Foto: Aalborg Stadsarkiv
6 min. læsetid

Podcasten SYSSEL har undersøgt Dansk Eternit-fabriks rolle i at skjule asbests skadelige virkninger.
Vært Sofie Zehngraff præsenterer her den forfærdelige historie om “en farlig nabo”.


Af Sofie Zehngraff

Når man arbejder med noget, der er så indhyllet i tilstandsrapporter som eternittage, tegner der sig ikke bare et billede af eternitarbejderen. Der toner også en samfundsmæssig og kollektiv problemstilling frem – en uhelbredelig forekomst af asbest-relaterede sygdomme, som formodentlig vil hjemsøge os mange år ud i fremtiden.

I overgangen fra industri- til videnssamfund blev asbesten også transformeret fra magisk mineral til dræberstøv. Det er i industrisamfundet, at Dansk Eternit-Fabrik sætter sig tungt på markedet som monopolvirksomhed af produktet eternit.

Lig i lasten

Arbejdsforholdene var støvede, men det var der på den tid intet abnormt i. Det var normalt, at arbejdet foregik under støvede forhold, og det er et centralt punkt i forståelsen af den almindelige eternitarbejder. Han stiller ikke spørgsmål. For han forledes til at tro, at han er i gode hænder; der føres jo tilsyn med fabrikken. Men fabrikken sidder påbuddene overhørig. Særligt i de efter sigende glade 1960’ere, var efterspørgslen på eternittagene stor, fordi hele velfærdsstaten skal taglægges med det bestandige materiale asbest – en blanding af cement, vand og mineralet asbest, som uddrives fra årer i jorden ved minedrift.

Fremskridtet kan i podcasten Det Tveæggede Sværd ses som en tilsvarende ophobning af asbest i lungerne, der i princippet har lagt kimen til kræfttilfælde i hver enkelt eternitarbejder, som har været i kontakt med mineralet. Det har siden hen vist sig, at Eternitfabrikken sejlede med lig i lasten, som ikke er til at komme udenom. Sandheden blev manipuleret. Tror man det ikke, er det mest håndfaste bevis – Dansk Eternit-Fabriks håndbog fra 1968 til nye arbejdere. Selv om asbest er nævnt, nedtones faren i en sådan grad, at det er til at forstå, at det ikke er kutyme at gå med støvmaske.

I Det Tveæggede sværd søger vi svar ved at afdække det hovedtraume, der er slet skjult. Det er en historie om hvad menneskeliv er værd, og om falske narrativer. Blandt andet under stævningen af Dansk Eternit-Fabrik i slutningen af 80’erne gik historien, at eternitarbejdernes død var selvforskyldt som følge af tobaksrygning. At det var en god arbejdsplads er også et narrativ vi er stødt på, og endvidere blev der gjort meget ud af at udbrede historien om, at ringen nu var sluttet. Det er blevet en udbredt opfattelse, at videnssamfundet har sin pris, og at den blandt andet blev betalt på den gamle eternitgrund, hvis tage er et banner for opfattelsen.

Eternitarbejderne på fabrikken fik i mange år det stempel, at deres død var selvforskyldt som følge af tobaksrygning. Det er blandt andet den myte, som Det Tveæggede Sværd tager under kritisk lup. Foto: Aalborg Stadsarkiv

Aalborgs flagskib på anklagebænken

Man er sluppet afsted med disse historier i lang tid. Det er blandt andet den del af historien, vi har skildret i den seneste episode af podcasten, der går i dybden med massesøgsmålet mod Dansk Eternit-Fabrik. Aalborgs flagskib var på anklagebænken. Det er et traume, når en velanset fabrik – der mætter arbejderklassens mange munde – anklages for drab under permanent kontrol. Det viste sig op til retssagen, at Arbejdstilsynet klarede frisag, allerede inden sagen tog sin begyndelse, fordi tilsynet havde givet fabrikken adskillige påbud. Man førte imidlertid eternitarbejderne bag lyset med en falsk tryghed om, at den udførte kontrol blev ført til protokols og taget til efterretning.

Arbejdstilsynet klarede frisag, allerede inden sagen tog sin begyndelse, fordi tilsynet havde givet fabrikken adskillige påbud. Man førte imidlertid eternitarbejderne bag lyset med en falsk tryghed om, at den udførte kontrol blev ført til protokols og taget til efterretning
Allerede i 1987 satte man fokus på den øgede kræftrisiko. Der mangler dog stadig et reelt opgør med de skader, som de asbest-berørte arbejdere – og naboer – er blevet udsat for, mener Sofie Zehngraff.

Fremskridtet både gavner og kommer på gale veje

Sandheden er genstridig. Sandheden er overrepræsentationen af kræfttilfælde – og særligt lungehindekræft – i Nordjylland, hvor Eternitfabrikken lå. Selv om problemstillingen først og fremmest har sin gang i Aalborg, er den almengyldig.

Fra et mineral primært udvundet ved minedrift på Cypern, til en manifestation, som forsvinder i et kredsløb. Asbest er uforgængeligt, og i sin storhedstid var det kun fantasien, der satte grænser for anvendelsen. Det har en høj modstandsdygtighed over for både kemisk og biologisk påvirkning, og lader heller ikke til at forgå, når det er indåndet. Det skabte en fremgangsrig industri, som udvikler sig til tusinder af døde på verdensplan. Fra skibsarbejdere til husmødre.

Det er her fremskridtet både gavner og kommer på gale veje. Sandheden er kontrær. For sandheden er alene en: ”Man vidste det – alle vidste det – men man lukkede øjnene”, som den daværende funktionær på personalegangen bevidnede.

Sandheden er alene en: ”Man vidste det – alle vidste det – men man lukkede øjnene”, som den daværende funktionær på personalegangen bevidnede

En farlig nabo

Baggrunden for næste, og foreløbig sidste episode er blandt andet, at det i foråret kom frem, at tidligere naboer til eternitfabrikken har markant højere risiko for at få kræft. Faktisk er risikoen syv gange højere blandt folk, der har gået i skole i nærområdet, eller været naboer til fabrikken. I fabrikkens levetid blæste tonsvis af asbest væk fra fabrikken. Det spredte sig i nabolaget. Efter sigende forvandlede asbesten træerne til skulpturer når støvet lagde sig. Selv om asbestfaren allerede var kendt i begyndelsen af 1900-tallet, insisterer cementkoncernen FLSmidth den dag i dag på, at de aldrig kendte til faren.

At kende sandheden

Man kunne rutte med sandheden ved at sige, at det er med asbesten, som det var med Thorotrast-sagen, portrætteret i Nils Malmros-filmen ‘At kende sandheden’. Men i modsætning til i Thorotrast-sagen, havde man faktisk i Eternitfabrikkens tilfælde noget at sætte i stedet for, hvilket man ovenikøbet var bevidst om.

Under 2. verdenskrig var det ikke muligt for fabrikken at importere asbest, men det lykkedes faktisk i løbet af besættelsestiden at finde et alternativ, der var brugbart. Via den såkaldte Schless-metode, hvor man brugte cellulose i stedet for asbest, kunne man holde produktionen i gang under krigen. Metoden havde stort potentiale, men vandt dog ikke frem, fordi cellulosen ikke havde asbestens styrke og bindeegenskaber. Fra Dansk Eternit-fabriks side gjorde man dog et nummer ud af at fremhæve dets positive kvaliteter, da man i reklameteksten skrev: Cembrit er næsten ikke til at skelne fra Eternit, ligesom dens fortrinlige Egenskaber også kun afviser meget lidt fra Eternitten.

Da det igen blev muligt at importere asbest vendte man således tilbage til den traditionelle produktion – med dødelige konsekvenser til følge, for både fabrikkens arbejdere og de omkringliggende beboere.


SYSSELs redaktion består af Sofie Zehngraff og Nikolaj Skjold. Podcastseriens afsnit 1-3 kan streames gratis her.


Sofie Zehngraff er danskstuderende og medproducer på podcasten SYSSEL.