Enhedslisten må sadle om: Fredsløsninger i Ukraine findes ved forhandlinger, ikke med krig

Enhedslistens hovedbestyrelsen har med stort flertal givet folketingsgruppen carte blanche til at fortsætte militær støtte til Ukraine. Der er ikke aftalt nogen nye ’røde linjer’ ud over et naivt krav om, at våbnene ikke bruges inde i Rusland.

Ledende medlemmer i Enhedslistens folketingsgruppen fastholder, at der ikke er nogen modsætning mellem at være imod oprustning og at støtte ukrainerne i krigen mod Rusland. Men man lukker øjnene for, at den militære støtte jo fremmer den oprustning og våbenindustri, som Enhedslisten hævder at være modstandere af!

Enhedslisten stiller ikke en gang krav om kontrol med leverancen af granater eller andet materiel, selvom det er en kendt sag, at dele af leverancerne ender på det sorte marked i Ukraine.

Med de udmeldinger er Enhedslisten ikke noget parti for fred. Et fredspolitisk spor er ikke blevet søgt åbnet, selvom det – sammen med andre forslag om fredsinitiativer – er vedtaget på årsmødet i maj.  Den eneste formildende omstændighed er, at Enhedslisten ikke er med i forsvarsforliget. Fredsbevægelsens krav om ’våbenhvile nu’ afvises med henvisning til, at det kun vil gavne de russiske styrker, skønt det er ukrainerne, der har brug for flytræning, før F-16-flyene kan anvendes.

Enhedslistens udenrigspolitiske linje blæser i vinden. I spørgsmålet om Syrien er det kurdernes ret til selvbestemmelse, der politisk fremmes. I Ukraine-krigen er det grænsernes ukrænkelighed, der skal respekteres; ikke det østukrainske mindretal. Partiet er altså ikke konsekvent i sin forståelse af folkeretten.

Enhedslisten har – ligesom den meningsdannende presse – bekvemt udnævnt Putin til en diktator, hvorfor der ikke behøves baggrundsforklaringer eller dialog. Ofte argumenterer Enhedslisten imod stigmatisering af en befolkningsgruppe. Men hvad siger det om partiet, når alle de fine ord ikke kan bruges mellem lande for at fremme dialog.

NATO-begejstring i stedet for humanisme

Jeg savner en humanistisk vinkel som modsætning til den støtte til regeringens militaristiske politik, som Enhedslistens folketingsgruppe fastholder. Lige nu gungrer musen på broen sammen med EU og NATO, men hvor mange af Vestens krige har bygget på et velargumenteret grundlag, og hvilke af NATO’s krige har fået en lykkelig udgang?

Enhedslisten fastholder Ukraines ret til selvbestemmelse i forhold til indmeldelse i NATO og vil på linje med partiets ja til Sverige og Finlands indlemmelse sikkert også stemme ja, når og hvis det kommer dertil. Det lyder jo umiddelbart rimeligt, men er det klogt?

Er der forskel på valg af påklædning og valg af forsvarssamarbejde? Nogle valg kan foretages uden store konsekvenser, mens andre valg ikke kun har konsekvenser for den ene part, men også for den modstående part. Når FN-pagten ikke slår til som adfærdsregulering, vælger lande deres sikkerhedspolitik ud fra rå magt. For at undgå optrapning mellem øst og vest stemte Enhedslisten tilbage 2008 imod optagelsen af Kosovo i NATO. Enhedslisten gik altså dengang imod Kosovos valg og ønske.

Frank Aaen sagde ved den lejlighed: ”Jeg forstår ikke, at de, der i dag siger, at vi bare skal støtte, at NATO bliver større, ikke i højere grad reflekterer over, om tingene nu går så godt, som man kunne ønske sig.”

Monroe-doktrinen foreskriver, at USA ikke ønsker fremmede magter i sit nærområde, sin interessesfære. Hvis det var tilladt Rusland at have en ’Monroe-doktrin’, ville det – med NATO’s beslutning i 2008 om at indlemme Ukraine – være en krigserklæring mod Rusland helt på linje med USA’s reaktioner i Cuba-krisen i 1962. Dengang var det USA og Kennedy, der markerede en rød linje; i dag er det Rusland. Fik Cuba lov at bestemme selv af det frihedselskende USA?

Den åbne krig, som Rusland har startet, kan på ingen måde sammenlignes med Vietnamkrigen, som ledende medlemmer af Enhedslisten ynder at gøre. USA’s krig i Vietnam havde intet med USA’s territorialforsvar at gøre modsat Ruslands krig imod Ukraine.

Sammenligningen tjener kun til forvirring og til at besmykke Enhedslisten med et skær af ’antiimperialisme’ på et falsk grundlag. Det er mangel på respekt for 1970’ernes Vietnambevægelse.

Enhedslisten eskalerer i stedet for at deeskalere

Krig er foragt for liv, og derfor skal krige stoppes. Men Enhedslisten fastholder – sammen med folketingets øvrige partier – at bære ved til ligbålet! Tænk på alle de unge soldater, der er døde i krigen på begge sider. Tænk på alle de ødelagte familier og de lemlæstede på krop og psyke.

Socialister må og skal føre krig mod krigen, som Karl Liebknecht udtrykte det i 1910.

Krigen er ikke kun frygtelig for ukrainere. Det er den også for den almindelige russiske befolkning, der er blevet trukket ind i krigen uden at være blevet spurgt. Ingens liv er mere værd end andres liv!

Krigen, der reelt begyndte med kuppet i 2014, orkestreret og støttet af USA med mange mia. dollars, er eskaleret grusomt ved Ruslands folkeretsstridige invasion i februar sidste år. Langsigtede geopolitiske interesser spøger i baggrunden af noget, der ligner en stedfortræderkrig, hvor ukrainere dør i Vestens tjeneste!

Amerikanerne startede allerede med massiv påvirkning af Ukraine i 1990’erne og forhindrede, sammen med Boris Johnson, fredsaftaler med Rusland i marts/april 2022.

Det viser, at ’det frie vesten’ ville have denne krig! Vesten konstruerede bomben, som Rusland udløste. Alt sammen til død og ødelæggelse og gavn for våbenindustrien, men med den bagtanke at udmanøvrere Rusland en gang for alle. Et krampagtigt vestligt forsøg på at fastholde en unipolær verdensorden.

De, der dør ved fronten, er ikke oligarker eller kapitalejere, men almindelige medborgere, hvis blod de ansvarlige har på hænderne. Vi må stoppe dette vanvid, som kunne være undgået, hvis hele Europa havde udvist ansvar og tilstrækkelig interesse for Minsk-forhandlingerne mellem Rusland og Ukraine.

Enhedslisten har desværre valgt at følge regeringen og andre partier ind i krigens rædsler. Enhedslisten vælger at støtte atommagt mod atommagt.

Reel humanisme og solidaritet med ukrainere er at fremme fredsforhandlinger, sætte sig ind i baggrunden for konflikten, arbejde for en løsning af konflikten og kræve våbenhvile nu.

Ruslands brud på folkeretten må bringes til ophør, og folkerettens krav om grænsernes ukrænkelighed og folkenes ret til selvbestemmelse må danne grundlag for fredsforhandlingerne under ledelse af en tredje part – for eksempel FN.

Holdbare løsninger og fælles sikkerhed findes ved forhandlingsbordet og ikke på slagmarken.