- forbliver tech-giganternes eksklusive ejendom.

 

Hvis den socialistiske beregningsdebat lærer os noget, er det, at venstrefløjen ikke skal spilde tid med at diskutere prismekanismens fortrin isoleret fra dens indlejring i den kapitalistiske konkurrences mere overordnede system, der frembringer viden, der ikke er baseret på prisen – omdømme osv. - og producerer de overordnede sociale normer og aflæsningsmønstre, der gør det muligt for prissystemet at udrette så meget med så lidt. Selvom det er rigtigt, at prissystemet bedømt ud fra sine egne forudsætninger fremstår som et vidunder af social koordinering, er det også rigtigt, at det ikke eksisterer uden kapitalistiske markeder. Det giver derfor mening at stræbe efter en mere fyldestgørende bedømmelse og se på, hvorledes eksistensen af den kapitalistiske konkurrence – og af kapitalismen i almindelighed - alene påvirker den sociale koordinering. Social koordinering kan formidles af et helt økosystem af mekanismer, herunder både lovgivning, demokratiske drøftelser, decentraliseret ’radikalt bureaukrati’ og feedback-kontrol og prissystemet. Tænk for eksempel på den viden, som ikke er baseret på prisen, der cirkulerer i kapitalistiske økonomier, som ikke alene påvirker prissystemet, men også former vores vurdering af hvor overhængende trusler er og hjælper med til forme vore reaktioner. Jo mere præcis den information er, jo mere sandsynligt er det, at vi kan sikre den sociale koordinering for at kunne løse opgaver, der – som klimaforandringerne – er afgørende for artens overlevelse.

 

Alligevel ender den kapitalistiske konkurrence ofte med at forurene denne viden og gør en præcis vurdering af situationen næsten umulig. Efter den neoliberale drejning er konkurrencen i stigende grad blevet en procedure, der ikke opdager noget. Tænk på energiselskaber eller medicinalfirmaer, der bevidst fremstiller uvidenhed ved selektivt at finansiere akademikere og tænketanke. Eller det medie-militær-industrielle kompleks, der former den måde offentligheden tænker på den seneste krig på. Eller det uddannelsessystem, der i stigende grad privatiseres og som er ude af stand til at ’opdage’ den slags viden, der ikke har en virkning, der let kan kvantificeres. Eller kreditvurderingsbureauerne hvis forretningsmodeller ofte tilslører den virkelige tilstand hos de firmaer, det var meningen de skulle vurdere. En hel akademisk industri – under det besynderlige navn, ’agnotologi’, er sprunget frem for at studere produktionen af den type fabrikeret uvidenhed og kapitalistiske firmaers brug af den.38 Det bedst mulige resultat af denne forskning ville være en rekalibrering af hvordan vi vurderer de komparative fordele ved forskellige systemer til social koordinering – og et fokusskifte væk fra alene at måle deres respektive bidrag til den økonomiske effektivitet til at veje deres evne til at opfatte eksistentielle, sociale problemer i al deres kompleksitet op mod hinanden og til at foreslå mulige løsninger.

Restproduktet af Den kolde Krig med dets binære valg mellem central planlægning og prissystemet har tilsløret eksistensen af dette mere overordnede økosystem af måder til social koordinering. Informationsteknologiens frigørende løfte er at genopdage og berige dette repertoire samtidig med at afsløre de høje, usynlige omkostninger ved at forlade sig på den nuværende, dominerende metode til social koordinering – den kapitalistiske konkurrence. Når denne mulighed er givet, er det neoliberale establishments dagsorden klar. På den ene side vil det samle sig under sloganet ’Der er intet alternativ (til Google)’ og fremstille alle afvigelser fra den kartelliserede Silicon Valley-model – eller i det mindste alle skridt, der vover at gå udover en ’New Deal on Datas’ forbrugeristiske utopi – som endnu et skridt på vejen til trældom. På den anden side vil det fortsat fylde de tomme sociale og politiske rum, der tidligere havde deres egen logik og måder at gøre ting på, med de digitale platformes ’smarte’, kapitalistiske logik.

 

Venstrefløjen burde derfor fokusere på at opretholde og udvide det økosystem, der udgøres af anderledes måder til social koordinering og samtidigt også dokumentere de enorme omkostninger - herunder for selve det at opdage – af at opdage udelukkende ved hjælp af konkurrencen. Denne mission vil imidlertid være næsten umulig uden, at man genvinder kontrollen med ’feedback-infrastrukturen’. Modsætningen mellem samarbejdende former for opdagelse af viden og det private ejerskab til de digitale produktionsmidler er allerede ved at blive synlig i de ’peer-produktions’-processer*** – længe prist af liberale retsvidenskabsfolk – der bruges ved produktionen af gratis software eller tjenester som Wikipedia. I Silicon Valleys nuværende model med privat ejerskab er det usandsynligt, at feedback-infrastrukturen vil underkaste sig en radikal-demokratisk transformation.39 Som de neoliberale længe har forstået, skal frihed planlægges; men det skal den ’spontane orden’ også. I fravær af en sådan planlægning forvandler spontaniteten sig hurtigt til en tilpasning til en ekstern realitet, man ikke kan pille ved. Dette kan være en acceptabel – endog ønskværdig – udvikling for de konservative, men det burde være bandlyst for venstrefløjen.

​​    ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​   

 

 

​​ 

 ​​​​ 

​​ 

 

​​ 

1

Noter, der er markeret med tal er forfatterens, mens noter, der er markeret med andre tegn (’*’, ’+’, ’§’) er oversætterens. Noterne er ordnet efter den rækkefølge, de optræder i teksten med (o.a.).

§ Den socialistiske beregningsdebat, undertiden kendt som den økonomiske beregningsdebat, var en diskurs, der drejede sig om, hvordan en socialistisk økonomi ville udføre økonomiske beregninger i betragtning af fraværet af værdiloven, penge, finansielle priser for kapitalgoder og privat ejendomsret til produktionsmidlerne. Debatten var mere specifikt centreret om anvendelsen af økonomisk planlægning til fordelingen af produktionsmidlerne som erstatning for kapitalmarkederne, og om hvorvidt en sådan ordning ville være kapitalismen overlegen med hensyn til effektivitet og produktivitet.

Den historiske debat blev ført mellem den østrigske skole repræsenteret af Ludwig von Mises og Friedrich Hayek, der argumenterede imod gennemførligheden af socialismen og mellem neoklassiske og marxske økonomer, først og fremmest Cläre Tisch (som frontløber), Oskar R. Lange, Abba P. Lerner, Fred M. Taylor, Henry Douglas Dickinson og Maurice Dobb, der indtog den holdning, at socialismen både var gennemførlig og kapitalismen overlegen. Et centralt aspekt af debatten vedrørte værdilovens rolle og omfang i en socialistisk økonomi. Skønt bidrag til spørgsmålet om økonomisk koordinering og beregning under socialismen eksisterede inden for den socialistiske bevægelse forud for det 20. århundrede, opstod udtrykket den socialistiske beregningsdebat i 1920'erne begyndende med Mises' kritik af socialismen.

Mens debatten populært blev betragtet som en debat mellem tilhængere af kapitalisme og tilhængere af socialisme, foregik en betydelig del af debatten i virkeligheden mellem socialister, der havde forskellige synspunkter om brugen af markeder og penge i et socialistisk system, og i hvilken grad værdiloven ville fortsætte med at fungere i en hypotetisk socialistisk økonomi. Socialister indtog generelt en af tre hovedholdninger til beregningsenheden, herunder det synspunkt, at penge fortsat ville være beregningsenheden under socialismen, at arbejdstid ville være beregningsenheden eller at socialismen ville være baseret på beregning in natura.

Blandt socialister har der siden den bredere socialistiske bevægelses opståen eksisteret en debat mellem dem, der er fortalere for en markedssocialisme, for centralt planlagte økonomier og for decentral planlægning. Nylige bidrag til debatten i slutningen af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. århundrede omfatter forslag om en markedssocialisme og brugen af informationsteknologi og distribuerede netværk som grundlag for decentraliseret økonomisk planlægning (fra https://en.wikipedia.org/wiki/Socialist_calculation_debate, o.a.).

 

1. Alex Pentland, ’Reality Mining of Mobile Communications: Toward a New Deal on Data’, Global Information Technology Report, 2008-09, Geneve 2009, s. 75 – 80.

 

2

 ​​​​ ​​ Viktor Mayer-Schönberger og Kenneth Cukier, Big Data: A Revolution That Will Transform How We Live, Work and Think, New York 2013. Der var ikke her nogen antydning i horisonten af politisk betydningsfulde forandringer; hovedindtrykket af Big Data syntes at være, at det kausale ræsonnement kuldsejlede stillet overfor en overflod af dårligt forståede korrelationer. Hvis data viste, at folk købte flere jordbærkager, når der var orkaner – standardeksemplet i de fleste bøger om emnet - så var opgaven at sælge flere jordbærkager, ikke at bekymre sig om grundene til det. Mayer-Schönberg, der blev født i en alpelandsby ovenfor Salzburg, grundlagde i 1986 i en alder af tyve år sit første softwareudviklingsfirma, mens han stadig studerede jura. Efter jobs på Harvards Law School og på London School of Economics, har han undervist på Harvards Kennedy School, i Singapore og Oxford. Hans første, vigtige bog på engelsk, Delete: The Virtue of Forgetting in the Digital Age, udkom på Princeton i 2009. ​​ 

 ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

3

 ​​​​ Viktor Mayer-Schönberger og Thomas Ramge, Reinventing Capitalism in the Age of Big Data, New York 2018, s. 216. Fremover RC.

 

4

​​ G.A. Cohen, Why Not Socialism? Princeton 2009, s. 57.

 

5

 ​​​​ For den seneste formulering af denne tese, se Leigh Phillips og Michal Rozworski, The People’s Republic of Walmart: How the World’s Biggest Corporations are Laying the Foundation for Socialism, London og New York 2019.

 

6

 ​​​​ Den mest fremtrædende fortaler for denne tese har været Izabella Kaminska fra Financial Times.

7

​​ RC, s. 5.

 

8

​​ RC, s. 12.

 

9

 ​​​​ Det tyske SPD har luftet lignende ideer og opfordret amerikanske tech-giganter til at begynde at dele deres data med tyske firmaer: Andrea Nahles, ’Die Tech-Riesen des Silicon Valleys gefährden den fairen Wettbewerb’, Handelsblatt, 13. august 2018. Mayer-Schönberger afviste at involvere sig i det østrigske initiativ og citerede ideologiske uenigheder med ÖVP-FPÖ-regeringen. Kort efter Nahles’ artikel fremkom, blev han medlem af CDU-SPD-koalitionsregeringens nyoprettede digitale rådgivningsråd i Berlin. I mellemtiden er ideen om et mandat til datadeling blevet taget op i bredere kredse; se for eksempel den nylige artikel fra Peterson Institue af Claudia Biancotti og Paolo Ciocca, ’Opening Internet Monopolies to Competition with Data Sharing Mandates’, PIIE Policy Brief, april 2019.

 

10

​​ 10.RC, s. 143.

 

11

 ​​​​ Shoshana Zuboff, The Age of Surveillance Capitalism: The Fight for a Human Future at the New Frontier of Power, New York 2019 [På dansk: Overvågningskapitalismens tidsalder – kampen for en menneskelig fremtid ved magtens nye frontlinje, København 2019, Informations Forlag, o.a.]

 

På engelsk ’advocacy capitalism’, en kapitalisme der optræder som fortaler for interessegrupper, f.eks. forbrugerne (o.a.)

 

§+§ Tekstens engelske udtryk er ‘the universality of computation at zero marginal cost’.

 

Universality of Computation (eller Computational Universality) – beregningsuniversalitet

En beregningsmekanisme, der tilhører en bestemt klasse af systemer, siges at være universel, hvis den kan beregne alle funktioner, der kan beregnes af alle systemer i denne klasse eller hvis den kan simulere disse systemer.

 

Zero Marginal Cost – marginalomkostninger på nul

De omkostninger, der er forbundet med at producere en enhed mere end det allerede producerede antal, kaldes marginalomkostningerne. Overføres dette på information, der ligger på internettet, er det indlysende, at man kan kopiere og hente denne information en gang til i forhold til de forudgående antal gange, man hentede den, uden yderligere omkostninger. Marginalomkostningerne er derfor nul. Naturligvis kan den, der ejer eller kontrollerer den maskine, hvorpå information er lagret, kræve en pris for give adgang til informationen, men det er altså en pris, der ikke har noget med omkostningerne at gøre.

 

Computational Universality at Zero Marginal Cost - beregningsuniversalitet med marginalomkostninger på nul

Kombinerer man beregningsuniversaliteten og marginalomkostninger på nul, står man med et hidtil ukendt fænomen, hvis betydning for kapitalismens fremtid ikke klart kan forudses, men folk som Paul Mason (bl.a. i bogen PostCapitalism: A Guide to Our Future) og Jeremy Rifkin (bl.a. i ​​ The Zero Marginal Cost Society) mener, at kombinationen af teknologiske fremskridt indenfor kommunikation, energi og transport, når de samles i et globalt Internet of Things (IoT), vil udvikle et samfund hvor marginalomkostningerne nærmer sig nul og derfor af sig selv vil fjerne grundlaget for kapitalismen. Denne tekno-optimistiske tro synes at se bort fra den digitale kapitalismes modsætningsfyldte karakter og dens evne til til stadighed at kolonisere nye områder for udbytningen (o.a.). ​​ 

 

12

 ​​​​ Dan DeFrancesco, ’Here’s a Breakdown of How Much US Banks Are Spending on Technology’, Business Insider, 28. marts 2019; Kim Nash, ‘Amazon Alphabet and Walmart Were Top IT Spenders in 2018’, WSJ, 17. januar 2019.

 

13

 ​​​​ Kristin Broughton, ’BB&T-SunTrust Tie-Ups Brings Tech Budgets into Focus’, WSJ,7. februar 2019; Laura Noonan og Patrick Jenkins, ’Citigroup CEO Says Machines Could Cut Thousands of Call Centre Jobs,’ Financial Times, 18. februar 2019.

 

14

​​ ​​ Dan DeFrancesco, ’A New Study Found JP Morgan and BofA Are Winning Wall Street’s Technological Arms Race’, Business Insider, 28. marts 2019.

 

15

 ​​​​ Laureen Mostowyk, ’Global Fintech Investment Rockets to a Record $111.8 B in 2018, Driven by Mega Deals’, KPMG, 13. februar 2019. Dette inkluderer Blackstones investering på $17 milliarder I Refinitiv, en spin-off-virksomhed fra Thompson Reuters.

 

§§§ Den østrigske skole, inden for økonomisk teori samlebetegnelse for en række betragtninger, som gennem 1900-t. har forholdt sig kritisk til den synsvinkel, der ellers blev anlagt på markedsøkonomi og dens måde at fungere på. Skolens væsentligste bidragydere var kontinentaleuropæiske med pionererne C. Menger, E. Böhm von Bawerk og F. von Wieser (1851-1926), der alle virkede i Wien omkring 1900; senere føjedes navne som F. von Hayek og L. von Mises til som de betydeligste.

 

I sædvanlig økonomisk teori betragtes markedet normalt som den institution, inden for hvis rammer priserne bestemmes i en ligevægt, og hvor efterspørgsel og udbud stemmer overens, uden at man specielt interesserer sig for, hvordan markedsaktørerne faktisk finder frem til de priser, de vil handle til, og hvordan den enkelte agent erhverver en sådan information, at han eller hun kan tage fornuftige beslutninger. Gennem 1900-t. har det været væsentligt for medlemmer af den østrigske skole at påpege, at markedssystemet er et informationssystem, hvor de eksisterende priser har betydning som signaler om, hvor, hvordan og hvilke varer det vil være fordelagtigt at udbyde og efterspørge. Markedssystemet bør således ikke primært anskues som en ligevægtsskabende institution, men som et system af informationsskabende og -udnyttende processer, der måske, måske ikke vil føre til en prisligevægt i sædvanlig forstand. Dette syn på markedssystemet har også haft betydning for den østrigske skoles syn på spørgsmålet om økonomisk planlægning; især om man med tilstrækkelig viden ville kunne opnå samme eller bedre økonomiske resultater ved at erstatte et frit markedssystem med et centralt planlægningssystem. En debat herom udspilledes i slutningen af 1940'erne, da Mises og især Hayek påpegede, at et centraliseret informations- og beslutningssystem ikke ville kunne fange og bruge den information, der ellers ville kunne motivere det enkelte individ til at handle økonomisk fornuftigt. Normalt anser man derfor også tilhængere af den østrigske skole for at være tilhængere af et frit markedssystem (Estrup, Hector: den østrigske skole i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 9. marts 2021 fra https://denstoredanske.lex.dk/den_%C3%B8strigske_skole)

 

16

 ​​​​ Se også de talrige bidrag i James Moudud, Cyrus Bina og Patrick Mason, eds. Alternative Theories of Competition: Challenges to the Orthodoxy, Abingdon og New York 2012.

 

17

 ​​​​ Dette område er godt dækket i Johanna Bockman, Markets in the Name of Socialism: The Left-Wing Origins of Neoliberalism, Stanford 2011.

 

18

 ​​​​ Den bedste og mest koncise fortolkning af det østrigske standpunkt, hvad angår pris og viden og den efterfølgende fejllæsning af forskellige informationsøkonomiske skoler, er og bliver Esteban Thomasen, Prices and Knowledge: A Market-Process Perspective, London 1992.

 

19

 ​​​​ F. A. Hayek, ’The Meaning of Competition’ [1948] I Bruce Caldwell, ed., The Collected Works of F. A. Hayek: The Market and Other Orders, vol.15, Chicago 2014, s. 109.

 

20

 ​​​​ ​​ Denne historie diskuteres i Philip Mirkowski og Edward Nik-Khah, The Knowledge We Have Lost in Information: The History of Information in Modern Economics, Oxford 2017.

 

21

 ​​​​ Se for eksempel Leonid Hurwicz’ forklaring af ’den hayekske type argument’ i ’Centralization and Decentralization in Economic Processes’ i Alexander Eckstein, ed., Comparison of Economic Systems: Theoretical and Methodological Approaches, Berkeley 1971, s. 93.

 

22

 ​​​​ Se F.A. Hayek, ’The Nature and History of the Problem’, i F.A. Hayek, ed., Collectivist Economic Planning, London 1935.

​​ ​​ 

23

 ​​​​ Alvin Roth, Who Gets What – and Why: The New Economics of Matchmaking and Market Design, New York 2015.

 

§§ En mekanisme kaldes på engelsk ‘incentive-compatible’, hvis den tilskynder de økonomiske aktører til at afsløre privatformation i overensstemmelse med sandheden, dvs. hver enkelt markedsdeltager kan opnå det bedste resultat for sig selv ved bare at handle i overensstemmelse med deres virkelige præferencer og fremlægge disse (o.a.).

 

24

​​ E.L. Glaseser, ’A Review Essay on Alvin Roth’s Who Gets What – And Why’, Journal of Economic Litterature, vol. 55, no. 4, december 2017, s.1602 - 14.

​​ 

25

 ​​​​ Alain Supiot, Governance by Numbers: The Making of a Legal Model of Allegiance, Oxford 2017. Se også hans tidligere arbejde om loven som instrument for solidaritet: Homo Juridicus: On the Anthropological Function of the Law, London og New York 2007.

 

26

​​ ​​ Se Abbey Stemler, ’Regulation 2.0: The Marriage of New Governance and Lex Informatica’, Vanderbilt Journal of Entertainment & Technology Law, vol. 19, no. 1, 2016, s. 87 - 132 og Karen Yeung, ‘Algorithmic Regulation: A Critical Interrogation’, Regulation & Governance, vol. 12, no. 4, december 2018, s. 505 - 23.

​​ 

27

​​ Det er forudsigeligt, at østrigerne aldrig rigtigt accepterede ideen om den venlige skubben [nudging, o.a.], på trods af dens uangribelige, neoliberale afstamning. For en typisk østrigsk opfattelse af den venlige skubben, se Abigail Devereaux, ’The Nudge Wars: A Modern Socialist Calculation Debate’, Review of Austrian Economics, vol. 32, no. 2, juni 2019, s. 139 - 58.

 

28

​​ The Road to Serfdom er på trods af den hyldest, bogen på det seneste har modtaget fra libertære kredse, i hvert fald en bog, hvor Hayek gør temmelig mange af den slags indrømmelser til socialdemokratiet. Dette gik ikke upåagtet hen over de mest glødende libertære, der ofte affærdiger Hayek som værende ’socialdemokrat’ inderst inde. En typisk fremstilling af den slags anklager kan findes i Walter Block, ’Hayek’s Road to Serfdom’, Journal of Libertarian Studies, vol 12, no. 2, 1996, s.339 - 65.

 

+§+ Ontologi er en gren af filosofien, der beskæftiger sig med de grundlæggende måder, hvorpå noget kan være til (https://denstoredanske.lex.dk/ontologi, o.a.).

 

29

​​ Neoliberale af den østrigske overbevisning har allerede forstået, at slaget om identitets– og omdømmesystemer – som det, der præsenteres i Kina – ville udgøre et nyt kapitel i den socialistiske beregningsdebat. For en spirende kritik af ’social kredit’ set fra det hayekianske paradigme, se Abigail Devereaux og Lian Peng, ’Give Us a Little Social Credit: To Design or to Discover Personal Ratings in the Era of Big Data’, GMU Working Paper in Economics, no. 18 - 35, 6. december 2018. ​​ Det ‘sociale kredit’-system udgør en udfordring, der adskiller sig fra central planlægning ved, at det faktisk leverer en infrastruktur til både at omforme det underliggende normative grundlag og et forståelighedsnetværk – og gøre det i stor skala – uden hvilket alle forsøg på at komme væk fra prissystemet simpelthen ikke ville fungere lige så effektivt (de sovjetiske erfaringer med central planlægning er et vidne om dette). I hvilken grad en sådan reorientering væk fra prissystemet passer ind den kinesiske regerings overordnede planer er en anden sag.

 

+ Heuristik: Erkendelse af ny viden, opnået fx ved systematisk søgning efter information eller afprøvning af muligheder (https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=heuristik, o.a.).

 

30

​​ ​​ Hayeks betoning af konkurrencen er en følge af hans antagelse om, at den er den eneste samfundsmæssige drivkraft, der er forenelig med en evolutionær udvikling. Følelser som altruisme og solidaritet havde deres udviklingsmæssige brug i primitive samfund, hvor vi levede i små sociale enheder, men de viste sig utilstrækkelige for livet i en ’udvidet markedsorden’. Hayeks idiosynkratiske teori om kulturel udvikling, der var under indflydelse af hans forklaring på ’gruppeudvælgelse’, kulminerer således i den politisk bekvemme konklusion, at i markedsomgivelser er selvisk, individualistisk adfærd den eneste ikke-reaktionære og udviklingsvenlige reakton. En konsekvens er, at alle opdagelsesmetoder, der har deres rod i solidaritet, altruisme eller anden ikke-individualistisk samfundsmæssig praksis affærdiges fra begyndelsen af: De er en tilbagevenden til fortiden og i alle tilfælde logistisk umulige i den moderne, udvidede orden. Eftersom Hayek bare var amatørvidenskabsmand indenfor evolutionen, var hans træk et risikofyldt væddemål og mange af hans ligemænd søgte at lægge afstand til hans drejning mod det evolutionære, især hans sidste værk The Fatal Conceit. Hayeks brug af [udtrykket] ’gruppeudvælgelse’ går imidlertid tilbage til 1960erne og kan man ikke bare give hans senilitet skylden for; det influerer også hans trilogi om Law, Legislation and Liberty, i sær det omfangsrige efterord til dennes sidste bind. Naomi Becks Hayek and the Evolution of Capitalism (Chicago 2018), der er en gennemgribende undersøgelse af hans evolutionære tænkning, konkluderer fordømmende, at den lider af ’at være usammenhængende, mangel på understøttende dokumentation og en affærdigelse af de teorier, der har inspireret den’.

 ​​​​ 

31

​​ På dette punkt var Beer og Hayek i fuld overensstemmelse. Se overvejelserne om, hvad et ’miljøskifte’ kan kræve i F.A. Hayek, ’Notes on the Evolution of Systems of Rules of Conduct’ [1967] i The Market and Other Orders, s. 282.

 

* ”Ved homøostase forstås den specielle egenskab ved levende systemer (celler, organer, individer eller økosystemer), at de kan opretholde en bestemt såkaldt stationær tilstand af uligevægt til trods for vidtgående forstyrrelser. Uligevægtstilstanden kan opretholdes takket være et fint integreret netværk af millioner af negative feedback-kontrol slynger” (note af Jesper Hoffmeyer i Jesper Hoffmeyer Økologiske produktivkræfter, København 1977, o.a.)

 

32

 ​​​​ Designing Freedom (Toronto 1974) er baseret på Beers Massey Lectures fra 1973 og giver den almindelige læser en præcis introduktion til hans ideer.

 

33

​​ ​​ Beers uddybning af, hvordan et systems ydre lag – han diskuterer medierne og det militær-industrielle kompleks – kan komme til at begrænse den mængde af muligheder og fremtidige forløb, der opfattes af aktøren i den aktuelle orden, forklares i Beer, ’The Will of the People’, Journal of the Operational Research Society, vol. 34, no. 8, august 1983, s. 797 - 810. Beers fremstilling af et hierarki af samfundsordener og de begrænsninger, som de pålægger hinanden, er det, der adskiller hans arbejde fra f.eks. Niklas Luhrmann, der begyndte på de samme kybernetiske præmisser, men drog meget anderledes konklusioner.

​​ 

34

​​ Stafford Beer, ’The Aborting Corporate Plan: A Cybernetic Account of the Interface Between Planning and Action’ i Eric Jantsch, ed., Perspectives of Planning, Paris 1968, s. 397 - 422.

​​ 

35

​​ 35. Se Daniel Sutter og Daniel Smith, ’Coordination in Disaster: Nonprice Learning and the Allocation of Resources after Natural Disasters’, Review of Austrian Economic, vol. 30, no. 4, december 2017, s. 469 - 92; Emily Chamlee-Wright and Justus Myers, ‘Discovery and Social Learning in Non-Priced Environments: An Austrian View of Social Network Theory’, Review of Austrian Economics, vol. 21, no. 2-3, januar 2008.; Emily Chamlee-Wright and Virgil Henry Storr, ‘Social Economy as an Extension of the Austrian Research Programme’ i Peter J. Boettke og Christopher Croyne, eds., The Oxford Handbook of Austrian Economics, Oxford 2015, s. 247 - 71.

 

** I Morozovs tekst står der ‘Leviathan’. Leviathan er et havuhyre, der optræder i Det gamle Testamente. Ordet bruges ofte på engelsk, hvis man vil referere til noget enormt eller monstrøst.

Leviathan er også en bog fra 1651 af den engelske filosof Thomas Hobbes. Bogen, der er skrevet under den engelske borgerkrig og handler om det, der legitimerer en stat – den sociale kontrakt mellem stat og befolkning - ​​ og behovet for en stærk stat for at undgå alles krig mod alle (o.a.).

 

++ Elinor Ostrom var en amerikansk politisk økonom, der i 2009 modtog en delt Nobelpris i økonomi for sit arbejde med at undersøge, hvordan grupper som f.eks. fagforeninger, kooperativer eller småsamfund styrer fælles puljer (’commons’) af endelige ressourcer som vand, skove og græsningsjord uden statens indblanding (o.a.).

 

§++ Denne model blev først foreslået af Oskar R. Lange I 1936 under den socialistiske beregningsdebat og blev udvidet af økonomer som H.D. Dickinson og Abba. P. Lerner. Skønt Lange og Lerner kaldte det “markedssocialisme”, er Langes model en form for planøkonomi, hvor en central planlægningsstyrelse allokerer investeringer og kapitalgoder, mens markedet allokerer arbejdskraft og forbrugsgoder. Planlægningsstyrelsen simulerer ved hjælp af en trial-and-error-proces først udarbejdet af Vilfredo Pareto og Léon Walras markedet for kapitalgoder. Langes model har aldrig været brugt i virkeligheden nogen steder, ikke engang i Oskar Langes hjemland, Polen, hvor økonomisk planlægning af sovjetisk type blev påtvunget landet efter anden verdenskrig og udelukkede eksperimenter med en økonomi af Lange-typen. Der kan drages paralleller med Den nye økonomiske Mekanisme eller Gulasch-kommunismen i Ungarn under Kádár, selvom der ikke var tale om et system rent efter Langes model (uddrag fra https://en.wikipedia.org/wiki/Lange_model, o.a.).

 

36

​​ For repræsentative skrifter om dette spørgsmål, se Allin Cotrell og W. Paul Cockshott, ’Calculation, Complexity and Planning: The Socialist Calculation Debate Once Again’, Review of Political Economy, vol. 5, no. 1, 1993, s. 73 - 112; Cotrell and Cokshott, ’Computers and Economic Democracy’, New Historical Project, 8. april 2003; Nick Dyer-Witheford, ‘Red Plenty Platforms’, Culture Machine, vol. 14, 2013; Ionela Bălţătescu og Petre Prisecaru, ’Computability and Economic Planning’, ​​ Kybernetes, vo. 38, no. 7 - 8, s. 1399 - 1408; Erick Limas, ’Cybersocialism: A Reassessment of the Socialist Calculation Debate’, 4. februar 2018, tilgængelig på SSRN.

 

+++ Engelsk: ‘anticipatory shipping’ (o.a.).

 

§+ Af engelsk ‘additive production’, dvs. en digital produktionsproces, hvor man ved hjælp af en 3D-printer opbygger emnet ved at lægge lag på lag (adderer). Derved opnås en væsentlig bæredygtighed i form af materialebesparelser og en produktionstid, der er dramatisk forkortet i forhold til traditionelle produktionsmetoder, der er substantive, dvs. emnet skæres frit (subtraherer) af et råmateriale med stort spild til følge. Fordi den additive produktion, lige indtil prototypen fremstilles, er digital, ligger data på en fil og produktionen kan foregå hvor som helst – produktionsprocessen er ikke længere lineær.

 

37

​​ Daniel Saros, Information Technology and Socialist Construction: The End of Capital and the Transition to Socialism, Abingdon and New York 2014.

 

38

​​ For en generel introduction, se Robert Proctor and Londa Schiebinger, eds., Agnotology: The Making and Unmaking of Ignorance, Stanford 2008. Colin Crouch har uden eksplicit at bruge udtrykket for nylig diskuteret den moderne kapitalismes uvidenhedsskabelse i The Knowledge Corrupters: Hidden Consequences of the Financial Takeover of Public Life, Cambridge 2016.

 

*** Peer-produktion (også kaldet massesamarbejde) er en måde at producere varer og tjenesteydelser på, der er baseret på selvorganiserende fællesskaber af individer. I sådanne fællesskaber koordineres mange menneskers arbejde henimod et fælles resultat (fra https://en.wikipedia.org/wiki/Peer_production, o.a.).

 

39

​​ En søgning efter ’the means of peer production’ på Google, giver blot fire søgeresultater – en præcis indikation på, hvad peer-produktionens liberale fortalere politisk er optaget af.

Om skribenten

Evgeny Morozov

Evgeny Morozov

Læs mere