Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
11. november. 2021

En rejseberetning om flybranchens absurde særstatus

At rejse er at leve lyder den gamle vending. Men det er nok de færreste, der opfatter det som livet, at betale over dobbelt så meget for at bruge fem gange så lang tid. Peter Saxtrup beretter fra turen til klimatopmødet i Glasgow og den måde, som politiske valg har påvirket oplevelsen af at rejse.

Foto: Solidaritet.

Klokken er 11.38 søndag, da jeg stiger ombord på bussen mod testcenteret i Århus. Min redaktør Morten hilser på mig, og sidder allerede med fuld oppakning i bussen. Vi er begge to spændte, og klar til rejsen mod klimatopmødet i Glasgow. Vi er taget afsted for Solidaritet, for at dække afslutningen af klimatopmødet, og har i klimaets navn besluttet, at vi skal rejse via tog. Først skal vi til Hamborg og overnatte, og dagen efter videre til Amsterdam, hvor vi skal tage en færge til Newcastle. Her kan vi tage toget videre til Edinburgh, og endelig til Glasgow. Vi ankommer efter planen i Glasgow midt på dagen tirsdag. En tur på i alt omkring 48 timer. 

“Mens det er en fornøjelse at rejse med moderne tog gennem Tyskland, er togbranchen åbenlyst sat skakmat af flytrafikken.”

Rejsen med tog og færge giver mig rigeligt med tid og mulighed for at reflektere over det at rejse, hvad det betyder for klima og natur, og hvordan det afspejler sig i de valg og tilbud, jeg skal forholde mig til som rejsende. Det er ærligt talt oprørende. Mens det er en fornøjelse at rejse med moderne tog gennem Tyskland (her er både mulighed for kupé og en spisevogn, hvor man kan indtage forskellige måltider), er togbranchen åbenlyst sat skakmat af flytrafikken.

Et sted mellem Hamburg og Osnabrück får jeg den indskydelse at undersøge rejsetiden, hvis vi i stedet havde taget fly. Et direkte fly fra København til Edinburgh tager under to timer. Godt i gang med rejsens anden dag begynder det at stå klart for mig, at politikernes pæne taler om rejser med tog, der fylder stadig mere i den (ofte moraliserende) offentlige debat, for den almindelige arbejders ferie betyder en effektiv forkortelse af ferien med op til en uge. Det er en sjettedel af den totale ferie, jeg kan tage på et år!

‘Men rejsen er jo en del af oplevelsen’ tænker jeg for mig selv, mens jeg ser Amsterdam havn glide ud i horisonten ombord på DFDS færgen til Newcastle. Og bestemt, rejsen er en oplevelse i sig selv: Færgen har både en pub, en restaurant, en biograf, et stort toldfrit marked og adskillige andre tilbud. Man kan endda tage på casino ombord, hvilket dog som flere andre ydelser ombord på færgen er midlertidigt lukket på grund af pandemien. Ikke desto mindre får vi stadig fornøjelsen af en husmusiker, der imponerer med gamle sange fra Kenny Rogers til et rigtig solidt cover af ‘While My Guitar Gently Weeps’, der dog afslører at vi har at gøre med en klasse guitarist, hvis sangstemme ikke helt kan følge med. Samtidig er rejsen i tog gennem Nordengland og Skotland både smuk og behagelig på trods af, at der i disse lande, ligesom i Tyskland, stadig er påbud om mundbind ombord på offentlig transport.

Kaffen galt i halsen

Under morgenkaffen på færgen beslutter jeg mig for at undersøge, hvor meget det havde kostet os at tage rejsen med fly. Et par tilfældige opslag i starten af 2022 viser mig, at det er muligt at tage et fly fra København til Edinburgh for så lidt som 150 kr. Jeg er tæt på at sprøjte kaffen udover min medbragte bog. 150 kr!? 

Min redaktør kommer ned til mig, og jeg spørger lidt forsigtigt til, hvad de samlede rejseudgifter har været for vores tur. Han har ikke fået kaffe endnu, og jeg ved, at dén information jeg er faldet over kan være ganske farlig på denne tid af dagen. Efter lidt roderi med nogle kvitteringer præsenterer han mig for bilag der viser, at vi hver især har brugt omkring 2.300 kr. for rejsen til Glasgow. 

Et hurtigt kig på udgifterne for at komme fra Aarhus til København, og derfra til Glasgow over Edinburgh viser mig, at vi næppe var kommet over 1.000 kr. hver. Samtidig kunne vi have sparet os selv halvanden dags rejsetid. Man skal have meget oplevelse for at sluge dén forskel. Jeg går hurtigt op og bestiller en ekstra stærk espresso, for at fordøje mit regnestykke.

Massiv EU- og statsstøtte

Det burde overraske de fleste, at forholdet mellem rejsetid og udgift er så fuldstændig skævt. Vi snakker med vores fotograf Christine om det, da hun slutter sig til os samme aften. Hun har taget toget fra Cheltenham i England, hvor hun studerer, og fortæller, at togrejsen for hende betød fem gange prisen for det dobbelte tidsforbrug. På turen hjem til vores lejlighed er uligheden i rejseformer fortsat et samtaleemne.

“Det står hurtigt klart for mig, at forskellen til syvende og sidst ligger i statsstøtte. Flybrændstof er i alle EU-lande undtaget skat.”

Efter aftensmaden sætter jeg mig ned med min computer, og begynder at grave i sagen. Det står hurtigt klart for mig, at forskellen til syvende og sidst ligger i statsstøtte. Flybrændstof er i alle EU-lande undtaget skat. Kun Holland har lagt skat på brændstof til indenrigsflyvninger. Samtidig er flybilletter af uransagelige årsager undtaget moms i både EU og Storbritannien. Det skyldes, at der i EU’s energidirektiv fra 2003 er en passus, som undtager brændstof til fly og færgetransport inden for EU fra de minimumsbeskatninger, som aftalen ellers blev solgt på at indføre.

Det begynder at gå op for os, hvor den enorme skævvridning af de europæiske rejsemuligheder er opstået. I juni foreslog EU-kommissionen at tage den temmeligt tvivlsomme beslutning fra 2003 op til revision til stor fortvivlelse for flyindustrien. Globalt står den for 2,5 % af de samlede CO2-udledninger, men dens indflydelse på klimaforandringerne er meget større, eftersom de udleder deres gasser højt oppe i luften.  

Den eneste egentlige bremse på flyindustriens udvikling og indflydelse de seneste 20 år har været Covid-pandemien, der satte en stopper for mange kommercielle rejser. Men selv om bunden af branchen faldt ud under corona-krisen – 66 % af passagertransporten forsvandt fra 2019 – 2020 – faldt mængden af ton-kilometer (en enhed man bruger til at udregne fragt) kun med 0,1 %. Flytransporten nyder således stadig massiv støtte fra samtlige rige regeringer i verden, der friholder den for at skulle betale for de reelle omkostninger ved industrien. Tværtimod, kan man sige: Der gives massive offentlige tilskud til opførelsen af lufthavne og den infrastruktur, industrien skal bruge til at forblive konkurrencedygtig – eller måske snarere til at fastholde sine konkurrencefordele.

CO2-svineri med massiv støtte. Flybranchen anslås at stå for 2,5 % af de årlige CO2-udledninger på verdensplan. Den virkelige andel er dog langt højere, da udledningen foregår tættere på atmosfæren. Foto: NASA

Under nyliberalismen ligger ansvaret på forbrugeren

Politikere fra de ‘grønne’ partier foreslår fra tid til anden afgifter på luftfartssektorens passagerer, senest i forbindelse med årets finanslovsforhandlinger. Der er konsekvent tale om en skat på brugerne, der understreger den politiske enighed om at holde branchen skatte- og afgiftsfri.

“Det taler i den grad til tidens ensrettede ideologiske anerkendelse af nyliberalismen, at kun forbrugere er ansvarlige, mens virksomheder anses som neutrale agenter.”

For mange lyder det måske som en diskussion om hønen eller ægget, da flyselskaberne alligevel bare vil sende regningen videre til forbrugerne. Alligevel er det opsigtsvækkende, at det virker mere umuligt at bede virksomheder om at betale omkostningerne ved deres forretning, end det gør at straffe forbrugerne for at benytte den forretning. Det taler i den grad til tidens ensrettede ideologiske anerkendelse af nyliberalismen, at kun forbrugere er ansvarlige, mens virksomheder anses som neutrale agenter. Den almindelige arbejder bliver givet samme ansvar for flytrafikkens bidrag til klimakrisen som de firmaer, der på dygtig vis har formået at blive den foretrukne rejseform i det meste af den vestlige verden.

Efter et par dage til COP26 forekommer det mig, at der ikke mindst er brug for et opgør med den type ideologisk tænkning, hvis man skal gøre sig håb om at ændre noget. Men tænkningen har sin egen logik, og fra den danske regerings side er der næppe grund til at forvente andet end trofast opbakning til flybranchens organisationer. Ifølge branchen selv er der tværtimod brug for flere penge til branchen, så den kan bruge en lidt mindre forurenende brændstof – et i bedste fald tvivlsomt tilbud situationen taget i betragtning.

At rejse er at leve lyder det gamle ordsprog. Det er på tide at forhindre, at det også er at slå ihjel.

Om skribenten

Peter Saxtrup

Peter Saxtrup

Faglært bager, revolutionær socialist og klimaaktivist.
  Læs mere