En verden i opbrud

Organisationen ”NEJ til oprustning – JA til bæredygtig sikkerhedspolitik” udsendte i marts en pamflet om udvikling af en bæredygtig sikkerhedspolitik. Solidaritet bringer her første del, der giver et overblik over aktuelle sikkerhedspolitiske kriser og udfordringer i verden.

Krigen: En påmindelse om en verden af konflikter

Krigen i Ukraine har kostet titusindvis af menneskeliv, både ukrainske og russiske soldater og sagesløse civile ofre. Hele byer som Mariupol er blevet jævnet med jorden, og overalt i det østlige og sydlige Ukraine har krigen medført omfattende destruktion. De russiske tropper er bevidst gået efter at smadre den ukrainske infrastruktur, ikke mindst de anlæg der forsyner befolkningen med el, vand og varme. Det er også dokumenteret, at russiske soldater har begået grusomme krigsforbrydelser. Store dele af befolkningen er flygtet, både internt i Ukraine og til sikre nabolande. Millioner er taget over grænserne til Polen, Moldova, Rumænien, Tyskland og andre europæiske lande. Ca. 35.000 er flygtet til Danmark. 

Den brutale angrebskrig, Rusland har ført i Ukraine siden d. 24. februar 2022, har radikalt ændret den europæiske sikkerhedssituation og haft negative konsekvenser i resten af verden. 

Flere af Ruslands nabolande, bl.a. de baltiske lande, Georgien og Moldova, frygter at det kan gå dem ligeså, og Sverige og Finland har opgivet deres velkonsoliderede alliancefrihed og søgt om medlemskab af NATO. Vi ser hastigt stigende energipriser, knaphed på mad i fattige lande og risiko for en global recession. Samtidig er truslen om en atomkrig pludselig blevet aktuel efter at have være gemt og glemt i mere end 30 år. 

Den militære støtte, som USA og andre NATO-lande, herunder Danmark, har ydet til Ukraine har haft stor betydning for landets evne til at forsvare sig selv. Men den indebærer også kimen til fortsat eskalering, hvilket har fået præsident Putin og udenrigsminister Lavrov til uansvarligt og i strid med FN-pagten at true med at bruge atomvåben. FN’s generalsekretær har udtalt: ”Vi har været utrolig heldige indtil nu, men held er ingen strategi”. 

Putin har ikke lagt skjul på sit ønske om at underlægge sig Ukraine, hvis historiske forbindelser med Rusland skulle retfærdiggøre dette mål. Det er uacceptabelt. Alligevel har mange lande i det globale syd nægtet at støtte FN’s fordømmelse af Ruslands aggression. Det gælder bl.a. Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien. Årsagerne er mange og forskellige. Nogle lande har tætte forbindelser med Rusland, som leverer bl.a. olie og våben. Men for mange gælder det, at de opfatter de vestlige landes fordømmelse som hyklerisk på baggrund af de militære aktioner og krige som USA og en række NATO-lande i de foregående to årtier har udført i Afghanistan, Irak og Libyen. Det hører også med, at NATO, trods løfter om det modsatte, gradvis har ekspanderet i det tidligere sovjetisk dominerede Østeuropa, uden at give Rusland sikkerhedsgarantier. 

Rusland, Europas nye trussel 

En krig opstår ikke i et tomrum. Sovjetunionens fald og Warszawapagtens nedlæggelse forandrede Europas sikkerhedsarkitektur radikalt. NATO var alene på arenaen og søgte nye opgaver ’out of area’. Rusland blev betragtet som en magt, man kunne samarbejde med, og der skabtes et fællesråd for NATO og Rusland. På NATO-topmødet i Lissabon 2010 blev Rusland fremstillet som en ven, dog ikke én man kunne tage som medlem i alliancen, derimod blev der lovet medlemskab til både Ukraine og Georgien allerede i 2008. NATO’s erklærede fjende ved dette topmøde var ikke-venlige lande med adgang til missiler. Mange tænkte på Iran. NATO lovede at beskytte hele alliancens territorium med et missilforsvar. 

Forholdet mellem NATO og Rusland forværredes, da NATO udstationerede tropper i de østeuropæiske lande. NATO-Rusland rådet holdt op med at arbejde, relationerne nedkøledes ikke mindst på grund af NATO’s invitationer til de tidligere medlemmer af Sovjetunionen. Forholdet blev  yderligere forringet, da Rusland okkuperede Krim i 2014 og lige siden har ført proxy-krig i to af Ukraines østlige regioner, Donetsk og Luhansk. 

Invasionen i Ukraine 24. februar 2022 blev et afgørende vendepunkt. Siden fulgte NATO-mødet i Madrid i juni 2022, og Rusland ses nu som den største trussel mod alliancens sikkerhed. Det blev klart, at der nu er tale om en vedvarende strategisk konkurrence og mangel på stabilitet. Rusland og Ukraine er i krig, mens konflikten mellem de to også er stedfortræder for en stormagtskonflikt mellem USA og Rusland. Vesten sender våben til Ukraine, og Rusland har truet med at bruge atomvåben mod alle, der blander sig. NATO prøver at begrænse konflikten bl.a. ved ikke at sende tropper til Ukraine, så en direkte militær konfrontation mellem NATO og Rusland kan undgås. 

Hidtil har det ikke været muligt at opnå fredsforhandlinger mellem de to parter, ikke engang forhandlinger om våbenhvile. I november 2022 har der været spæde initiativer til forhandling fra amerikansk side, men egentlige fredsforhandlinger har lange udsigter. Der hersker fundamental uenighed om, hvem der skal forhandle med hvem. Rusland ønsker kun at forhandle med USA, mens USA definerer Ukraine som den involverede part. Andre lande som Indien, Kina og Sydafrika taler for forhandlinger. 

På et overordnet, strategisk plan kan man se det som et lille tegn på håb at USA og Rusland begge ønsker strategisk stabilitet på atomvåbenområdet. I august 2022 annoncerede præsident Biden, at USA var villig til at forhandle med Rusland om forlængelse af New Strategic Arms Reduction Treaty, der udløber i 2026. Traktaten handler om gensidig begrænsning af strategiske kernevåben og deres fremføringsmidler. Rusland erklærede sig enig, men konkrete forhandlinger er endnu ikke i gang. 

NATO’s, EU’s og Danmarks reaktion – sanktioner og oprustning 

Krigen har fået en række NATO-lande til at vedtage planer om massiv oprustning. De fleste europæiske medlemslande har besluttet at forøge militærudgifterne til 2 % af BNP, sådan som USA i årevis har søgt at presse dem til. Det gælder bl.a. Tyskland og Danmark. I særdeleshed i Tyskland, men også i Danmark er der tale om en radikal ændring af sikkerhedspolitikken. Det samme gælder for Sverige og Finland. Sverige opgiver 200 års alliancefrihed, og Finland afmonterer den særlige hensyntagen til den store nabo i øst, som har været gældende siden afslutningen af 2. verdenskrig. Det betyder en yderligere militær inddæmning af Rusland. 

Det hører med, at NATO (ifølge SIPRI 2022) har militære udgifter, der er 17 gange større end Ruslands, herunder at de europæiske NATO-landes udgifter alene er 5 gange større. Der er ingen tvivl om, at NATO er Rusland militært overlegen på så godt som alle militære områder. Den eneste betydningsfulde undtagelse er atomvåben. 

Også EU styrker den militære dimension, EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik. Efter den danske folkeafstemning i juni 2022 er det med Danmark som helhjertet deltager. Den europæiske fælles position om ikke at eksportere våben til krigsførende lande blev begravet uden stærke protester. 

I Danmark betyder det ’nationale kompromis’, indgået af regeringen og SD, RV, SF, V og K i marts 2022, at militærudgifterne gradvis skal tilføres ekstra 18 milliarder kroner årligt, fuldt indfaset i 2033 (fremrykket til 2030 af SVM-regeringen i december 2022). Det såkaldte økonomiske råderum bliver tilsvarende indskrænket, så der bliver mindre til velfærden og den grønne omstilling. Vi oplever det politologen Ole Wæver har kaldt sikkerhedsliggørelse (securitization): At forsvarsbudgetterne ikke indgår i den normale politiske proces, men behandles som noget ekstraordinært, noget det ikke er nødvendigt at afveje mod andre udgifter som uddannelse eller sundhed. Militærudgifterne afpolitiseres og godkendes som selvfølge, uden større debat eller politisk diskussion af prioriteringer. Måske var det denne afpolitisering, SVM-regeringen satsede på, da den rejste kravet om at St. Bededag skal finansiere yderligere forsvarsudgifter. Og faktisk var det ikke forsvarsudgifterne, men indgrebet i den danske arbejdsmarkedsmodel, der gav anledning til debat. 

Samtidig forhandler regeringen med USA om permanent udstationering af amerikanske tropper og udstyr og brug af danske havne til at ekspedere militært udstyr til andre lande. Dette vil skabe uvished om atomvåben på skibe og fly og en risiko for at blive krigsmål i amerikansk besluttede krige. Østersøområdet forvandles til højspændingsområde. 

Ligesom USA og UK har EU vedtaget en lang række sanktioner mod Rusland. Sanktionerne omfatter lukning af adgangen til SWIFT-netværket for vigtige banker og fastfrysning af den russiske centralbanks internationale reserver i udenlandske banker og centralbanker. Som svar krævede Rusland betaling for gas i rubler, så det ad bagvejen kunne få adgang til international valuta. 

Gasledningen Nord Stream 2, der var tæt ved at blive taget i brug, blev skrinlagt kort tid inden både den og Nord Stream 1 blev ødelagt af eksplosioner. Hvem, der står bag sabotagen, er endnu ikke afklaret. 

Alle EU-lande prøver nu hurtigst muligt at gøre sig uafhængige af russisk gas og reducere samhandelen drastisk. Som svar har Rusland selv bremset gasleverancerne. Dette har ført til energiprisernes himmelflugt, men også sat skub i en nødvendig grøn omstilling. EU har vedtaget en olieembargo med den væsentlige undtagelse, at den kun gælder olie transporteret på skib, ikke gennem rørledning, og man har vedtaget et prisloft på russisk olie. USA importerer ikke længere hverken olie, gas eller kul fra Rusland. Og – måske vigtigst – USA har forbudt salg af højteknologi til Rusland. 

Trods sanktionerne er EU-landenes handelsunderskud over for Rusland steget, ikke mindst fordi den russiske import er faldet betragteligt. Til gengæld er det russiske økonomiske samkvem med Kina, Indien og Tyrkiet styrket. Det er for tidligt at konkludere noget sikkert om effekten af sanktionerne, hverken på den russiske økonomi eller på befolkningen eller for den dags skyld hos os selv, men der er tegn på at sanktionerne fremover vil virke stærkere, efterhånden som Europa bliver stadig mere uafhængig af energi fra Rusland. 

Flyforbindelserne mellem EU og Rusland er blevet afviklet, og man overvejer et stop for besøg af russiske turister. På baggrund af krigen er sanktionerne forståelige, men det er vigtigt ikke at ramme ethvert samkvem med russiske borgere. Vi bør ikke etablere et nyt jerntæppe ned igennem Europa og i de næste mange år frem isolere og inddæmme Rusland. 

Verdens andre brændpunkter 

Amerikanske og andre vestlige landes interventioner i Afghanistan, Irak og Libyen, både gennem NATO og FN og udenom disse organisationer, har svækket tilliden til Vesten i det globale syd. Kina har på sin side fået nye venner gennem økonomisk støtte, men samtidig er frygten for kinesisk dominans øget, især i nogle asiatiske lande. 

En rivalisering er i gang mellem USA, UK og EU mod Kina og Rusland om at vinde ikke mindst afrikanske lande over på deres side. Indimellem kiler sig store lande som Brasilien og Indien. De konkurrerende parter prøver at sikre landenes loyalitet gennem massive investeringer, men træder også til med militær intervention. Private hære beskytter vestlige mineinteresser. Samtidig opruster afrikanske lande også selv, til dels gennem russiske våben, og større magter opretter militærbaser. Djibouti er et knudepunkt for ikke mindre end otte landes baser. 

Det har ikke nedsat konfliktniveauet, at Libyens leder Gaddafi blev afsat og dræbt i 2011. Sahel- området oplever uhørt usikkerhed, og antallet af internt fordrevne er rekordstort. De politiske systemer i Mali og Burkina Faso er ekstremt skrøbelige. 

Befolkningerne i store dele af Afrika og Asien kæmper med mangel på fødevarer, forstærket af oversvømmelser eller tørke. Afrikas Horn lider endnu engang af tørke, der strækker sig mod syd ind i Kenya. Alle vånder sig under de generelle prisforhøjelser på basisvarer, samtidig med at deres egen eksport lider. 

Adgangen til råstoffer giver nu som før anledning til strid. De råstofafhængige lande udliciterer efterforskning og udvinding af mineraler, og udenlandske olie- og mineselskaber opnår licenser og koncessioner på fordelagtige vilkår. Til gengæld finansierer investorerne ofte infrastrukturen i form af havne, veje og jernbaner. Der er dog nu ved at være pres på de fattige lande om at lade olie og gas blive i jorden af hensyn til klimaet. 

Et aktuelt og skræmmende eksempel på de mange faktorer, der er i spil udspilles i Mozambiques nordlige provins, Cabo Delgado, hvor udenlandske mineselskaber udvikler henholdsvis et flydende naturgasprojekt i 20 milliard dollars-klassen og verdens største rubinmine. Det har opflammet islamistiske grupper til et regulært oprør, støttet af utilfredse befolkningsgrupper der bliver jaget væk fra deres jord. 

Sådanne forhold har også andre steder ført til en stigende militarisering i form af bevogtning af ressourcerne og tropper, der sættes ind mod lokalbefolkningen. En overgang var der tale om at søge kompensation for ikke-udvikling af ressourcer, men det har ikke vist sig realistisk. Til gengæld forhandles der i COP-regi om ’Tab og Skader’ for egentlige ressource- og miljøtab. 

I Mellemøsten er adgangen til olie afgørende. De arabiske diktaturstater omkring Golfen nyder fortsat stor opbakning fra USA. I 2022 har præsident Biden været på besøg i Saudi Arabien for at sikre amerikanske olieinteresser. Senere begrænsede OPEC, hvor Saudi Arabien spiller en stor rolle, alligevel olieproduktionen, hvilket tyder på at USA’s magt i Mellemøsten er udfordret. Det kan være grunden til, at USA nu er ved at udforme en ny mellemøstlig sikkerhedsstrategi, hvor man har opgivet at få en ny atomaftale med Iran, reagerer forsigtigt på de iranske kvinders opstand og samtidig prøver at balancere det med hensynet til Israel og golfstaterne. Saudi Arabien er det land i verden, der har købt mest militært udstyr fra USA, for 174 milliarder dollars fra 1950 til 2021. Den næststørste køber er Israel med 49 milliarder dollars i samme periode. 

Rivaliseringen mellem Saudi Arabien og det olierige Iran bidrager til konflikter i og mellem flere andre lande i Mellemøsten, bl.a. Libanon og Syrien. I den langvarige borgerkrig i Syrien har både USA, Rusland, Tyrkiet, Iran og Saudi Arabien været med til at vedligeholde konflikterne mellem diktatoren Bashar El-Assad og de forskellige sunni- og shia-religiøse grupperinger samt kurderne i deres selverklærede autonome område Rojava. 

I den 75 år gamle konflikt mellem Israel og Palæstina har især USA, men i et vist omfang også EU taget parti for Israel. EU støtter dog palæstinenserne med humanitær bistand og holder hånden under det splittede, palæstinensiske delvise selvstyre. Udsigterne til en retfærdig løsning på konflikten fortoner sig mere og mere, ikke mindst efter indsættelsen af den nye, højreekstreme regering i Israel. 

De tidligere sovjetiske randstater i Asien, Kazakhstan, Turkmenistan, Uzbekistan, Tadjikistan og Kirgisistan, og landene i Kaukasus, Georgien, Armenien og Azerbaidjan er alle ved at definere deres fremtid i større uafhængighed af Rusland, ja, Georgien ønsker som Ukraine medlemskab af EU og NATO. Kina er i stigende grad opmærksom på handelen med de centralasiatiske lande, befæster sin indflydelse og anlægger jernbaner og veje i den nye Silkevej i regionen. 

Taiwan er ved at blive et brændpunkt. USA har ikke givet en formel sikkerhedsgaranti for dets integritet, men præsident Biden har for nylig udtalt sig i den retning, selv om USA officielt kun anerkender ét Kina. Rimeligheden i Kinas stigende insisteren på, at Taiwan er en del af Kina, kan diskuteres, men ikke at konsekvenserne af eskalationen af retorikken og militær opmarch i Taiwan- Strædet og Det Sydkinesiske Hav er svære at forudse. Det gøres tilsyneladende intet forsøg på at deeskalere. 

En særlig risiko finder vi i lande, der udover de gamle atommagter har formået at anskaffe atomvåben. Det drejer sig om Israel, Indien, Pakistan og Nordkorea og måske snart også Iran. Alle er involveret i konflikter med andre lande. Israel og Iran er nævnt. Indien og Pakistan har været i krig med hinanden flere gange siden opdelingen af Indien i 1947. Konflikten mellem de to lande om Kashmir har i de seneste år ført til en række mindre militære sammenstød. Nordkorea har siden Koreakrigens afslutning været i konflikt med Sydkorea, men truer også Japan og USA med sine atomvåben. At netop disse lande besidder atomvåben indebærer en alvorlig risiko for, at de kan blive bragt i anvendelse. 

Latinamerika har specielle udfordringer, men er ikke i centrum for konflikterne mellem de mest betydende stormagter. Internt er der dog nok af konflikter, ikke mindst kampen mellem højrefløjen og nye bevægelser for ’social retfærdighed’. Nogle lande, bl.a. Chile og Colombia har for nylig fået mere venstreorienterede regeringer, som Bolivia og Argentina for nogle år siden. Brasilien har den progressive Lula tilbage som præsident. USA opererer stadig med paria-stater (Venezuela, Nicaragua, Cuba), uanset de ikke er i helt samme liga. Under alle omstændigheder er isolationen af sådanne udskammede stater på enhver måde kontraproduktiv for en bæredygtig sikkerhed. 

I Europa er der fortsat store spændinger i det vestlige Balkan. Opløsningen af Jugoslavien og de krige, der ledsagede den i 1990’erne, har både produceret flygtningestrømme og skabt vedvarende konflikter. Det største land Serbien er fortsat i konflikt med og anerkender ikke Kosovo som selvstændigt land. Bosnien-Hercegovina styres af en dysfunktionel regering af serbere, kroater og bosniakker og trues med løsrivelse af ’Republika Serpska’. Alle lande i regionen er kandidater til at blive medlemmer af EU, men de fleste har haft denne status i 10-15 år, og der er ikke i EU den store appetit på at lukke dem ind i varmen, selv om dette sikkert ville have en stabiliserende effekt. 

En region, som af indlysende grunde i særlig grad påkalder sig dansk interesse, er Arktis. Her er det gennem en årrække lykkedes Danmark og Grønland i et frugtbart samarbejde at bidrage til en relativt fredelig udvikling, bl.a. gennem Ilulissat-erklæringen fra 2008 (mellem USA, Canada, Grønland/Danmark, Norge og Rusland) og samarbejdet i Arktisk Råd, der udover de nævnte arktiske lande omfatter Island, Sverige og Finland. Men efter Ruslands invasion i Ukraine har de øvrige syv lande besluttet at suspendere arbejdet i Rådet og dermed samarbejdet med Rusland. Det er i dansk interesse at sikre en udvikling, der ikke gør Arktis til en ny militært højspændt region. 

Der er brug for en alternativ, bæredygtig sikkerhedspolitik 

Verdens samlede udgifter til militær udgør mere end 2 tusinde milliarder dollars, penge som ifølge SIPRI ”repræsenterer en tabt mulighed for at indfri verdensmålene for bæredygtig udvikling inden 2030 og målene i Paris-aftalen om klimaforandringer”. Til sammenligning var de rige landes samlede globale udviklingsbistand i 2020 ca. 160 milliarder dollars; det svarer til 8 % af de militære udgifter. FN’s generalsekretær António Guterres har opfordret til ”hastende reduktion af de overdrevne militære udgifter og større investeringer i social infrastruktur og menneskelig sikkerhed”. 

I de 40 år der er gået siden Palme-kommissionen, har der på globalt plan været to udviklinger, som hører med i en alternativ sikkerhedspolitik. Den ene er, at uligheden er øget – økonomisk, socialt og politisk. Selv om der (især i Kina) er sket en betydelig reduktion i absolut fattigdom, vokser gabet mellem rige og fattige, både globalt og internt i de fleste lande. 

Ulighederne skaber ikke blot uretfærdige samfund nationalt og en voksende kløft mellem de rige i det globale nord og de fattige i det globale syd. De giver også anledning til utallige konflikter, hvoraf nogle udvikler sig til oprør og krig.

Verden befinder sig i dag i en hidtil uset klima- og biodiversitetskrise. Mens det helt overvejende er de rigeste lande i nord, der med vores levevis og rovdrift på ressourcer har skabt problemerne, er det først og fremmest de fattige lande i syd, der bærer konsekvenserne af klimaforandringerne i form af hyppigere tørke, oversvømmelser, jorderosion m.m. Den fortsatte udledning af drivhusgasser truer hele klodens eksistens og er derfor den allerstørste trussel mod sikkerheden for alle. 

Begrebet ’fælles sikkerhed’ bør udvides til at omfatte disse udviklinger, og det er derfor relevant at tale om bæredygtig sikkerhedspolitik. FN’s verdensmål om bæredygtig udvikling fra 2015 indeholder mange (omend i et vist omfang modstridende) anvisninger der også er relevante for en bæredygtig sikkerhedspolitik. 

Olof Palme Centret i Stockholm udgav i 2022 rapporten Common Security 2022, For Our Shared Future, som på mange måder flugter med det, vi skriver her. Rapporten opstiller seks principper for en alternativ sikkerhedspolitik: 

• Alle mennesker har ret til menneskelig sikkerhed 
• Tillid mellem nationer og folk er fundamentalt for fred 
• Der kan ikke blive fælles sikkerhed uden atomnedrustning og begrænsning af militærudgifterne
• Globalt og regionalt samarbejde er afgørende for at løse verdens problemer 
• Konflikter skal løses gennem dialog og tillidsskabende foranstaltninger 
• Bedre regulering og styring skal også dække nye militære teknologier, bl.a. i cyberspace. 

Sådanne principper er lettere at opstille end at gennemføre, men de udpeger en væsentlig retning for en alternativ sikkerhedspolitik i en verden præget af konflikter, modstridende interesser og forskellige roller i den økonomiske verdensorden. 

Nedrustning, afspænding, diplomati og freds- og konfliktforskning 

Helsinki-erklæringen fra 1975 fastlagde nogle fundamentale sikkerhedsprincipper og skabte OSCE, Organisation for Security and Cooperation in Europe, der nu har 57 medlemmer og stadig fungerer, om end i svækket tilstand. 

Både under den kolde krig og efter jerntæppets fald blev der indgået aftaler mellem USA og Sovjetunionen/Rusland (NATO og Warszawapagten) – primært, men ikke alene på atomvåbenområdet. Målet var at forhindre en atomkrig, men også at skabe en fælles regulering og en vis gensidig gennemsigtighed. En række af disse aftaler er siden ophævet, primært af USA, og begge parter er i gang med fornyet oprustning, både konventionelt og atomart. Således har 14 NATO-lande i oktober 2022 gennemført en øvelse Steadfast Noon, hvor der bl.a. indøves et samspil mellem atombevæbnede jagere og USA’s strategiske B-52 bombefly. 

Krigen i Ukraine har demonstreret, at det er nødvendigt at genoptage nedrustning og afspænding, først og fremmest mellem de stormagter der stræber efter verdensherredømmet, i dag USA, Rusland og Kina. Ikke-spredningstraktaten (NPT) har vist sig utilstrækkelig. Den opretholder et næsten-monopol hos medlemmerne af FN’s Sikkerhedsråd, men har alligevel ikke forhindret spredning til Nordkorea, Indien, Pakistan og Israel; og Iran er under mistanke. I august 2022 blev der i New York afholdt en konference om NPT, som blev afsluttet uden vedtagelse af et slutdokument fordi Rusland nedlagde veto. Mange iagttagere har givet udtryk for, at det var godt det samme, fordi det forhandlede udkast i høj grad accepterede status quo. 

En sikkerhed baseret på atomvåben vil altid være usikker. FN’s generalsekretær António Guterres har sagt det sådan: ”Uden en afskaffelse af atomvåben kan der aldrig blive fred. Der kan ikke være tillid, og der kan ikke blive nogen bæredygtig fremtid”. Traktaten om Forbud mod Atomvåben (TPNW) blev vedtaget på FN’s Generalforsamling i 2017, og trådte i kraft den 22. januar 2021. Den er nu en del af Folkeretten. Men alle ni atommagter, alle NATO-lande plus Japan og Sydkorea har boykottet forhandlingerne og ikke deltaget i afstemningen. Det giver bl.a. et problem for lande som Danmark, der gerne vil beskyttes af USA’s såkaldte atomparaply, selv om vi ikke selv vil have atomvåben på egen jord. Ved nærmere eftersyn er der meget lidt sikkerhed at finde under en atomparaply. 

Det er især lande i Afrika, Latinamerika og alle ASEAN-landene (på nær Singapore) der har underskrevet forbudstraktaten. Tilsammen repræsenterer de over to milliarder mennesker. Heriblandt lande der har lidt under atomprøvesprængninger og uranminedrift i årtier. Det er gået uforholdsmæssigt ud over oprindelige folk, fx ved de franske atomprøvesprængninger ved Muroroa. Men også oprindelige folk i Australien og i USA har været ufrivillige naboer til atomprøvesprængningerne og de primære ofre for det radioaktive nedfald. 

Hvis USA eller Rusland, som hver især har næsten 6.000 atomsprænghoveder, udløste en altomfattende atomkrig, er det game over for hele verden. Alle mennesker vil blive ramt, enten som direkte ofre for bomberne og den radioaktive stråling eller på grund af følgevirkningerne. Atomvinteren vil sætte ind på grund af de enorme mængder sod som vil blive løftet op i stratosfæren. Soden vil ikke blive fjernet af regn, sådan som det sker med støv længere nede i atmosfæren. Det vil blokere 10 % af sollyset, og den globale gennemsnitstemperatur vil falde med op til 16 grader Celsius i løbet af kort tid. 

 Atomvinter

Der er stærke argumenter for, at Danmark kryber ud fra atomparaplyen og går sammen med de lande, der arbejder for et forbud mod disse inhumane våben. Der er intet juridisk i NATO-pagten til hinder for, at et NATO-land gør det, men der vil ligge et massivt politisk pres på de lande, der måtte forsøge. 

Danmark bør støtte Traktaten om Forbud mod Atomvåben (TPNW). I juni 2022 blev der i Wien afholdt en opfølgningskonference om den. Trods stærk modvilje fra USA deltog Norge, Tyskland, Holland og Belgien samt de nye NATO-ansøgerlande Sverige og Finland som observatører i konferencen. Det vil sige stort set alle Danmarks nabolande. Den danske regering valgte derimod at følge USA og afviste at deltage i konferencen. Selv om afskaffelsen af atomvåben har lange udsigter, viser deltagelsen af de andre nævnte NATO-lande, at de deler bekymringen om atomvåbnenes rolle i sikkerhedspolitikken. 

Det danske militær, der i regeringskredse og i medierne omtales som ’forsvaret’, har i dette århundrede primært været involveret i angrebskrige langt fra Danmark – i Afghanistan, Irak og Libyen – i alliance med USA og andre NATO-lande. Med disse krigsindsatser er det lykkedes at vælte regeringer – Talebans, Saddam Husseins og Gadaffis – men det har også medført kaotiske forhold, nye samfundskonflikter og i Afghanistans tilfælde Talebans genindtagelse af regeringsmagten. Den såkaldt aktivistiske, reelt militaristiske, udenrigs- og sikkerhedspolitik har ikke bidraget til en fredeligere verden. 

Ved folkeafstemningen i juni 2022 valgte et flertal at ophæve forsvarsforbeholdet over for EU’s fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, og Danmark kan nu deltage i mindre militære EU-interventioner uden for EU. Hidtil er de fleste af disse interventioner foregået i Afrika, ofte i lande der som tidligere kolonier har tætte forbindelser til den tidligere kolonimagt, ikke mindst Frankrig. At en række af disse interventioner også har haft til formål at beskytte europæiske investerings- og handelsinteresser i Afrika er åbenlyst. Om fremtidens interventioner bliver anderledes, og om Danmark ønsker at deltage, vil vise sig. Uden for EU-samarbejdet har Danmark allerede deltaget i en franskledet militærmission i Mali der endte som en fiasko. 

Afskaffelsen af forbeholdet giver dansk våbenindustri mulighed for at intensivere samarbejdet med våbenindustrierne i de store EU-lande, især Frankrig, Tyskland og Italien. Det handler bl.a. om European Defence Fund, der har afsat 8 milliarder euro til at styrke et sådant samarbejde i perioden 2021-27. Hidtil har Danmark dog lagt vægt på at stå sig godt med USA og hovedsagelig bestilt leverancer fra den amerikanske våbenindustri (27 ’35A Joint Strike Fighters’ til en pris på ca. 14 milliarder kroner). Men har det danske militær brug for et sådant angrebsvåben?

Ruslands krig i Ukraine har ikke uden grund skabt en ny frygt for, at Danmark kan blive involveret i krig hjemme. Nu hedder det, at vi har forsømt at udvikle vores eget territorialforsvar. Men det skyldes i høj grad, at pengene er gået til at føre krig langt hjemmefra. Og at Danmark viljeløst har fulgt USA’s ønsker. Det er ikke klart, hvad det øgede forsvarsbudget i ’det nationale kompromis’ skal bruges til. 

Beløbsrammen er ikke begrundet i konkrete behov, endsige nogen analyse af, hvilke behov et udviklet territorialforsvar vil indebære. Det synes ikke overvejet, hvordan et sådant forsvar skal bemandes, hvilke typer af materiel det kræver, og hvad der skal bruges til en bedre beskyttelse af Arktis. Og der foreligger ingen analyse af det, der ligger ud over militært forsvar af territoriet (kritisk infrastruktur, cybersikkerhed). 

Costa Rica har i årtier fungeret fint uden at have noget militær. Afskaffelse af militæret har lange udsigter i resten af verden. Men det er muligt at omlægge et militær så det fremtræder defensivt, ikke offensivt i forhold til omverdenen. Den danske fredsforsker Anders Boserup udviklede under den kolde krig ideer om et ikke-offensivt forsvar, som han foreslog, at både NATO og Warszawapagtens militær burde omstruktureres til. Uden at tillægge det for stor betydning var det især Sovjetunionen i præsident Gorbatjovs tid, der viste interesse for disse ideer. Som også var en del af baggrunden for de succesrige nedrustningsaftaler mellem USA/NATO og USSR/Warszawapagten i årene inden Sovjetunionens sammenbrud. 

Danmarks bidrag til nedrustning og afspænding har i dette århundrede været nærmest ikke eksisterende. Både Sverige, Norge og Finland har på hver deres måde gjort mere. Danmark kunne med fordel hente inspiration herfra. Det er ikke umuligt at løse konflikter med ikke-militære midler som diplomati og forebyggelse. 

Når Ruslands krig i Ukraine er slut – også hvis den ender som en langvarig fastfrossen konflikt – bør der lægges pres på både USA, Rusland og Kina for at genoptage nedrustning og afspænding. Det er muligt at aftale tillidsskabende foranstaltninger, fx om gensidig inspektion og om, at alle stater skal give afkald på adgangen til førstebrug af atomvåben, sådan som blandt atommagterne kun Kina har gjort. 

Hvor mange danskere er klar over, at det danske militær indgår i en alliance, altså NATO, hvor førstebrug af atomvåben er en del af den overordnede strategi – og har været det siden 1949? De fleste vil nok mene, at førstebrug af atomvåben er en forbrydelse mod menneskeheden. 

Der investeres kolossale beløb i militær forskning, men så godt som ingenting i freds- og konfliktforskning. Der er overalt i verden behov for at satse mere på det sidste. Norge og Sverige har stærke fredsforskningsinstitutter (PRIO og SIPRI), mens Danmark ikke har noget institutionelt miljø for fredsforskning (Copenhagen Peace Research Institute, COPRI blev afviklet for 20 år siden). Det er på høje tid, at Danmark skaber rammerne for seriøs, uafhængig freds- og konfliktforskning. 

En bæredygtig sikkerhedspolitik må være stærkt forankret i FN. FN har allerede spillet og spiller fortsat en vigtig rolle med at forhindre og løse konflikter. Udover at formidle traktaterne har FN haft fredsbevarende styrker i en række krigsramte lande, ganske vist med blandet succes. Men den afgørende indflydelse ligger i Sikkerhedsrådet, som mere og mere har vist sig ude af stand til at bidrage til løsning af de konflikter, som rådets fem permanente medlemmer, USA, Rusland, Kina, UK og Frankrig er direkte eller indirekte involveret i. 

Det skyldes at landene er udstyret med et veto, der kan forhindre FN’s indgriben. Vetoretten bør alene af den grund afskaffes. Samtidig er det nødvendigt at reformere Sikkerhedsrådet, så det ved sin sammensætning afspejler situationen i verden i dag – og ikke som den var ved afslutningen af 2. verdenskrig. Et sådant reformeret FN kan være den instans, der er garanten for en bæredygtig sikkerhedspolitik på globalt plan. 

Sikkerhedsdiplomatiet og eroderingen af det internationale samarbejde 

Krigen i Ukraine har i samspil med den internationale polarisering og supermagtsrivalisering svækket de internationale institutioner og fora, hvor stater mødes og forventes at samarbejde uanset politisk rivalisering og uenighed. 

I en verden med mange aktører og modsatrettede interesser har midlet til at føle sig sikker historisk været at sætte sig i stand til at modstå andres angreb eller skadelige virksomhed (defensiv magt). Eller at koncentrere så stor evne til selv at volde skade på andre, at man føler sig sikker på, at de holder sig i skindet (afskrækkelse). Den defensive magt har typisk udfoldet sig som territorial kontrol/afgrænsning, men kan også være baseret på legale sikringsmidler og aftaler (ikke-angrebsaftaler). 

I takt med at alle lande er blevet mere og mere gensidigt forbundne og afhængige af hinanden, er det blevet stadigt vanskeligere at opretholde sikkerhed ved hjælp af territorial afgrænsning. I stedet styrkes betydningen af legal og politisk sikring. I praksis ikke primært gennem bilaterale aftaler eller globale legale spilleregler, men snarere gennem indviklede afhængighedsrelationer til stormagter og regionale magter. Siden det 20. århundredes store verdenskrige er udviklingen gået fra at yde regulær militær hjælp (Iran, Irak) over territorial stedfortræderkrig (Vietnam, Afghanistan) til ikke-angrebsaftaler og udvikling af handelsaftaler og andre økonomiske relationer. FN-systemet har her spillet en vigtig rolle som formidler af aftaler og traktater. 

Atom-aftalerne er et afgørende udtryk for denne form for sikkerhedspolitik. Det gælder omtalte Traktat om Forbud mod Atomvåben fra 2017. Og det gælder Ikke-spredningsaftalen fra 1970, der har søgt at forhindre spredning af a-våben ud over de fem oprindelige atomvåbenstater. Men derudover spiller afhængighedsrelationer en endnu større rolle. Fx er hele Mellemøsten struktureret omkring hierarkiske afhængigheder, som end ikke har karakter af aftaler – med USA som den store spiller, Saudi Arabien og Iran som lidt mindre. 

Kinas og Ruslands aktiviteter i Afrika er baseret på oprettelse eller udvidelse af afhængighedsrelationer. NATO er en slags mellemting: Primært en afhængigheds-relation mellem Europa og USA, mellem små lande og store lande, med en trussel om at vende tilbage til militær udrykning hvis ikke ”beskyttelsen” virker (den såkaldte musketéred). Selv om næsten alle medlemslande også er NATO-medlemmer, er EU en forsigtig bevægelse i retning af at skabe europæisk selvstændighed. 

Der har været reelle bestræbelser på at opnå en regelstyret international orden, men det har altid været noget af en overdrivelse og måske snarere en Pax Americana. I dag er Vesten med USA i spidsen geopolitisk udfordret, verden er præget af krig, af nye politiske og sociale spændinger, og af kamp og konkurrence mellem autoritære og demokratiske systemer. Udviklingen i retning af mere demokrati og større respekt for menneskerettigheder er bremset. Nye alliancer mellem mindre demokratiske lande vokser frem. Ikke mindst derfor er der brug for et forstærket samarbejde. 

Under den kolde krig mellem Øst og Vest frem til 1990 var der hele tiden en overhængende trussel om, at krigen kunne blive varm, og der var i lange perioder voldsomme politiske og økonomiske spændinger. Men det lykkedes at opbygge en form for institutionaliseret dialog mellem de konkurrerende stormagter, som gjorde diplomati mulig, og som mindskede de risici som uforudsigelighed altid medfører. Krigen, og de spændinger, vi oplever nu, har kompromitteret den nødvendige internationale dialog. Ikke mindst det nødvendige samarbejde om en global indsats for grøn omstilling og for at redde klimaet.  

“BÆREDYGTIG SIKKERHEDSPOLITIK. En nødvendig omtanke” er skrevet af OMTÆNKE-tanken under ”NEJ til Oprustning – JA til Bæredygtig Sikkerhedspolitik,” der består af Susanne Possing, Henning Salling Olesen, Steen Folke, Knud Vilby, Peder Agger, Palle Bendsen, Thomas Boje, Tarja Cronberg, Drude Dahlerup og Karen Helveg Petersen.

Hele pamfletten ”BÆREDYGTIG SIKKERHEDSPOLITIK. En nødvendig omtanke” kan down loades her.

---