Er 70% klimareduktion realistisk?

Forleden var jeg skipper på en fisketur med en række ældre gutter på Øresund. Mens vi sejler rundt og leder efter torsken, går snakken på agterdækket. Også om klimakrisen som er trængt igennem til de gamle knarke. ”Jeg har hørt, at hvis vi blot undlader at spise kød to gange om ugen, så er der ikke længere noget problem”, lyder det. Jeg sukker, men undlader at kommentere inde fra styrehuset. Det er trods alt godt, at klima også optager en flok gamle fiskegutter.

Udsagnet er imidlertid et symptom på, at der er sket en markant skævvridning i debatten om klimakrisen. Nok fordi kødforbrug er meget let at forstå, og at det er noget, man kan gøre den enkelte ansvarlig for.

Den personlige indsats

Men lad mig sætte danskernes kødforbrug i perspektiv. Der findes således en enkelt dansk virksomhed, som udleder lige så meget CO2 som danskernes samlede oksekødsforbrug. Kan du nævne navnet? Hvis ikke, er du undskyldt, og næppe mange af de unge klimaaktivister har nogensinde hørt navnet. Og hidtil er der ikke stillet et eneste politisk krav til virksomheden om at reducere sin udledning.

Hvad er min pointe?

– Jo, det er selvfølgelig fint at reducere oksekødforbruget. Men venstrefløjen har en stor opgave i at udvikle en forståelse i særligt børn og unges klimaoprør, der politiserer det, frem for at de alene retter den mod den enkelte borgers levevis.

I det hele taget er det massive fokus på at få befolkningen til at ændre deres liv og forbrug reelt en håbløs kamp – med mindre vi markant ændrer vilkårene for vores levevis. Bilsalget slår år for år nye rekorder, og biltrafikken vokser. Flytrafikken går samme vej, og dankortet gløder som aldrig før.

Jamen, hvad er der galt med danskerne? Hvorfor siger de ét, og gør noget andet?

Grundlæggende handler det om, at den enkelte borger jo lever sit liv under de rammer, som politikerne og markedet giver. Skal befolkningen opføre sig mere klimarigtigt, er det en forudsætning, at rammerne laves om. Og det er en politisk opgave, som flere klimabevægelser burde have mere fokus på, frem for – som de borgerlige partier – ofte at appellere til en personlig indsats. En indsats som er besværlig, dyr eller kræver afsavn, og hvor langt hovedparten af befolkningen lever uændret videre og nøjes med lidt dårlig samvittighed – og hvor det i hvert fald ikke rykker noget i forhold til behovet for reduktion.

Det er selvfølgelig rigtigt, at befolkningen skal flytte sig, men det gør de /vi ikke uden en politisk indsats, som gør det let, billigt og tillokkende at leve klimarigtigt – eller ændrer tingene, så det, der i dag er et klimaproblem, ikke er det i morgen. Fx skulle vi tidligere gøre alt for at spare på strømmen, men i 2030 er der stort set ingen klimaeffekt fra dit strømforbrug.

Forståelsespapiret

Vi har nu fået en regering, som lidt overraskende for mig, har sagt ja til, at vi skal nå 70 % reduktion i klimagasser i 2030 (i forhold til referenceåret 1990). Overraskende, fordi det faktisk er et ambitiøst mål, som kun Enhedslisten i starten af 2019 fremlagde som det nødvendige mål, hvis Danmark skal yde sit bidrag til, at klodens temperatur ikke må stige mere end 1,5 – 2,0 grader, som det blev stadfæstet /fastslået med Paris-aftalen. Kravet om de 70 % underbyggede Enhedslisten med en omfattende klimaplan, som dokumenterede behovet og anviste virkemidler. Andre grønne partier havde udspil med 60-65 %. SF kom også op på 70 %, men det var kun energiens CO₂  – og uden landbrugets klimagasser. Så respekt for jer, der forhandlede de 70 % på plads i forståelsespapiret mellem S-regeringen og SF, Ø og De Radikale.

Nu er spørgsmålet så, om de andre partier reelt vil tage ansvar for at føre det ud i livet …?

Første lakmusprøve er de igangværende forhandlinger om den klimalov, som opstiller spillereglerne og skal forpligte den siddende regering til at handle år for år – såfremt reduktionen ikke skrider planmæssigt frem. Vi får se, hvor mange smuthuller klimaloven kommer til at indeholde. Dernæst kommer finansloven – og så slag i slag initiativer, der skal gribe kraftigt ind i erhvervslivet, landbruget og trafikken. Tør de mon, når det gælder?

Jeg sad selv med i Trængselskommissionen, som Thorning-regeringen nedsatte i 2012. Det var en del af ”den gode løsning der kommer i morgen” – da betalingsringen blev lagt kold. Da vi efter 1½ år fremlagde en lang række anbefalinger, blev de alle hældt ned ad brættet af Socialdemokratiet, inden blækket var tørt i rapporten – frygten for Danmarks største parti, bilisterne, var massivt. Går det sådan igen?

Reduktionen i tørre tal

70 % betyder, at vi i 2030 skal udlede næsten 30 millioner tons CO₂ mindre end i dag. Energiaftalen og en række andre tiltag betyder, at vi formentlig får hentet de 13 mio. tons, men så mangler der stadig 17 mio. tons, som kræver nye tiltag.

En række reaktioner på aftalen om de 70 % reduktion i 2030 har været, at det er lige ambitiøst nok. De 60 %, ja måske 65 %, kan nås med kendt viden, mens de sidste procenter kræver ny viden, lyder det bl.a. fra forskermiljøet. Og Socialdemokratiet gentager også løbende, at de ikke véd, hvorledes målet kan nås. De holder ryggen fri og vil ikke selv komme med et udspil.

Men lad os gå til makronerne og se på, hvad det egentlig kræver at nå de 70 % reduktion – og om det kræver ny viden, eller blot politisk e hår på brystet vilje, mod, fantasi og grænseoverskridende handlekraft.

I 1990 var udledningen på knap 71 mio. tons, og målet betyder, at vi i 2030 kun må udlede 21 mio. tons.

Energistyrelsen udarbejder hvert år en såkaldt basisfremskrivning, hvor de efter bedste evne giver et bud på udviklingen i klimagasserne ud fra de politiske tiltag, som er besluttet. Altså – hvor lander vi i 2030, hvis der ikke tages yderligere initiativer…?

Ud over energiaftalen med bl.a. tre nye havmølleparker, er der også andre parametre, som spiller ind. På bundlinjen når Energistyrelsen så frem til, at vi ender på en udledning på 38 mio. tons i 2030.

Gabet som skal hentes inden 2030 er således forskellen mellem de 38 millioner tons og måltallet på 21 millioner tons. Vi skal altså gennemføre klimainitiativer, som reducerer yderligere med 17 mio. tons i 2030.

Den lette løsning

Jamen, kan vi så ikke bare bygge 5-6 havmølleparker yderligere, og så er den hjemme?

Jo, det kan vi godt, hvis målet er, at Danmark med tiden skal være CO₂-neutral, som fx de blå partier sigter mod. At være ”CO₂-neutral” kræver ikke, at vi reducerer CO₂-udledningen, hvis vi i stedet kan eksportere en helvedes masse CO₂-fri strøm til udlandet. Her handler det blot om, at den samlede sum skal gå i nul, selv om vi stadig udleder en masse CO₂.

Det er fx det mål, som Københavns kommune har: At være CO₂-neutral i 2025. Her jagter kommunen arealer til at opsætte vindmøller rundt i landet, og de skal så kompensere for den CO₂, der stadig udledes fra fx biltrafikken. Denne form for klimapolitik er der imidlertid ikke meget perspektiv i.

Det er da også formuleret mere klart i forståelsespapiret: ”Et mål om reduktion af drivhusgasser i 2030 med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990.”

I hvert fald tilsyneladende klart. Mine 12 år på Borgen har imidlertid lært mig, at djævelen altid findes i detaljen. Fx mangler ordet ”udledning”, altså ”…en reduktion i udledning af drivhusgasser….”. Det er vel underforstået, kan man mene – men intet er underforstået i storpolitik. Sætningen kan tolkes, og lur mig om ikke der kommer et slagsmål, hvor Socialdemokratiet på et tidspunkt vil modregne eksport at dansk vindmøllestrøm, for at undgå at genere bilister og landbrug mere end højst nødvendigt. Vi får se.

Men lad os nu være flinke og forudsætte, at der er enighed om reelt at reducere emissionen med 70 %. Hvad skal der så til?

Flere vindmøller?

Den allerede planlagte udbygning med havvind, landvind og solceller betyder, at vi i 2030 vil producere mere grøn strøm end vi bruger. Ifølge fremskrivningen produceres 109 % af elforbruget herfra. Hvis vi bygger fx 2-3 havmølleparker yderligere, kan vi derfor slet ikke bruge energien herfra selv. Den vil skulle eksporteres. Vi kan også gøre noget andet. Det er nemlig afgørende hvor de 38 mio. tons CO₂ kommer fra i 2030, når det nu ikke er fra vort el-forbrug.

Udledning af klimagasserne opdeles i to grupper. Den ene gruppe består af energiproduktion, tung industri, luftfart og andre store punkt-kilder. Denne gruppe er på EU-niveau underlagt et system med CO₂-kvoter (forureningstilladelser), som udbydes på et marked, og hvor virksomhederne kan handle med kvoter, kaldet ETS (Emmission Trade System). Det er her vi i Danmark har fået nedsat udledningerne markant.

Den anden gruppe er transport, landbrug, husholdninger med individuel opvarmning m.m., dvs. alt der ikke er kvoteomfattet og derfor også kaldes for NON-ETS området. Det er her, der stort set ikke er sket noget endnu.

I 2030 vil der i runde tal stadig komme 8 mio. tons CO₂ på ETS-området, dvs. energisektoren og industrien, og små 30 mio. tons CO₂ fra non-ETS området, dvs. trafik, landbrug m.m. En del af de 30 mio. tons CO₂ er reelt landbrugets metan og lattergas, der er kraftige klimagasser, men hvor deres effekt er omregnet til CO₂.

Så når vi skal reducere med 17 mio. tons frem til 2030, handler det primært om at erhvervslivet, på linje med energisektoren, skal gøres fossilfri – og så skal vi tage de første store skridt på trafik og landbrug. Det kræver, at industri og trafik flyttes fra fossile brændsler til CO₂-fri strøm, og at store landbrugsarealer omlægges til skov og natur.

Alt andet lige er den letteste del af opgaven at fjerne resten af ETS – CO₂, altså de resterende 8 mio. tons på energi- og industriområdet, og så hente op mod 10 mio. tons på non-ETS-området, fordi det kræver langt mere indgribende omstillinger i transport og landbrug , hvor resten så skal hentes efter 2030. Det er muligt, men kun hvis omstillingen går i gang nu.

Energiområdet

Kan vi fjerne de 8 mio. tons ETS- CO₂, altså det kvotebelagte, frem til 2030? Svaret er ja, men det kræver politiske indgreb. Halvdelen kommer fra industriens brug af især kul, olie, petrokoks og naturgas. – Noget som hidtil er gået helt fri i energiaftalerne. De fossile brændsler bruges primært i industriens procesanlæg, som i stedet kan drives med el-energi, der i 2030 vil være CO₂-fri.

EU’s kvotesystem betyder, at virksomhederne får tildelt gratis kvoter. En kvote giver ret til at udlede 1 ton CO₂. Men sparer man på energien eller bruger mere vedvarende energi, kan man sælge sine overskydende kvoter til andre, der udleder mere end deres kvoter tillader. Ideen er, at stadig færre kvoter hen over årene skal presse industrien til i stedet at omstille i grøn retning. I 15 år har systemet bare ikke fungeret, fordi der var alt for mange kvoter på markedet og priserne latterligt lave. En revision i 2017 har dog medført, at priserne nu er så høje, at kul er ved at blive udkonkurreret til fordel for gas (- som kun udleder halvt så meget CO₂). Men prisen skal højere op, hvis gas skal erstattes med vedvarende energi.

Skal vi have de fossile brændsler ud af industrien, kan vi ikke læne os op ad dette usikre system. Det kræver politisk handling. En ”klimapakke for erhvervslivet”.

Det kan fx være et øjeblikkeligt anlægsstop for nye fossile anlæg. Mange anlæg forældes løbende og vil dermed skulle erstattes med el-baserede anlæg. Vi kan også indføre betaling for de kvoter, de i dag får gratis, men hvor indtægten herfra tilbageføres som støtte til omstillingen. Altså en gulerod til dem der går foran, betalt af de bagstræberiske. Endelig kan vedtages et forbud mod industriel brug af fossile brændsler fra 2030.

Olie /gas sektoren bestående af Nordsøen og raffinaderierne har et egetforbrug, som udleder ca. 2 mio. tons CO₂. Da det næppe er politisk realistisk at stoppe produktionen, før koncessionerne udløber – de skal så ikke forlænges – skal der indføres krav om, at selskaberne skal elektrificere deres anlæg og kompensere deres øvrige udledning med vindmøller /bølgekraft eller skovrejsning.

Særligt fokus bør der være på petrokoks (eller petcoke), som er et restprodukt hos raffinaderierne, og som sælges til industrien, hvor cementfabrikken Ålborg Portland er en stor aftager. Det er så også navnet på den virksomhed, der udleder lige så meget CO ₂ – som danskernes samlede forbrug af oksekød! Oksekødsforbruget kan opgøres til 2,6 mio. tons CO₂, mens Ålborg Portland opgør deres udledning til 2,2 mio. tons, men hvor det tilsyneladende er fratrukket CO₂-værdien af fjernvarmeleverancen til Ålborg. Hertil kommer, at de bruger store mængder biorestprodukter, som også udleder CO₂, men som sættes til nul.

Det ”kunstige” kul, petrokoks, burde straks forbydes anvendt og i stedet kræves deponeret for tid og evighed.

I fjernvarmesektoren bruges stadig kul på enkelte anlæg, og i forbrændingsanlæg brændes store mængder plast. Samlet udleder det over 2 mio. tons CO₂. Kullene er på vej ud, men vi skal have al plast ud af forbrændingen. Derfor skal Folketinget vedtage en ny national affaldsplan, som skal sikre udfasning og genbrug af al plast i brændbart affald frem til 2030. Til dette hører også, at det cirkus der i dag foregår med international affaldshandel skal stoppes. Frem til 2008 behandlede vi i Danmark alt vor affald selv. Men EU gjorde affald til en handelsvare. Vi er nødt til at opbygge vores egne (tværkommunale) behandlingsanlæg, hvor vi oparbejder plast og andre fraktioner selv. 

Transportsektoren

Ser vi på non-ETS området, kan der hentes små 5 mio. tons på biltransporten, og det samme på landbruget, mens der på individuel opvarmning med olie og gas kan hentes 1,2 mio. tons.

På transportområdet har der politisk været udmeldt forskellige mål for elbil-parken i 2030, og det afspejler da også indsatsen i denne sektor, om der samlet kan nås 60, 65 eller 70 % reduktion i CO₂.

Der er tre knapper at dreje på for at reducere den fossile transport: Den forventede vækst i bilparken med yderligere 800.000 personbiler i 2030 skal bremses. Brugen af fossile biler skal gøres dyrere, og implementeringen af elbiler skal forceres kraftigt.

En mindre bilpark forudsætter, at vi lader være med hele tiden at lave nye vejforbindelser, som øger trafikken. – Og samtidig gør det langt mere attraktivt at benytte kollektiv trafik og at cykle /gå. Så alene en omlægning af budgetterne vil her betyde meget. I disse år åbner nye statsvejanlæg for 10 mia. kr. Til sammenligning koster det ”kun” 1,3 mia. kr. årligt at sænke billetprisen i al kollektiv trafik med 30 % (ifølge svar fra ministeriet).

Endvidere skal togtrafikken forbedres – og vi skal have gode, effektive, kollektive systemer i byerne og til oplandet, som fx letbaner og BRT-busser. Det massive metrobyggeri i København har stort set ingen effekt på bilkørsel, men flytter blot buspassagerer og cyklister ned under jorden, og giver mere plads til bilerne ovenpå. Derfor er det så populært hos socialdemokraterne.

Registreringsafgiften på de fossile biler er sænket betragteligt over nogle år, og det kan tilbagerulles /omlægges, hvilket især vil gøre benzinslugerne langt dyrere igen. Afgifterne på brændstofferne har stået i stampe i årtier og kan løbende sættes op frem mod 2030 for at fremme motivationen til at skifte til elbil. Endelig kan det på mange forskellige måder gøres mere attraktivt at købe og bruge elbil, herunder at fjerne registreringsafgiften – eller som i Norge også at fjerne momsen i en årrække – for at speede omlægningen i vejret.

Alt afhængigt af, hvor meget der skrues på disse knapper, kan man politisk styre mængden af resterende fossile biler i 2030. Men den store udfordring her er, at vi som med andre grønne afgifter, har gjort velfærdssamfundet afhængig af, at vi forurener. Vi er nødt til at gøre op med denne sammenhæng, og i stedet finansiere velfærdssamfundet med andre indtægtskilder. Men i første omgang er vi nødt til at finansiere gabet fra langt færre fossile biler via tilbagerulning af afgifter samt betalingsringe og /eller roadpricing.

Hvis vi skal nå de 70 % reduktion, kræver det, at der fastlægges en politik som i 2030 sikrer mindst 1 mio. elbiler – og en lavere samlet bilpark end forventet, så vi her kan hente knap 5 mio. tons CO₂. En sådan omstilling betyder, at vi i 2030 skal flytte 10 mia. kr. årligt i tabte indtægter fra fossil-bilerne over på andre indtægtskilder.

Landbruget

Selv om der er stort fokus på drøvtyggernes bøvsen, så skyldes klimabelastningen i landbruget primært den intensive produktion af dyrefoder, som foregår på 80 % af landbrugsarealet – og hvor selve dyrkningen medfører stor udledning af CO₂, hvilket igen er knyttet til den store eksport af især svinekød.

Det seneste tal for CO₂-udledningen alene fra dyrkning af skov og marker, var på 5,6 mio. tons CO₂, hvilket udgør ca. halvdelen af landbrugets samlede klimabelastning.

Derfor handler en kraftig klima-reduktion i landbruget om at reducere kødproduktionen og dermed foderproduktionen. Vi skal væk fra masseproduktion og ind med færre, men økologiske varer. Vi kan fx bevare eksportindtægten fra svin med en halvt så stor produktion, hvis det omlægges til økologisk landbrug, fordi værdien her er langt højere. Det vil samtidigt frigøre store arealer, der kan omlægges til CO₂-opsamlende natur og skov.

En omlægning til færre dyr, mere klimarigtige dyrkningsmetoder og flere naturarealer kan fremmes via en CO₂-afgift, som tilbageføres til omstillingen. For at reducere med 5 mio. tons CO₂skal der frem til 2030 udtages 500.000 ha landbrugsjord, som omlægges til natur og skov. Det svarer til 20 % af det nuværende landbrugsareal.

Der er som led heri behov for langt mere politisk fokus på selve den måde, vi dyrker jorden på, med regulering over mod klimarigtige dyrkningsmetoder.

Elektrificering og havmølleparker

Ovenstående forudsætter, at vi kan producere langt mere grøn strøm, når industrien, transporten og den resterende energiforsyning samlet skal elektrificeres. Derfor skal energiaftalen suppleres med yderligere vedvarende energi fra sol og vind, og det kræver især flere havmølleparker.

Med energiaftalen i 2018 skal der bygges 3 store havmølleparker, men for at kunne dække den yderligere elektrificering kræves 2-3 havmølleparker mere – lidt afhængigt af, hvor mange store datacentre der etableres i Danmark (der i øvrigt bør pålægges selv at finansiere de 1-2 havmølleparker, de kræver i strøm). Vi taler således om samlet 5-6 havmølleparker frem til 2030 (på hver 1.000 MW, svarende til ca. 100 store havmøller).

Endvidere kan man politisk fjerne de mange snærende bånd, som der er på solcelle-udbygning, så kommuner og boligselskaber kan udnytte det store potentiale i solceller. I stort set alle andre lande er det solceller og ikke vind, som er den bærende kraft i omstillingen. Men det har bevidst været massivt undertrykt i Danmark, fordi staten mister energiafgifter, når kommuner og andre producerer deres egen strøm. Denne blokering skal der gøres op med, hvorved solcelleudbygningen i Danmark kan eksplodere.

Omkostningerne i tørre tal

Som en DTU-forsker forleden sagde, koster det 100 kr. om måneden pr. dansker at nå de 70 %. Som det fremgår ovenfor, behøver det dog slet ikke at koste den enkelte familie ret meget, fordi en del af regningen kan betales ved blot at omlægge eksisterende udgifter og rulle lempelser tilbage. Brugere af kollektiv trafik vil endda tjene på omlægningen – og er det ikke deres tur til at opleve lempelser frem for bilisterne?

Det skal endvidere bemærkes, at det stort set ikke vil koste borgerne noget at etablere de mange havvindmøller, da de efterhånden kan opsættes på rene markedsvilkår, ja måske kan staten endda tage betaling for at stille havområder til rådighed.

Lad mig også pege på et par andre finansieringsmuligheder. Energinet.dk (dem med højspændingsmasterne i Jylland) har i dag indtægter via din elregning på ca. 5 mia. kr. årligt, som dog alene må bruges til infrastruktur (fx Viking Link til 11 mia. kr. og Baltic Pipe til 6 mia. kr.). Gennem en lovændring kan de i stedet pålægges at bruge pengene samfundsøkonomisk optimalt, hvorved de i stedet skal investere i den nationale grønne omstilling, hvilket de ikke må i dag.

En anden mulighed er at stoppe omlægningen af PSO på 5-6 mia. kr. årligt fra elregningen til finansloven. Et folketingsflertal har for nogle år siden besluttet at overføre udgiften til grøn omstilling fra elregningen (PSO) til finansloven, hvor den så belaster her og var en massiv lempelse for erhvervslivet, da skatteborgerne nu skal betale det hele. Det kan stilles i bero eller tilbagerulles, så flere mia. kr. årligt over elregningen i stedet kan bruges til omstillingen. Det vil endda øge råderummet, fordi det vil aflaste mange mia. kr. på finansloven.

Også de seneste 10 års generelle lempelser i virksomhedernes elpriser kan erstattes af målrettede lempelser, hvor det er hensigtsmæssigt. Og vi kan, som endda Det Økonomiske Råd foreslår, pålægge hele erhvervslivet at betale elafgifter. Vi bruger i Danmark ca. 80 mia. kr. årligt på energi. De skal bare bruges mere rigtigt.

De sidste 30 %

Hvis Danmark skal i mål i forhold til Paris-aftalen, skal vi nå i nul udledning allerede i 2040 (for ikke at overskride vores CO₂-budget). Vi har altså max. 10 år mere til at hente de sidste 30 %. Det betyder, at hele bilparken – og den tunge transport – skal være fossilfri i 2040. Derfor skal omstillingen fortsætte i samme takt, og der skal inden 2030 indføres forbud mod nysalg af fossile biler – uanset, at EU formentlig vil søge at forhindre det. På landbrugsområdet skal der indføres klimarigtige dyrkningsmetoder over hele linjen, og den samlede kødproduktion til eksport reduceres yderligere, og skovarealerne yderligere øges. Det forudsætter en samlet handlingsplan for, hvorledes landbrug og skovbrug samlet drejes fra en klimabelastende til en klimapositiv sektor.

I alt dette er der så jokeren ‘biomasse’, som fylder meget i fjernvarmen. Formelt er det CO₂-neutralt, og de enorme udledninger af biomasse- CO₂ tæller ikke med, men ryger jo op i atmosfæren. Vi taler om en mængde, som nærmer sig 20 mio. tons CO₂ årligt, og denne CO₂ har samme effekt som fossil CO₂ for klimaet, indtil det måske en dag genoptages som ny biomasse.

Vi bør derfor øjeblikkeligt stoppe for nye biomasseanlæg, og de mange eksisterende anlæg bør lukkes ned snarest og senest i 2040 og omlægges til varmepumper og geotermi, hvilket kræver et par havmølleparker yderligere efter 2030.

Hylen og skrigen

Målsætningen om 70 procent er med andre ord realistisk. Det handler om politik, ikke ny viden. Men det bliver, trods forståelsespapiret, med garanti op ad bakke. Der skal i den nuværende regeringsperiode træffes store og hårdtslående beslutninger, som griber kraftigt ind i erhvervslivet, i transportsektoren og i landbruget. De vil hyle og skrige og kalde det økonomisk totalt uforsvarligt. Og desværre med store dele af fagbevægelsen i ryggen. Vi ved, at Socialdemokraterne er meget følsomme over for denne kritik, og de vil uden tvivl benytte alle mulige smutveje til enten at undgå eller især udskyde de nødvendige tiltag – eller give EU skylden for, at målet alligevel ikke kan nås.

Derfor er det vigtigt, at befolkningens klima-mobilisering opretholdes, men også vigtigt at den rettes politisk og ikke mod borgerne, hvilket nogle heldigvis da også gør. Og en af de største opgaver er måske at få overbevist fagbevægelsen om, at de skal bakke op om kravet og lægge pres på Socialdemokratiet, når de begynder at vakle – og ikke trække den modsatte vej i misforstået forsvar for økonomi og arbejdspladser.

---