9 min. læsetid

Det økonomisk rationelle ville være at investere i flere medarbejdere i SKAT. Desværre tager Skatteministeriet ikke sammenhængen mellem antallet af skattemedarbejdere, og hvor mange penge vi får i statskassen, alvorligt.


Af Jonas Kylov Gielfeldt

Det er positivt, at Karsten Lauritzen kræver yderligere 13 milliarder kr. til at holde vores skatteforvaltning flydende. Det er nemlig sådan, at de mange penge, der er postet ind i vores skrantende skatteforvaltning de seneste år har været midlertidige penge. Og hvis ikke der sker noget, så vil man skulle fyre ca. 2.400 medarbejdere fra 2019 og frem mod 2022. Det er en konsekvens af, at budgettet i samme periode vil falde med ca. 2 milliarder kr. Så Karsten Lauritzen fortjener stor ros for at rejse kritik af manglen på langsigtet økonomisk styring af skatteforvaltningen.

Desværre er det ikke en reel investering, men blot at stoppe fremtidige besparelser. For selvom 13 milliarder kr. lyder voldsomt, så er det jo penge, der smøres ud over perioden 2019-2025. Dermed er der kun tale om ca. to milliarder om året. Frem for kun at stoppe besparelser, burde Karsten Lauritzen fremlægge en mere ambitiøs investeringsplan, der som minimum tilførte 8-9 mia. ekstra i 2019-2025. Det ville give mulighed for at hyre flere medarbejdere til kontrol og inddrivelse, og det er der i den grad brug for. Desværre er der ikke en reel erkendelse af, at medarbejdere betyder noget for, hvor mange penge skattesystemet får i kassen i Skatteministeriet. Det koster samfundet milliarder af kr. hvert år.

Et økonomisk morads

Skandalen om SKAT er efter min mening historiens største. Og grunden til skandalerne i SKAT kan i det store hele henføres til én ting – massive besparelser i antal medarbejdere.

Vi ved, at vi har mistet 12,7 mia. kr. til svindlere, som fik udbetalt uberettiget udbytteskat. Måske kommer nogle af milliarderne ind igen, men intet er sikkert. At dette kunne ske skyldtes blandt andet det ekstremt få antal medarbejdere, der kontrollerede de enorme udbetalinger.  

Læg dertil skandalen om den offentlige gæld og inddrivelse. Kristian Jensen, som var skatteminister, mente, at man kunne erstatte tusindvis af medarbejdere med IT-systemet EFI, som automatisk skulle inddrive danskernes gæld til det offentlige. Så han gik i gang med at fyre, altså inden man havde et velfungerende IT-system oppe at køre. Fra 2005-2014 gik man fra over 10.000 ansatte i SKAT til ca. 6.000. Det var ikke kun inddrivelsen, men hele SKAT, som fik en ordentlig tur med sparekniven. Og Jensens utallige efterfølgere fortsatte massakren.

Da Holger K. Nielsen endelig satte EFI i gang med at inddrive viste det sig, at det inddrev ulovligt. Så EFI blev skrottet. Selve udgiften til EFI beløb sig til 1 milliard kr. Men det er tragisk nok blot en dråbe i havet. Kombinationen af at man fyrede løs i inddrivelsen, af medarbejdere som sad og ordnede danskernes offentlige gæld manuelt, og at man i årevis ikke havde haft et ordentligt IT-system til at varetage opgaven, førte til, at den offentlige gæld eksploderede. I 2006 var den offentlige gæld på ca. 50 mia. kr. ifølge Statsrevisorerne. Ifølge den nyeste udgivelse om den offentlige gæld, så er tallet i 2018 117 mia. kr. Og dette skal endda ses i lyset af, at alle Folketingets partier allerede ekstraordinært har afskrevet gæld, som altså er tabte penge for statskassen, for et beløb på 5,8 mia. kr.

Med andre ord har det danske samfund tabt 12,7 mia. kr., 1 mia. kr. og 5,8 mia. kr. Det samlede tal for skatteskandalerne nærmer sig dermed 20 milliarder kr, men i virkeligheden er det tal langt højere.

For også det, der tidligere hed SKAT-Indsats blev ramt af voldsomme besparelser. Her blev man alene fra 2009-2016 skåret med lidt over 1.000 årsværk. SKAT-Indsats varetog de projekter, der kontrollerer forskellige typer af svindel med virksomhedernes betaling af skatter og afgifter. Også her sejler det fuldkommen. CEVEA har vist, at virksomhedernes skatte- og momsgab (altså forskellen på hvad der faktisk betales i skat og moms, og hvad der burde være blevet betalt) er på over 14 milliarder kr. om året. Der svindles altså massivt og milliarder går tabt.

Vi kan således konstatere, at den brutale sparepolitik i SKAT, med massefyringer af medarbejdere ikke har været en god forretning. Tværtimod koster det samfundet milliarder.  

Investering i SKAT er en god forretning

Netop kontrollen af virksomhedernes skatteforhold illustrerer det problem, jeg ridsede op i starten: At man muligvis bruger flere penge på skatteforvaltningen, men ikke foretager de investeringer, der kan give mange penge tilbage i statskassen. Faktisk langt mere end de ca. 2 milliarder om året, som Karsten Lauritzen vil bruge. Men området prioriteres ikke.

Hvis vi ser på den første store tilførsel af penge i planen ‘Et nyt skattevæsen’ fra 2016, kan vi se, at der ud af de ca. 7 mia. kr., der blev brugt skulle tilføres 2,5 milliarder til ejendomsvurderingsområdet. Og ja, det område sejler også, og ja, folk skal have ordentlige og retvisende ejendomsvurderinger. Men det er da meget sigende for de borgerliges prioriteringer, at man giver 2,5 mia. kr. for at holde boligejerne tilfredse, alt imens planen ikke indeholdt midler til kontrolområdet. Først et år efter giver man beskedne 480 mio. kr. til at styrke kontrollen. Og ud af de penge er der reelt penge til sølle 135 medarbejdere over fire år. Der satses på ingen på måde på at styrke kontrolområdet.

Over en årrække har vi i Enhedslisten spurgt Skatteministeriet om, hvor meget skattemedarbejdere tjener sig selv ind efter deres løn er betalt i en række kontrolprojekter som fx negativ moms, organiseret kædesvig og momskarruseller. I projektet for organiseret kædesvig havde hvert årsværk et nettoprovenu i 2016 på 17 millioner kr. I projektet om momskarruseller var tallet 20,4 millioner i 2017, og sådan kan man blive ved. Tallene varierer, men vi snakker gennemgående millioner af kroner pr. årsværk. Og det er indtægter efter udgifter til løn m.m. er trukket fra.

Enhedslisten gik herefter ind i en god dialog med Dansk Told & Skatteforbund, der er fagforbund på området. Vi talte med dem om, hvor mange ekstra årsværk, der var brug for på forskellige projekter. De gav deres besyv, og vi fulgte dem i deres anvisninger. Det næste spørgsmål var så: Hvor mange penge kunne vi så forvente, at de nye medarbejdere ville lave? For når man hyrer flere folk til at kontrollere, så må man også antage, at færre banditter tør tage chancen. Der er desværre ikke blevet lavet forskning, der viser hvor meget det betyder at ansætte mere kontrolpersonale. Vi måtte derfor lave vores eget skøn. Vi valgte at være forsigtige og sige, at hvert nyt årsværk ville lave 50 pct. sammenlignet med et nuværende årsværk i nettoprovenu. Selv med dette forsigtighedsprincip viste det sig, at vi ved at hyre ca. 400 medarbejdere kunne styrke statskassen med ca. 3,6 mia. kr. Siden dengang er der løbet flere svar ind fra Skatteministeriet på yderligere kontrolprojekter, så allerede et halvt år efter måtte vi opjustere tallet til 4,1 mia. kr. vi ville få i statskassen ved at hyre nu knap 500 medarbejdere. Og siden da er tallet vokset endnu mere.

Og Enhedslisten står ikke alene med sit synspunkt. Også topøkonomerne i konsulenthuset Højbjerre, Brauer & Schultz har i en rapport udarbejdet for LO, HK/STAT og FSR vist, at man ifølge deres beregninger, også mener at kunne finde i omegnen af 4 milliarder kr. ved at øge kontrollen.

Skatteministeriet er dog ikke til at hugge og stikke i. Ministeriet, som har set, hvad den brutale nedskæringspolitik har medført af økonomiske tab, er ikke blevet klogere. De vil stadig ikke anerkende sammenhængen mellem antallet af medarbejdere og skatteindtægterne fra vores skatteforvaltning. Og her finder vi den egentlige forklaring på, at man ikke ser penge brugt på skatteforvaltningen som en investering.

Bizarre modargumenter fra Skatteministeriet    

Enhedslisten har spurgt Skatteministeriet, hvad de egentlig syntes om den oprindelige analyse, der viste at 400 årsværk kunne skaffe 3,6 mia. kr. Svaret er trist læsning. Grundlæggende mener Skatteministeriet ikke, at man kan sige noget om, hvor meget der kommer i statskassen ved at styrke skattekontrollen. De medgiver, at der nok må forventes en vis sammenhæng mellem de ressourcer man bruger på skattevæsenet og hvor meget der kradses ind. Men der er ifølge Skatteministeriet, så mange forhold, der trækker i den anden retning, at en investering i medarbejderne måske slet ikke er så rentabelt.

Skatteministeriet har selvfølgelig ret i, at vi ikke har videnskabelige studier i ryggen, som fortæller os noget om, hvor mange penge en ekstra ansat i skattekontrollen hiver ind. Der er ikke lavet forskningsstudier, så det kan vi i sagens natur ikke gøre noget ved. Vi har som et alternativ prøvet at tale med fagfolk og bruge vores sunde fornuft. Den sunde fornuft er til gengæld røget sig en tur hos Skatteministeriet, når man gennemgår hele deres kritik af vores analyse. De skriver i ramme alvor at:

flere ressourcer til skatteforvaltningen [vil] blandt andet medføre, at der er færre ressourcer til rådighed for andre vigtige (og måske mere produktive) offentlige eller private aktiviteter i samfundet. Denne alternative omkostning indgår ikke i opgørelsen af umiddelbart provenu pr. medarbejder.

Skatteministeriet tilføjer endvidere, at:

…styrket kontrol vil øge det faktiske skattetryk. En sådan skattestigning kan reducere aktiviteten i samfundet, og derfor er det ikke nødvendigvis sikkert, at en reduktion af skattegabet vil øge de strukturelle skatteindtægter.[…] Det kan ikke afvises, at virkningen er neutral, men som udgangspunkt vil skattestigninger have negative effekter på arbejdsudbud og investeringsniveau, og dermed mindske de samlede skatteindtægter. Derfor vurderes beregningen entydigt at overvurdere effekten på de offentlige finanser.

Den argumentation er uholdbar, og forudsætter, at øget skattekontrol skulle få folk til at holde op med at arbejde og investere, fordi de ikke længere kan snyde i skat. Mon ikke nærmere man sikrer, at sunde og produktive virksomheder kan operere i et ordentligt konkurrencemiljø, uden at blive udkonkurreret af nabovirksomheden, der svindler med moms og afgifter?

Hvis dette er opfattelsen i ministeriet, er det desværre ikke så overraskende, at man i løbet af et årti fyrede tusindvis af skattemedarbejdere, og i ramme alvor troede, at det var en god forretning. Nu hvor vi har set de katastrofale milliardtab, skulle man tro, at Skatteministeriet var vågnet op. Men desværre. Samme destruktive forståelse af skatteforvaltningen som en omkostning, der i virkeligheden er med til at begrænse den private virkelyst i økonomien, hersker. Og så længe den hersker, så taber samfundet milliarder, der kunne bruges på velfærd. Det er virkelig sørgeligt.


Jonas Kylov Gielfeldt er cand.scient.soc, og arbejder som økonomisk rådgiver for Enhedslisten.