Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
21. august. 2021

Er depression noget, man “bare skal lære at tackle”?

Måske kunne det hjælpe på det mentale helbred, hvis vi blev bedre til at rose hinanden – og at gøre op med tabuerne omkring depression, skriver Elsebeth Frederiksen.

Edvard Munch: Melankoli (1894).
Denne artikel tager cirka 5 minutter at læse.

Missionen udført! De stod og ventede, da jeg kom hen til indgangen. Jeg vidste godt, de ville stå der, for det gjorde de hver morgen. Jeg prøvede at møde for sent, for tidligt, prøvede at finde en anden indgang, at følges med klassekammerater ind.   Men mærkeligt nok så var jeg altid alene i det øjeblik, hvor jeg nåede hen til trappen med de store svingdøre, der førte ind i den lukkede skolegård.

Lemtorp-skolen var lidt speciel. Den bestod af en slags huse med indendørs skolegårde, der var opdelt efter klassetrin. Derinde var der larm, løbende børn, børn der spillede bordtennis og ofte mig, der sad i et hjørne og prøvede at lade være med at gøre for meget opmærksom på mig selv. Det lykkedes dog sjældent. Jeg var jo den fede brilleabe, Elsefant, som de yndede at kalde mig. Jeg var sårbar, og det kunne de mærke. De gjorde alt for at gøre min skoletid til et helvede. Bare fordi de kunne.
Tilbage til indgangen. Her stod 3-4 drenge fra min klasse. Jeg havde lært at begynde at græde hurtigt, for så ville de gå. Men det er ydmygende at græde, det viser svaghed. Og de, der viser svaghed, skal også mobbes.

”Elsefant!”, ”brilleabe!” bliver der råbt, og slagene falder over mig. På maven, på benene, mine briller falder på jorden, de griner. Jeg begynder på mine falske tårer. ”Missionen fuldført!” råber de og løber jublende ind og blander sig med de andre. Jeg prøver at samle mig. Ryster lidt på hovedet og går ind. Hen til min klasse uden at sige en lyd til nogen. For det havde jeg fundet ud af, at det nyttede ikke noget.

Afvisninger, mobning, nede i kulkælderen

Da jeg i sidste uge faldt helt sammen på sengen udmattet af gråd, dukkede tanker om afvisninger, mobninger og øjeblikket, hvor jeg ikke blev værdsat op i hovedet på mig.
Jeg har haft det svært i min barndom. Lettere end en del, sværere end ret mange. Og mere end 30 år efter lider jeg stadig under det.

“Det er ikke flovt at have en depression, det er en forklaring på forskellige reaktioner.”

Jeg hader at græde under et møde, at gå hjem og hulke så højt, at jeg er ved at blive kvalt. At være så ked af det, at jeg hyperventilerer og får ondt i hovedet.

Jeg har prøvet meget. 3-4 gange til psykolog, forløb hos TUBA, Unge og sorg, et forløb hos lokalpsykiatrien, og en daghøjskole, hvor jeg skulle male mine drømme og meditere. Jeg får antidepressiver, og min læge har lige hævet min dosis. Så nu er jeg også træt og ugidelig. Folk, der har en depression, ville ønske, at de kunne tackle det. At de ikke bare begynder at græde midt i det hele. At man ikke skal være flov over at vise sin sårbarhed over for andre mennesker.

Men det er hårdt. For som jeg skrev med eksemplet i starten, kan man risikere, at nogen vil skade eller håne en, hvis man viser sig at være svag. Vi lærer hele livet, at vi ikke skal vise følelser, at vi skal tackle vores følelser. Depression er ikke noget, man kan kontrollere. Hos mig dukker den op, når jeg er presset. Og jeg lavet så mange ting hele tiden. ”Kan du så ikke bare skrue lidt ned på dine aktiviteter,” sagde min læge til mig. Og hun har evigt ret. Men det er svært, for jeg er engageret. Jeg vil gerne anerkendes – vil vise, at jeg også er noget værd, selvom jeg en gang imellem ikke selv tror på det.

Del din depression på Facebook

Jeg valgte for nogle år tilbage at dele min depression på Facebook. Der er kommet så mange positive kommentarer fra folk, også en del jeg ikke kender. Jeg har prøvet at bryde tabuet. Har prøvet at beskrive, hvordan det føles. Kan være nogen synes, at jeg er totalt opmæksomhedssøgende og fisker efter komplimenter. Og det er da skønt, når folk skriver, at de holder af mig.

En gang imellem ville det være rart at få ros, uden nærmest at skulle bede om den. Men det skal vi nok alle blive bedre til. Hvis alle vi, der er psykisk sårbare, roser hinanden – så kan det være, det smitter, og vi kan få ændret den kultur. Og bryde tabuet. Det er ikke flovt at have en depression, det er en forklaring på forskellige reaktioner. Men det er flovt at begynde at græde til et møde. Og det ville være rart at kunne tackle det.

Der er metoder, men i nuet er det så svært. Nogle gange skal man også bare af med tårerne. Man må gerne græde, men man skal også kunne holde op. Og det gør jeg også – selvom det tager lang tid.


Om skribenten

Elsebeth Frederiksen

Elsebeth Frederiksen

Elsebeth Frederiksen er Gellerup-korrespondent for Solidaritet. Hun er aktiv i Almen Modstand, og er redaktionssekretær for Brabrand Boligforenings beboerblad Skræppebladet   Læs mere