DM svarer Simon Tøgern: Overenskomster er vigtige – men ikke det eneste redskab i værktøjskassen

En ny FAOS-rapport har dokumenteret, hvordan overenskomstbærende fagforeninger i dag kun dækker godt 56 % af arbejdsstyrken, mens gule discount-forretninger uden forhandlingsret har stabiliseret sig på omkring 11 %. Det er bekymrende på et arbejdsmarked, hvor lønmodtagere historisk har opnået fordele ved at indgå aftaler – altså overenskomster – med arbejdsgiverne, og hvor den etablerede fagbevægelse har vænnet sig til at fokusere på professionelle forhandlinger frem for på vedligeholdelse og videreudvikling af fællesskaber blandt medlemmerne.

“Arbejdsgiverforeningerne i den private sektor har desværre både en historisk og aktuel modstand mod overenskomster for akademikere.”

De sidste 10-20 år har stadigt flere fagforeninger heldigvis set skriften på væggen, og lagt fornyet vægt på klassisk grundorganisering, hvor stærke relationer og netværk mellem medlemmer er lige så vigtigt som dygtige tillidsrepræsentanter. F.eks. havde den danske fagbevægelse i 1960’erne en organiseringsgrad tilsvarende den overenskomstbærende i dag, men havde mere indflydelse, når det handlede om at sætte en samfundsdagsorden i kraft af et stærkt bagland. Uden dette bagland er selv den dygtigste forhandler reelt magtesløs.

Når det gælder et modsvar til den faldende organiseringsgrad, er erkendelse nr. 1 derfor, at en levende fællesskabskultur er helt afgørende, mens nr. 2 er, at der er flere måder at opnå resultater på end alene overenskomstvejen. I min fagforening Dansk Magisterforening, DM – der organiserer universitetsuddannede – arbejder vi f.eks. både for flere overenskomster, men også for grundorganisering fra neden og med flere metoder samtidig. På den baggrund er jeg helt enig i behovet for den debat, som formand i HK/Privat, Simon Tøgern tager til orde for i Solidaritet om, hvordan vi som fagbevægelse kan sikre især det private funktionær-arbejdsmarked. Til gengæld vil jeg godt udfordre de antagelser, Tøgern ser ud til at have om netop de akademiske faggrupper – herunder hvordan og med hvad vi bredere set arbejder i fagbevægelsen.

Halter akademikerne?

I sit indlæg opfordrer Simon Tøgern den akademiske fagbevægelse til ”aktivt at kaste sig ind i kampen for at få overenskomstdækket sine medlemmer på det private arbejdsmarked”. Jeg er enig med HK/Privat-formanden i, at der er behov for at sikre de mange ansatte i den private sektor, men mener samtidig, at han hopper over nogle mellemregninger. Nærmere bestemt baserer han sin opfordring på tre antagelser. For det første, at overenskomster er det vigtigste og primære indsatsområde, der kan løfte alle lønmodtagere. For det andet, at netop overenskomster både er opnåelige på AC-området og også en løsning på akademikernes udfordringer. Og for det tredje, at akademikernes fagforbund formentlig ikke går og foretager sig noget relevant.

Først og fremmest er det ikke nok at overenskomstdække et område. Det kan vi se bl.a. på det offentlige område, hvor tidsbegrænsede ansættelser er et større problem end på det private og ikke-overenskomstdækkede område. Det er en stor sag for mange akademikere, der ansættes i en lang række midlertidige projekter.

Omvendt har arbejdsgiverforeningerne i den private sektor desværre en både historisk og aktuel modstand mod overenskomster for akademikere. En modstand, som vi kun i begrænset omfang har kunnet overvinde indtil videre. Alligevel gør vi i DM en stor indsats for at indgå aftaler på det private arbejdsmarked, meget gerne i samarbejde med andre. Alene i vores forening har vi indgået over 200 overenskomstaftaler på det private område – typisk inden for NGO-området eller tidligere udliciterede områder som forsyningsbranchen. Det seneste markante gennembrud er den hovedaftale, som nu dækker akademikere i arbejdsgiverorganisationen Kooperationens medlemsvirksomheder, der tæller en række kooperative og socialøkonomiske virksomheder og organisationer i NGO-sektoren. Med aftalen har vi de formelle rammer om medlemmernes kollektive arbejdsretlige forhold, og grundlaget er på plads for flere overenskomster på området.

Jeg synes faktisk, at vi gør en del på AC-området. I øvrigt er det også en faktor, at vores medlemmer i netop privatsektoren ofte er spredt ud på mange forskellige arbejdspladser, dvs. at vi i tusindvis af virksomheder i praksis kun er til stede med nogle få medlemmer. Under alle omstændigheder støtter vi også medlemmerne på flere andre måder – både i form af politisk lobbyisme og lovpåvirkning, men også ved at facilitere netværksdannelse, arbejde med grundorganisering, prioritere medlemsmøder, kurser, støtte medlemmernes indtog i nye brancher m.v. Og endelig er vi – navnlig i DM og Magistrenes A-kasse – heller ikke blege for at gå i spidsen for nye tiltag, som f.eks. vores kooperative inkubator-projekt sammen med Demokratisk Erhverv og DSA/DSF, hvor vi har faciliteret dannelse af medarbejderejede virksomheder med inspiration fra tidligere generationer af fagligt aktive. Vi er med andre ord langt fra passive. Og vi har medlemsvækst i DM – vi har de seneste år haft fremgang på 5 % blandt de fuldtidsbetalende medlemmer. For generelt vil akademikere gerne organisere sig og stå sammen om vigtige emner på arbejdsmarkedet.

Når alt dette er sagt, er der stadig god grund til at diskutere, hvordan vi konkret fremmer samarbejdet om netop en bedre overenskomstdækning på funktionærområdet for både HK- og AC-området, og hvordan vi i øvrigt kan sikre medlemmerne imod tendenser som prekarisering, større arbejdspres, og at faggrupper bliver spillet ud imod hinanden. Heldigvis har vi i dag et fint samarbejde, men det kan klart udbygges, og vi samarbejder gerne med HK/Privat om det.

Tænk bredt og tænk stort

En sidste krølle på halen – lad os prøve at tænke bredere og også større end i dag. I Danmark er der over 100 års erfaringer, rutiner og institutioner, der regulerer og indkapsler fagbevægelsen og de måder, vi som fagligt aktive arbejder for resultater på. I dag kaldes det også for “den danske model”, selv om de involverede parter har ændret sig en god del undervejs.

“Vi skal som fagbevægelse turde rejse grundlæggende debatter om medindflydelse, demokrati og meningen med arbejde. Vores medlemmer forventer ikke blot brød eller en løn til at leve af, men ønsker at præge både samfund og arbejdsliv med deres faglighed, værdier og viden.”

Den etablerede fagbevægelse består i dag af tusindvis af ansatte og er professionelle forhandlingsmaskiner, hvor man i øvrigt også kan være medlem. For 100 år siden var arbejderbevægelsen omvendt primært en folkelig bevægelse, hvor frivillige startede og drev et hav af forskellige organisationer, der stod for alt fra folkeoplysning og kultur til produktion af fornødenheder som brød, brændsel og boliger. Fagforeninger var en central del af bevægelsen, men suppleret af alt muligt andet. Målet var ikke bare de bedst mulige forhold for lønarbejdere i form af fast job i en underordnet stilling og med arbejdsgiverne som en permanent modpart, men en gennemgribende demokratisering af både samfund og økonomi. Selvfinansierede sygekasser, arbejdsløshedskasser og strejkekasser m.v. var både med til at lægge en bund under armoden og give arbejderbevægelsen styrke til at tage kampen op og gå i konflikt, når det gjaldt – herunder at kræve overenskomster.

Alt dette kan vi godt lade os inspirere af i dag, når arbejdsmarkedet har ændret sig, og nye faggrupper skal finde deres ståsted. Vi behøver ikke at starte fuldstændigt forfra, men vi har i høj grad behov for at genopfriske fællesskaberne og give plads til, at medlemmernes engagement kan komme på banen i samspil med foreningernes ansatte. Vi skal som fagbevægelse turde rejse grundlæggende debatter om medindflydelse, demokrati og meningen med arbejde. Vores medlemmer forventer ikke blot brød eller en løn til at leve af, men ønsker at præge både samfund og arbejdsliv med deres faglighed, værdier og viden. Og det er på dette grundlag, at vi skal finde og vælge de relevante metoder, der passer til en hverdag med globalisering, klimaforandringer og tåkrummende angreb på værdien af uddannelse, internationalt udsyn og basal humanisme. Med andre ord er ”den danske model” for mig ikke et mål i sig selv, men et middel. Og selv om vi har arvet en bygning, må vi altså godt se på indretningen, foretage tilbygninger og renovere.