Enhver krig slutter – hvordan vinder vi freden?

Every war must end er titlen på et klassisk værk fra 1970’erne om krigs- og fredsforskningen af Fred Halliday. 

Pointen er ikke blot, at alle krige slutter før eller siden, men også at de først slutter, når tilstrækkelige forudsætninger er til stede, og at det betyder meget for holdbarheden af freden, hvordan de slutter. 

Se bare på afslutningen af 1. Verdenskrig, hvor en uklog og hævnfyldt Versaillesaftale endte med at være et oplæg til 2. verdenskrig. Se så på fredsslutningen efter 2. Verdenskrig, som ganske vist var en total kapitulation, men som gav taberen mulighed for at rejse sig igen.  

En langsigtet fred kommer ikke af sig selv. Spørgsmålet er, hvordan vi på venstrefløjen fremmer et stop for krigen i Ukraine og en holdbar fredsslutning – og hvilken politisk linje, skal vi anlægge, samles om og kæmpe for? 

Jeg savner, at venstrefløjen i bred forstand svarer på dette og dermed får et grundlag for at gå i offensiven for fred. 

Troen på en militær triumf

SF har valgt at lægge sig så tæt op ad Socialdemokratiet, at jeg ikke kan se forskellen på de to partier. Det betyder en politik, der alene går ud på at besejre Putin militært ved hjælp af de ressourcer, som Vesten kan tilføre Ukraine. 

SF’s og det såkaldt ”ansvarlige flertals” linje er endimensionel. Og ubrugelig. Ideen om, at vi kan have anden gavn af en total militær undertrykkelse af Rusland end at forberede fremtidige krige, er kortsigtet og uansvarlig. 

De ”ansvarlige regeringsbærende partier” og deres hangarounds synes at have besluttet, at Rusland og russerne ikke eksisterer som andet end fjender, og at den russiske befolkning ikke har krav på eller ønske om en tryg og sikker fremtid inden for rammerne af Folkeretten. 

Det er nemt at forfalde til det synspunkt, men det bør ikke være en progressiv venstrefløjs synspunkt.

Appeasement – giv ham, hvad han vil have

Dele af venstrefløjen tilslutter sig et krav en øjeblikkelig våbenhvile. Putin får ret, ukrainerne må bøje sig, og vi får fred. Blodsudgydelserne standses nu. Fronterne fastfryses, og våbnene tier. Det kan lyde som et sympatisk synspunkt.

Problemet er, at det er et urealistisk, ja egentlig utopisk, standpunkt, som vil danne forspillet til fortsat krig. 

For en våbenhvile, der stopper kampene i Ukraine, hvor tropperne står nu, vil være en accept, blåstempling og belønning af Putins folkeretsstridige og brutale overfald. I det sekund våbnene tier, starter Putins konsolidering af positioner, opbygning af forsvarslinjer, opfyldning af arsenalerne og udrensning i baglandet. 

Det er allerede dokumenteret, at de russisk-erobrede områder udsættes for massakrer, tilfældige mord, tvangsforflytninger af børn og voksne langt ind i Rusland og terror imod civilbefolkningen. Under etiketten ”våbenhvile”.

En våbenhvile nu vil betyde, at Putin evaluerer gevinsterne og beregner, hvor han skal rykke hen i næste etape. For han ser jo, at aggression betaler sig.

Den idealistiske position

Tilhængerne af ”våbenhvile nu”-linjen er en meget sammensat gruppe af folk. Det er velmenende humanister og idealister i Scherfig´sk forstand, og der er også tidligere fredsaktivister fra min egen generation, som har børstet støvet af parolerne fra 60’er-80’erne. 

Mange ”våbenhvile nu”-fortalere er helt eller delvist motiverede af frygten for, at en altomfattende atomkrig bryder ud. Det er ikke svært at forstå. Det er ganske vist meget usandsynligt, at Putin vil tage atomvåben i brug, for prisen for ham selv vil blive enorm. Men det kan ikke udelukkes fuldstændigt. 

Jeg er nok ikke den eneste, der spørger, hvad Hitler ville have gjort, hvis han havde haft atomvåben i 1945? Havde han holdt sig tilbage? Hitler mente jo på dette tidspunkt, at det tyske folk havde svigtet ham. Kan vi udelukke, at Putin indtager en tilsvarende position?

”Våbenhvile nu”-positionen er sympatisk, men farlig. For den standser ikke blodsudgydelserne. Den fjerner heller ikke truslen om en atomkrig. 

”Putinisterne”

Appeasement-politikken har også tilhængere blandt de få putinister, der findes i Danmark. Blandt andet på den kristne højrefløj som eksempelvis Marie Krarup og Iben Tranholm. Men også på venstrefløjen blandt folk, der opfatter Rusland som arvtager for Sovjetunionen, og Putin som en mand, der viderefører sympatiske træk fra Sovjetunionen. 

Deres bærende argument er, at NATO og USA direkte eller indirekte er ansvarlige for krigsudbruddet og den følgende tragedie. Det frakender ukrainerne (og de øvrige øst- og centraleuropæiske befolkninger) enhver egen vilje og handlekraft, og det afslører et chokerende ukendskab til tiden både før og efter Sovjetunionens opløsning. 

Selvom jeg ikke har høje tanker om USA’s eller våbenindustriens motiver, så er putinisterne så eksotiske, verdensfjerne og virkelighedsfornægtende, at jeg er holdt op med at diskutere med dem. Det synes jeg strengt taget også, at Enhedslisten som helhed skal gøre. Den diskussion er færdig, og vi må betragte en fortsættelse som spild af tid.

Jeg er tilfreds med, at Enhedslisten efter visse startvanskeligheder har stillet sig på en klar anti-putinistisk, anti-imperialistisk linje. Vi skal videre. Og nu er tiden kommet til, at vi begynder at tale om hvilken fred, der skal skabes.

Hvornår tier våbnene

Vi sidder i saksen: Troen på en militær triumf kan ikke sikre fred på langt sigt – og måske heller ikke på kort. Våbenhvile-nu-positionen vil ikke skabe fred, men åbner for nye blodsudgydelser. Og hen over det hele svæver truslen om en altfortærende atomkrig. 

Hvad gør vi? Hvilken fredsslutning skal venstrefløjen arbejde for? Det skal der findes nogle bud på.

Krigen kan stoppes, og den vil stoppe. Ifølge krigs- og fredsforskning vil fred først indtræffe, når begge sider i en konflikt indser, at de ikke kan vinde; hvor de samlede ofre og omkostninger overstiger den forventede gevinst. Det kan ske ved, at begge parter trættes, eller at den ene af parterne besejres. Når ingen parter tror, at de kan opnå mere ved en fortsættelse af krigen end ved en afslutning. 

Det punkt har tydeligvis ikke indfundet sig. Og det er vanskeligt at sige, hvor langt væk det er. Det afhænger ikke blot af den militærtekniske ”konkurrence”, men også af den aktuelle indenrigs- og udenrigspolitiske situation for begge sider. 

Noget af det kan påvirkes, andet afhænger alene af de krigende parter. 

Der er næppe tvivl om, at hvis Vesten trækker sin støtte til Ukraine, vil Putin vinde. Ikke øjeblikkeligt, men efter en tid og yderligere ukrainske ofre. Efter sådan en ”fredsslutning” vil den ukrainske modstandskamp fortsætte, og Rusland vil betale prisen i de kommende årtier. Ikke som Afghanistan, men heller ikke helt forskelligt. 

Omvendt: Hvis Rusland bliver trængt tilbage, måske endnu længere tilbage end grænserne før den 24. februar 2022, eller hvis det mister Krim, så vil det måske fjerne Putin fra magten. Men hvad kommer derefter? Det lader ikke til, at der står et venligsindet styre parat i Rusland. Måske vil der komme et endnu mere ustabilt og farligt styre i stedet.  

Medmindre vi vil svigte ukrainerne, er der altså ikke meget, vi kan gøre for at udvirke et stop for krigshandlingerne. Det er ukrainerne, der må påkalde et stop, eller russerne der må give fortabt. Vi kan end ikke forudsige, hvordan styrkerne vil stå geografisk. 

Vesten kan selvfølgelig vælge at presse ukrainerne til en fredsslutning i det øjeblik, vi synes den geografiske situation er ”acceptabel”. I øjeblikket er det, når russerne har accepteret at forlade Ukraines internationalt anerkendte territorium. 

Folkeretten tæller

For os på venstrefløjen må de bærende værdier være så vidt muligt at sikre såvel den ukrainske som den russiske befolknings menneskerettigheder (herunder ”overlevelse”); og stå fast på Folkerettens principper om staternes selvbestemmelsesret og territoriale integritet (FN-charteret). 

Samtidigt må vi være konsekvente anti-imperialister, have fokus på en bæredygtig genopbygning efter krigen og fremme demokrati. 

Vi kan til gengæld ikke forudsætte eller kræve regimeskifter. Den slags kan ikke påtvinges udefra, men må komme indefra. Vi skal være parate til at indgå aftaler med selv de mest usympatiske autokrater, uanset at vi ikke bryder os om deres styreformer. Fred er vigtigere.

Principper for en varig fred

Venstrefløjen skal arbejde for, at Vesten og andre gør to ting samtidigt, som vi ikke gør lige nu:

1) Vi skal fortsætte med at støtte Ukraine både militært og humanitært. Uden den støtte er Ukraine færdigt som selvstændigt land, og en massakre vil begynde.

2) Vi skal begynde at tegne et billede af en fredsslutning. I princippet er det jo fint nok, at Kina har fremsat en “plan”. Den er bare så iøjnefaldende ukomplet og mangelfuld, at den ikke kan bruges til meget. 

Vi skal skabe en situation, hvor Putin vinder noget, uden at Ukraine mister noget. Det lyder modsætningsfyldt, og det er det også. Men der kan nok findes et ”gyldent snit.”

Putins egen logik og fortælling er, at han startede sin “specialoperation”, fordi NATO stod på tærsklen til en invasion. Derfor kan det være en relevant og tilstrækkelig gevinst for Putin (og hans efterfølgere) at få stærke, troværdige og kontrollerbare fredsgarantier, garantier mod invasion og angreb – i kombination med en afvikling af sanktionerne og en rehabilitering af Rusland i det internationale samfund. 

Putin kan ikke få territorium, for det tilhører Ukraine. Men han kan få fred, tryghed og rehabilitering. Der bør også – som led i en troværdig fredsgaranti – etableres en bufferzone på begge sider af grænsen, en demilitariseret zone, måske endda med FN-styrker. Måske 25-50 km på begge sider af grænsen.

Venstrefløjens politik må gå ud på at fremme følgende principper: 

• Vi støtter Ukraines ret til at forsvare sig mod overfaldet og landets internationalt anerkendte ret til eksistens og selvbestemmelse. Derfor støtter vi også konkret hjælp til Ukraine, inklusiv våben til at forsvare sig og bekæmpe den russiske invasion.

• Vi skal have gang i udvikling af en fremtidig sikkerhedsarkitektur og en international orden, der sikrer fred og nedrustning. I mangel af alternativer må fremtidens løsning være baseret i FN. 

• Vi skal tage skridt ned ad konflikttrappen. Ikke opad. Også selvom vores modparter er regimer, hvis styreform vi ikke har sympati for.

• En konkret fredsløsning kan vi ikke anvise. Den afhænger af udviklingen på slagmarken, parternes ressourcer og interne forhold. Men den må være langsigtet, ikke blot en pause og et pusterum til fortsat krig.

• En fredsløsning må basere sig på alles ret til sikkerhed og tryghed inden for de internationalt anerkendte grænser

• Den må basere sig på 
  • afspænding 
  • tillidsskabende foranstaltninger 
  • nedrustning (færre våben på alle sider) 
  • kontrol
    Der findes under hvert af disse fire punkter en række konkrete tiltag og velafprøvede ”værktøjer”, som må overvejes og bringes i spil. 
• En fredsaftale må sandsynligvis rumme en bufferzone på de relevante grænser. Vel at mærke på begge sider, ikke kun den ene. Måske kan FN-styrker i en demilitariseret zone indgå i opretholdelsen af zonen. 

• Vi støtter genopbygning efter krigen med fokus på bæredygtighed, i byggeri og forsyning, i produktionen og i et aktivt og levende civilsamfund som kernen i en demokratisk retsstat.

• Danmark må tage initiativer til en international samtale om disse ting. Måske sammen med de øvrige nordiske lande. 

Og så lige to vigtige tillægspunkter: 

• I Danmark bør vi håndhæve den fortsatte støtte til Ukraine, inklusive transport af krigsmateriel over dansk grund. Ukraine har ret til at forsvare sig. Men vi skal ikke acceptere udstationering af amerikanske tropper i Danmark eller etablering af amerikanske baser på dansk territorium. 

• Vi skal heller ikke acceptere et krav om, at forsvarsbudgettet skal udgøre 2 procent af BNP eller mere. Der bliver brugt rigeligt til militært isenkram. 

Ovenstående er et bud på nogle af de ting, en fredslinje bør rumme. Andre kan med garanti kvalificere det og bidrage med større globalt udsyn. Men det er vigtigt, at Enhedslisten og venstrefløjen udvikler et grundlag, vi kan agere ud fra.