Elefanten i lokalet: Højreradikalismen er blevet en permanent trussel i tysk politik

Angela Merkel-æraen synger på sidste vers. Efter 16 år med konservative CDU for bordenden af tysk politik, ser SPD nu ud til igen at overtage kanslersædet. Med teknokraten Olaf Scholz som leder af landet, skal man dog næppe forvente noget større kursskifte i den førte politik. ‘Scholz-O-Maten’ har siddet som finansminister i Merkels afgående regering, og vil fortsætte den ‘stabile kurs’ fra tiden som koalitionspartner. Der er med andre ord lagt op til mere af det samme. Netop dét narrativ har da også fyldt mest i de danske medier. Tysk politik er tilbage ved normalen, yderfløjene tabte, og midten er genoprettet til politikeres glæde.

Det er da også fristende at købe historien om det stabile, fornuftige Tyskland, der bliver stående på fast grund i midten af EU. Der er bare et lille problem, som er iklædt sorte støvler og brune skjorter. For mens landets mest venstreradikale parti, Die Linke, ganske rigtigt fik sig en gedigen øretæve ved weekendens valg, har samtlige danske medier travlt med at ignorere, at det nyfascistiske Alternative für Deutschland igen fik over 10 % af stemmerne. En mindre tilbagegang ændrer ikke på, at hver tiende tysker stemte på et stærkt racistisk og islamofobisk parti med stærke forbindelser til nynazistiske miljøer. Hver tiende! Hvis man ikke finder AfD’s konsolidering af sit stemmetal i dét leje bekymrende, er det sigende for, hvor meget samfundsdebatten har rykket sig til højre. Måske kan det i øvrigt give anledning til bare en smule selvransagelse i dansk politik, at AfD’s fører, Alice Weidel på Twitter roste den danske udlændingepolitik som et forbillede?

“Modsvaret til AfD’s politik kan derfor ikke komme fra midten af tysk politik, da problemet er opstået her i første omgang. Derfor bliver Die Linke nu nødt til at gå i tænkeboks og svare på, hvordan man kan formulere et radikalt, antiracistisk alternativ, der ikke skyder skylden for problemerne over på andre dele af arbejderklassen.”

Kradser man i valgresultatet, bliver det også hurtigt tydeligt, hvorfor – og ikke mindst hvor – AfD er populære. Det er nemlig i de tidligere østtyske delstater, det højreekstreme parti henter størstedelen af sin opbakning. I det meste af Sachsen, den sydlige del af Thüringen og dele af Sachsen-Anhalt er partiet blevet størst. De er blandt de fattigste områder i Tyskland. Og trods en mindre tilbagegang på landsplan, voksede AfD i den tidligere østblok. Ved valget i 2017 blev partiet størst i 7 valgkredse. Denne gang var tallet 17 regioner, og var blandt andet udvidet til Chemnitz og oplandet til Leipzig.

De højreekstremes ideologi er ikke bare på fremmarch i parlamenterne, men understøttes af en voldsparat højrefløj, der tidligere på året blev udråbt som den største trussel mod landets sikkerhed af indenrigsminister Horst Seehofer. Nynazister infiltrerer landets elitestyrker og politienheder, og virker målrettede i forsøget på at tage magten i landet. Så glem for en stund, om den næste nyliberale kansler hedder Laschet eller Scholz. Hvis der er én ting, valget i weekenden understregede, er det, at højreekstremismen stadig er på fremmarch i Tyskland, og at den er kommet for at blive.

Alternative für Deutschland er ganske som sine ideologiske forgængere vokset ud af økonomisk ulighed og kriser. Man bliver vred, når man som 2 millioner tyskere ikke har råd til at betale varmeregningen. 4 ud af 10 østtyskere føler sig behandlet som andenrangsborgere. Det er den nyliberale nedskærings- og sparedoktrin fra Bruxelles, der driver folk i retning af højrefløjens demagoger, hvilket også er grunden til, at det samme billede tegner sig i resten af EU. For selv om AfD’s konsolidering af sin position i Tyskland er slem nok, er udsigterne endnu værre andre steder. I Frankrig står Marine Le Pen med en reel mulighed for at realisere sin fascistiske fars drøm om at tage præsidentposten til foråret, mens det erklærede fascistiske parti Italiens Brødre i nogle målinger er landets mest populære parti.

Inderst inde er Olaf Scholz socialdemokrat som Bjarne Corydon, ikke Thorvald Stauning. Han er en del af problemet. Som generalsekretær i SPD var han med til at gennemføre de såkaldte Hartz IV-reformer, der flåede Tysklands sociale sikkerhedsnet i stykker – en beslutning han senere forsvarede med henvisning til, at “selv dårligt betalt arbejde er bedre end offentligt støttet arbejdsløshed.”

Modsvaret til AfD’s politik kan ikke komme fra den samme midte af tysk politik, der har skabt problemet i første omgang. Derfor bliver Die Linke nu nødt til at gå i tænkeboks og svare på, hvordan man kan formulere et radikalt, antiracistisk alternativ, der ikke skyder skylden for problemerne over på andre dele af arbejderklassen, eller folk der flygter fra krig og klimakrise. Anført af Sarah Wagenknecht har dele af partiet forsøgt at imitere højrepopulisterne – og givet migranter og champagnesocialister skylden for de tyske arbejderes trængsler. Men den form for populistisk stemmejagt er altid en kort fornøjelse og fremmedgør store dele af ens egne arbejdervælgere, ved at gøre dem til en del af problemet.

Hvis man vil overbevise den tyske befolkning i Sachsen og Thüringen om at gå i en anden retning, kræver det politisk mod fra venstre til at formulere et alternativ, der ikke bare er Alternative für Deutschland light. Dem overhaler man aldrig i fremmedfjendskhed. I stedet må man gøre det klart, at løsningen på krisen kommer gennem socialistisk politik, der gør op med samfundets top. En anden afstemning på valgnatten i byens hovedstad, kan give inspiration til den opgave: Selv om kun 14 % af indbyggerne i Berlin stemte på Die Linke, bakkede hele 60 % op om ekspropriering af op mod 250.000 lejligheder, i protest mod griske jordejere og boligspekulanter. Die Linke var det eneste parti, der bakkede forslaget op politisk. Finder man ud af at sætte dén type politik på dagsordenen, finder man også nøglen til at stække højreradikalismen.