Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
23. februar. 2021

Anmeldelse: En skøn alder i en knap så skøn verden

“Klasse kommer til udtryk i Emiras sprog og hendes forhold til verden, mens race og andres forholden sig til race er dét, der driver verden rundt om hende.” Maria Nielsen anmelder Kiley Reids debutroman, og reflekterer over de forskellige bedømmelseskriterier for hvide mænd og minoritetskvinder.

Kiley Reid er som 34-årig strøget ind på New York Times’ bestsellerliste med sin debutroman, ‘Such a Fun Age’, der nu er udkommet på dansk. Foto: Penguin Press PR
10 min. læsetid

Af Maria Nielsen

En skøn alder er Kiley Reids debutroman, og den er blevet hyldet af flere store medier. Den har været en New York Times bestseller, og the Guardian sammenligner hende ligefrem med Sally Rooney. Så det måtte jeg jo undersøge.

Jeg må sige med det samme: Jeg er en kæmpe fan af Zadie Smith. Hun er humoristisk, super intelligent, har et sindsygt godt blik for dynami… Spørger du nu, hvorfor jeg nævner Zadie Smith, når det skulle handle om Kiley Reid?

Kiley Reid: En skøn alder.
Gads Forlag
304 sider, 250 kr.

Okay, fair nok. Det skyldes, at jeg er virkelig stor fan af Smith, og at der er paralleller mellem den måde, Smith indleder sin debutroman på, og Reid indledning af En skøn alder. Det er noget med den lette tone, hvorunder et eller andet rumsterer, og den kække humor, der ligesom bryder isen, men også udstiller de stereotype forestillinger, som man har om hinanden. Det kan vel egentlig lyde som en meget god start, men for mig lignede Kiley Reid lidt for meget Zadie Smith. Jeg skulle overbevise mig selv om, at det gav mening at læse videre. Og det gjorde det i den grad.

Reid er sin helt egen stemme

Det er egentlig en interessant diskussion i sig selv. For hvorfor føles det som gentagelse for mig som læser, når to bøger af etniske minoriteter minder om hinanden, mens det ikke er et problem, hvis der er tale om bøger af hvide mænd? Den diskussion peger hen mod dét, der sker på den litterære scene lige nu, og som i den grad bliver set og hørt: Nemlig antallet af etniske minoriteter, der skriver om køn, race, klasse og seksualitet. Og de møder, som disse forhold afstedkommer, virker til at være eksploderet. Derfor kan disse stemmer måske virke éns til en begyndelse. Men bare rolig. Kiley Reid er sin egen stemme.

Vi starter i et posh supermarked. Sent om aftenen. Med to unge kvinder. Begge etniske minoriteter. I lårkort. Høje hæle. Begge lettere berusede. Dansende. Og sammen med en lille hvid pige. Her starter samtidig det kulturelle, klasse- og racemæssige sammenstød. For hvad gør man, når man som hvid, velmenende middelklassekvinde er vidne til sådan en scene? Man kontakter supermarkedsvagten. For man kan jo aldrig helt vide, vel?

Det er denne lille mistanke, der bunder i forestillingerne om den anden og den lille hverdagsracisme, men også klasseforskelle, der er fundamentet for plottet i bogen. Emira Tucker arbejder som babysitter for Alix Chamberlain. Et arbejde, som Emira har påtager sig på et sted i sit liv, hvor intet andet er særligt oplagt. Alix Chamberlain er en succesrig kvinde fra New York, der har skabt sig et navn ved at tale kvinders sag, men nu har hun fået to børn, og overskuddet til at fortsætte som talerør forsvinder langsomt i takt med, at børnenes lydniveau begynder at stige. Og dér er Emira, som er helt rigtig til arbejdet som babysitter for Alix.

Men begivenheden i supermarkedet ryster Alix, som får et behov for at gøre det godt igen over for Emira og vise, at hun virkelig støtter og er der for hende. Begivenheden i supermarkedet er også blevet filmet af Kelley, en ung flot fyr, som opfordrer Emira til at lægge sag an mod supermarkedet, hvilket Emira afviser. Da Emira og Kelley nogen tid senere tilfældigvis møder hinanden i metroen, inviterer Kelley hende ud, og det bliver begyndelsen på et forhold mellem de to.

Babysitter, ikke barnepige

Egentlig kan det se ud til, at Emira er et godt sted i sit liv med et arbejde hun er glad for, en kæreste hun er glad for og venner hun elsker. Alligevel har hun følelsen af, at tilværelsen vil blæse hende omkuld.

For selvom hun stædigt pointerer, at hun er babysitter og ikke barnepige, er det også præcis denne forskel der gør, at hendes tilværelse er usikker. De manglende timer og den manglende arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikring truer hele hendes tilværelse. Bevidstheden om, at hun arbejder som babysitter, mens hendes veninder får uddannelser og godt betalte jobs, afføder en tvivl hos hende.

Kiley Reid

· Amerikansk forfatter f. 1987 i Los Angeles. Opvokset i Tucson, Arizona, og bor nu i Philadelphia.

· Nomineret til Booker Prize 2020 for debutromanen ‘Such a Fun Age’

· Har selv arbejdet som børnepasser for overklassen i Manhattan, New York. Bruger sin egne erfaringer som afsæt for romanen, som hun begyndte at skrive mens hun gik på universitetet

+

Arbejdet er godt nok til hende, i hvert fald midlertidigt, men at omgangskredsen også omtaler arbejdet som midlertidigt, skaber hos Emira en kritisk selvbevidsthed. Tvivlen, om hendes valg er gode nok i en karriereorienteret verden, begynder langsomt at overtage hendes selvforståelse.

Uden for Emiras synsvinkel begynder Alix at arbejde desperat på at blive Emiras bedste ven. Alix, der har udskiftet den kosmopolitiske tilværelse i New York med forstadsfruetilværelsen i Pennsylvania, finder sig bare ikke helt til rette i det nye liv, der synes for ordinært. Derfor bliver Emira en vigtig brik i Alix´ bestræbelser på at føle sig tæt på noget, der smager lidt mindre af forstad.

Langsomt bliver Emira fanget ind i et spil, der ikke er hendes, og som hun har svært ved at få øje på. Spillet handler om race og om velmenenhed, og hun bliver reduceret til en statist i andres bestræbelser på at positionere sig som politisk korrekte.

Emiras hudfarve bliver en anledning for Alix til at opnå noget af den kant og spænding, som hun mangler i sit liv, men også en måde, hvorpå hun kan vise verden, at hun i hvert fald ikke er racist.

Spørgsmål og lytten

Over for Alix står Kelley, Emiras kæreste. Kelley virker åbensindet, men også enormt privilegeret, og så er alle hans venner farvede, hvilket får Emira til at undre sig. For hvad handler det om? Og hvad er Emira egentlig i Kelleys øjne? Er hun Emira, eller er hun en fetish?

De spørgsmål indfanger Kiley Reid grundigt i “En skøn alder”, hvor alt synes at handle om race, mens ingen vil indrømme over for sig selv eller omverdenen, at det er dét, der er deres grundlæggende motivation for at handle.

Og det er et interessant billede, der tegnes, for selv i de store bestræbelser på at være politisk korrekte og bestemt ikke racistiske, bliver personernes handlinger utroligt velmenende og dermed også racistiske. I den hvide middelklasses velmenenhed husker de at spørge, men glemmer at lytte til Emira, og at tage hendes svar for gode varer.

“I de store bestræbelser på at være politisk korrekte og bestemt ikke racistiske, bliver personernes handlinger utroligt velmenende og dermed også racistiske. I den hvide middelklasses velmenenhed husker de at spørge, men glemmer at lytte til Emira, og at tage hendes svar for gode varer.”

De underkender hendes erfaringer og positioner i en forståelse af, at de selv ved bedre og mere. Men i den bedste mening, naturligvis. Over for denne hvide middelklasse står Emira, hvis baggrund forfatteren ikke uddyber, men som man fornemmer er arbejderklasse.

Hendes måde at forholde sig til verden på er afventende og tilbageholdende. Hun har sine værdier og grænser, som hun godt kan trække, men mest af alt er livet noget, der foregår omkring hende og med hende, men ikke noget, hun selv skaber. Hun indretter sig eller trækker sig. Men hun er også virkelig observerende, og derfor er hun også ofte den eneste der synes at kunne se hykleriet, men også svigtet og forskelsbehandlingen, og den eneste, der har ressourcerne til at forsøge at rette op på det.

Netop i Emiras møde med Alix bliver ikke bare race men også klasse afgørende. Klasse bliver hvad der afgør, hvordan Emira kan forholde sig til de relationer, hun er i, mens race bliver afgørende for, hvordan hendes relationer forholder sig til hende. Og kun sjældent får hun lov til at være Emira, mens hun oftest bliver positioneret som det eksotiske indslag i andre menneskers liv.

Klasse kommer til udtryk i Emiras sprog og hendes forhold til verden, mens race og andres forholden sig til race er dét, der driver verden rundt om hende.

Fanget af race-strukturen

Det, som Kiley Reid viser så godt i denne roman, er at race er en indgroet struktur i samfundet, som man ikke kan undslippe at forholde sig til. Hverken implicit eller eksplicit. Selv, når personerne omkring Emira tror, at de vender det blinde øje til eksistensen af racebegrebet, forholder de sig til det og agerer i forhold til det. Netop i deres forsøg på ikke at gøre race til en faktor, bliver det en faktor.

Så hvordan forholder man sig så til racisme? Hvordan kan man modarbejde racismen, når den er så fundamental en brille at se mennesker igennem? Det absurde i romanen er, at netop personernes tro på, at de har formået at gøre op med racismen, er med til at konsolidere racismen. Og altid ganske velmenende og for Emiras bedste, må man forstå.

Som Emira konstaterer, er det bemærkelsesværdigt, hvordan de hvide mænd, hun har datet, pludselig er begyndt at interessere sig utrolig meget for social housing. Selv er Emira fuldstændig ligeglad med social housing. Hun vil bare have en løn, der kan betale hendes regninger og en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring.

Kiley Reid formår at udfolde, at racisme også handler om at ville andre det bedste, fordi man tror at vide det på deres vegne, og har retten til at handle på sin side.

Men at få lov til bare at være et menneske er tilsyneladende svært, og kan derfor også være ret ensomt, når man tilhører en etnisk minoritet. Nu kan det komme til at lyde som om, at En Skøn Alder er et lidt trist bekendtskab. Det er dog ikke tilfældet. Det er snarere som en boksekamp, hvor man ikke kan lade være med at heppe på Emira og bare venter i spænding på, hvornår hun endelig knock-outer sin modstander.

Og det er lige præcis her, at Keily Reid bliver helt sin egen, fordi hun formår at vise racismen ikke kun i det velkendte, stereotype billede, hvor der begås en bevidst racistisk handling mod en person. Hun viser også, hvordan racismen spirer og næres af velmenenhed i den gode sags tjeneste. Kiley Reid formår at udfolde, at racisme også handler om at ville andre det bedste, fordi man tror at vide det på deres vegne, og har retten til at handle på sin side. Dermed bryder Kiley Reid med f.eks. Zadie Smith og viser, at racisme ikke kun handler om velmenenhed og misforstået godhed og at have de bedste intentioner. Men at racisme også er en grundlæggende skævvridning af relationer mellem mennesker, en skævvridning der styrer forståelser af hinanden, og en skævvridning der konsolideres i et samfund, som stadig søger at forstå konsekvenserne af sin historie.

Personportrætterne kunne være dybere, og Emira kunne have haft mere kant. Ikke desto mindre er det en virkelig underholdende, og også ganske relevant roman, som man sagtens kan bruge sin vinterferie eller corona-indespærring sammen med.


Om skribent

Maria Nielsen

Maria Nielsen

Kulturanmelder på Solidaritet. Uddannet folkeskolelærer, og læser dansk og kultur-og sprogmødestudier på RUC. Læs mere