Udsigten fra Elsebeth Frederiksens eget vindue. Foto: Elsebeth Frederiksen
4 min. læsetid

“Kan nogen bebrejde mig at være en anelse skeptisk over for DR tv-programmet ’180 dage i ghettoen’? – Og om DR også vil skildre den side af Gellerup, som jeg elsker?” Elsebeth Frederiksen kommenterer i dagens Signatur på udsendelsen og Sørine Godtfredsens fordomme, og opfordrer præsten til i stedet at komme forbi til en kop te.


Af Elsebeth Frederiksen

Lige nu viser DR programmet ’180 dage i ghettoen’. ”Syv etniske danskere har sagt ja til et eksperiment: De skal i et halvt år bo i en af Danmarks ‘hårde ghettoer’. De bor gratis mod at levere 30 timers frivilligt arbejde om måneden – og så skal de kæmpe for at integrere sig.”

Sådan lyder beskrivelsen af programmet inde på DR’s hjemmeside. Godt så. Så er stilen lagt. Kan nogen bebrejde mig at være en anelse skeptisk over for det program?

– Hvordan vil DR skildre Gellerup, og se den side af bydelen, som jeg elsker? Her sviner. Jeg er træt af skrald, der ligger overalt.

Reklamer på gulvet i opgangen, møbler der bare står foran blokken flere dage uden at blive slæbt hen til storskrald.  Et af afsnittene i serien hedder endda ”Svineri”. Man skal selvfølgelig ikke kun finde det pæne ved et boligområde, men skal skildre livet her. Og en del af livet i Gellerup er svineri.

Et ærligt billede

Men Gellerup er meget mere end det. 

Det er venskab, sammenhold, fester, kultur, mangfoldighed, latter og krammere. Men det er også arbejdsløshed, tunge skæbner, frustration og hærværk.

Jeg benægter ikke, at der er problemer i Gellerup. Jeg er ikke naiv. Selv om jeg ofte får det at vide af folk, som ikke aner noget om Gellerup, og som tror, at alt hvad de hører i medierne er korrekt.  Folk som skriver grimme ting om mit område og de mennesker, der bor her. Folk som kalder muslimske kvinder for hættemåger, kalder Gellerup for et parallelsamfund og Sharia-land.

Jeg diskuterer med dem, men det er ved at være lidt trivielt. Det er de samme, grimme ord. De samme mennesker, som kalder mig en naiv ”væmligbo”.  Alt det fordi jeg forsvarer mit boligområde.

Sang og dans med børnene i den aarhusianske bydel. Gellerup er som de fleste andre steder et område med både problemer og folk, der arbejder for en positiv løsning på dem, skriver Elsebeth i dagens Signatur. Foto: Elsebeth Frederiksen

Glæder og sorger – som de fleste andre steder

Jeg har boet i Gellerup i 15 år. I den samme, lille lejlighed. Med gode naboer, med problemerne, med glæderne og sorgerne.  Jeg forsvarer Gellerup, når jeg kan. Jeg kæmper mod ghettopakken og byrådets afviklingsplan. Jeg skriver læserbreve, blogindlæg, holder taler og organiserer demoer.  Jeg er blevet kendt på rådhuset, politikerne kender mit navn.

Jeg er ‘Elsebeth fra Gellerup’.

Der bliver udbasuneret mange artikler om Gellerup for øjeblikket. Mange er negative, nogle prøver at virke neutrale. Og så er der læserbrevene, eller de såkaldte kommentarer.

Især en fra Sørine Gotfredsen stikker i øjnene. Hun skriver følgende i Kristeligt Dagblad: ”DR har sikkert skabt denne serie for at styrke integration og sameksistens, og mens man aldrig ved, hvordan tingene iscenesættes, fremstår det som en ret troværdig gengivelse af miljøet. Tilpas nedslående, nemlig, og et godt gæt er, at forsøgspersonerne vil skynde sig væk, så snart eksperimentet er slut.”

Her tager hun fejl, som så ofte før. De medvirkende skyndte sig ikke væk. Den ene er flyttet til Gellerup, har solgt sit hus i Vestjylland og flyttet ind i en af de lejligheder, som står til at blive revet ned. Et andet par er flyttet til naboafdelingen, som også bliver betegnet som en ghetto.

Hvorfor mon de har valgt at blive? Fordi de faktisk kan lide at bo her?

Så Sørine: Drop dine fordomme, kig forbi og drik en kop te med os. Så kan du lære at elske din næste, noget jeg troede kristne praktiserede.


Elsebeth Frederiksen er 43 år og bosiddende i Gellerup, Aarhus. Hun er aktiv i Almen Modstand, og er redaktionssekretær for Brabrand Boligforenings beboerblad Skræppebladet