En samlet opposition truer en svækket Erdogan før valget i Tyrkiet 14. maj

Præsident Recep Tayyip Erdogans utilregnelige og pragmatiske udenrigspolitiske attitude har i mange år udfordret både Europa og USA, navnlig efter borgerkrigen i Syrien brød ud for 12 år siden. Med sit engagement i Syrien i en tæt alliance med Ruslands præsident Vladimir Putin har Erdogan gang på gang vist, at Tyrkiet er en evig udfordring for Vesten.

EU´s flygtningeaftale har i den forbindelse fungeret som et sæt håndjern, som Erdogan har givet Europa. EU har været handlingslammet, uanset hvor grænseoverskridende Erdogan har opført sig.

Erdogans truende attitude skaber frygt

Alt tyder på, at Erdogans afgang er nær, men det store spørgsmål i Tyrkiet i disse dage er ikke om han vil tabe valget, men snarere, om han overhovedet vil gå af. Mange i Tyrkiet er bekymrede for, at hans afgang ikke vil ske smertefrit. De er bange for, at han ikke vil gå af fredeligt, hvis han taber valget, og det kan potentielt føre til vold, kaos og endda borgerkrig.

Undertrykkelsen af den demokratiske opposition er under Erdogans tid ved magten nået uden for landets grænser.  Frygten for at blive taget i lufthavnen i Tyrkiet har gjort at mange herboende tyrkiske statsborgere er bange for at vise deres sympati og opbakning til den demokratiske opposition.

Denne frygt for egen sikkerhed har gjort det sværere at mobilisere en aktiv modstand mod Erdogans regime blandt de mange tyrkere over hele Europa.

Håb om en samlet og stærk opposition

Efter 21 år ved magten udfordres Erdogan nu af en samlet opposition, som består af en række venstre- og højrefløjspartier. Oppositionen strækker sig fra det venstreorienterede Arbejdskraft og Frihed (Emek ve Ôzgürlük Ittifaki) til det højrenationale parti IYI. IYI står til at få 14-15 procent af stemmerne og udgør en trussel mod Erdogans koalition, da deres stemmer især kommer fra Erdogans støtteparti MHP.

To af de fem partier, der er med i koalitionen mod Erdogan, er blevet stiftet af to rivaler fra Erdogans parti AKP. Ahmet Davutoglu, tidligere statsminister og udenrigsminister for Erdogan, og Ali Babacan, tidligere økonomiminister for Erdogan, har stiftet henholdsvis Gelecek Partisi (Fremtidens Parti) og  Deva Partisi (Demokrati og Fremskridtspartiet).

Koalitionen for Arbejdskraft og Frihed, som består af en række progressive venstreorienterede partier og bevægelser, har for nyligt meddelt, at de udpeger Kemal Kilicdaroglu som deres præsidentkandidat.

Kilicdaroglu er formand for det største oppositionsparti, det socialdemokratiske CHP. Med en fælles præsidentkandidat har den demokratiske opposition hermed styrket håbet om et demokratisk og frit Tyrkiet efter 14. maj.

En række dansk-tyrkiske og dansk-kurdiske organisationer har stiftet en støtteplatform ved navnet Demokratisk Solidaritets Platform DK. Her mobiliserer de herboende tyrkiske statsborgere til at stemme på den demokratiske opposition mod Erdogans regime i Tyrkiet.

Konsekvenserne af jordskælvet truer Erdogan

Tilslutningen til Erdogans parti AKP og dets tætteste allierede støttepartier har været dalende i lang tid. Landet har længe befundet sig i en dyb økonomisk krise, hvor inflationen i dag ifølge officielle tal har nået 65 procent.

Stigende energi- og fødevarepriser har bragt flere millioner tyrkere under fattigdoms- og sultegrænsen. Imens er Erdogan og hans tætte allierede blevet rigere og rigere. Det drejer sig især om byggematadorer, der i de seneste 21 år har spundet guld på kæmpe infrastrukturprojekter.

Men intensiteten af kritikken mod Erdogans regime er steget efter de to voldsomme jordskælv, der ramte det sydøstlige Tyrkiet og det nordvestlige Syrien 6. februar. Jordskælvene har ifølge det officielle tal kostet over 50.000 mennesker livet og gjort millioner til internt fordrevne flygtninge.

Jordskælvet har også tydeliggjort den korruption og nepotisme, der hersker i Erdogan-regimet. Landets livsnødvendige katastrofeberedskab er blevet tilintetgjort og kunne ikke redde tusinder af jordskælvsofre, der var fanget i murbrokkerne i flere dage.

Der har været mange voldsomme jordskælv i Tyrkiet, og befolkningen ved godt, at en regering ikke kan forhindre dem. Men hele befolkningen i Tyrkiet – på nær en hård kerne af Erdogans vælgere – kunne efter jordskælvet konstatere, at regeringens håndtering af rednings- og nødhjælpsarbejdet var en katastrofe.

Efter jordskælvet kunne de få kritiske medier, der er tilbage i landet, dokumentere, at Erdogan og hans embedsfolk i mange år har givet utallige såkaldte bygge-amnestier. De gjorde det muligt for Erdogans tætte allierede byggefirmaer at bygge de steder, som tidligere var omfattet af restriktioner grundet jordskælvssikring.

På samme måde kunne landets befolkning på åben tv-skærm i mange dage efter jordskælvet høre pårørende til jordskælvsofre, der lå fanget i murbrokkerne. I mange jordskælvsramte byer og provinser nåede nødhjælpsarbejderne først frem på tredje- eller fjerdedagen efter jordskælvet.

Det tyrkiske militær, der rummer en kolossal personalemæssig kapacitet med over 850.000 mænd, blev først sat ind i redningsarbejdet på tredjedagen. Erdogans manglende vilje til at sætte militæret ind i rednings- og humanitær hjælp blev af mange analytikere begrundet med hans frygt for, at befolkningen ville vende ryggen til ham, hvis militæret skulle opnå befolkningens sympati takket være dets humanitære arbejde.

Skønt regeringskontrollerede tyrkiske medier fortsat forsøger at fjerne fokus fra den berettigede kritik fra millioner af jordskælvsofre, er det en kendsgerning, at vreden mod Erdogan og hans regime efter jordskælvet er vokset markant.

Demokratiets tilstand i Tyrkiet

Tirsdag 25. april vågnede alle i Tyrkiet op til et nyhedsindslag, der mere eller mindre mindede om amerikansk actionfilm, hvor tusindvis sikkerhedsfolk kører i konvojer for at anholde de 216 personer, som skulle være på den såkaldte “efterlysningsliste”.

For kendere af tyrkisk politik, er det ikke noget nyt i, at et regime som Erdogans øger presset på den demokratiske opposition, når kritikken mod regimet stiger. I de tilfælde fører Erdogans regime ligesom alle andre autoritære regimer ofte en aggressiv retorik mod landets demokratiske opposition med en standardbeskyldning om, at “de promoverer en terrorvirksomhed, der udgør en trussel mod landets sikkerhed”.

Når den tyrkiske indenrigsminister på Twitter deler lange optagelser af razziaen mod landets politikere, journalister, aktivister, kunstnere og advokater, handler det derfor i realiteten om en afledningsmanøvre for at flytte fokus væk fra kritikken mod regimet.

Men denne taktik virker desværre også i den forstand, at landets mest aktivistiske folk – miljøaktivister, fagbevægelsesaktivister, akademikere, journalister, fredsforkæmpere, LGBT-aktivister og mange andre – nu sidder i fængsel. Derfor kan de ikke bidrage til valgkampen mod Erdogans regime.

Udfaldet af valget søndag 14. maj vil efter min mening afgøre, om landet fortsat skal leve med Erdogans enmandsdiktatur, eller om der fortsat er håb for de demokratiske værdier i Tyrkiet.