8 min. læsetid

Enhedslisten skal være med til forpligtende, grænseoverskridende samarbejde i EU. For alt samarbejde skal ikke være mellemstatsligt, hvor alle stater skal være enige, og hvor en stat altid kan trække sig ud.


Af Mikkel Warming

3. marts behandlede Enhedslistens hovedbestyrelse partiets valgprogram til EU-parlamentsvalget i maj. Jeg stemte som den eneste imod valgprogrammet.(

Det gjorde jeg fordi programmet, trods retoriske opstramninger, afspejler at Enhedslisten hænger fast i en dogmatik, som betyder, at partiet ikke vil være med til forpligtende, grænseoverskridende samarbejde. Alt samarbejde skal være mellemstatsligt. Altså et samarbejde, hvor alle stater skal være enige, og hvor en stat altid kan trække sig ud.

Beslutningsmagt

Det er simpelthen ikke tilstrækkeligt at mene, at de lande som gerne vil, skal løse klimaproblemer, skattely m.m. Særligt med de stadig større grænseoverskridende problemer vi oplever, bør et erklæret internationalistisk parti principielt kunne støtte, at der træffes beslutninger i internationale strukturer med institutionel magt, som også kan gennemføre beslutningerne. Modstanden mod overnationalt, internationalt samarbejde betyder eksempelvis, at Ungarn altid skal kunne sige nej til at huse flygtninge.

Enhedslistens ledelse ved godt, at det egentlig er et uholdbart standpunkt for et progressivt parti, så i EU-valgprogrammet tales der om en koalition af ‘villige lande’, som – uden for EU-systemet må man forstå – fordeler flygtninge mellem sig. De samme villige lande skal jo nok helst udgøre et stort flertal af EU-landene, da partiet ifølge valgprogrammet vil stoppe EU-midler til lande, som ikke er ”villige”. Man vil altså ikke rigtig bruge EU som ramme for handling.

Venstrefløjen og EU

EF og EU-modstanden er central i den danske venstrefløjs historie og udvikling i de seneste snart 50 år. Det har den også været i mit eget politiske liv.

Jeg er vokset op i et højskolehjem, hvor jeg fik EF- modstanden ind med modermælken. Vel at mærke den demokratiske og nordisk orienterede EF-modstand. Jeg blev senere aktivist i Odense under folkeafstemningen i 1986, hvor jeg mødte kommunisterne og siden har været venstrefløjsaktiv.  For det var den venstreorienterede parole – Folkemagt mod pengemagt – som mest præcist beskrev følelsen af at have alle de gode argumenter mod det indre marked.  Mens alle de andre havde pengene, annoncerne og aviserne bag sig.

Efter murens fald havde begravet DKU & DKP, fortsatte jeg medlemskab og aktivitet i SFU & SF. Undervejs brugte jeg mange timer i de brede nej-bevægelser lokalt på Vesterbro i både 1992 & 93. Det var ikke SF´s ja til Edinburgh-traktaten, som fik mig til at gå over til Enhedslisten i 1996, Men den proces – som endte med at sende mig og en række andre aktive SFU´ere til venstre – blev sat i gang i 1993, hvor vi var et flertal i SFU som anbefalede et nej ved folkeafstemningen.

EF/EU-modstanden var afgørende for en generation af stadig meget aktive mennesker på venstrefløjen, hvor afstemningen i 1972 blev et skillepunkt. Ligesom særligt afstemningen i 1993 om Edinburgh-aftalen – og i særdeleshed SFs gang fra nej til ja – for mange var et udtryk for forræderi, udsalg af principper og højreskred. For nogle er EU-modstanden selve baggrunden for, at Enhedslisten blev valgt ind i Folketinget i 1994.

Derfor er der grupper i Enhedslisten, som holder skarpt øje med ethvert tegn på at tænke og tale anderledes om EU, end man gjorde i 1992. Koblet med at smågrupper bruger ”Ud-af-EU”-parolen som markør for, hvor ”venstreorienteret” man er – og at ikke alle har lyst til at tage denne debat – betyder det, at politikudviklingen når det gælder internationalt samarbejde i Europa er gået i stå, og positionen er fastfrosset på 2002-niveau.

Alt samarbejde skal ikke være mellemstatsligt – der er ifølge Mikkel Warming snarere brug for en progressiv, venstreorienteret løsning ud fra de betingelser vi har at arbejde med.

Grænseoverskridende samarbejde

Modstand mod EF/EU har for mig aldrig været det samme som modstand mod grænseoverskridende og forpligtende internationalt samarbejde. Og det er her Enhedslisten i høj grad placerer sig. Der er mange gode grunde til at være ikke bare kritisk, men decideret modstander af en række af EU’s politikker og handlinger.

En blind og ideologisk betinget gennemtvingelse af en nyliberalistisk økonomisk politik over for Euro-lande har, med Grækenland som det mest grelle eksempel, ført til stigende fattigdom og ulighed i særligt en række syd- og øst-europæiske lande.

EU er ikke voldsomt progressivt når det gælder f.eks. miljø og klima, og det indre markeds frie bevægelighed undergraver såvel den kollektive velfærd, som løn og arbejdsforhold. Problemet er, at modstanden mod EU-politikker – og venstrefløjens EU-historie – har skabt en dogmatik, hvor EU ikke længere ses som en (dårlig) politisk ramme, men skadelig i sig selv, og hvor EU får skylden for alt ondt, hvorved folketingsflertallets politiske ansvar negligeres.

Det siges f.eks. ofte på dele af venstrefløjen, at EU er skyld i velfærdsnedskæringer på grund af budgetloven og forbuddet mod underskud. Det er korrekt, at Danmark har tilsluttet sig EURO-zonens regler om ikke at have større underskud. Men det er Folketingets politik, der fører til nedskæringer. Intet forhindrer Danmark i at øge indtægterne, f.eks. gennem øgede skatter, og på den måde undgå såvel nedskæringer som underskud investere …?!?. Her går dele af venstrefløjen nedskæringspolitikerne i Folketingets ærinde – ved at ”frikende” dem for ansvaret for deres politiske valg.

EU-modstanden er central i den danske venstrefløjs historie og i mit eget politiske liv

En verden af problemer

Også i EU-valgprogrammet slås det fast, at Enhedslisten skam ønsker en folkeafstemning om EU-medlemskabet. Bare ikke lige nu… Det virker oprigtig talt halsløst. Hvad er så tiltrækkende ved Norges og Schweiz’s positioner, at man gerne vil være sammen med dem? Udenfor i navn, men ikke af gavn. Fordi Danmark jo stadig vil skulle handle, stadig vil skulle indordne sig under en meget stor mængde regler og gennemføre en række direktiver fra EU.

Vi står med voldsomme grænseoverskridende problemer i verden. Stadig hastigere klimaændringer, milliarder af kroner der skjules i skattely og en migrationsbølge. Der er simpelthen brug for et grænseoverskridende overnationalt samarbejde med institutionel magt, hvor der er demokratiske institutioner, som kan beslutte, hvilke tiltag der skal igangsættes … og kan gennemfører dem.

Klimakrisen venter næppe på, at der kommer et europæisk samarbejde, som afspejler de socialistiske ikoners hedeste drømme. Nu kunne man indvende, at det bare er en strid om et ord. Men der er nu ikke noget så effektivt som ord til at påvirke den måde, vi skaber billeder. Når vi hører ordet borgere, tænker vi historisk på mennesker, som er optaget af deres rettigheder og pligter, som medlemmer af et samfund.

Brexit-kaoset i Storbritannien viser os samtidig, at en udmeldelse af EU ikke i sig selv behøver betyde en styrkelse af arbejderklassen og venstrefløjen. Nogle gange tværtimod. Det afhænger af omstændighederne og de politiske styrkeforhold. Som marxister er vi kort sagt tvunget til at analysere virkeligheden.

Det kan man ikke sige, at EL gør i dette tilfælde. For Ud-af-EU-dogmet betyder, at Enhedslisten synes, Theresa Mays Brexit-aftale er god, og at den engelske venstrefløjs gigantiske flertal tager fejl, når de arbejder for at forblive i EU, eller at have så tæt tilknytning til samarbejdet som muligt.

Vesten vakler

Vi står i dag i en verden, hvor de sidste generationers vestlige, borgerligt-demokratiske institutioner vakler under massivt pres. EU vakler under byrden af en fejlslagen, ulighedsskabende økonomisk politik i det seneste 10 år, kombineret med det massive migrationspres i 2015 og frem, og et stadig mere selvtilstrækkeligt USA.

Som venstrefløj burde vi vel juble. Men føler vi os mere sikre af institutionernes opløsningstendenser? Får vi mere indflydelse på eget liv, hvis de falder?

Klimakrisen venter næppe på, at der kommer et europæisk samarbejde, som afspejler de socialistiske ikoners hedeste drømme

Eller vil de højre-nationale kræfter fremkalde egoismens og frygtens triumf, hvor hvert land slås for sig selv i et socialt og økonomisk ræs mod bunden, mens autoritære stormagter som Rusland udvider deres indflydelse og territorium? Og kan hvert land for sig løse klimaudfordringerne?

Der er en grund til, at der er stor og formentlig stadig stigende opbakning til EU blandt venstreorienterede og blandt unge.

Ikke fordi alle er enige i alle EUs politikker, men fordi internationalt samarbejde er en nødvendighed. Fordi man erkender, at intet land selv kan løse problemerne. Og fordi EU er den eneste ramme med institutionel magt, der findes. Selv om det er en dårlig ramme, skal den bruges fuldt – mens vi laver såvel EU som resten af verden om.

Jeg glæder mig til at stemme på Enhedslisten til EU-parlamentsvalget. For der er behov for venstreorienterede stemmer, som vil kæmpe for røde og grønne politikker, og som ikke er begejstret for alt, hvad der kommer fra EU-institutionerne – som f.eks. SF er.

Men jeg ville ønske, at Enhedslisten havde modet til at diskutere egne dogmer – og for alvor folde sig ud som et parti med internationale svar på grænseoverskridende problemer.


Mikkel Warming er medlem af Enhedslisten, og har tidligere været socialborgmester i Københavns Kommune. Han er nuværende bestyrelsesformand i AskovFonden.