Enhedslisten og de manglende dele af arbejderklassen

Jeg er medlem af og ansat i Enhedslisten. Derfor tager denne tekst udgangspunkt i Enhedslisten, men den samme øvelse kunne være interessant at foretage i venstrefløjens øvrige partier.

Lad mig starte med at slå en ting fast. Jeg opfatter flertallet af medlemmerne af DM og DJØF som en del af arbejderklassen, og jeg mener, at det er godt, når DM og DJØF´s medlemmer i København melder sig ind i Enhedslisten. Problemet opstår, når de næsten er de eneste, der melder sig ind i Enhedslisten.

Hvis Enhedslisten og den øvrige venstrefløj skal blive stærk nok til at kunne forandre samfundet grundlæggende, skal partiet have opbakning fra flertallet af befolkningen. Sådan et befolkningsflertal vil nødvendigvis inkludere arbejdere med ingen, faglærte, korte og mellemlange uddannelser.

Det fagligt skæve Enhedslisten

Det er ret svært at regne ud, hvilke grupper i arbejderklassen der helt præcist er for få af i Enhedslisten. Den bedste metode, jeg er kommet frem til, er at kigge på, hvilke fagforbund Enhedslistens medlemmer fortæller, at de tilhører, og så se på forholdet mellem de forskellige fagforbund.

Hvis vi deler et fagforbunds medlemstal med antallet af medlemmer af Enhedslisten, der også er medlem af fagforbundet, får vi et forholdstal: antal fagforbundsmedlemmer for hvert medlem af Enhedslisten, der også er medlem af fagforbundet.

De her forholdstal kan vi sammenligne. Jeg har slået DM og DJØF’s medlemmer sammen og udregnet et fælles forholdstal, som jeg kalder for 100.

Alle forbunds forholdstal skal så ses i forhold til dette tal, og så kan vi se, hvordan de forskellige fagforbunds forholdstal klarer sig over for DM og DJØF. For eksempel; Hvor mange flere 3F’ere, der skal organiseres, før der er forholdsvist lige så mange 3F’ere i Enhedslisten, som der er DM’ere og DJØF’ere.

Herunder kan du se forholdstallene for Enhedslistens medlemmer under 60 år. Jeg har valgt at kigge på medlemmerne under 60, fordi vi først og fremmest er interesserede i at forstå, hvor Enhedslistens medlemssammensætning er på vej hen, ikke hvor den var engang.

Jo højere kolonnen er, jo flere medlemmer af det forbund mangler Enhedslisten at organisere, hvis de skal fylde forholdsvist lige så meget som medlemmerne af DM og DJØF. PROSA er meget tæt på 100, hvilket betyder, at der er nærmest lige så mange PROSA-medlemmer som medlemmer af DM og DJØF.

Det fremgår af statistikken, at Enhedslisten skal organisere ca. 5 gange flere medlemmer af IDA (Ingeniørforeningen), ca. 8 gange flere medlemmer af DSR (Dansk Sygeplejeråd), ca. 10 gange flere medlemmer af 3F, og ca. 18 gange flere medlemmer af Dansk Metal, end partiet har i dag, hvis de skal fylde forholdsvist lige så meget som DM’erne og DJØF’erne.

Det er meget tydeligt, at Enhedslisten har særligt svært ved at organisere ufaglærte og faglærte arbejdere i de tidligere LO-forbund. Disse skævheder er også til at få øje på, hvis vi zoomer ud og ser på hovedforbundene. Herunder er tallene for Enhedslistens medlemmer under 60, fordelt på AC, tidligere FTF og tidligere LO-forbund. Kolonnerne taler deres tydelige sprog.

Det geografisk skæve Enhedslisten

Rent geografisk er det også tydeligt, at Enhedslisten organiserer rigtig mange af partiets medlemmer i de store byer, særligt i København. København og Frederiksberg Kommunes indbyggere udgør cirka 13 procent af Danmarks befolkning. 38 procent af Enhedslistens medlemmer kommer fra København eller Frederiksberg.

Enhedslisten kan altså konkludere, at partiet har alvorlige udfordringer med at organisere faglærte og ufaglærte arbejdere, særligt uden for de store byer. Men hvad kan Enhedslisten gøre for at rette op på disse skævheder? Hvordan kan Enhedslisten blive et parti for alle dele af arbejderklassen?

Jeg forestiller mig, at Enhedslistens udfordringer gør sig gældende for de øvrige partier på venstrefløjen.

Hvad må der gøres?

Første skridt til at løse et problem er, at man erkender problemets omfang. Alle dele af partiet må erkende, at den nuværende situation ikke er holdbar, og forpligte sig til at gøre noget ved det.

Groft sagt kan man sige, at en gruppe politologer i København umuligt kan regne ud, hvad der rører sig blandt industriarbejderne i Jylland. Hvis københavnske politologer vil forstå industriarbejderne i Jylland, bliver de nødt til at spørge og lytte til de jyske industriarbejdere. Og hvis de københavnske politologer vil organisere de jyske industriarbejdere, bliver de nødt til at inddrage dem i det politiske arbejde. 

Heldigvis har Enhedslisten og de øvrige venstrefløjspartier medlemmer blandt alle grupper af arbejderklassen. Enhedslisten har faktisk medlemmer på industrivirksomheder i Jylland, medlemmer der er sosu-elever på Fyn, og medlemmer der er sygeplejersker på hospitaler i Region Sjælland.

Og der er også medlemmer af Enhedslisten, som er nyuddannede magistre i København, der kæmper for at få en fod ind på arbejdsmarkedet, inden deres dagpenge løber ud. Enhedslisten har masser af eksperter i deres eget liv, som partiet kan starte med at spørge og lytte til.

Det kan kun gøre venstrefløjens kloge og dygtige politikere endnu klogere og endnu dygtigere at lytte til partiernes egne eksperter. Tommelfingerreglen er: Ingen politik, hvis ikke de, det drejer sig om, er med til at formulere den.

Men det er ikke nok at lytte, man skal også inddrage. Det betyder for eksempel, at man laver erhvervsskolepolitik sammen med vores erhvervsskoleelever og sørger for at sætte deres aktioner i centrum for det parlamentariske arbejde.

Formålet er ikke kun at give dem følelsen af at være med, men også at opbygge deres kampkraft, så man en dag for alvor kan udfordre magthaverne. Tommelfingerreglen er: Intet politisk resultat uden handling fra dem, det drejer sig om.

Hvis du er interesseret i at lære mere om, hvordan man organiserer faglige medlemmer, er der en meget kort video på engelsk her:

Denne tekst er en omarbejdet udgave af en tekst, som tidligere er udgivet på Socialistisk Information og i Enhedslistens interne faglige debat.