Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
14. maj. 2021

Enhedslisten: Da fanden blev gammel, gik han i kloster

Artiklen tager cirka 1 minutter at læse.

Artiklen tager cirka 1 minutter at læse.

Enhedslisten: Da fanden blev gammel, gik han i kloster

 

Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion

 

Enhedslisten skal ikke gå i kloster, men hanke op i sig selv og turde bruge systemkritikken som det centrale udgangspunkt, hvorfra man udvikler sin politik.

 

Jeg er sikker på at nogen af mine læsere vil tænke: ”Hvad pokker har han gang i ham, Niels”. Udtrykket ”Da fanden blev gammel, gik han i kloster” betyder jo på nutidsdansk, at nogen eller noget ikke længere er farligt. Og der kan måske også være noget om, at fanden tog ved mig, da jeg skulle i gang med at skrive denne anden del af mit forsøg på at pejle mig frem til Enhedslistens udvikling (første del var ”Enhedslisten: Med det ene ben fastsømmet”). Men efter lang tids ubeslutsom hændervriden og mange overspringshandlinger kom tilfældet mig til hjælp: Jeg faldt over en fin filmisk biografi over den engelske marxist og historiker Eric Hobsbawm, som jeg altid godt har kunnet lide, fordi han var den første jeg læste, så jeg kunne forstå det. Dengang var jeg helt grøn og det var en enorm oplevelse at læse nogen, der skrev historie, der inddrog den del af befolkningen, jeg kommer fra, nemlig arbejderklassen, som aktiv historieskaber og ikke bare nogen, der tvangsudskrevne og umælende slæbte mursten, når Christian d. IV ødslede statskassens midler på endnu en pragtbygning eller som min morfar, der var daglejer hos greven, stod med hatten i hånden, når bilen med monogrammet kørte gennem landsbyen.

 

”Nordisk socialisme” som udbrudsforsøg

Med Hobsbawms praktiske politiske holdninger var det noget andet. Han var i alle årene medlem af det britiske kommunistparti skønt i stigende grad kritisk og stod den eurokommunisme nær, som det italienske kommunistparti PCI var den fremmeste eksponent for, som partiet var slået ind på for at komme ud af den politiske isolering, Italiens største parti havde befundet sig i stort set siden befrielsen i 1945. I et interview, Hobsbawm gav et par år inden sin død i 2012 siger han:

 

"Jeg mener, at vi skal se at komme væk fra vanen fra det tyvende århundrede med at tænke på systemer som gensidigt udelukker hinanden: Man er enten socialist eller kapitalist eller hvad det nu kan være. Der er mange, der stadig tænker på den måde. Jeg synes, der kun er gjort meget få forsøg på at opbygge et system, der hviler på en fuldstændig tilegnelse af det samfundsmæssige ejerskab og den samfundsmæssige ledelse. På sit højdepunkt forsøgte det sovjetiske system det. Og de sidste tyve-tredive år, har det kapitalistiske system også forsøgt det. I begge tilfælde viser resultaterne, at det ikke virker. Så for mig synes problemet ikke at være om markedssystemet forsvinder, men hvilken præcis natur blandingen af markedsøkonomi og offentlig økonomi har og efter min mening først og fremmest hvad økonomiens samfundsmæssige mål er. ”

 

Og hvad kommer Hobsbawn så Enhedslisten ved? Jo, Hobsbawm-citatets centrale elementer er også det gennemgående tema i Pelle Dragsteds nye bog ”Nordisk socialisme”. Dragsteds hovedtese er, at det, han definerer som ’socialistisk produktionsmåde’ – offentlig ejede institutioner og virksomheder, kooperativer og andelsvirksomheder i den private sektor – kan sameksistere med kapitalismen i en blandingsøkonomi, hvorefter man kan trænge det kapitalistiske element længere og længere tilbage. Og ligesom PCI er Dragsteds hovedmission at få Enhedslisten og socialismen ud af den politiske isolation, som dens mangel på konkrete bud på ’noget andet’ efter hans mening har anbragt socialismen i. Og lige præcis denne opfattelse har været drivkraften i den fornyelsesproces i Enhedslisten, der startede i årtusindets første årti, og som Pelle Dragsted har været en af hovedmændene i.

 

Man bliver (let) det, man spiser

De strategiske mål for denne fornyelse eller modernisering er at gøre Socialdemokratiet rangen stridig som landets store centrum-venstre-parti. Omsat til politisk praksis betyder det forstærket fokus på det parlamentariske arbejde, der langt henad vejen opfattes som dét centrale politiske arbejde – noget der forstærkes af den ringe eller manglende mobilisering og bevægelse i samfundet og som betyder, at det parlamentariske arbejde meget let bliver en erstatning for den manglende udenomsparlamentariske mobilisering. Den organisatoriske konsekvens bliver, at ELs folketingsgruppe og dens sekretariat bliver den centrale politikudviklende instans i partiet, mens hovedbestyrelse og det aktive parti bliver reduceret til at konfirmere og udbrede de centrale instansers politiske initiativer uden reel mulighed for indflydelse på denne politiks udformning. Parlamentarisk manøvredygtighed og handlekraft er ikke ret tit forenelig med de træge processer, som et aktivt partidemokrati udgør. Dette sker naturligvis ikke, fordi partiet har en svag eller uduelig hovedbestyrelse, men fordi hovedbestyrelsens flertal er enig med folketingsgruppen – eller i hvert fald dennes flertal; folketingsgruppens musketered forhindrer, at eventuelle uenigheder i gruppen kommer til resten af partiets kendskab og hæmmer dermed alvorligt den demokratiske debat.

 

Men som Niels Henrik Nielsen beskriver andetsteds i dette nummer af KR om krisen i det hollandske socialistparti, ”Krise på venstrefløjen”, så kan en lære for det nye venstres politiske partier i Europa være tofold: For det første at det koster dyrt at komme for tæt politisk på et socialdemokratisk parti, især når dette har regeringsmagten og i forlængelse af dette, at det er grundlæggende at udvikle sin egen vision for samfundet. Det sidste så man tydeligt i Grækenland, hvor Syriza vandt valget netop, fordi partiet stod fast på sin egen løsning på landets problemer. Det første illustreres af den nedslidning, som det spanske Podemos, har været udsat for under regeringssamarbejdet med det spanske socialdemokrati, PSOE. Man skal huske på, at man let bliver det man spiser.

Når modernisering bliver til normalisering

Den fløj i Enhedslisten, der i den forudgående artikel kaldes ’Christiansborg’-fløjen, satte sig i sin tid for at ’modernisere’ partiet og vandt et flertal for det. Partiet har i den årrække, der er gået siden i højere og højere grad tilnærmet sig den måde partier i et vestligt demokrati sædvanligvis agerer på: Det parlamentariske arbejde opfattes som det centrale, derfor bliver partiets parlamentsgruppe med tilhørende apparat i form af sekretariat og ansatte rådgivere og specialister også det centrale sted for partiets politikudvikling. Politisk betyder det, at partiets langsigtede mål, en radikal samfundsforandring træder i baggrunden til fordel for at fremtiden snarere bliver en forlængelse af den umiddelbare nutid. Hånd i hånd med denne udvikling på det politiske niveau sker der også en afkobling af medlemsskaren og en reduktion af det aktive medlemsdemokrati f.eks. i form af svækkelse af rotationsprincippet og af, at det er de aktive medlemmer, der deltager i partiets arbejde, der bestemmer. Moderniseringen bliver til ’normalisering’.

 

Kritikere vil hævde, at Enhedslisten gik frem både medlemsmæssigt og mandatmæssigt i forbindelse med moderniseringen. Det er rigtigt, men siden valget i 2011 har partiet stået i stampe både medlemsmæssigt og mandatmæssigt med 9-10.000 medlemmer og 13-14 mandater. Det er som om, partiet ikke politisk kan komme videre med den nuværende linje.

 

Det hollandske socialistpartis store fremgang fra lille til stort parti med national indflydelse skete netop i den periode, hvor partiet prioriterede at opbygge frivillige sundhedsklinikker, gik aktivt ind i boligbevægelser og opbyggede fagligt aktive grupper i fagbevægelsen. Da det udviklede sig til at blive et parti som alle andre, mistede det indflydelse og opbakning.

 

Holland, Danmark - forskellige erfaringer, forskellige rammebetingelser - ja, det er rigtigt, men begge erfaringer peger efter min mening på, at skal man videre end til at forblive et mellemstore parti, så er nytænkning og systemkritik og evnen til at omsætte dette til politisk praksis helt afgørende. Men som vi skal få at se senere, ikke en hvilken som helst nytænkning.

 

Forbindelsen til arbejderklassen forsvandt

En af grundene til, at denne linje har vundet indpas i Enhedslisten, skal søges i medlemsskarens sammensætning og udviklingen i denne. Denne udvikling præger selvsagt også sammensætningen af partiets kadrer forstået som dem, der bemander partiet sekretariater og som er kerneaktivister. Disse er – og dette er naturligvis ikke ment som et skældsord – oftest veluddannede unge fra middelklassen, der for manges vedkommende er mere orienteret mod det, der bredt kunne kaldes værdipolitiske og identitetspolitiske spørgsmål og som ikke så at sige er ’født’ med tidligere generationers Marx-funderede politiske opdragelse, der anbringer arbejderklassen i de sociale forandringers centrum.

 

Mange af de yngre kræfters politiske uddannelse ligger i elev- og studenterorganisationerne og vejen til politisk prominens er ofte ikke gået gennem længere tids erhvervsarbejde. Det betyder at afstanden til ’almindelige’ menneskers erfaringer og deres liv vokser – noget der også aftegner sig i Enhedslistens sprog, når den henvender sig til sine vælgere og befolkningen i almindelighed, hvor et udtryk som ’danskerne’, der er blottet for interesse- og klassekonflikter, som led i ’normaliseringen’ har fortrængt udtryk, hvor klasseperspektivet er tydeligt.

 

Der er naturligvis ikke noget som helst i vejen med at være ung, veluddannet bybo – et socialistisk parti kan ikke undvære den energi og fornyelse der ligger i konstant tilførelse af yngre kræfter. Og der heller ingen grund til at forfalde til ”stereotypiske opfattelser af, hvad ’arbejderklassen’ er og ønsker (lidt mere lov og orden, mindre feminisme)”, som Loren Balhorn skriver i sin artikel om lederskiftet i Die Linke. Men der er grund til at fastholde arbejderklassens centrale rolle i en samfundsforandring.

 

Hvad er så de egentlig årsager til denne udvikling? Hvorfor har de partier, der udspringer af ’Det nye Venstre’ så svagt et fodfæste i arbejderklassen? Årsagerne skal søges i de dybtgående forandringer i kapitalismen, der har fundet sted i hele Vesten siden Anden Verdenskrigs afslutning. Allerede det klassekompromis, der ved krigens afslutning blev indgået, betød en begyndende erosion af arbejderbevægelsen. Hvor denne tidligere i høj grad havde været selvforsynende med selvstændige, sociale institutioner, gled disse over til at blive funktioner af velfærdsstaten. Tidligere tiders massemobiliseringer, der udover at tjene til at sætte magt bag arbejdernes krav også betød, at arbejderne konstant blev bevidste om deres stilling som klasse, forsvandt efterhånden til fordel for en korporativ politik (trepartsforhandlinger) og førte til arbejderbevægelsens fragmentering og erosion. Og ikke mindst velfærdsstatens overtagelse af funktioner, der tidligere havde været overladt til den indbyrdes solidaritet, bidrog til denne erosion i arbejderbevægelsen

 

Det er Balhorns opfattelse, at et resultat af erosionen af arbejderklassen har været, at politik i stigende grad er blevet middel- og overklassernes domæne. Noget det også var tidligere, men som blev brudt af en arbejderbevægelse, det lykkedes at gøre millioner af arbejdere politisk bevidste og organisere dem som en vældig politisk kraft, der var i stand til forsvare og udbygge demokratiet, noget som både Göran ​​ Therborn og Curt Sørensen har gjort opmærksom på. Men det har i overvejende grad været ”velmenende aktivister, der hovedsageligt rekrutteredes blandt den veluddannede middelklasse”, der f.eks. udgjorde kernetropperne i Corbyns fornyelseskampagne i det engelske Labour.

 

På grund af Enhedslistens medlemssammensætning bliver arbejderklassen derfor også let opfattet som en blandt mange undertrykte grupper i samfundet og dens fundamentale rolle forstås ikke. De, der forstod dette eller som var en del af arbejderklassen og som på en måde dannede bro til denne historiske opfattelse, er på vej ud af aktiv politik eller spiller, når det gælder ELs folketingsgruppe en tilbagetrukket rolle. Og bevidsthedsmæssigt spiller det altså en rolle, når det ikke i samme grad er ens objektive økonomiske omstændigheder, der er udgangspunkt for politikudviklingen, men i højere grad moralske overbevisninger.

 

Det betyder ikke, at man skal forfalde til stereotype opfattelser af, hvad arbejderklassen er – begrebet er jo i sig selv en abstraktion – og et socialistisk parti skal i sagens natur også forsvare mindretals rettigheder og som helt centralt arbejdsområde have kvindernes totale og altomfattende ligestilling.

 

Ingen vej udenom forankring i arbejderklassen

Men der er, hvis EL vil være andet end en smukkere udgave af socialdemokratiet, ingen vej udenom en forankring i arbejderklassen. Det vil bl.a. sige, at det politiske arbejde tager udgangspunkt i lav- og mellemindkomst-gruppernes livsvilkår som f.eks. bolig, løn- og arbejdsforhold, transport i en bæredygtig ramme og man præsenterer sin politik på en offensiv måde. Men det betyder også, at der må lægges et stykke arbejde i at identificere de forandringer, ’arbejderklassen’ som klasse på grund af kapitalismens udvikling har gennemgået. Især må man have øje for den relative nedgang i den fysiske produktion og fremgangen for servicefagene, de teknologiske fag og vidensfagene og den rolle som tilvandringen af ofte korttidsarbejdskraft og prekære ansættelser spiller. ​​ I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på det vigtige krydsfelt mellem etnicitet og klasse og den dermed forbundne opståen af en etnisk underklasse.

 

Det nye venstres partier – det vil i Danmark sige SF og VS – havde et politisk fokus, der var anderledes end de traditionelle arbejderpartier S og DKP. De havde i høj grad opmærksomheden rettet mod de bevægelser, der var opstået i løbet af 60erne og 70erne, først Kampagnen mod Atomvåben og senere hen kvindebevægelsen og miljøbevægelsen. Bevægelser hvis medlemsskarer for det meste bestod af veluddannede middellag og studerende. Da VS opstod som en afskalning fra SF, var der ganske vist mange aktive tillidsfolk, der gik med over i det nye parti, der var dannet i protest mod, at SF gik med til at afskaffe dyrtidsportionerne, men de forsvandt hurtigt. Og det er også i dag disse mellemlag hovedsageligt koncentreret i de store byer, der udgør ELs medlemsskare, skønt man ved ELs dannelse fik et tilskud af arbejdere fra DKP. Men som Esben Bøgh Sørensen skriver, slog den i og for sig rigtige ide at bygge bro mellem arbejderbevægelsen og bevægelser fejl. Sørensen skriver også, at det fejlslagne forsøg faldt sammen med at ’klasse’ som begreb forsvandt ud af politik, medierne og i de intellektuelles diskussioner.

 

Tvunget til at spille et professionaliseret og medialiseret politisk spil

Her igen viser det sig, at massepartierne eroderer og det gælder også arbejderbevægelsens partier. Heller ikke socialdemokratiet gik fri af ændringerne i medlemsskaren. Først og fremmest sank medlemstallet enormt og forholdet mellem partimedlemmer, der var privatansatte og offentligt ansatte ændres i de sidstes favør. Sørensen drager endelig den konklusion, at venstrefløjens opgave i dag ikke er at bygge bro mellem ”græsrødder, der udgår fra venstreorienterede aktivistmiljøer og en historisk basis i de nye mellemlag … udfordringen er derimod at skabe forbindelse med en arbejderklasse, der overordnet set er demobiliseret.” Videre: ”Med en atomiseret social basis, der hovedsageligt stammer fra mellemlagene og uden anden effektiv måde at forbinde sig med og mobilisere arbejderklassen på, er nutidens socialistiske partier tvunget til at spille et professionaliseret og medialiseret politisk spil.” Løsningen på dette problem er, at man udnytter sin parlamentariske styrke og sine kommunikationskanaler til atter at bringe klassepolitik i centrum og lade denne gennemtrænge alle andre emner på den politiske dagsorden. Et intensiveret arbejde i fagforeningerne, der stadigvæk er den største demokratiske masseorganisation ville være en god start.

 

Under kapitalismen er magten koncentreret, der hvor profitten skabes. Brugere på internettet har ikke de strukturelle midler til at bruge kollektiv magt på en måde, der blot tilnærmelsesvist ligner en strejke eller arbejdsnedlæggelse. Internettet kan ikke erstatte mobilisering og organisering eller politiske partier og fagforeninger. Det er en grundlæggende sandhed, som man er nødt til at lægge sig på sinde, fordi det i sidste instans er magten i samfundet, kampen drejer sig om.

 

Det fører mig frem til de politiske konsekvenser af Enhedslistens udvikling og ’modernisering’. I sin bog ”Krisesamfundet” citerer Mikkel Vedby Rasmussen i en omtale af reformismens problem den engelske filosof John Gray: ”Problemet er, at de kun kan forestille sig fremtiden som en fortsættelse af den nære fortid.” Det er naturligvis firkantet sat op, men en overdreven fokus på parlamentet står i fare for at gøre citatet til virkelighed. ​​ I et interview med Preben Wilhjelm i Politiken 3. marts ”Venstrefløjen er blevet tam og har glemt systemkritikken” stiller intervieweren Per Michael Jespersens Wilhjelm dette spørgsmål: ​​ 

 

Men kampen mod ulighed og for en stærkere velfærdsstat er vel klassiske venstrefløjstemaer?

PW: »Absolut. Misforstå mig ikke. Det er vigtigt også at tage de defensive kampe. Det skal man. Men det rækker jo ikke for alvor frem mod et nyt og bedre samfund at rette op på en del af forgængernes forringelser«.

og lidt senere:

Venstrefløjen har jo mærkesager – f.eks. minimumsnormeringer. SF’eren Jacob Mark sagde for nylig til Altinget, at det er helt bevidst, at den moderne venstrefløj holder sig fra det langhårede og i stedet fokuserer på letforståelige og konkrete fremskridt som minimumsnormeringer, gratis psykolog til unge og karakterfrie klasser. Ellers mister folk håbet, sagde han. Har han ikke en pointe?

PW: »Jeg er enig i, at politik ikke skal være langhåret, men det kan også blive for korthåret. … Men der skal også være perspektiv i måden at være konkrete på. Det er det, jeg mangler i dag. Når man f.eks. lige pludselig siger minimumsnormeringer og psykologbistand til unge og karakterfrie klasser, kan det da være o.k. forslag, men hvor er det langsigtede perspektiv? Skal man så bare finde nogle nye ’letforståelige fremskridt’ næste år?«.

 

I sin anmeldelse af Paul Masons bog ”Postcapitalism: A Guide to Our Future” skriver Curt Sørensen til slut:

”Den klassiske forestilling om ’proletariatet’ som den klasse, selve eksistensen af er forudsætningen overhovedet for kapitalismens eksistens og virkemåde, og hvis emancipation omvendt derfor også ville sprænge hele dette system, er stadig relevant. Klassikernes konstatering af, at dette ’proletariat’ først bliver til en kraft i og med dets politiske og ideologiske udvikling og erfaringsdannelse har også stadig gyldighed. Men for det første har proletariatet ganske rigtigt ændret sig og er blevet ’globaliseret’, for det andet er nye protesterende grupper og lag kommet til. Problemet er så, som tidligere anført, at bevægelserne kan gå i forskellig retning… Må man ikke netop forsøge her at sammentænke to impulser og to sæt af erfaringer?”

Enhedslisten skal ikke gå i kloster, men i systemkritisk offensiv!

Er det så ​​ ikke dette, der er opgaven for Enhedslisten: Ikke at gå i kloster ved at ’normalisere’ sig og blive endnu et - skønt moderne - socialdemokrati, hvis forståelsesramme reelt ikke rækker udover kapitalismen og det borgerlige demokratis parlamentariske institutioner, med et professionaliseret og mediefokuseret centralt apparat og en aktivistskare, der er reduceret til at uddele løbesedler, hvis indhold de ingen indflydelse har haft på, men tværtimod at formå at genindføre klasseperspektivet i dansk politik hvilende på en ordentlig forståelse af den moderne kapitalismes politiske økonomi, genoprette forbindelse til kapitalismens centrale klasse, arbejderklassen og med det udgangspunkt at udforme en politik, der rækker udover velfærdsstatens begrænsede perspektiv og ind i et nyt samfund. En politik, der med Preben Wilhjelms ord hviler på ”systemkritik, humor og venstreorienterede visioner” uden at glemme magtrelationernes og styrkeforholdets benhårde realiteter? Enhedslisten skal ikke gå i kloster, men i systemkritisk offensiv!

Om skribenten

Niels Frølich

Niels Frølich

Læs mere