Enhedslistens årsmøde
4 min. læsetid

»Jeg synes, at tiden er inde til at lave en kvoteringsordning,« lyder det fra Enhedslistens Per Clausen, som mener, at kvinderne forfordeles på partiets kandidatlister.


Af Kim Kristensen

Nok har Enhedslistens det seneste årti haft kvinder som politiske frontfigurer, i form af de politiske ordførere Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper – men i folketingsgruppen har mændene stadig været i overtal.

Det skal der nu rettes op på, mener et flertal i Enhedslistens hovedbestyrelse. På det kommende årsmøde foreslår hovedbestyrelsen derfor at ændre vedtægterne, så at »mindst halvdelen« af pladserne på kandidatlisten besættes af kvinder, ligesom et andet forslag fra en række medlemmer – om at overlade lokalafdelingerne en større del af ansvaret for at vælge folketingskandidater – også er suppleret af en kønskvotering.

Enhedslistens nye folketingsgruppe, dog uden Christian Juhl. Foto: Pernille Skipper / Facebook

Enhedslisten har allerede kønskvotering ved valget til hovedbestyrelsen, hvor hvert køn skal have mindst 10 ud af de i alt 25 pladser. Og når årsmødet sammensætter listen med folketingskandidater skal der allerede i dag »bestræbes en bred sammensætning af spidskandidatlisten fx ift køn, geografisk spredning og lokal forankring, og etnisk og uddannelsesmæssig baggrund«.

Det er bare ikke nok, mener den tidligere mangeårige gruppeformand og nuværende medlem af forretningsudvalget, Per Clausen. Problemet er, at kvinderne bliver placeret lavere på kandidatlisterne end deres resultat forinden i de vejledende urafstemninger – og efterfølgende får de faktisk flere stemmer end mændene ved folketingsvalgene. Uden dog af den grund at blive valgt! Enhedslisten opstiller, som det eneste parti, nemlig som partiliste, hvilket betyder, at det stort set kun er kandidatens placering på listen, der afgør, hvem der bliver valgt, mens de personlige stemmer kun i helt ekstraordinære tilfælde kan vende op og ned på partiets valg.

»Det kan tale for, at vi vælger at gøre op med den ulighed på kandidatlisten,« siger Per Clausen. »Hvilket jeg synes, at man bør – velvidende at så kan man begynde at snakke om de mange andre grupper, som også burde prioriteres og måske heller ikke har det så nemt. Men hvis man skal være ærlig, så har resultaterne af de seneste folketingsvalg faktisk været karakteriseret ved, at kvinderne har været underrepræsenteret i forhold til deres resultat i urafstemningen. Sådan er det bare, og det kan man så vælge at gøre forskellige ting ved. Jeg synes, at tiden er inde til at lave en kvoteringsordning«.

I den nuværende folketingsgruppe er der således syv mænd og seks kvinder og i den tidligere var der ni mænd og fem kvinder. Hovedbestyrelsesmedlem Mikkel Warming mener det afslører, at der ikke er brug for en kønskvotering. Warming opfordrer derfor til at fastholde formuleringen om, at man varetager forskellige hensyn ved sammensætningen af listen med spidskandidater.

»Hvis man laver kvoter, så tager man ét af disse hensyn, og gør det til det eneste hensyn,« siger hovedbestyrelsesmedlemmet. »Og man sætter mangfoldighed på formel, hvilket der aldrig kommer noget godt ud af. Mangfoldighed får man netop ved at være åben og sørge for, at der er plads til forskellige typer af mennesker med forskellige typer livserfaringer. Vi skal hellere tage fat i partikulturen. Man har foretaget et demokratisk valg om at tage forskellige hensyn til blandt andet køn – som fylder meget – men også kandidaternes etniske baggrund, deres uddannelse og lokale forankring. Nordjylland har for eksempel haft et ønske om at få en lokal kandidat, hvilket blandt andre jeg selv har været med til at imødekomme på årsmøderne. Sådan nogle hensyn tager vi også – og det skal vi kunne. Og endelig skal man ikke glemme, at de nuværende regler har ført til en folketingsgruppe med syv mænd og seks kvinder, og havde partiet fået et enkelt mandat mere, havde det heddet syv-syv. Så det virker. Vi behøver ikke kvoteringen, men skal arbejde for at sikre mangfoldighed«.

Som det første parti i Danmark indførte SF kønskvotering i 1977 til alle interne valg. I 1983 blev der indført kønskvotering til europaparlamentsvalg, hvorefter en mand blev kønskvoteret ind på den ene af SF’s to pladser i parlamentet. Og i 1988 blev den eksterne kønskvotering gennemført. Et årti efter indførelsen viste en evaluering imidlertid, at kønskvoteringen havde virket omvendt i partiet. De få gange, hvor kønskvoteringen var blevet brugt ved opstilling af SF-kandidater, havde den virket til gavn for mænd. I tre tilfælde havde kønskvoteringen betydet, at en valgbar kvinde blev kønskvoteret ned til fordel for en mand. I ingen tilfælde virkede kønskvoteringen til gavn for kvinder – og den blev derfor afskaffet.

Senest besluttede Alternativet dog sidste år, at ved folketings- og europaparlamentsvalg skal nummer to på partiets liste være af modsatte køn af spidskandidaten, der står øverst på listen i de enkelte storkredse.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen.