En dag i en klimastrejkendes liv

1769 strejker i 112 lande fra alle kontinenter. Fredag gik unge over alt verden i strejke for at redde klimaet og kloden. De unge var klart i overtal, men Solidaritet.dks 60-årige Morten Ravn gik også på gaden med dem i København. 

Af Morten Ravn

Et solstrejf fra en vandpyt. Det er tidlig morgen. I dag vil verden opleve sin hidtil største klimastrejke. Jeg ser ud over Øresund, mens jeg går ud af badebroen. Til en af de andre vinterbadere, jeg altid møder, udtrykker jeg min tvivl. »Jeg ved sgu ikke, om det solskin, der bryder gennem skyerne, lover, at vejret bliver godt til min klimastrejkedag – eller om de truende sorte skyer over Sverige vil vinde«. Dukkerten kan i hvert fald nydes, imens solen faktisk er varm nok til, at den varmer den bare hud. Som han nævner.

Tænker på min gode ven, der på Facebook postede et billede torsdag. Med sol. Badestrand. Og varme. »Smil til verden og verden vil smile til dig«. Skriver han til en veninde. En flygtning. Som blot har delt nogle rigtig sørgelige emojis som kommentar. »Jeg prøver virkelig… Men det danske vejr er vist deprimeret og har stortudet hele ugen«. Skriver hun som svar.

Rulletrappen

Skynder mig ned af rulletrappen på Forum Metrostation. Mærkelig nok har jeg kunnet se dørene åbne helt fra toppen. Når at hoppe på toget. Er lidt sent på den. Over højtalerne fortæller en stemme, at nogen har bevæget sig rundt på skinnerne på Kongens Nytorv. Mon det er nogle forvildede klimastrejkende skoleelever, der er på gale veje? Få minutter efter kører vi dog.

Rulletrappen på Kongens Nytorv er fuld af børn og unge mennesker, der tydeligvis klimastrejker. Udenfor McDonald’s, ved siden af Magasin, er en hel gruppe, der åbenbart har været til al den klimastrejke, de kan magte. De har slået sig ned med tasker skilte og det hele. De kan næppe gå i mere end fjerde klasse. Der er et mylder af børn, som har været – eller skal – til klimastrejken på Christiansborgs Slotsplads. Bliver lidt bekymret. Er det hele mon er overstået, når jeg kommer frem?

Men der er ingen grund til bekymring. Fra Højbro Plads, tæt på Storkespringvandet, kan jeg høre folk holde tale fra scenen foran Christiansborg. Der er sort af mennesker foran scenen, som er placeret ud mod kanalen men inde på selve slotspladsen. Færre, men stadig flere tusinde, mennesker befinder sig i området mellem Storkespringvandet og Christiansborg Slotsplads. En æggeskal med blink sørger for, at ingen biler, busser eller anden trafik forsøger sig med at køre bag om demonstrationen.

Fra scenen kan jeg høre opfordringer til at lade være med at male på de store sten, der omkranser slotspladsen. At vi allesammen behandler hinanden godt. Jeg hjælper den ene af to fotografer fra den grønne ngo Care op på en smal afspærring, som i dagens anledning er rejst op fra jorden, hvor den normalt ligger nedsænket. Når der altså ikke er nogle demonstranter. Jeg er lidt til venstre for scenen og kan se ind i hvælvingen ved siden af Christiansborg Slot, der fører ind til Prins Jørgens Gård med Højesteret og Thorvaldsens Museum.

Der er tykt af mennesker. Det runger fra højtalerne. Lidt ovre mod Prins Jørgens Gård er der nogen, som har medbragt deres eget højtaleranlæg. Herfra kan jeg høre hiphopmusik. Højt. Jeg kan dårligt høre og tale med andre! Stemningen er venlig. Positiv. Ser enkelte voksne. Ellers er alle børn og unge. De fleste holder deres hjemmelavede skilte op i luften. Ansigterne er rettet mod scenen. Der lyttes engageret.

Statsministeren

Helt fremme ved Christiansborgs mure bryder pludselig en kendt stemme igennem de mange lyde. Jeg får igennem mylderet øje på statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Statsministeren er kommet ud fra sine gemakker. Programmet er tydeligvis ændret. Det var vist ikke helt meningen. Men her står Lars Løkke Rasmussen altså. Han har alle tiders chance for at adressere den kommende generation. Chancen for at vinde dem for sig. Statsministeren brænder sin chance. Han nævner alt det, som regeringen har gjort.

»Det er ikke nok! Det er ikke nok,« lyder råbene.

Lars Løkke Rasmussen taler over de unge. Forbi dem. Ikke i øjenhøjde og til de klimastrejkende. Han forsøger at sætte dem i skole. Afbryder sig selv efter tilråb oppe foran scenen, vi andre, længere tilbage, ikke kan høre. Forsøger sig med lidt dialog. Føler sig tydeligvis intimideret. Det er en dag, hvor han både kunne – og burde – have gjort det helt anderledes. Bedre. Vi klapper, da talen er færdig. Ikke kun af høflighed. Men fordi vi regner ham for vores ligemand. En på scenen benytter muligheden. Vil Lars Løkke Rasmussen love, at de forsamlede får en bedre verden, når de bliver voksne? Som repræsentant for de ansvarlige. Statsministeren svarer ja. Men så bevæger han sig for alvor ud på afveje. Han taler om sine egne børn. Om at verden hele tiden bliver bedre. Om at vi ikke må blive bange. Dog ikke udtrykt med ligeværd og gensidighed. Han mister tydeligvis grebet. Står som kejseren i eventyret om Kejserens nye klæder. Nøgen. Alligevel klappes der igen solidarisk, når han forhutlet forlader scenen.

Arthur

Arthur går med målrettede skridt hen over Højbro Plads. Skiltet vender ned af. Det har været en lang dag. Det er koldt. Hele årgangen af niende klasser på Hellerup Skole drog i klimastrejke i dag. Kun syv elever blev tilbage.

Nu er de på vej hjem. Sultne og lidt forkomne. Men de går med ranke rygge. Arthur, Sofia, Lærke og nogle af deres kammerater. De har alle et stort smil på læberne. Det var en god dag. En helt speciel dag. De stopper op. Kammeraterne løber tilbage til demonstrationen på Christiansborg. De har tabt nogle stykker, de vil sikre sig kommer med hjem.

»Hvordan kan det være, du har det skilt med,« spørger jeg Lærke. »Det er rimelig kontroversiel«. »Arthur fortalte i går, at han havde forberedt en overraskelse til i dag,« svarer hun. »Atomkraft er okay,« står der på skiltet. Arthur smiler. »I mine unge dage demonstrerede jeg med skilte, hvorpå der stod ”Atomkraft nej tak”,« fortæller jeg og fortsætter: »Er du ikke bange for, at hvis vi får atomkraft, så vil man bruge det som en undskyldning for ikke at gøre nok for klimaet«? »Man kan jo godt køre elbil,« svarer Arthur. »Man kan jo bruge alle mulige ting som undskyldning for ikke at gøre nok«

ærke var i Ægypten for nylig. Klimamæssigt ikke så godt som hun nævner. Men der var ingen sugerør. »Hvorfor kan man købe sugerør her,« spørger hun. »Hvorfor får vi ikke stoppet alt den brug af plastik«? Sofia er enig. Det er grunden til, at de strejker i dag. Grunden til de har engageret sig for at rede kloden. Nu kommer kammeraterne tilbage. Danner en halvring omkring mig. »Hørte I Lars Løkke Rasmussen tale,« spørger jeg. »Nej,« siger flere af dem. »Der var nogle, som begyndte at råbe efter ham,« siger Lærke og Sofia i munden på hinanden. »Det var ikke så rart. Så vi gik væk«.

Ida hørte statsministerens tale. »Den var ikke god,« siger hun. »Han vil jo ikke rigtigt lave noget om«. Sofia fortæller, at hun tvivler på, at det gør nogen forskel, at hun er kommet ind på Christiansborgs Slotsplads. For et øjeblik træder journalisten i mig til side. Jeg spørger: »Hvem var den pige, der satte sig foran det svenske parlament op til valget i Sverige? Hvor mange mennesker har hun fået mobiliseret over hele verden? Hvem var det, der netop holdt talen for os alle sammen? Hvorfor kom han her ud? Hvem er det, der i torsdags blev nomineret til Nobels Fredspris«.

Den var netop den 16-årige svenske Greta Thunberg, der efter Sveriges varmeste sommer nogensinde, sidste år i august, satte sig foran Rigsdagen og nægtede at gå i skole igen før efter Rigsdagsvalget den 9. september. »Jo,« siger de og nikker. De er ikke i tvivl om, at det, de gør, er vigtigt. Smilene er store. De siger, at jeg er velkommen til at besøge dem på deres skole – og drager så videre.

Italiensk herremode

Jeg bliver prajet af en forvildet italiensk sælger af herremode, som kommer kørende. Febrilsk søger han efter lufthavnen ved Storkespringvandet. Nej, han arbejder 24 timer i døgnet, syv dage om ugen, og har aldrig hørt om klimastrejkende skoleelever. Selv om han har beskuet tusinder af dem i de seneste minutter. Er de fra hele verden? Selv er han fra Milano. Han tjekker sin mobiltelefon. Jo, minsandten – der var også en strejke derhjemme i dag. Ciao, ciao. Han forsvinder i sin sorte store firhjulstrækker. Nej – ingen gjorde ham noget. Selv om jeg drillede ham med, at man ikke kan køre uantastet omkring i sådan en klimadræber på en højhellig klimastrejkedag.

To drenge går med raske skridt hen over Højbro Plads. Må jeg følges med dem, mens jeg stiller et par spørgsmål?

Selvfølgelig!

»Hvordan har det været i dag«? »Det har været rigtig godt,« siger den nærmeste af dem. Den anden siger ikke noget, men sådan kigger lidt. Han holder sit skilt op. Hviler det på skulderen. De hørte slet ikke Lars Løkke Rasmussens tale. De vil gerne være anonyme. De går i sjette klasse. Stoltheden stråler ud af dem.

Klimamærkater

Får et sæde i Metroen ved Kongens Nytorv. Overfor en far og hans datter. Jo, de har været til klimastrejke. Må jeg stille et par spørgsmål? Faderen ser lidt bekymret ud. Jeg spørger Thia, om hun havde en god, mærkelig eller spændende dag. »Nok mest mærkelig« svarer hun.

»Det var godt du fik taget din far med til strejken,« når jeg at sige, inden de står af på Nørreport Station. De smiler begge to. Mest Thia. Hun er ni år gammel og går i tredje klasse.

På vej op fra Forum Station møder jeg Alma og Sofie. Har de været til klimastrejken? Det har de. Det var godt. De har connected med alle mulige. Med folk som de ikke har set længe. De går i syvende klasse. På Kaptajn Johnsens Skole, på Frederiksberg. Alle havde deltaget undtagen dem, hvis forældre ikke gav lov. Lærerne have lidt forskellige holdninger til det. Selvfølgelig så lærerne helst, at eleverne deltog i undervisningen. Men de synes også, det var vigtigt, at de deltog i demonstrationen. Det er jo jeres fremtid, sagde de.

På vej over pladsen foran Forum Station går en 13-årig pige med grønne klimamærkater på kinderne.  Et sort tørklæde dækker hendes hår. Et smil breder sig over ansigtet. Hun har haft en fantastisk dag. Jo, hun hørte Lars Løkke Rasmussens tale. Nej, han talte ikke til dem. Han talte forbi dem. På en libanesisk restaurant lige udenfor den sorte firkant, i rabarberkvarteret, kommer tre unge fyre ind.

De taler om fodbold. Bestiller. Det er tydeligvis deres sted. Et af de bedste steder at spise på Nørrebro, siger de. Ham, hvis familie kommer fra Libanon, kan nu godt få for meget af hjemlandets mad. Det punkt har vi andre endnu nået. De har ikke tænkt over, at der var klimastrejke i dag. Men vil ikke udelukke at de vil deltage en dag.

Nu græder vejret igen – virkelig hårdt. En indisk parkeringsvagt passer sit arbejde. Han er godt beskyttet, men man ser tydeligt, at han syntes, det er koldt.

»Dejligt vejr,« siger jeg.

Han ser på mig. Griner. Jo, det er rigtigt. Vejret har været deprimeret i flere uger. Han er imponeret. Skolebørn har klimastrejket verden over. Også i Indien. Han tjekker sin mobil.