Foto: Mark Knudsen / Enhedslisten
8 min. læsetid

»Operationen lykkedes, men patienten døde,« lyder det fra Enhedslistens Christian Juhl. Forud for partiets beslutning om at stille op til EU-Parlamentet advarede han om, at opstillingen kunne ende med at koste Folkebevægelsen mod EU både dens mandat og på længere sigt – dens liv. Christian Juhl fik ret i sin første forudsigelse, men får han også ret i den anden? Og hvor efterlader det venstrefløjens modstand mod EU?


Af Kim Kristensen

Hvis han er fristet til at sige hvad sagde jeg, er der ikke noget at sige til det. Da Enhedslisten i 2016 besluttede at stille op til EU-Parlamentet, advarede partiets medlem af Folketingets præsidium, Christian Juhl, dengang om, at opstillingen risikerede at tage Folkebevægelsens enlige mandat, hvilket efterfølgende kunne føre til bevægelsens opløsning, ligesom det skete for Junibevægelsen. Og hvor ville det efterlade den venstreorienterede modstand, hvis – eller når – Enhedslisten en dag ikke længere formåede at trække et mandat?

Dagen derpå, efter europarlamentsvalget, har den tidligere DKP’er – som har været medlem af Folkebevægelsen siden 1975, og denne gang stillede op som nummer seks på liste N – også svært ved for alvor at glæde sig over, at Liste Ø for første gang bliver repræsenteret i parlamentet i Bruxelles.

»Da jeg gik hjem fra Folkebevægelsens sidste valgarrangement, gik jeg da og tænkte på de samme ting,« siger Christian Juhl. »Men der er jo ikke megen glæde i at gå og tænke, at du fik ret! Operationen lykkedes, men patienten døde«.

Da jeg gik hjem fra Folkebevægelsens sidste valgarrangement gik jeg da og tænkte på de samme ting,« siger Christian Juhl. »Men der er jo ikke megen glæde i at gå og tænke, at du fik ret! Operationen lykkedes, men patienten døde

Det tidligere mangeårige medlem af EU-Parlamentet for såvel Folkebevægelsen som Junibevægelsen, Jens-Peter Bonde, har også allerede erklæret førstnævnte for værende død. Uden pladsen i parlamentet vil Folkebevægelsen ikke kunne opretholde et sekretariat, have ansatte og få organisationen til at fungere. Hvilket var den konklusion Junibevægelsen drog efter europarlamentsvalget i 2009, efter dengang at have tabt kampen om de danske mandater til blandt andet netop Folkebevægelsen.

Junibevægelsen døde ifølge dets tidligere mangeårige medlem af EF/EU-Parlamentet, Jens-Peter Bonde, blandt andet fordi medierne ikke fortalte om arbejdet i EU, men fokuserede entydigt på Christiansborg. Er Folkebevægelsen nu også på vej mod opløsning?

Den næstbedste løsning

»Den platform, som pladsen i parlamentet har udgjort, er der ikke mere, hvilket betyder, at Folkebevægelsen må finde nye måder at arbejde på,« siger Christian Juhl. »Det næstbedste er selvfølgelig, at Enhedslisten – med sit program – også er meget EU-kritisk. Og så må vi finde ud af at transformere det til en reel EU-modstand. For valgkampen har handlet meget om, hvad Enhedslisten kan sammen med den øvrige venstrefløj, og ikke så meget om, at partiet faktisk er et EU-modstanderparti. For jeg tror, at vi alle sammen er enige om, at det er Enhedslisten – altså et EU-modstanderparti. I hvert fald rigtig mange af os, må jeg hellere sige. Der er jo også medlemmer som ikke engang stemte på Liste Ø ved EU-parlamentsvalget, fordi de er positive overfor Unionen«.

… valgkampen har handlet meget om, hvad Enhedslisten kan sammen med den øvrige venstrefløj og ikke så meget om, at partiet faktisk er et EU-modstanderparti. For jeg tror, at vi alle sammen er enige om, at det er Enhedslisten – altså et EU-modstanderparti. I hvert fald rigtig mange af os, må jeg hellere sige.

Tidligere har Liste Ø’s interne undersøgelser afsløret, at dets vælgere netop ikke er lige så kritiske over for Unionen som medlemmerne – og Folkebevægelsen – og senest har Enhedslisten da også meddelt, at det alligevel ikke stiller med et krav om en folkeafstemning om dansk medlemskab.

Efter EU-Parlamentsvalget i 2014 viste en undersøgelse således, at 56 procent af Enhedslistens vælgere dengang stemte på Folkebevægelsen, 21 procent på SF og andre ni på andre partier – mens 14 procent slet ikke stemte. Dermed var alene Liberal Alliance ringere end Enhedslisten til at mobilisere vælgere til at stemme på sit parti/liste til EU-parlamentsvalget. Ved parlamentsvalget det år fik Folkebevægelsen 8,1 procent af stemmerne og ét mandat, som tilfaldt Rina Ronja Kari. Denne gang fik Enhedslisten 5,5 procent og Folkebevægelsen 3,7 og valgforbundets enlige mandat tilfaldt Enhedslistens Nikolaj Villumsen.

Den store maskine i Bruxelles

Christian Juhl understreger i dag behovet for at fastholde, hvad han kalder den systemiske kritik af EU, så fokus ikke kun er på kampen i EU-Parlamentet for et bedre klima, forbrugerbeskyttelse eller sociale rettigheder. Modsat Folkebevægelsens landsledelse som er sat i verden med én opgave for øje, EU og modstanden mod Unionen, har Enhedslistens øverste myndighed, hovedbestyrelsen, nemlig andre opgaver at tage sig til.

»Det er ikke så svært for hovedbestyrelsen at holde fast i folketingsgruppen, for de sidder næsten lige ved siden af os. Men Nikolaj Villumsen kommer alene ned i den store maskine i Bruxelles, og der bliver du masseret fra alle sider til at forholde dig til alt muligt, som du reelt ikke har mulighed for at forholde dig til, og bliver lullet ind i fornemmelsen af at være del af et egentligt parlamentarisk system. Vi risikerer, at det bliver et punkt under eventuelt på hovedbestyrelsesmøderne – hvilket vil efterlade Nikolaj Villumsen alene i et tomrum. Og så vil det være svært for ham, som enkeltperson, at fastholde modstanden, når alle hans omgivelser vil være, om ikke jublende glade, så i hvert fald glade for Unionen«.

Dyr afgørelse – politisk og organisatorisk

Siden det første direkte valg til EF-Parlamentet i 1979, er det gået tilbage med antallet af såvel Folkebevægelsens som de danske pladser. Det år fik Folkebevægelsen fire af de dengang 16 danske pladser. EU’s udvidelse kostede ved parlamentsvalget i 2004 Danmark to pladser i EU-Parlamentet. Og i 2009 fjernede stoledansen i Bruxelles endnu en dansk plads, så der siden kun har været 13 sæder at kæmpe om (denne gang er der dog 14, når – eller måske snarere hvis – Storbritannien træder ud af EU).

Selv om Christian Juhl, modsat Jens-Peter Bonde, ikke er klar til at skrive nekrologen over Folkebevægelsen, mangler han selv et bud på, hvordan den kommer videre. Det hele er stadig så nyt.

Håndteringen af Brexit har gjort folk nervøse, og derfor kan den reelle EU-modstand have svært ved at trænge igennem for tiden, mener Christian Juhl. Foto: Wiki Commons

»Jeg troede jo så sent som søndag stadig, at Folkebevægelsen ville komme ind, fordi meningsmålingerne på det tidspunkt pegede på, at bevægelsen og ikke Enhedslisten fik mandatet. Det er klart, at det bliver sværere for Folkebevægelsen, som nu skal ud og samle underskrifter for at kunne genopstille igen, hvorimod Enhedslistens repræsentation i Folketinget automatisk ville have givet adgang til at stille op. Så det er en relativt dyr afgørelse politisk og organisatorisk«.

Årsagen til Folkebevægelsens fald skyldes dog ikke udelukkende Enhedslisten. Meningsmålinger afslører, at det kaotiske forløb om Storbritanniens Brexit har kostet EU-modstanden dyrt. Tidligere på året viste en meningsmåling fra Kantar Gallup, at opbakningen til et »Daxit« – som Folkebevægelsen kalder det –  er faldet siden den britiske folkeafstemning i juni 2016. I dag ønsker 62 procent ikke en dansk EU-folkeafstemning, mens 26 procent ønsker det. Og hvis en folkeafstemning blev afholdt, ville 66 procent stemme for at blive i EU, mens 22 procent ville stemme for, at Danmark trådte ud af Unionen. Før den britiske afstemning svarede næsten hver tredje dansker i en tilsvarende undersøgelse, at danskerne burde følge briterne ud af EU. Lige under halvdelen ønskede derimod at blive i EU, mens resten var uafklarede.

»Lige i øjeblikket har vi ikke vælgerne med os,« siger Christian Juhl. »Brexit har gjort folk nervøse, fordi det ser rodet ud, og de ikke har lyst til at eksperimentere. Om det er midlertidigt eller en permanent tilstand, må vi se. Jeg vil gætte på, at Margrete Auken siger, at det er den nye permanente tilstand. Men jeg tvivler stadig på det«.

Lige i øjeblikket har vi ikke vælgerne med os,« siger Christian Juhl. »Brexit har gjort folk nervøse, fordi det ser rodet ud, og de ikke har lyst til at eksperimentereChristian Juhl

Selv har Rina Ronja Kari ikke ønsket at kommentere fremtiden for Folkebevægelsen – og EU-modstanden –  før landsledelsen samles på mandag 3. juni. Men efter valgresultat lå klart, lovede den nu tidligere EU-parlamentariker på Facebook, at kampen fortsætter:

»Kampen imod EU er ikke slut. Den skal nu omorganiseres. Resultatet søndag 26. maj var et hårdt slag. Sådan et slag, hvor man skal give sig selv tid til at komme sig igen. Men vi vender stærkt tilbage på andre måder for at give EU modstand«.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen.