10 min. læsetid

Det socialdemokratiske principprograms vision er grøn vækst. Den er urealistisk, hvis målet er et bæredygtigt samfund. Bæredygtighed kræver en demokratisk, rød og grøn omstilling. Den aktuelle corona-krigsøkonomi skal forvandles til en donut-planøkonomi.


Af Per Bregengaard og Margit Kjeldgaard

Sådan her lyder det i det socialdemokratiske principprogram fra 2017:

“Løsningen er ikke at forsage økonomisk vækst. Opgaven er ikke at forsøge at stoppe udviklingen. Opgaven er at gøre den bæredygtig… En grøn politik for Danmark er altså ikke en modsætning til ønsket om vækst. Bærer vi os klogt ad, vil det snarere være forudsætningen for at skabe værdi og job i fremtiden. Dels vil der være efterspørgsel efter vores grønne teknologier og miljøvenligt producerede varer. Men også fordi de lande, der producerer mest effektivt, vil være mest konkurrencedygtige i fremtidens ressourceknappe verden”.

Det ulykkelige ved bekendelsen til konkurrencestat og ukritisk grøn vækst er troen på, at vi uanfægtet kan fortsætte i ‘vindmølle-sporet’. Intet tyder på, at teknologisk udvikling tilnærmelsesvis klarer ærterne. Tekniske løsninger er uhyre vigtige, men indebærer ofte, at problemerne flytter eller skifter karakter på sådan en måde, at bæredygtigheden må nuanceres eller fortoner sig.

F.eks. er el-biler miljømæssigt set ikke omkostningsfrie. De kræver bl.a. fremskaffelse af meget knappe ressourcer som lithium, kobber og kobolt. Benzin og diesel kan erstattes af biobrændstof, men biobrændstof udpiner jorden ved at bruge humuslaget (jordlag med mere end 10 % indhold af nedbrudte organiske stoffer, red.) og lægger beslag på den begrænsede ressource jord. Etableringen af vindmølleparker forudsætter cement, som udleder enorme mængder drivhusgasser. Og sådan kunne man blive ved.

Materiel vækst kræver flere ressourcer

Genanvendelse og genindvinding af forbrugte ressourcer er fint, men bliver aldrig 100 pct. Resultatet er oftest ikke af samme, oprindelige kvalitet og kræver i sig selv et forbrug af knappe goder. Og materiel vækst kræver under alle omstændigheder flere ressourcer.

En materielt baseret, årlig vækst på omkring 2 pct. indebærer umiddelbart en fordobling af det materielle forbrug i løbet af 30 år. En effektivisering mindsker ganske vist forbruget, men blot en halvering i løbet af 30 år er vanskelig at forestille sig. Og hvis effektiviseringen samtidig betyder en billiggørelse af produktet, trækker det i retning af et øget forbrug.

Billigere smartphones betyder, at man er mere tilbøjelig til at skifte til den ny, smarte version. At biler kommer til at køre længere på literen, betyder sandsynligvis en hurtigere udskiftning, og at de kommer mere ud at køre – alene fordi de bliver et mere attraktivt transportmiddel. Den samme historie gælder for fly.

European Environmental Bureaus videnskabeligt validerede analyse af både empirisk baseret og teoretisk litteratur fastslår:
“Vi kan på et sikkert grundlag konkludere, at der ikke med nogen som helst vished eksisterer belæg, som understøtter, at der sker en endegyldig, global, permanent og tilstrækkelig hurtig og markant afkobling af det miljømæssige pres (både hvad angår ressourcer og ressourceanvendelsens konsekvenser) fra økonomisk vækst… Det kan på et sikkert grundlag siges, at den type afkobling, som hyldes af fortalerne for grøn vækst – i bund og grund er et statistisk påfund… Afkoblingskonceptet forbliver ren tro med meget lidt relevans for politiske beslutninger”.

Elbiler som denne Chevy Bolt EV er langt fra miljømæssigt omkostningsfrie. De kræver mange ressourcer at producere, herunder sjældne råstoffer som lithium og kobolt. I diskussionen om grøn bæredygtighed er det vigtigt at huske på den reelle indvirkning på miljøet, påpeger Per Bregengaard og Margit Kjeldgaard. Pressefoto fra Chevrolet.

Bæredygtighed kræver en demokratisk, rød og grøn omstilling

Uvederhæftig optimisme bør erstattes med realisme. Bæredygtighed kræver en demokratisk, rød og grøn omstilling af samfundet.

En grøn omstilling indebærer en markant modvækst i borgernes gennemsnitlige, materielle forbrug. Det kræver en ændring af livsstilen, men ikke rent afsavn, mere en omprioritering i opfyldelsen af vores behov.

De grundlæggende fysiske behov drejer sig om føde, tøj og bolig af en ordentlig kvalitet, så vi ikke er sultne eller ubehageligt kolde og varme m.m. Med opfyldelsen af de basale behov forlader vi den absolutte fattigdom. De materielle behov udvikler sig derefter stort set i takt med, at tilfredsstillelsen af dem bliver en mulighed. For en generation siden savnede vi ikke en mobil eller smartphone. Behovet var der ikke!

“Uvederhæftig optimisme bør erstattes med realisme. Bæredygtighed kræver en demokratisk, rød og grøn omstilling af samfundet.”

De fleste materielle goder har i deres oprindelse til hensigt at høste anerkendelse ved at demonstrere rigdom, stil og magt og er derfor forbundet med social ulighed. Hvad, der i dag er unødvendig luksus, står naturligvis til politisk diskussion! – Vi undværer nødig en smartphone.

Et materielt baseret forbrug kan erstattes af en meget mindre belastende vækst i service og velfærd i form af omsorg, sundhed, læring og udfoldelsesmuligheder. Corona-epidemien er forfærdelig. Men mange nyder, at corona-krigsøkonomien har fået os til at synge og givet os flere traveture i parker, skove og langs vandet. Nogle former for livskvalitet skaber vi selv, hvis der er fri tid til det.

Omsorg, sundhed og læring er i langt højere grad skattefinansieret end det private konsum. Forbedringer kræver derfor øgede skatteindtægter. Højere skatter og afgifter kan være materielt forbrugsbegrænsende og et velegnet instrument til at skabe økonomisk lighed.

Nogle behov kan stort set kun imødekommes af goder, vi ikke kan købe, kun stemme os til. Vi har behov for et stabilt klima, naturmæssig bæredygtighed, ren luft og et trygt og harmonisk samfund. Et trygt og harmonisk samfund hænger påviseligt sammen med social lighed. Høj grad af social lighed betyder bl.a. større tillid til andre mennesker, mindre mental sygdom, færre selvmord, længere levealder og mindre kriminalitet.

Mere lighed, men ikke vækst, vil samtidig gøre os rigere

Hvis det er rigtigt, at de materielle behov i dagens Danmark udvikler sig i takt med, at tilfredsstillelsen af dem bliver en mulighed, så er graden af vores behovstilfredsstillelse forholdet mellem det, der fremstår som en mulighed, og det, vi har råd til og kan prioritere at anskaffe. Er forskellen stor, så er man fattig. Er forskellen lille, så er man rig.

Hvis det er graden af materiel behovstilfredsstillelse, der definerer, om vi er rige eller fattige, så bliver vi sådan set ikke rigere gennem materiel vækst, der hele tiden skaber nye produkter og dermed behov. Og hvor nydelsesraten i øvrigt synes faldende med en voksende velstand. Befolkningen bliver kun rigere gennem større lighed.

Den røde omstilling handler ikke kun om økonomisk lighed. Den handler også om samfundsforandring. Den grønne og mere simple levevis er oppe imod livsnerven i det kapitalistiske økonomiske system, at forbruget skal vækste.

Hold forbruget oppe

Virksomhedernes konkurrencedrevne jagt på fortjenester er den grundlæggende forklaring på den reklamestimulerede, unødvendige luksus og det overdrevne forbrug af materielle goder. Corona-krigsøkonomien handler derfor ikke kun om hjælpepakker til det trængte erhvervsliv. Den handler også om at holde forbruget oppe. Borgerne skal have penge i hånden f.eks. gennem en udbetaling af de indefrosne feriepenge.

Staten har under corona-krigsøkonomien overtaget meget af det økonomiske ansvar, som det private erhvervsliv for nogle uger siden selv forvaltede. Corona-krigsøkonomi er fællesskabets styring af erhvervsliv, beskæftigelse og forbrug efter planmålet: Hospitalernes kapacitet.

Behovet for en statsstyret økonomi vil ikke være overstået i løbet af nogle måneder. Men målene vil i højere grad fokusere på den økonomiske og forhåbentlig også den klimatiske krise. Det er derfor vores opgave at forvandle corona-krigsøkonomien til en ny type planøkonomi: En doughnut-planøkonomi inspireret af Kate Raworths billede på det økonomiske råderum.

Donuttens to sider

Den ydre rand af donutten kan defineres ved grøn bæredygtighed.

Ved hjælp af skatter, afgifter, tilskud, restriktioner, udvidede offentlige investeringer og produktion skal vi som under corona-krigsøkonomien på et fagligt grundlag, men gennem langt mere demokratiske beslutninger – benhårdt styre produktionen af varer og service og investeringer efter trinvise, grønne planmål. Det er vejen til et økologisk bæredygtigt samfund.

Den indre rand på donutten kan på lignende vis siges at være defineret af ‘røde planmål’:

Første trin er afskaffelse af den relative fattigdom. Skattesystemet og de ringeste overførselsindkomster ændres således, at ingen har et indkomstgrundlag på mindre end halvdelen af median-indkomsten, der er Danmarks Statistiks definition på fattigdom. Beskatning af købekraften for indtægter over medianindkomsten og især i den øvre ende af samfundet bidrager til opfyldelsen af trinmålet og er en forudsætning for realiseringen af den materielle modvækst i det private forbrug og omprioriteringen i opfyldelsen af vore behov.

“Den røde omstilling handler ikke kun om økonomisk lighed. Den handler også om samfundsforandring. Den grønne og mere simple levevis er oppe imod livsnerven i det kapitalistiske økonomiske system, at forbruget skal vækste”

I øjeblikket gives gigantiske offentlige tilskud til nedlukkede og kriseramte virksomheders lønudgifter og omkostninger. Bankerne understøttes, så de kan give mere risikofyldte lån til virksomhederne for at forhindre eller i hvert fald udskyde konkurser, for det er højst usandsynligt, at der fremover er behov for en stor del af de corona-syge virksomheder. Eksporten af varer, mængden af turister og forbrugssammensætningen vil forandre sig.

I stedet for at famle i blinde og med et urealistisk håb om, at alt bliver som før, så skal fællesskabet give sig i kast med at diskutere og planlægge en demokratisk, rød-grøn omstilling af samfundet og asfaltere, mens vi kører.


Margit Kjeldgaard & Per Bregengaard er medlemmer af Enhedslistens Politiske Økonomiske Udvalg og bogaktuelle med: “Hvad skal vi leve af – på vejen mod socialismen?” (Solidaritet)