Er coronakrisen neoliberalismens endeligt?

Væk er årtiers spareprogrammer og stramme finansielle budgetregler: Den politiske dagsorden står på enorme kompensationsprogrammer til både virksomheder og lønmodtagere, investeringer i sundheds-infrastruktur og en generel, massiv statslig indgriben i økonomien. Er pandemien neoliberalismens endeligt?

Af Esben Bøgh Sørensen

I stedet for at pumpe penge ind i de finansielle markeder har regeringer verden over nu igangsat programmer, som direkte skal booste udbud og efterspørgsel hos virksomheder og forbrugere.

Den pandemiske krise kræver mobilisering af ressourcer på et plan, som den neoliberale sparepolitik simpelthen ikke er i stand til at imødekomme. Den internationale arbejdsorganisation, ILO regner med at cirka 80 % af den globale arbejdsstyrke er ramt af den økonomiske nedlukning som følge af corona-pandemien – og at omkring 195 millioner arbejdere verden over vil miste deres job. Verdenshandelsorganisationen, WTO har advaret om – at den globale handel kan skrumpe med helt op mod 32 %, og at vi går en global, stor depression i møde, der sandsynligvis vil medføre genkomsten af en protektionistisk økonomisk politik.

For at håndtere krisen har den socialdemokratiske regering i Danmark sammen med folketingets partier set sig nødsaget til at vedtage flere hjælpepakker til både det private erhvervsliv og lønmodtagere. Lignende pakker designet til at opretholde produktion og købekraft ved at holde lønmodtagere i job og holde hånden under erhvervslivet gennemføres verden over – fra Sydkorea til Canada, USA og Storbritannien, hvor staten vil dække op til 80 % af arbejdernes løn. Senest er EU’s finansministre blevet enige om en milliardstor hjælpepakke – og i Spanien har man som det første land i Europa lanceret ideen om generel borgerløn.

Naomi Klein: Eliternes selvberigelsespolitik

Andre som den canadiske forfatter og journalist, Naomi Klein har advaret om, at den pandemiske krise meget vel kan udnyttes af eliterne verden over til at presse nøjagtig samme selvberigelses-politik igennem – som efter finanskrisen i 2008. Her trådte stater over hele verden til med enorme kompensationspakker til finansverdenen – men førte efterfølgende en neoliberal finanspolitik med spareprogrammer og stram budgetstyring med dertil følgende, markant stigende ulighed, løntilbageholdenhed og udhuling af den offentlige velfærd. De rigeste få procent kom styrket ud af krisen på bekostning af det store flertal, men skabte samtidig vreden, der udløste den globale protestbevægelse i 2010’erne.

Eliternes selvberigelse og en mere indgribende stat kan dog sagtens understøtte hinanden. Stater verden over bliver nu presset til at føre en markant anden politik end under de seneste årtiers spareprogrammer – men samtidig er det utænkeligt, at de private erhvervs- og finans-eliter ikke vil presse på for politiske indgreb, der kommer dem selv til gode.

Coronakrisen har givet fornyet liv til den gamle korporatisme mellem erhvervsliv, stat og de store lønmodtagerorganisationer. Det danske arbejdsmarked har i over hundrede år været præget af netop det princip, og selv i neoliberalismens stærkeste periode blev det fastholdt. Men det forklarer dog ikke, hvorfor lande med helt andre traditioner og institutioner følger i samme spor?

Coronakrisen fremskynder neoliberalismens fallit

Hvad mange analyser af coronakrisen ikke fanger er, at krisen ikke så meget selv er årsag til neoliberalismens fallit – som at den fremskynder tendenser, der allerede var under udvikling.

Allerede inden pandemien var den neoliberale politiske konsensus brudt sammen. En række europæiske socialdemokratier var slået ind på en mindre venstredrejning på den økonomiske politik, ofte i samarbejde med de europæiske venstrepartier. Det er eksempelvis tilfældet herhjemme, hvor vi netop har fået en finanslov med den højeste vækst i det offentlige forbrug i 10 år. Men det gælder også genkomsten af den økonomiske nationalisme på højrefløjen, hvor den britiske konservative regering således allerede inden coronakrisens udbrud havde annonceret et stort økonomisk stimulusprogram.

Ved indgangen til 2020’erne er verden allerede ikke den samme som i 00’erne og første halve af 10’erne. Den neoliberale konsensus er på mange måder brudt sammen – men uden at ét dominerende alternativ har formet sig i dets sted.

Neoliberalismens fallit skal ses i lyset af, at den globale økonomi allerede inden pandemien var præget af lave vækstrater, en lav produktivitetsvækst, en voksende gældsætning og nye spekulative bobler på aktie- og ejendomsmarkederne. Den økonomiske krise – der lige nu udvikler sig som følge af pandemien – er med andre ord en kapitalistisk krise, som desuden har endnu dybere rødder i langvarig profitabilitetskrise.

Den pandemiske krise intensiverer således en allerede eksisterende krisepræget global kapitalisme. Den forestående globale økonomiske krise vil sammen med følgerne af den pandemiske krise og den igangværende økologiske krise skabe enorme udfordringer de kommende år.

Som en reaktion på de udfordringer vil vi se en udvikling, hvor staterne verden over mere direkte vil gribe ind i det økonomiske og sociale liv. I modsætning til profetierne fra årtiers globaliseringslitteratur, så er staterne verden over på ingen måde svage over for ”globaliseringen”, men i højeste grad i live, stærke og voksende.

“I en verden, hvor både socialdemokratier og højrefløjen gennemfører massive stimulus-pakker, der også omfatter almindelige lønmodtagere, må venstrefløjen genopfinde sig selv. I årevis har man protesteret mod sparebudgetter og nedskæringer i det offentlige, men tingene har ændret sig.”

Det giver dog ikke nødvendigvis venstrefløjen grund til at juble. Den stærke og stadig mere indgribende stat kan meget vel udvikle sig på de økonomiske eliters såvel som på den økonomisk-nationalistiske højrefløjs præmisser. I værste tilfælde i en højre-autoritær retning, som eksempelvis i Ungarn, hvor demokratiet de facto er ved at blive afskaffet.

En dominerende forestilling – som krisen har slået hul på – er, at det kapitalistiske marked er en abstrakt, selvreguleret størrelse. Krisen viser på én gang, at markedet er en økonomisk institution, der konstant må skabes og reguleres politisk for at fungere, og at et samfund som vores – hvor store dele af det økonomiske og sociale liv er afhængigt af kapitalistiske markedsmekanismer – har svært ved at håndtere dybe, sundhedsmæssige kriser.

Stater verden over griber lige nu massivt ind i det økonomiske liv for at holde hånden under de selvsamme kapitalistiske markedsmekanismer, der er årsagen til den dybereliggende krise, som allerede prægede den globale økonomi før corona-pandemien. Til forskel fra tidligere kriser såsom finanskrisen i 2008, vil den nuværende situation afkræve helt andre politisk-økonomisk redskaber, der ikke uden videre kan støtte sig til neoliberalismens sparepolitik.

I en verden, hvor både socialdemokratier og højrefløjen gennemfører massive stimulus-pakker, der også omfatter almindelige lønmodtagere, må venstrefløjen genopfinde sig selv. I årevis har man protesteret mod sparebudgetter og nedskæringer i det offentlige, men tingene har ændret sig.

Effekterne af coronakrisen, den globale økonomiske krise og den igangværende økologiske krise vil i de kommende år skabe massive udfordringer. I den situation vil den umiddelbare skydeskive for venstrefløjen ikke længere være “neoliberalismen” – men en langt mere omfattende og aktiv, interventionistisk stat.

Den kriseperiode – pandemisk, økonomisk, såvel som økologisk – som vi træder ind i med det nye årti, sætter således igen en omfattende og indgribende stat på dagsordenen, der kan mobilisere ressourcer på et plan, som den neoliberale sparepolitik aldrig ville være i stand til.

Det betyder hverken, at vi ikke længere vil se nedskæringer i det offentlige og krav om løntilbageholdenhed, eller at det store flertal i Danmark såvel som verden over vil opleve økonomisk og social fremgang. Men kampen vil komme til at stå over  om kontrollen over en mere omfattende og indgribende stat – og hvorvidt den kommende tids politisk-økonomiske tiltag skal understøtte de kapitalistiske markedsmekanismer eller komme det store flertal til gode ved at flytte flere dele af det økonomiske liv over på fællesskabets hænder.

Vi bevæger os ind i en kritisk periode, hvor de handlinger, der udspiller sig og beslutninger, der tages, vil have enorme konsekvenser mange år frem. I den situation må venstrefløjen selv udvikle konkrete planer for at demokratisere og bruge den stadig mere indgribende stat til at gennemføre omfattende reformer, som demokratiserer samfundet ved grundlæggende at forandre de nuværende ejendoms- og magtforhold. Alternativet er, at de økonomiske eliter, højrefløjen og den autoritære nationalisme griber muligheden.