EL-topprofil opfordrer til selvransagelse efter tilbagegang

Hvis folketingsvalget lå til Enhedslistens højreben, hvorfor formåede partiet så ikke at sparke bolden i mål på valgdagen? Det nu tidligere, mangeårige folketingsmedlem Finn Sørensen mener, at Liste Ø bliver nødt til at stille sig selv det spørgsmål. »Diskussionen handler firkantet sagt om, hvor de utilfredse socialdemokratiske vælgere skal gå hen,« forklarer han.

Af Kim Kristensen

Han starter med at fremhæve, at resultatet af det nyligt afholdte Folketingsvalg »overordnet set« var godt. Partierne, som ville forbedre klimaet og bruge flere penge på velfærden, gik frem. Der kom en aftale om regeringsdannelsen, som taler om en ny »retning«. Og det borgerlige alternativ er svært at få øje på flere år ud i fremtiden. Selv udlændingepolitikken, der siden folketingsvalget i 2001 har fyldt meget – for ikke at sige alt – faldt denne gang ud til oppositionens fordel. I det omfang det fyldte noget under valgkampen, handlede det snarere om eventuelle lempelser end stramninger af udlændingeloven.

Men som Enhedslistens nu tidligere, mangeårige social- og beskæftigelses-ordfører, Finn Sørensen, også er den første til at erkende, efterlader det et stort spørgsmål: Hvis folketingsvalget lå lige til partiets højreben, hvorfor formåede Enhedslisten så ikke at sparke bolden i mål på valgdagen?

I stedet gik Liste Ø tilbage fra 7,8 procent af stemmerne til 6,9, mistede et mandat – og endte med at blive Folketingets sjettestørste parti, mod tidligere det fjerdestørste. En tilbagegang som sættes i relief af, at Enhedslisten på et tidspunkt i valgkampen stod til at få 10,5 procent af stemmerne … og være godt på vej til at overhale Dansk Folkeparti som Danmarks tredjestørste parti.

»Der er nogle som siger, at vi fik nogle vælgere til låns i 2011 og 2015, og så er det ligesom i orden, at vi leverer dem tilbage,« siger Finn Sørensen. »Det synes jeg sgu ikke, at det er! Det er ikke vores opgave at låne vælgere, det er vores opgave at fastholde dem«.

Benhård konkurrence

Efterfølgende er der blevet fremført to forklaringer på Enhedslistens skuffende valgresultat. Dels at partiet ikke var »konfrontatorisk« nok over for Socialdemokratiet. Og dels at EU-modstanden kostede. Sidstnævnte ikke mindst fordi folketingsvalget kom så kort tid efter europaparlamentsvalget, der satte ekstra fokus på denne modstand. Finn Sørensen har dog svært ved at se, at nogen af forklaringerne giver mening. SF fordoblede mandattallet på gerne at ville i regering igen med Socialdemokraterne! Og selv om Enhedslistens EU-modstand ikke deles af en stor del af partiets vælgere, er modstanden hverken ny for dem eller offentligheden.

»En rolle spiller det jo nok, men jeg tvivler på, at den er særlig stor,« siger Finn Sørensen. »Så hvad står tilbage? Der står det tilbage, at vi ikke har været gode nok til at forklare, hvorfor vælgerne skulle stemme på Enhedslisten – og ikke SF eller De Radikale, som begge gik frem. Jeg håber, at hovedbestyrelsen organiserer en bred diskussion, så vi får alle medlemmernes input om – hvorfor vi ikke høster fremgang på en situation og nogle valgtemaer, som er lige efter vores hoved«.

Finn Sørensen, som ikke genopstillede ved folketingsvalget, mener selv, at den udeblevne fremgang skyldes, at Enhedslisten ikke tidligere – og i god tid inden folketingsvalget – omsatte sine overordnede valgtemaer til konkrete krav. Det tager tid at få slået fast i den brede vælgerskare, hvad partiet konkret vil. »Det er for sent at vente med de konkrete mål, til valget er udskrevet. Vi kom ellers rigtig godt ud med vores klimaplan, som slog godt igennem, og det er nok det eneste punkt, hvor vi fik førertrøjen på. Men der skal jo mere til, og de andre var jo straks ved at falde over deres egne ben for at være enige med os, så også der fik vi benhård konkurrence«.

Tryghed

Den 72-årige tidligere bryggeriarbejderformand mener til gengæld, at der er én politisk dagsorden, hvor der er en afgørende forskel mellem Enhedslisten og de andre partier: Lønmodtagernes tryghed ved arbejdsløshed, sygdom og pensionsalder.

»SF er ikke med i forliget om den højere pensionsalder, men ellers har de jo sammen med både De Radikale og Socialdemokrater – været med til at gennemføre nogle af de værste reformer, der er lavet på det område, nemlig dem som blev lavet under Thorning-regeringen. Der har Enhedslisten en afgørende forskel i forhold til, hvilke kompromisser som vi vil lægge stemmer til. Og den forskel skulle vi have gjort mere ud af. Ikke bare for at gøre mere ud af det for forskellens skyld i sig selv, men fordi det er et underliggende tema, som også kommer til at gå igen i den kommende valgperiode. Der er stadig et stort flertal i Folketinget for nedskæringerne i dagpenge, efterløn, førtidspension, sygedagpenge og kontanthjælp. Men det er kun sidstnævnte, som vi har formået at løfte ud fra vinklen om flere fattige«.

Lønmodtagernes tryghed, eller mangel på samme, er selvfølgelig blevet nævnt af Enhedslisten under valgkampen. Men det skete ikke bare for lidt. Det skete også for sent, forklarer Finn Sørensen.

Enhedslistens dannelse

»Der er stor utryghed blandt store dele af lønmodtagerne – på grund af reformerne, på grund af et alt for hårdt arbejdsliv og presset familieliv, på grund af højere pensionsalder og på grund af social dumping,« siger den tidligere socialordfører.

»Den utryghed spiller en stor rolle, og den burde vi være bedre end de andre partier til at opfange, for vi har ikke blod på hænderne; vi har ikke bidraget til at øge utrygheden i modsætning til de andre partier. Tværtimod«.

Samtidig ville det have givet Enhedslisten en chance for at appellere bredere og til de faglærte og ufaglærte arbejdere, partiet traditionelt har haft svært ved at få i tale. Og netop her ville chancen have været for at slå en kile ind imellem Enhedslisten og andre de andre partier på venstrefløjen.

»Spørgsmålet er, om man er parat til at forringe forholdene for nogle grupper for at finansiere forbedringer for andre grupper inden for det, som vi i bred forstand kalder arbejderklassen,« siger Finn Sørensen. »Det er den grundlæggende forskel, som afspejlede sig i Thorning-regeringen – og som kommer til at afspejle sig i den kommende regering, når der skal laves forlig. Den største forskel er selvfølgelig i forhold til De Radikale og Socialdemokratiet, men den er der også i forhold til SF. Det var derfor, Enhedslisten blev dannet. Dannelsen skyldtes, at der var en del af venstrefløjen, som mente – og stadig mener – at socialister ikke er sat i verden for at forringe forholdene for almindelige mennesker. Slut. Prut«.

Mere kant

Finn Sørensen advarede i den seneste valgperiode mod at stille »ultimative krav« til en kommende socialdemokratisk ledet regering af frygt for, at de i bedste fald ikke vil virke og i værste fald isolere Liste Ø. Det drejer sig med andre ord om at skabe kant, uden selv at falde ud over kanten.

»Diskussionen handler firkantet sagt om, hvor de utilfredse socialdemokratiske vælgere skal gå hen,« siger den tidligere socialordfører. »De skal da selvfølgelig gå til Enhedslisten, og det skal vi sørge for, så vi bliver et realistisk førstevalg for dem. Og der gavner det ikke at skrue op for den ultimative retorik. Men måske har vi ikke været gode til at komme med konkrete krav, som appellerede til de utrygge lønmodtagere, og sortere ud i kravene – så det stod klart, hvad vi vil have ud af en regering«.

Skal Enhedslisten i den kommende valgperiode komme igennem med sin politik – på de punkter hvor den kolliderer med Socialdemokratiets og De Radikales interesser – så kræver det hjælp udefra. Finn Sørensen henviser til, at når Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet og De Radikale er enige om at mindske udslippet af drivhusgasser med 70 procent i 2030, så skyldes det et folkeligt pres. Et pres Enhedslisten må arbejde for fastholdes i den kommende valgperiode. »Det var ikke sket, hvis befolkningen bare havde siddet derhjemme og surmulet,« siger Finn Sørensen. »Og hvis folket ikke fortsætter med at holde dampen oppe på de områder, som der nu er kommet fokus på, så er der da nærliggende risiko for, at en ny regering føler, at så kan den skrue ned for ambitionerne, når det gælder valgets hovedtemaer«.

Det samme budskab har den tidligere beskæftigelsesordfører til fagbevægelsen. Her er man ellers allerede ved at afstemme forventningerne i forhold til, hvad Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, forventes at kunne komme igennem med. Da 3F’s formand, Per Christensen, for nyligt orienterede medlemmerne af hovedbestyrelsen om de da igangværende regeringsforhandlinger, var det angiveligt med en advarsel om ikke at blive skinger i stemmen med kravene: I stedet er der brug for »rød realisme«:

»Hvis de gør, som de plejer – nemlig skruer ned for kritikken og aktiviteterne, når der kommer en socialdemokratisk regering – og siger til venstrefløjen, at nu må vi ikke rokke med båden, så tørrer en socialdemokratisk statsminister sveden af panden og fortsætter med at lave borgerlig politik hen over midten,« lyder det fra Finn Sørensen. »Men her peger pilen jo også på os selv i Enhedslisten. Hvordan kan vi blive bedre til at organisere de aktiviteter i befolkningen, og det pres på regeringen, som i det lange løb skal sikre, at en ny regering også fører til en ny politik – og som fører til et endnu bedre resultat ved næste folketingsvalg«.

Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen.