CoronaKnibe: Krisen udstiller kunstnernes økonomiske usikkerhed

Modsat de fastansatte, der blev sendt hjem med løn under lockdown, bliver de, der skaber kunst og kultur sjældent lønnet for al den tid, de arbejder. Hverken før eller under coronakrisen. Kunst- og kulturarbejdere investerer i forvejen både tid og penge i selv at skabe arbejdspladser og projekter, søge finansiering, idéudvikle, planlægge og lave udførlige skitser til store projekter mod en forventning om måske at kunne høste afkastet på et senere tidspunkt.

Ofte kan de ikke være sikre på, at de projekter, de lægger arbejdstimer i, nogensinde bliver til noget.

“Rigtig mange kunstnere lever for meget færre penge, end man tror”, siger dramatiker Joan Rang. Hun peger på, at coronakrisens lockdown har ramt folk, der arbejder med kunst- og kultur dobbelt hårdt. De har ikke alene mistet konkrete indtjeninger, da koncerter foredrag, forestillinger, udstillinger osv. blev aflyst. De har også mistet den tid, de har investeret i arbejdsopgaven.

Mange bliver ikke grebet af hjælpepakker. Selv hvis de har arbejdet langt mere end fuld tid, anerkendes det typisk ikke i systemet. Inden for kunst- og kulturbranchen får man nemlig sjældent løn afregnet time for time. Indimellem får man slet ingen løn.

Som kunstner er man derfor nødt til at sammenstykke sit arbejdsliv af mange forskellige typer job og opgaver – ofte både inden for og uden for sin faglighed. De vilkår gjaldt også før coronakrisen, men nedlukningen af samfundet skabte et problem i forhold til denne ‘patchwork-økonomi’, mener Joan Rang.

For mens coronakrisen har fået os til at forbruge kunst og kultur som aldrig før – vi har sunget fællessang med Philip Faber, købt og downloadet e-bøger, streamet livekoncerter , teaterstykker osv. – har krisen tydeliggjort, hvor usikre og hårde arbejdsvilkår kunstnere meget tit er underlagt.

“Måske er det tid til, at politikere og andre forstår, det er uholdbart, at en masse af den kunst og kultur, som folk overlever på, oftest er skabt af folk, der lever for meget få penge for at få det til at løbe rundt, og med et stort individuelt ansvar for at skabe deres egne arbejdspladser,” siger Joan Rang og tilføjer:

“Der er et misforhold mellem nødvendigheden af kunst og samfundets anerkendelse af kunsten. Kunsten er ikke bare underholdning, men et rum for udviklingen af vores samfunds- og selvforståelse, historiefortælling, kollektive traumehealing og refleksion. Kunst er helt grundlæggende for samfundet.”

Iværksætter på den onde klinge

Selv om Joan Rang har 20 års erfaring inden for sit fag, er hun stadig nødt til i perioder at være på dagpenge. Og hun er ikke alene. Det er snarere reglen end undtagelsen for kunstnere, der arbejder fra projekt til projekt, at de er afhængige af støtte fra staten og fra fonde og legater.   

”Som en af mine gode kollegaer sagde til mig engang: ‘Enten er vi ved at dø af sult, eller også er vi ved at dø af stress”. Spørgsmålet er, om man kan lægge en anden bund. Dramatikere og andre kunstnere er ofte tvunget til at arbejde gratis for at have et solidt materiale at skabe indtægt på eller søge støtte på baggrund af. Men måske vil det være mere produktivt, hvis vi som samfund kan finde andre modeller, hvor vi kan sikre kunstnere et mere sikkert arbejdsliv?”  

Joan Rang er som de fleste andre kunstnere nødt til at sammenstykke sin indkomst af forskellige projekter. Ud over at skrive teaterdramatik, skriver hun lyrik, underviser på Den Danske Scenekunstskole, arbejder som konsulent på andres film og teatermanuskripter og har netop startet dramatikforlaget Rebel DRAMA sammen med en kollega. Hun er også lige debuteret som digter med digtsamlingen Omkring Floden Han, en fortælling om eksistensen som transnationalt adopteret, om at formes i en østasiatisk krop i en hvid verden; uden historie og begyndelse.   

I 2013 startede hun sin egen teaterforening, Johns Teater, som producerer enkeltstående teaterforestillinger i forskellige teaterhuse. Det kaldes i fagsproget for “projektteater”, og det vil sige, at der ikke er nogen løbende finansiering, men at hver forestilling bliver lavet som enkeltstående projekt, hvor Joan Rang er ansvarlig for hele produktionen – fra det kreative til det administrative. 

”Mit og andre kunstneres  arbejdsliv er ofte lidt kompliceret. Når man fx laver projektteater, laver man iværksætteri på den onde klinge. Man står selv for alt fra produktudvikling  og  fondsansøgning  til  produktionsledelse, ansættelse af folk til de forskellige arbejdsopgaver, PR og salg. Projektteater skaber næsten aldrig overskud, og vi har som regel heller ikke løbende driftsstøtte. Så når forestillingen er slut, er man tilbage på nul. Det vil svare til at skulle opbygge en ny virksomhed med et nyt produkt hvert andet, tredje eller fjerde år. Der ligger et højt niveau af iværksætteri i kunstbranchen”, understreger Joan Rang og tilføjer:

”Man bærer selv risikoen og usikkerheden, men det er aldrig en god forretning”. 

Fiks min stikkontakt gratis, tak

At skabe scenekunst er en forgængelig og flygtig affære.  Når en forestilling har spillet færdig, forsvinder den fra jordens overflade. Det kræver ekstremt  mange  arbejdstimer at lave. Og som branchen fungerer, også masser af lavt- eller ulønnet arbejde. Dertil er det ikke ualmindeligt, at man bliver spurgt, om man ikke kunne tænke sig at arbejde gratis. Sådan bare for at få det på sit CV.

Lige før lockdown skrev flere danske medier om professionelle dansere, der var blevet tilbudt under 50% af en normalløn for jobs på blandt andet store shows og TV-produktioner – eller blot en adgangsbillet til efterfesten. Ligesom freelance-fotografer og filmarbejdere også tidligere har forsøgt at skabe opmærksomhed om de mange dårligt lønnede ansættelser i kunstbranchen.

Joan Rang understreger, at man som kunstner ikke kan tage løn time for time, fordi det  at skabe noget kreativt ofte er en flydende proces. Men de ringe vilkår i kunst- og kulturbranchen handler ikke kun om, at det er vanskeligt at  omregne  kreativ proces til timeløn. 

“Det handler også om, at betydningen af kunst og kultur er undervurderet. Det er ikke bare underholdning og “flødeskum på samfundskagen” – noget man sagtens kan undvære – sådan som det ofte bliver fremstillet. Paradoksalt nok også i en tid, hvor de fleste formentlig ville være gået fra forstanden under lockdown, hvis de ikke havde kunnet læse bøger, høre musik og se film og TV-serier og så videre”.

Kunsten er en vigtig del af kernen i vores samfund. Et samtidsblik på, hvad det vil sige at leve i vores tid, som eftertiden kan blive klogere af, ligesom vi har mulighed for at kommunikere med fortiden og blive klogere gennem kunsten, argumenterer Joan Rang. 

”Der er rigtig mange fagområder, som har haft det hårdt under coronakrisen, det anerkender jeg fuldstændig, men der er jo ikke nogen, der forlanger, at sygeplejerskerne skal gå gratis på arbejde, eller at elektrikeren kommer og fikser stikkontakterne  uden løn, fordi der er corona. Eller foreslår dem at udføre deres arbejde gratis,  fordi det ville se godt ud på CV’et”. 

Joan Rangs arbejdsliv er et puslespil,  som hun bruger mange kræfter på at få brikkerne til at falde på plads i. Det er er et vilkår for de fleste kunstnere. Det kan være opslidende, at arbejdslivet både er så flygtigt og i høj grad i andres vold.  At man ikke ved, om alt det hårde forarbejde ender med at få vinger – om ansøgningen går hjem, og projektkabalen går op.  

Man bliver ikke gammel i dramatikerfaget

Det var en del af grunden til, at  Joan Rang  for et par år siden besluttede sig for at uddanne sig til krops- og psykoterapeut, så hun kunne skabe en del af sin indtægt på en anden måde. Hun havde brug for at gøre sig mere uafhængig af hele tiden at skulle ud og søge fonde, og for at kunne arbejde længere tid med sine egne projekter. 

Med den aktuelle økonomiske struktur i hendes branche, skulle hun skrive 3-4 teaterforestillinger om året for at kunne leve af det. Det scenarie var i længden urealistisk og for opslidende. 

”Indenfor dramatik er der ikke rigtig praksis eller tradition for at blive gammel i faget i Danmark, ligesom der for eksempel har været i England eller USA. Der er stort fokus på, at det nye er det spændende. På den lange bane ville jeg gerne være mere fri økonomisk – også til at sige nej til ting, jeg ikke gad lave. Og sikre at jeg havde en indtægt, så jeg kunne blive ved med at skrive dramatik”, forklarer hun.

Den 1. januar 2020 slog hun dørene op til  sin nye praksis,  Adoption Healing Danmark,  i et klinikfællesskab i  Indre  By.  Paradoksalt nok var netop den beslutning medvirkende til, at hun ikke havde ret til nogle af hjælpepakkerne, fordi hun hermed havde spredt sin indtægt mellem forskellige brancher – og ikke havde nok indtægt i hverken kategorien selvstændig eller kunstnerisk virke. 

Et års indtægt for Joan Rang består typisk cirka halvt af scenekunst, en fjerdedel undervisning og en fjerdedel dagpenge. Planen var så, at det terapeutiske arbejde skulle udfylde nogle af hullerne, så hun kunne blive mere uafhængig af den sidste fjerdedel.

Men med  lockdown  mistede hun både indtægt fra klinikken, som jo blev tvangslukket, fra uddannelsen hvor en del af undervisningen også blev aflyst,  og fra de teaterprojekter, som blev udskudt på ubestemt tid pga. forsamlingsforbuddet.  Dertil kommer de potentielle opgaver, der almindeligvis ville komme, men som hun ikke havde kontrakt på og dermed ikke kunne dokumentere.   

 Kunsten er eftertidens hulemaleri  

Heldigvis  modtog hun i maj måned et arbejdslegat fra sin fagforening Danske Dramatikere, der for at hjælpe medlemmer uden ret til hjælpepakker oprettede 10 såkaldte ‘force majeure’ legater. 

”Det fik min økonomi til at løbe rundt. Men det er ikke alle, der er så heldige. Mange dramatikere er havnet i en alvorlig  coronaknibe, fordi teatrene stadig er lukkede. Samtidig skal vi høre på, at vores kulturminister taler om vores arbejde som en form for flødeskum, som man sagtens kan undvære, og som det er upassende at tale om i en sundhedskrise. Det føles voldsomt fejlfortolket at blive omtalt som ‘flødeskum’, når man samtidig kan se, hvordan kunsten har været med til at holde folk oppe i nedlukningstiden.”

Joan Rang forudser, at der “om et kort øjeblik vil komme en masse kunst, der omhandler og bearbejder corona.”

“Kunst er jo en slags hulemaleri, der portrætterer en samtid for eftertiden. Jeg synes, at NU er et godt tidspunkt at tage diskussionen: Hvad er det for en rolle, kunsten skal have? 

For hvis man blot anskuer kunst som underholdning, og som noget det er ”upassende” at  tale om i en krisetid, som kulturminister Joy Mogensen (S) fik sagt på et pressemøde, overser man, at kunsten spiller en afgørende rolle i vores samfund,”  mener  Joan Rang.   

Der er masser af samfundsøkonomi, som er afledt af kunst- og kulturlivet, og branchen står for en væsentlig del af de “danske jobs” som Regeringen og Folketinget så ofte har sagt, at de gerne vil beskytte. 

Forfatteren Kaspar Colling Nielsen lavede for et par år siden en beregning på, hvor stor indtægt hans bøger har genereret for ham selv, for statskassen og alle de øvrige brancher tilknyttet bogudgivelserne. Hans seneste tre bøger, som blev skrevet i en periode på otte år, genererede en samlet omsætning på cirka 10 millioner kroner. Han tjente selv cirka 700.000 kroner efter skat, svarende til gennemsnitlig knap 90.000 om året, mens staten tjente to millioner og forlag, distribution og boghandlere tjente resten. 

”Det er rigtigt, at skabende kunstnere ofte laver kunst, fordi det er en del af vores måde at være i verden på. Men derfor behøver vi jo ikke at acceptere, at kunstnere bliver presset til at leve af indkomster i nærheden af fattigdomsgrænsen,” siger Joan Rang. 

“Som dramatiker på et lille sprogområde som det danske, ved man jo godt, at man nok ikke  kommer til at  tjene millioner-milliarder. Men jeg synes godt, at man kan tale om, hvor grænsen  går. Hvor meget arbejde kunstnere skal stille til rådighed gratis, bare fordi vi har valgt et arbejdsområde med en stor usikkerhedsfaktor, og hvordan indtjeningerne skal fordeles mellem de forskellige aktører. Coronakrisen har tydeliggjort, hvor stort et individuelt og innovativt ansvar, vi forventer, at kunstnere selv tager, og hvor meget vi selv investerer i regnskabet”.  

Gratis kunst er en farlig vej  

Joan Rang håber, at coronakrisen har skabt en ny bevidsthed om kunstens grundlæggende værdi – at kunst er vigtig for et samfund, både økonomisk og menneskeligt. Men hun kan godt blive i tvivl.

”Spørgsmålet er, om vi har lært noget om kunstens værdi og nødvendighed.  Da Mette Frederiksen endelig var ude at sige noget om kunst, var det meget svært at afgøre,  om det reelt handlede om kunsten, eller om hun  snarere forsøgte at redde sin  kulturminister, der hang fælt på vippen. Jeg kan godt være bange for, at vi ikke har lært noget.” 

Også inden for kunstbranchen er coronakrisen  et oplagt momentum for selvrefleksion, mener Joan Rang. Selv har hun for eksempel været meget tilbageholdende med at lægge en masse arbejde ud gratis på online-platforme under lockdown.

“Jeg kan godt forstå, at nogle har haft lyst til at gøre det, men måske er det også med til at understøtte et skred i bevidstheden om, at kunst er noget, man får foræret. Det har vi set med podcasts og digitalisering af musik, som det har været vanskeligt at få publikum til at betale for, fordi man har lagt ud med at forære det væk eller har nogle tjenester, hvor folk betaler meget lidt for det, de får. Det  er en farlig vej at gå, for hvor skal pengene til vores arbejdsløn så komme fra? Hele royalty-betalingen er jo dét, der ofte har finansieret, at vi har kunnet udvikle nye projekter.”  

Joan Rang mener også, at det er en diskussion værd, om kunsten i for høj grad er blevet indrettet på neoliberale markedsvilkår. Meget scenekunst bliver stadigt mere afhængig af kommercielle vilkår, og drift-støttede teatre bliver drevet som virksomheder, der skal give overskud. Der bliver satset mere og mere på brede publikumssucceser, hvor man tror sig mere eller mindre sikker på at kunne sælge mange billetter. Det har især ramt den nyskrevne, danske dramatik.

Det bliver ofte opfattet som risikofyldt at opsætte nyskrevne stykker, og det er blevet sværere at komme igennem med samtidsdramatikken og de mere eksperimenterende produktion, som behandler livet og de dilemmaer, vi står i nu og her. Og som måske kan udvide vores fantasi- og forestillingsevne.  Det gør det også ekstra vanskeligt at samle et holdbart puslespil i arbejdslivet som kunstner.   

 ”Det ville være interessant at starte en debat om, hvordan samfundet i højere grad kunne anerkende og understøtte kunsten, så de enkelte kunstnere  ikke stod så alene med ansvar og risiko for deres arbejde. Eller bare, hvordan vi kan sikre, at skævvridningen mellem arbejdstimer og indtægt ikke var helt så skæv. Vi kunne for eksempel lade os inspirere af Irland, hvor kunstnere, der bidrager med værdier for det almene, kan blive fri for at betale skat. Og vi kunne kigge på fradragsreglerne for kunstnere, hvor vi også forfordeles i forhold til andre selvstændige inden for konventionelle brancher.

I  den slags ordninger, som man har i Irland, ligger der en klar signalværdi og et budskab om, at staten bakker op om kunsten, at kunsten spiller en vigtig rolle i samfundet, og at man gerne vil prioritere den, selv i et lille land, hvor mange kunstprodukter har svært ved at tjene sig selv hjem, mener Joan Rang. 

”Problemet er, at kunsten i høj grad er blevet noget, vi tager for givet. Men det er jo svært at forestille sig et liv uden bøger, musik, og dramatik på teatret og tv osv. Hvilket liv ville det være?  Myten om den lidende kunstner er blevet en præmis, vi accepterer at arbejde under. Men sådan behøver det måske ikke at blive ved med at være?”   

---