Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
27. februar. 2022

Endnu et facadevalg venter i Belarus

Søndag 27. februar går hviderusserne igen til valgurnerne, efter præsident Lukashenko har udskrevet folkeafstemning om en forfatningsændring. Landets venstrefløjspartier afviser de foreslåede ændringer, men er oppe imod et stort propaganda-apparat og en afstemning, der sandsynligvis er afgjort på forhånd.

Præsident Lukashenko på gulerodsjagt med Steven Seagal. Den latterlige diktator forbereder endnu et facadevalg søndag 27. februar. Foto: Andrei Stasevich / TASS

Halvandet år efter de omfattende protester mod omfattende fusk i forbindelse med præsidentvalget i Belarus (Hviderusland), opfordrer præsident Aleksandr Lukashenko nu igen befolkningen til at gå til stemmeurnerne søndag 27. februar. Han ønsker at få deres ”ja” til spørgsmålet: “Accepterer De ændringerne og tilføjelserne til forfatningen for Republikken Belarus”. Resultatet er givet på forhånd.

Siden 2016 har Lukashenkos styre fra tid til anden udtalt, at et nyt udkast til forfatningen var under udvikling, og at beføjelserne mellem de tre magtgrene ville blive omfordelt. Men det var først efter protesterne i sensommeren 2020, at magthaverne vendte tilbage til denne idé om en ny forfatning. Fra starten så man det som forandringer med hensigt på at formilde de indignerede hviderussere. Det handlede især om at få arbejdere og offentlige ansatte til at droppe strejker og demonstrationer for, som Lukashenko sagde i TV: ”at komme videre”.

Forsøg på at fastholde lovløshed

Efter en arbejdsgruppe af systemets embedsfolk og jurister før nytår havde fremlagt et udkast til ny forfatning, blev der i en måned i TV leveret rosende omtale af de udformede ændringer, og der blev holdt offentlige møder, hvor nogle af Lukashenkos støttepartier og foreninger kom med ubetydelige kommentarer. Generelt  hyldede de udspillet som ”udtryk for hviderussisk folkestyre”. Samtidig blev flere af de over 1000 politiske fanger fra 2020-opstanden idømt hårde fængselsstraffe; f.eks. blev den socialdemokratiske partileder Nikolaj Statkevitj lige før nytår idømt 14 års fængsel. I det lys bliver borgernes deltagelse i vedtagelsen af ​​ændringsforslagene en proforma sag, og selve den nye forfatning er elitens forsøg på at konsolidere en herskende vilkårlighed og lovløshed.

“I Hviderusland har myndighederne godkendt og registreret 15 politiske partier, men de fleste af dem opretholder en semi-legal status.”

Nogle af de loyale partier og foreninger, der i deltog i opreklameringen af udkastet, har fået tildelt poster indenfor systemet. Det gælder både socialliberale kræfter og – bemærkelsesværdigt også – KPB, det ene af landets to kommunistiske partier. Dette parti optræder trofast overfor præsidenten, imens landets andet kommunistiske parti, Venstrepartiet – For en retfærdig Verden (PLSM) – der som medlem af European Left er Enhedslistens søsterparti, og er en del af Hvideruslands brede opposition.

Semi-legale venstrekræfter

I Hviderusland har myndighederne godkendt og registreret 15 politiske partier, men de fleste af dem opretholder en semi-legal status. De forhindres i at komme offentligt til orde, og deres repræsentanter udsættes for chikaner, når de fx tilmelder sig som valgtilforordnede. Styret forhindrer distribution af deres tryksager, prøver fra tid til anden at presse dem til at udlevere kopier af medlemskartoteker etc. Der er tale om partier, der oftest optræder hver for sig, men dog med visse berøringsflader

Den del af oppositionen, som kan placeres til venstre for midten, omfatter det kommunistiske PLSM, Partiet De Grønne, Det socialdemokratiske BSDP-Hramada, samt Det Frie Metalforbund – der med sine venstresocialdemokratiske holdninger er tilsluttet De Hviderussiske Demokratiske Fagforeningers Kongres, landets alternative faglige landsorganisation. Disse fire samarbejder fra tid til anden og har oprettet en fælles hjemmeside.

Denne del af den hviderussiske opposition, der altså fortsat befinder sig i Hviderusland, har reageret forskelligt på forfatningsændringerne. De fleste foretrækker forfatningen fra 1994, der blev vedtaget, før Lukashenko blev præsident. Nogle valgte fra starten helt at ignorere det officielle udspil; andre har indsendt egne ændringsforslag.

Efter de store demonstrationer i 2020-2021 mod Alexander Lukashenkos korrupte styre, er flere politiske fanger blevet idømt hårde fængselsstraffe af regimet. Foto: Sergei Gapon / AFP

De officielle forfatningsændringer

Hvad angår det officielle udkast, som der skal stemmes om på søndag, er der i alt indarbejdet 89 forfatningsændringer. Samlet udgør de en blanding af social-konservative og national-konservative principper, som næppe bidrager til løsning af den politiske krise.

I Hviderusland har de fleste oppositionspartier i forskellig form generelt afvist ændringerne. Partierne De Grønne og PLSM havde sat deres jurister til grundigt at analysere hvert eneste punkt af Lukashenkos udkast – inden de tog endelig stilling. Blandt de vigtigste ændringer der nu er indskrevet i udkastet, kan der peges på følgende fem:

* Genvalg af præsident og garantier for præsidenten

Udkastet fastholder præsidentembedet og indeholder flere fordele for landets siddende præsident. Der er lagt op til, at Lukashenko efter folkeafstemningen vil kunne se frem til at kunne sidde som statsoverhoved frem til 2035 og desuden have immunitet i forhold til retsforfølgelse. Partiet De Grønne reagerer kraftigt imod dette. De mener at han – uanset alt andet – dermed fastholder den øverste udøvende magt. Det kommunistiske PLSM er principielt imod et præsidentstyre.

* Hvem kan opstille til præsidentvalg

Der formuleres en aldersgrænse på 40 år (tidligere var det 35 år). Desuden skal kandidaten have haft fast bopæl i landet de seneste 20 år (hidtil var kravet 10).

Som noget helt nyt må man ikke have haft hverken udenlandsk statsborgerskab eller, som det hedder, ”andet udenlandsk papir der medfører bestemte privilegier”. Som bekendt har Polen i flere år aktivt forsøgt at svække Hvideruslands befolknings traditionelle tilknytning til Rusland – ved at fremhæve den periode i middelalderen, da Polen og store dele af det nuværende Hviderusland indgik i et fælles fyrstedømme. På den baggrund har ca. 130.000 hviderussere, herunder oppositionspolitikere, modtaget det såkaldte Polak-ID-kort, hvis man har kunnet dokumentere ”en slægtstilknytning til den polske nation”. Kortet giver automatisk visse fordele, fx i forbindelse med studieophold i Polen. 

Partiet De Grønne påpeger, at det er en ”nyskabelse”, der rammer personer som fx har modtaget udenlandske studie- eller forskningsstipendier, har arbejdet som fremmedarbejdere i udlandet eller måske forskere, der er medlem af et udenlandsk videnskabsakademi.

* Den hviderussiske folkeforsamling

Siden 1996 har denne ”folkeforsamling” (eller alting) bestået af loyale embedsfolk og kendte kulturpersonligheder. De blåstemplede hidtil en officiel hensigtserklæring for den næste femårige periode, uden at forsamlingen har officiel status eller reelle beføjelser. Denne konstruktion, hvis status ikke har været nævnt i den nuværende forfatning og som hidtil har virket som en slags Potjomkin-kulisse, altså et dække over skindemokrati – vil fremover blive sammensat for fem år med 1200 repræsentanter fra magtens tre grene og civilsamfundet.

Den skal nu være “demokratiets højeste repræsentative organ” med brede beføjelser, så som: udnævnelse af dommere ved højesteret og forfatningsdomstole, samt udpegning af medlemmer til den nationale valgkommission. Forsamlingen vil have ret til at åbne en rigsretssag mod præsidenten med to tredjedeles stemmeflertal, hvilket kan ske ved ”grove krænkelser af forfatningen, forræderi eller andre alvorlige forbrydelser”. Desuden skal den bestemme hovedretningerne for indenrigs- og udenrigspolitikken, indkalde til folkeafstemninger, foreslå forfatningsændringer, indføre krigsret samt formulere lovforslag til parlamentet.

“Overordnet betegner landets venstrefløj ændringerne som endnu et tilbageskridt i forhold til 1994-forfatningen.”

Formanden for det kommunistiske PLSM, Sergej Kaljakin påpeger, at udkastet tildeler denne folkeforsamling nogle af de beføjelser, det nuværende parlament har. Men både han og partiet De Grønne mener, at overførelsen af disse beføjelser i virkeligheden er en krænkelse af demokratiske principper, fordi der intet står om, hvordan dette magtorgan skal sammensættes, og hvordan dets medlemmer udpeges.

* Underminering af velfærds-garantier

En positiv ting ved forfatningen fra 1994 var, at man opretholdt nogle af de universelle velfærdsgarantier, der var gældende, mens Hviderusland var en del af Sovjetunionen. I den nye forfatning vil man indskrive dele af den berygtede asociale lov om ”sociale snyltere”, som vakte brede protester i 2015-2017.

Et andet tilbageskridt er ophævelsen af den hidtidige ret til gratis brug af sundhedsvæsenet. I stedet anføres nu, at det er borgerne selv, der skal tage vare på deres helbred. Desuden åbner en række gummiagtige formuleringer vedrørende folkepension, muligheden for fortsat at kunne hæve pensionsalderen. Partierne De Grønne og PLSM tager afstand fra disse forringelser.

* Farvel til neutralitet og atomvåbenfri status

Den oprindelige forfatning fra 1994 foreskrev, at Hviderusland skal tilstræbe at være neutralt og atomvåbenfrit. Det vil landet ifølge de nye ændringer ikke længere være forpligtet til. Denne væsentlige ændring tager både PLSM og De Grønne afstand fra. Og da Hviderusland jo er medlem af Unionsstaten Rusland , kan denne forfatningsændring få stor sikkerhedspolitisk betydning, også selv om der vil blive indskrevet, at landet ”udelukker at starte en militær aggression mod andre lande”.

Overordnet betegner landets venstrefløj ændringerne som endnu et tilbageskridt i forhold til 1994-forfatningen. Et kernepunkt eksempelvis i partiet De Grønnes kritik er: ”Borgerne skal nu være forpligtiget overfor staten. Det er ikke staten for borgernes skyld, men omvendt”. Partiet fremhæver bl.a. en ny artikel i forslaget til forfatningsændringer, der påpeger, at demokratiet i Hviderusland hviler på ”den hviderussiske stats ideologi” – uden at der præciseres, hvad den består af, og hvem der definerer denne”.

Status inden afstemningen

Den officielle diskussion om forfatningsændringerne blev reduceret til at fremme magthavernes synspunkt. Alternative holdninger og kritik af de foreslåede ændringer af landets grundlov blev forbigået af de statslige medier.

Det hviderussiske Venstreparti, PLSM besluttede efter en intern debat helt at forkaste de foreslåede ændringer. Partiet opfordrer vælgerne til at stemme nej, fordi ”der er tale om ændringer, der strider mod grundlæggende principper for en retsstat og for demokrati”. Også partiet De Grønne opfordrer til at stemme nej. De fremhæver at ”uden fri og fair nyvalg til alle magtorganer, uden frihed for de politiske fanger, uden opretholdelse af de nuværende sociale garantier, er reelle positive forandringer ikke mulige”.

Det socialdemokratiske parti BSDP – Hramada har udtalt, at deres ændringsforslag overhovedet ikke blev taget i betragtning. Partiet har undladt at uddelegere tilforordnede til valgstederne, fordi man ”ikke kan garantere deres sikkerhed”. Myndighedernes ændringer og tilføjelser – udtaler partiet – vil ikke kunne overvinde krisen, men vil fastfryse og forlænge den eksisterende samfundskonflikt”. Partiets medlemmer er stillet frit, om de vil deltage i folkeafstemningen.

Eksil-oppositionen

Den del af Hvideruslands opposition, der befinder sig udenlands, omfatter både radikale nationalister og centrum-højrekræfter omkring Svjatlana Tsikhanovskaja og tidligere kulturminister Pavel Latushko. De opholder sig i henholdsvis Vilnius og Warszawa og finansieres af EU-lande og private fonde. De har nær kontakt til det liberal-konservative Forenede Borgerparti, der er blandt Hvideruslands semi-legale partier – og hvis formand er blandt de over 1000 politiske fanger. Disse kræfter har i fællesskab udarbejdet et alternativt forfatningsudkast, som diskuteres på de sociale medier. Fælles for disse politiske kræfter er, at de direkte opfordrer vælgerne til at møde op på søndag og ødelægge stemmesedlen.

Bliv klogere på Belarus

Læs mere om det belarussiske samfund og system i Aksel V. Carlsens bog: Belarus / Hviderusland vil forandring. Bogen er udgivet på Solidaritets Forlag, og kan købes her.

+

Zianon Pazniak, lederen af det konservative kristelige parti, der siden 1996 har boet i USA, har rettet en erklæring imod landets ”folkefjendtlige regering” og det, han betegner som ”russiske besættelsestropper i Belarus”. Han opfordrer ikke kun sine partikammerater i Hviderusland, men alle vælgere til at boykotte afstemningen. Han erklærer: ”Besættelsesmagten kan ikke fjernes ved fredelige protester. Nu skal der anvendes guerillametoder. Man bør ikke deltage i en ulovlig folkeafstemning om ulovlig magt under en besættelse med ​​udenlandske tropper i vores land”…

Det er især sådanne skarpe tilkendegivelser, der er grunden til, at Lukashenkos styre i de seneste par dage yderligere har skærpet overvågningen og iværksat nye arrestationer.

Tvetydig støtte

Lukashenko har tidligere med held gennemført tre folkeafstemninger, som han selv fortolker som udtryk for folkets støtte til et hviderussisk demokrati. Både i 1995, i 1996 og i 2004 har de tjent til at styrke hans autoritære magt.

At det er lykkedes hver gang, skyldes to forhold. Dels at en stor del af befolkningen trods alt faktisk værdsætter de eksisterende elementer af social tryghed i hverdagen. Og dels at regimet anvender en bred vifte af magtmidler – fra skræmmekampagner, populistisk leflen og demagogi til elementært valgfusk. Det ville dog være en fejl udelukkende at fremhæve det sidstnævnte forhold. Både den sociale tryghed og styrets magtanvendelse har reelt hft betydning for folks stemmeafgivning. 


Om skribenten

Aksel V. Carlsen

Aksel V. Carlsen

Samfundsforsker og forfatter. Har skrevet bogen “Ruslands sorte oktober” (2015), og har senest udgivet IMRD - min arbejdsplads i Moskva” (2021) og BELARUS – Hviderusland vil forandring.   Læs mere