Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
15. august. 2021

Enhedslisten København: Hvad vil Enhedslisten egentlig med en borgmesterpost?

Enhedslisten København: Hvad vil Enhedslisten egentlig med en borgmesterpost? Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion Den 30....

Enhedslisten København: Hvad vil Enhedslisten egentlig med en borgmesterpost?

 

Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion

 

Den 30. juli bragte Politiken et interview(1) ​​ med Enhedslistens borgmester for teknik og miljø, Ninna Hedegaard. Anledningen var den fornyede ballade om byggeriet på Lærkesletten på Amager Fælled, hvor Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet med øjeblikkelig virkning stoppede byggeriet med den begrundelse, at loven ikke i tilstrækkelig grad var blevet fulgt. Ugen efter meldte Københavns kommunes Teknik- og Miljøforvaltning (TMF) ud, at dens jurister derimod mente, at man ikke uden erstatningsansvar kunne stoppe byggeriet. Resultatet er, at den halvt kommunalt ejede bygherre Fælledby P/S fortsætter byggeriet i form af jordforberedende arbejder. Forvaltningens udmelding opfattede mange som et åbent snigløb af Enhedslisten og dens borgmester.

 

I det meste af interviewet i Politiken forsøger journalisten, Ida Nathan, at afæske borgmesteren et svar på, om hun har tillid til sin egen forvaltning eller ej, men det lykkes ikke. Nok mest fordi journalisten ikke stiller det rigtige spørgsmål.

 

Når spørgsmålet til borgmesteren ikke er rigtigt stillet, er det fordi, problemet ikke handler om tillid til forvaltningen – borgmesteren siger ganske rigtigt, at hun ikke ”tror at jura er en eksakt videnskab” og at hun skal rette sig efter flertallet i det politiske udvalg for teknik- og miljøområdet – selvom der kan være al mulig grund til, at en politisk ledelse ikke har tillid til en forvaltning. ​​ Journalisten har formentlig ikke sat sig ind i hvilke formelle muligheder en borgmester har for at blande sig i forvaltningens sagsbehandling for disse er meget indskrænkede: Hun kan hverken ansætte eller fyre eller blande sig i sagsbehandlingen. Nej, det handler om, hvorledes man håndterer forholdet mellem den politiske ledelse og genstanden for denne ledelse politisk.

 

Når borgmesterens direkte påvirkningsmuligheder er så indskrænkede, stiller det nemlig helt anderledes krav om politisk tæft og anvendelse af andre politiske virkemidler til et parti, der har ønsket om radikale samfundsforandringer som sit centrale politiske omdrejningspunkt, end det gør til mainstreampartierne på rådhuset. Det betyder f.eks. at man konstant skal være i så mange medier som muligt, så tit som muligt, med det samme svare på politiske angreb, altid være tilgængelig, være i offensiven, holde stadig og nær kontakt med fagforeninger, bevægelser og især med sit eget politiske bagland for at kunne mobilisere politisk pres udenfor rådhuset og først og fremmest fremstå som sit vælgergrundlags talsmand overfor forvaltningen, også når det medfører modsætninger med denne.

 

At konstant se de politiske muligheder og udnytte disse, at kunne sprænge de traditionelle politiske rammer, ja, selve opfattelsen af, hvad der er politik er naturligvis ikke alene borgmesterens ansvar. Det er derfor EL har baggrundsgrupper, en bestyrelse for Enhedslisten i København og en BR-gruppe. For EL er jo et parti, hvis arbejdsform pr. definition er kollektiv. Men det ændrer ikke ved, at det jo er en indbygget funktion i det at være borgmester, at man formår at agere med maksimal synlighed og gennemslagskraft i offentligheden.

 

Desværre har anvendelsen af disse politiske virkemidler og den kollektive arbejdsform ladet meget tilbage at ønske i den snart afsluttede valgperiode. Borgmesteren har ofte været usynlig, ikke kunnet træffes, har overladt kommentarer til de opdukkende sager til forvaltningen eller tiet stille. Miseren skyldes grundlæggende den legalisme, der har bredt sig i hele ELs top både på rådhuset og Christiansborg. Politik opfattes på trods af principprogrammets smukke ord om noget andet efterhånden som den politik, der alene kan føres indenfor de parlamentariske organers rammer. Og en så stor forsigtighed i sit forhold til forvaltningens gøren og laden, at ”… man som borger i København tænker, at forvaltningen kører rundt med dig [borgmesteren] …”, som journalisten siger i det omtalte Politiken-interview. Hvis det indtryk virkeligt er repræsentativt for den offentlige fornemmelse for ELs ageren på rådhuset, udgør det et alvorligt politisk problem for ELs troværdighed.

​​ 

I tilgift til det kommer, at ELs repræsentanter på rådhuset og i partiets Københavns-bestyrelse, der jo er politisk arbejdsgiver for borgmester og BR-gruppe, tilsyneladende opfatter verden som en boble hvis centrum er Facebook og den interne kommunikation. ​​ Det samlede resultatet har været, at EL slet ikke har formået at udnytte den politiske kendsgerning, at partiet ånder Socialdemokratiet meget tæt i nakken som det næststørste i København.

 

Dette har i den forløbne periode ofte betydet, at f.eks. angreb og påstande fra den tidligere socialdemokratiske overborgmester Kramer Mikkelsens pressechef Carsten Mai i de forskellige københavnske ugeaviser, hvor Mai har en fast klumme, ”Mai & Rådhuset”, forbliver ubesvarede. Sandsynligvis fordi ingen læser hverken ugeaviserne eller dagbladene – opfattelsen af hvad der er medier, er tilsyneladende indskrænket til fjernsyn eller internet. Mai skriver f.eks. i KøbenhavnLiv 26. juni i sin klumme under overskriften ”Ritt Bjerregaard har stadigvæk ret”:

 

”… Men det halter stadigvæk i de administrative led. Ikke mindst i Teknik- og Miljøforvaltningen har de svært ved at begribe ordet service. Klagerne over sagsbehandlingstiderne vælter ind ad døren, og en politianmeldelse er såmænd fulgt efter fra beboergrupper i byen. For ikke at nævne sagerne dengang forvaltningen ulovligt opkrævede gebyrer fra københavnerne.

Man siger, at der tager 10 kilometer for en supertanker at vende. De 10 kilometer er for længst brugt op i kommunens store tekniske forvaltning, hvis nye ledelse har indset behovet for en kulturændring.

Den har derfor netop igangsat et stort arbejde for at bringe forvaltningen ind i nutiden. Lykkes det bare nogenlunde, vil det være en ledelsesmæssig toppræstation med stor betydning for forvaltningens mange brugere.

…”(2)

 

Der er ellers nok at tage fat i i Mais klumme f.eks. udsagnet om, at TMF har ’svært ved at begribe ordet service’ eller at TMF har fået ’ny ledelse’ og at denne har ’igangsat et stort arbejde for at bringe forvaltningen ind i nutiden’ . Hvordan kan det f.eks. være, at EL i København gennem årene ikke som eksplicit formål med frivilligt at tage ledelsen af en forvaltningsgren som sit fornemste og mest opreklamerede mål har haft at gøre netop den forvaltningsgren til et mønster på borgerbetjening? Og hvis man så blev modarbejdet i dette politiske mål det være sig af forvaltning, politisk udvalg, Økonomiudvalget eller overborgmesteren så offentligt fremlagde denne modarbejdelse? Det er heller ikke sket i den nuværende periode på trods af, at der har været flere åbenlyse sager, hvor forvaltningschefer har modarbejdet borgmesteren.

 

Det samme gælder den valgkamp, der lægges op til til kommunalvalget i oktober. I stedet for eksplicit at erklære, at Enhedslisten på rådhuset er partiet for lav- og mellemindkomstgruppernes interesser, kører man videre med udtrykket ’københavnerne’, der er kemisk renset for klasse- og interessemodsætninger. Som om alle københavnere uanset klasse havde samme interesser, men det svarer naturligvis godt til den sprogbrug (og dermed klasseforståelse) som hovedparten af ELs folketingsgruppe har i form af udtrykket ’danskerne’, som man deler med resten af folketingets partier. ​​ 

 

Det store spørgsmål som ELs hidtidige praksis på rådhuset rejser er: Hvad er begrundelsen for at tage en borgmesterpost for et parti som EL? Er det nok bare at agere som de andre partier? Eller formår EL som socialistisk parti, der har grundlæggende samfundsforandringer som omdrejningspunkt, at omdefinere den traditionelle borgmesterrolle og den rolle som partiets BR-gruppe spiller? Formår partiet at udfordre de givne rammer og i sidste instans om nødvendigt tage et åbent opgør med ’sin’ forvaltning?

 

Her kunne man med fordel have lænet sig op ad nogen af de erfaringer, Venstresocialisterne fik, da Villo Sigurdsson sad som borgmester på Københavns rådhus. Han blev i den grad på socialdemokratisk foranledning underløbet af sin egen forvaltning, at han var nødt til at oprette et parallelt rådgivningsorgan i form af den berømte Banjo-bande. Resultatet var, at VS effektivt og slagkraftigt både kunne afværge socialdemokraternes angreb og fremlægge troværdige og gennemarbejdede, alternative forslag til Københavns udvikling, som man på den måde tvang flertallet på rådhuset til at forholde sig til og som viste vælgerne, at VS stod på sine kernevælgeres side.

 

Sammensætningen af ELs nye Københavnsbestyrelse er efter sidste generalforsamling ændret i ’Christiansborg’-fløjens favør. Det bliver derfor spændende at se, om ELs nye borgmesterkandidat og nye BR-medlemmer også på rådhuset vil videreføre den mainstreaming af ELs politik og politiske adfærd, som ’Christiansborg’-fløjen af partiet har som mål og forstærke den legalistiske og parlamentaristiske linje. I hvert fald tyder de forslag til valgkamp, som den københavnske valgkampsledelse har fremlagt ikke på, at hverken klasseperspektiv eller anti-kapitalisme vil få en fremtrædende plads – indtrykket er nærmest apolitisk.

 

Men først fremmest savnes der en grundlæggende diskussion om, hvad EL egentlig vil med en borgmesterpost i lyset af partiets principprogram og de begrænsninger, der ligger i borgmesterposten og parlamentariske rammer.

 

Noter

1. https://politiken.dk/indland/kobenhavn/art8305778/13-svar-fra-Enhedsliste-borgmester-der-ikke-kan-stoppe-byggeri-p%C3%A5-Amager-F%C3%A6lled-selv-om-hun-gerne-vil

2.  ​​ ​​​​ https://kobenhavnliv.dk/artikel/mai-r%C3%A5dhuset-ritt-bjerregaard-har-stadigv%C3%A6k-ret

 

Om skribenten

Niels Frølich

Niels Frølich

Læs mere