Elsebeth Frederiksen med sin mor, Kirsten i 1976. Få måneder gammel. Privatfoto.
5 min. læsetid

Social kontrol har ikke noget at gøre med etnicitet eller religion. Det foregår overalt – og det er aldrig barnets skyld, skriver Elsebeth Frederiksen.



Af Elsebeth Frederiksen

Jeg er 14 år gammel, og sidder og kigger på et lille barn på 3 år, der klynger sig til sin mors ben. Mooar, siger barnet, men moderen svarer ikke, hun er nærmest bevidstløs af vodka. Min mor ligger inde og sover i sin seng, og jeg sidder og ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Jeg prøver at trøste barnet, selv om jeg ikke har forstand på børn. Jeg prikker til barnets mor, men der er ingen reaktion. Jeg skal tilbage på efterskolen senere på dagen, og min mor skal køre mig, så jeg går ind og vækker hende, og fortæller hende om barnet i stuen. Hun står op, laver kaffe, og finder ud af at vække moderen til barnet. Hun mumler:” jeg fik vist for meget smifsmof”, tager barnet under armen og forlader huset.
Jeg vil ikke sige, at det var den dag, jeg vidste, at jeg skulle væk fra det hus meget snart. Det var bare et eksempel.

Et ondskabsfuldt svin – også efter kræften ramte

Da jeg var 14 år gammel, fandt min mor en ny kæreste, som hun flyttede sammen med. Han var alkoholiker, og kontrollerede min mor totalt. Hun vartede ham op, lavede mad til ham, hentede øl, gjorde rent og servicerede hans venner, når de kom forbi. Moderen med barnet var nogle af hans bekendte, som min mor sværmede om for at gøre tilfredse. Så kunne de ikke fortælle HAM, at de ikke var blevet behandlet ordentligt.

Hundredvis af gange fortalte han hende, at hun var dum, at ingen andre ville have hende, og at han holdt øje med hende. Hun kunne ikke rigtig tage nogle steder uden han vidste det. Hvis han ikke brød sig om det, blev hun hjemme. Også selvom det var for at mødes med min bror og jeg. Hun græd, når han ikke var der. Fortalte mig, at hun ikke kunne klare mere. Jeg rådede hende til at forlade ham. Det kunne hun ikke. Hun sad for dybt i hans søle til at tage initiativ til noget.

“I mange år troede jeg at det faktisk var min skyld. Hvis jeg nu holdt min kæft, og lod dem klare det selv, ville alting måske gå godt. I dag ved jeg godt, at det ikke er min skyld. Det er ikke barnets skyld.”

+

Da hun blev syg af kræft håbede jeg, at han ville forandre sig. Det gjorde han ikke. Min mor var meget træt efter kemoterapi, men hun skulle stadig varte ham op. Når han kom hjem fra værtshuset, skulle maden stå på bordet. Ellers blev han ondskabsfuld, råbte og skreg.

Han var endnu ikke begyndt at slå.

En dag sagde jeg til mig mor, at jeg syntes hun skulle forlade ham. Hvis hun skulle kæmpe for at blive rask, skulle hun have en mand, der støttede hende. Og hvis han ikke gjorde dét, kunne hun lige så godt give op. ”Jamen jeg troede jo, at han ville forandre sig, når jeg blev syg,” sagde hun. Gang på gang råbte han af hende, og når jeg bemærkede noget, sagde hun: ”Jamen han er jo sød engang imellem.”

Det var forfærdeligt at se min ellers intelligente mor forvandle sig igennem årene. Det gjorde så ondt på mig, at jeg valgte at blive væk, fordi jeg kunne ikke holde ud at være der, når han var der. Hvis jeg kom med kommentarer, når han råbte af hende, sagde han, at; ”det er din skyld, at din mor og jeg skændes, du skal altid blande dig”. I mange år troede jeg at det faktisk var min skyld. Hvis jeg nu holdt min kæft, og lod dem klare det selv, ville alting måske gå godt. I dag ved jeg godt, at det ikke er min skyld. Det er aldrig barnets skyld.

Den sidste jul

Den sidste jul, inden min mor dør, bliver holdt hjemme hos hende. Han er kommet hjem, ligger stangstiv på sofaen og maden er ved at blive færdig. Jeg beder min mor og ikke at vække ham. Kan vi ikke bare spise og hygge os uden ham. Men nej, han skulle vækkes. Det virkede som om, han havde delirium. Han sprang op af sofaen, for hen til bordet, kiggede på maden og råbte et eller andet usammenhængende. Jeg begyndte at græde, og min bror og jeg ringede efter en taxi, og tog hjem til vores far 50 kilometer derfra. Det var for meget. Hendes underdanighed var så ydmygende og trist, at jeg ikke kunne holde ud at se på det.

Hun døde i april. Inden da havde han stjålet alt fra hende. Hendes værdighed, gode humør og vores arv. Hvis det bare var pengene. Det handlede det ikke om. Det var min mor, som til sidst lå for døren og døde, da jeg sad hos hende, før han kom. Det var en lille sejr for mig, at hun valgte mig til at holde i hånden i de sidste timer, men hvad kan jeg bruge den sejr til, når de sidste 16 år af hendes liv var præget af psykisk vold og social kontrol?

Kunne en paragraf i loven have beskyttet hende her? Det er jeg usikker på. Han var ikke fysisk voldelig. Kun én gang pralede han af at have slået hende, for ”at rette hende ind” men om han gjorde det, ved jeg ikke.

Social kontrol foregår alle steder. Mange flere steder end i de såkaldte ghettoer og i det muslimske miljø. Det foregår også for en bibliotekar fra Vestjylland, som var min mor.


Elsebeth Frederiksen

Elsebeth Frederiksen er Gellerup-korrespondent for Solidaritet. Hun er aktiv i Almen Modstand, og er redaktionssekretær for Brabrand Boligforenings beboerblad Skræppebladet

Læs mere af Elsebeth Frederiksen