Enhedslistens årsmøde
7 min. læsetid

Hans Jørgen Vad mener Enhedslistens hovedbestyrelse skal indtage en mere markant rolle som partiets egentlige ledelsesorgan. Han frygter resultatet ellers vil være ‘blegrøde linjer’ i partiet.


Har du lyst til at besvare dette indlæg? Så skriv en Replik til Solidaritet

Af Hans Jørgen Vad

I referatet fra det seneste møde i Enhedslistens forretningsudvalg (FU-mødet den 3. april), kan man under pkt. 7.5 læse, at “FU beder om en forklaring på hvorfor pensionsalder ender på 67 år. Det tages op på næste FU-møde.”

Da der ikke er noget bilag, kan man ikke se, hvad der er den konkrete baggrund for beslutningen. Men et kvalificeret gæt kunne være en “nyhed” på hjemmesiden den 29. januar, hvor fremgår, at “Stigningerne i pensionsalderen skal stoppes, så den ikke kommer over 67 år” – kombineret med at aktuelt pres for klare svar fra Enhedslisten på pensionsspørgsmålet.

For en accept af, at pensionsalderen kan stige til 67, harmonerer jo rigtigt dårligt med kravet om en opsigelse af Velfærdsreformen fra 2006, som vi har promoveret andre steder, fx i fagligt regi.

Hvem bestemmer?

Jeg skal ikke her gå nærmere ind i pensionsdebatten, men kun pege på det åbenlyse problem: Hvad er helt præcist Enhedslistens politik på området, og ikke mindst: Hvem bestemmer den?

Et spørgsmål, som er blevet yderligere aktualiseret med Gunna Starcks debat-indlæg i marts-nummeret af Rød+Grøn. Her skrev hun bl.a., at fortællingen “om det flade parti med magten placeret hos medlemmerne (en hovedbestyrelse valgt på årsmødet) er stille og roligt blevet en myte uden hold i virkeligheden og vores – i hvert tilfælde min – selvforståelse. Vi ligner mere og mere de andre.”

Gunna Starck har efter min opfattelse fuldstændig ret i dette. Men jeg synes, at hun glemmer at nævne to ting, dels at det ikke er noget særligt nyt, dels at det i meget høj grad er hovedbestyrelsens ansvar, at det har udviklet sig sådan.

Jeg vil ikke gå meget i detaljer med det sidste, men kun nøjes med at nævne, hvordan folketingsgruppen op til de sidste årsmøder helt har fået lov til at sætte dagsordenen, uden at hovedbestyrelsen har været inddraget som andet end et organ, der efterfølgende har blåstemplet folketingsgruppens tiltag, hvilket både gjaldt ‘de røde linjer’ og 100-dagesplanen.

Det samme kan man sige til reaktionen ovenfor fra forretningsudvalget, som først nu viser tegn på at træde i karakter efter mange medlemshenvendelser, som kun har fået ikke-svar eller svar, og som på ingen måde har fastholdt de principper, som bør gælde for forretningsudvalget og hovedbestyrelsen som øverste ledelse mellem årsmøderne.

Hvad er svaret?

Der findes ingen enkle svar på dette. Og det er fx ikke nok bare at få en anden sammensætning i hovedbestyrelsen, hvis et nyt flertal også bare føjer sig for trykket fra folketingsgruppen og det store apparat omkring det.

Det hører jo her med til billedet, at der ressourcemæssigt er et meget ulige forhold mellem en hovedbestyrelse på 25 personer, som mødes højst en gang om måneden, og det meget store antal, der er ansat på fuld tid på både Borgen (inkl. folketingsmedlemmer) og landskontoret. Skal en hovedbestyrelse kunne matche det, kræver det en klar prioritering.

Men det allervigtigste er måske en langt mere åben kultur ift. de diskussioner, der er centrale, så det åbent kommer ud til medlemmerne, hvad eventuelle uenigheder går på. I sidste ende er det kun et aktivt og engageret medlemsdemokrati, som kan holde enhver partiledelse på sporet. Dette har intet at gøre med kvaliteten af de mennesker, som sidder centralt. Det er mere en grundlæggende demokratisk grundlov, at hvis først forbindelsen mellem top og bund brydes, så visner ikke bare demokratiet men også den græsrodspolitik, som skal være Enhedslistens DNA – uden den mindste stopklods for, at vi bliver mere og mere som de andre

I sidste ende er det kun et aktivt og engageret medlemsdemokrati, som kan holde enhver partiledelse på sporet. Dette har intet at gøre med kvaliteten af de mennesker, som sidder centralt. Det er mere en grundlæggende demokratisk grundlov

En monolit

En vigtig ting i denne sammenhæng er dog, at det ikke kun er debatter i partiets ledelse, som åbent bør lægges frem. Noget, som er dræbende for demokratiet, er også folketingsgruppens misforståede tilbøjelighed til altid at optræde enige – også når den åbenlyst ikke er det. Rent faktisk er det jo vedtægtsbestemt, at hvis der er uenigheder i gruppen, så skal de fremlægges for hovedbestyrelsen. Noget som fx ikke skete, da Christian Juhl i sin tid blev frataget sit ordførerskab – som skete i et helt lukket forløb. Også i folketingsgruppen er der behov for folk, som tør lægge uenighederne ud. Det er ikke let med den nuværende lukkethedskultur, men det kan blive meget presserende under en ny regering.

Oppositions- eller støtteparti?

Det bliver først her, at vi får den helt afgørende test på, i hvilken grad medlemsdemokratiet og Enhedslistens græsrodspolitik er blevet forvitret? Eller kort og godt: Vil vi holde fast i at være et markant oppositionsparti, som vi vedtog i 2015? Eller vil vi ende som et tandløst støtteparti – måske endda med ansvar for et regeringsgrundlag, som Enhedslistens menige medlemmer ikke kan genkende sig i?

Når jeg flere gange har advaret mod dette, er det fordi både sidste årsmøde og tidligere ikke har villet afvise, at det kunne ske. Sker det, bliver det med nogle meget blegrøde linjer, tror jeg godt jeg kan love.

Men faren lurer jo ikke kun lige efter valgte – men også i, hvad vi kan komme til at sige ja til i regeringsperioden. Sporene fra pinseforliget i 2013 kan virke skræmmende. Men i et mudret politisk farvand, kan man frygte det, som er endnu værre.

Søvndalisering

Man kunne frygte, at det i værste fald kunne lige så galt som med SF i sin tid – bare uden ministerbiler? Når jeg dog ikke frygter det så meget skyldes det én væsentlig forskel, nemlig at vi stadig har et formelt stærkt græsrodsdemokrati i Enhedslisten.

Her skal vi jo ikke glemme, at der – som led i at gøre SF regeringsparat – var sket en systematisk udhuling af medlemsindflydelsen, den såkaldte ‘søvndalisering’.

Hans Jørgen Vad mener Enhedslisten bør vogte sig for “Søvndalisering”, hvor partiet gennemgår en udhuling af medlemsdemokratiet. Foto: Wiki Commons

En lignende proces i Enhedslisten blev der også talt meget om i medierne – men som jo løb ind i en ‘demokrati-mur’ på årsmødet i 2016, hvor alle forslag i den retning faldt med et brag. Derfor kan vi håbe på en hurtigere reaktion i EL, hvis tingene skrider for meget ud.

En markant opposition med store muligheder

Om det kan lykkes at sikre en markant oppositionskurs, er jeg desværre langt mindre sikker på. Og det er drønærgerligt, for ligger der store potentialer. Tænk bare på, hvordan det havde stillet os, hvis vi i 2013 havde holdt os ude af det rædsomme pinseforlig og holdt fast i dagpengekravene? Det var en situation, hvor SD var helt nede på godt 16 % i visse målinger og vi var oppe og snuse til 14 %.

Det er ikke givet, at der præcist kommer noget lignende igen. Men her og nu kunne meget være vundet, hvis vi konsekvent stod fast på fx:

– Den modstand mod øen (til ¾ mia. på finansloven), som vi stort set har overladt til Morten Østergaard.

– Systematisk at udfordre Mette Fs pensionsfup, og udfordret hende med et krav om at opsige 2006-forliget.

– Vores ghetto-modstand, hvor vi fx har forsømt at udfordre diskriminerende præmisser som ‘anden etnisk baggrund’.

Der kunne nævnes andre områder, men vores væsentligste svaghed er måske en manglende evne til at forbinde os med vreden derude. Men den kan jo blive så stor, at den af sig selv sætter dagsordenen – som vi så ved OK-18 og sidst protesterne mod normeringerne i daginstitutionerne.

Debatindlægget er oprindeligt bragt på Rød Blog 9. april


Hans Jørgen Vad er folkeskolelærer på efterløn, og er tidligere medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse.