Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
7. maj. 2019

Byg en hær af diplomater – ikke soldater

Det er på tide, at vi får internationale målsætninger for nedrustning, i stedet for målsætninger om oprustning, som vi desværre ser i dag”. Jacob Klivager vil have mere fokus på at forebygge krige – ikke at udkæmpe dem – i dagens Signatur.

Krigsskib fra Operation Trident Juncture. Foto: NATO

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Det er på tide, at vi får internationale målsætninger for nedrustning, i stedet for målsætninger om oprustning, som vi desværre ser i dag”. Jacob Klivager vil have mere fokus på at forebygge krige – ikke at udkæmpe dem – i dagens Signatur.


Af Jacob Klivager

Hvorfor er visionerne for vores fredspolitik efterhånden reduceret til hvor mange kampfly, vi kan have stående på dansk jord? Jeg så gerne vi talte mere om, hvordan vi afruster og finder diplomatiske løsninger fremfor at tale om, hvordan vi øger antallet af tanks og kampfly. Problemet er, at vi i Danmark har skåret diplomaterne væk, mens vi smider flere penge efter krigsmaskinen.

Men det er ikke kun i Danmark. De seneste år er udgifterne til militært isenkram steget markant i hele verden. I Kina har militærbudgettet nået nye højder, i USA har Trump øget deres udgifter med 750 milliarder dollars – hvad der svarer til det dobbelte af Danmarks BNP – og samtidig forsøger han at få alle os andre til at købe flere våben, fordi vi skal opruste NATO. Hele verdenen opruster desværre, og vi falder lige i fælden herhjemme.

Falsk sikkerhed

Det virker ærligt talt til, at der er partier, der hellere vil lege fodsoldater for Trump end for et fredsprojekt. Men hvorfor følger vi kommandøren Trump, der rasler med sablen, når han selv gør alt for at undgå sine egne forpligtelser? Den ene dag træder han ud af klimaaftalen, og den næste dag skal alle forpligte sig til et større militær.

Det er en falsk præmis at gøre sikkerhed og stabilitet til spørgsmål, der udelukkende handler om større militær. Hvis temperaturen forhøjes, vejret opfører sig ekstremt, polerne smelter, og vandstanden stiger, er det uundgåeligt, at mennesker kommer under hårdt pres. Usikkerhed om rent vand, frodig jord og naturkatastrofer skaber de perfekte vilkår for krig og konflikt, så hvis vi gerne vil en fredeligere verden, så lad os skabe en grøn fremtid. I kampen mod klimaforandringer er kampvogne komplet nytteløse. Desværre lader det til, at man har stirret sig fuldstændigt blind på målsætningen om militærudgifter. Det kan lyde som en flot politisk ambition, men i virkeligheden er 2 procent-målsætningen ganske arbitrær og ikke ret visionær. Det er i bedste fald optimistisk at tro, at blot man skruer forsvarsudgifterne op til 2 procent, kan man opnå sikkerhed og stabilitet.

F/A-Hornet letter fra Rovaniemi Lufthavn i Finaldn under en militærøvelse sidste år. Hvert eksemplar af kampflyet koster omkring 200 millioner kr. Jacob Klivager mener de penge kunne bruges bedre. Foto: NATO

Derfor tænker jeg det er på tide, at vi får internationale målsætninger for nedrustning, i stedet for målsætninger om oprustning, som vi desværre ser i dag. Jeg drømmer lidt pladderromantisk om, at alle lande forpligter sig til at halvere deres flyvevåben, hær og flåde. Jeg drømmer – måske naivt – om, at vi om 10 år har lavet et nyt FN-mål, hvor man i stedet for minimumskrav på forsvarsbudgettet, som vi ser i NATO, har et maksimumskrav på f.eks. 1% af BNP. Altså har internationale målsætninger om nedrustning frem for oprustning, og har skabt internationale visioner for fred.

det er på tide, at vi får internationale målsætninger for nedrustning, i stedet for målsætninger om oprustning, som vi desværre ser i dag.

Og så er vi lidt nogle hyklere. Jeg tror altid, jeg har fundet det en anelse hyklerisk, at vi på den ene side står og råber op om fred, demokrati og handel, mens vi med den anden hånd smider bomber ned over civile, bakker op om ikke-valgte, hvis de er vestligt sindede og sætter store toldmure op omkring den rigeste del af verden. Burde vi ikke være det gode eksempel og vise, at man godt kan skabe fred uden våben, at man godt kan have demokrati på trods af uenighed og godt kan nedbryde handelsbarriererne?

Fred er det bedste diplomati

Jeg tror på, at vi kan skabe et langt bedre et fredsprojekt via en god udenrigstjeneste, med bedre udviklingshjælp og det bedste diplomati. Så i stedet for, at vi i Danmark øger mængden af missiler, burde vi have en brigade af diplomater, som med mappen i hånden kan vise det gode eksempel for fred og demokrati. Jeg tror vi med ord kan vinde. Her ved vi, at det bedste og middel til fred og stabilitet er handel og gode relationer, hvilket EU siden 50erne har vist. Derfor tror jeg også, at mange af svarene til mere fred ligger gemt i EU. Så vi burde vel egentlig tale om at afskaffe forsvarsforbeholdet, så vi kan lave bindende mål for nedrustning?

Danmark bør investere meget mere i at udvikle verden. For hver krone vi bruger på forsvar, kunne vi i stedet bruge en krone på udvikling. Når vi kaster missiler ned over andre lande, er det kun retfærdigt, at vi også forholder os til genopbygning og stabiliserende indsatser i konfliktzoner.

Samtidig har vi skåret på den del af vores udenrigspolitik, der netop arbejder for fred og stabilitet. Særligt steder, hvor Danmark typisk har været gode. Vi har nemlig decimeret vores udenrigstjeneste markant de sidste mange år. Faktisk så meget, at vores udenrigstjeneste i dag bruger halvt så mange penge pr indbygger som Norge. Det svækker Danmarks freds- og stabilitetsproces i verden. Tiden er inde til, at vi investerer i det, som vi er gode til i Danmark: Diplomati, udvikling og relationsarbejde. Vores udenrigstjeneste skal styrkes, så vi kan vise det gode eksempel, vise at vi er stolte af vores store demokratiarbejde, og hjælpe omverdenen med at opnå gode vilkår. Sådan tror jeg at vores udenrigspolitik være med til at skabe fred i verden.


Jacob Klivager er tidligere landsformand for SF Ungdom. Han stiller op for partiet i Nordjylland ved det kommende folketingsvalg.


Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER