Foto: Lorie Shaull via Flickr
12 min. læsetid

Klimaet er efterhånden helt fremme i den offentlige debat. Fordelingen af de svindende tilladelser til at udlede klimagasser er imidlertid et komplekst område. Karen Helveg Petersen har interviewet den østrigske forsker og aktivist Josef Baum om klimaretfærdighed og Kinas miljø- og klimaproblemer, ved Transform-konferencen i sidste måned.


Af Karen Helveg Petersen

Også i klimaproblemerne viser modsætningerne sig mellem de gamle rige lande og de opstigende og fattigere lande. De lande, der satte gang i den industrielle revolution, står altovervejende for de sidste par hundrede års utæmmede udledning af drivhusgasser fra brændstoffer som kul og olie, der har et stort ansvar for de stadig hurtigere klimaforandringer. Derfor trænger spørgsmålet sig på om en retfærdig fordeling af de udledninger, som verden endnu kan tillade sig, hvis Paris-aftalens mål om 1,5 eller højst 2 graders gennemsnitlig temperaturstigning skal nås. 

På Transform-konferencen i København i midten af marts talte Josef Baum om klimaforandringerne og de globale forhandlinger for at dæmme op for dem. Han er økonom med en lang fortid som venstreorienteret aktivist og er nu er ansat ved Wiens Universitet på instituttet for geografi og regionale studier, med speciale i de østasiatiske. Han er også aktiv på det lokale plan i Østrig. 

Det globale syd vil ikke acceptere de eksisterende modeller, og vil have lov til at udlede CO2 i fremtiden”


Strid om byrdefordelingen

Du arbejder med klimaforandringer og fordelingen af CO2-kvoter. Hvad mener du er den mest retfærdige fordeling af dem – i fuld respekt for reduktionsmålene?

Vi har et begrænset mål af udledninger vi stadig kan sende ud i atmosfæren, og det store spørgsmål er nu, hvordan vi kan fordele denne kvote mellem folk og lande. Der er mange modeller og forslag på bordet, men ingen enighed. Skal de enkelte landes udslip lægges sammen fra begyndelsen af industrialiseringen eller skal grundlaget være de nutidige udledninger? Og drejer det sig om udledninger per person?

Udgangspunktet har betydning for fordelingen mellem rige og fattige lande og er derfor også relevant for venstrefløjen. Det globale syd vil ikke acceptere de eksisterende modeller og vil have lov til at udlede CO2 i fremtiden. Indien insisterer på argumentet om vestens historiske ansvar. Kina ville kopiere en bæredygtig model med det samme, hvis man havde en. En anden fordeling af udledningerne er vores, dvs. det rige nords, ansvar, for vi har bedre muligheder for at gennemføre de nødvendige tilpasninger. En global udligning også med hensyn til indkomst og velstand vil blive konsekvensen.

CO2-kvoter er blevet et omdiskuteret emne. Josef Baum mener det ville være vanskeligt at bruge forbrugssted som kriterium.

– Skulle der ikke være begrænsninger på energikilder som kul, uanset hvor eller hvem man er? Der burde vel indgås en global aftale om brugen af fossile brændstoffer. Et andet spørgsmål er hvor man måler: i forbrugs- eller produktionslandet?

– Det er et tricky spørgsmål. Alle forhandlinger finder sted på landeniveau (produktionsleddet), og det ville være vanskeligt at bruge forbrugssted som kriterium. Interessekonflikter er ikke kun nord-syd, rig-fattig men også mellem eliten i hvert land og de andre. 

– Kul er et stort spørgsmål. India og Kina bruger det meget mere end Europa. Her bør man også tale om teknologisk ejerskab. Der burde være adgang til teknologioverførsel uden betaling for ejendomsrettigheder. Hvis man kunne være mere fleksibel på det punkt, ville det også være nemmere at genforhandle fordelingen. (Underforstået: så ville de mindre rige lande ikke være så følsomme overfor begrænsninger i deres fremtidige udledninger, red.).

Den teknologi der er tale om overføres vel via store selskaber. Hvilken overførsel taler vi ellers om? Kan de fattige lande (her taler vi ikke om Indien og Kina) selv stå for egenproduktion af moderne energisystemer?

– Det skulle være en form for open source, således at alle lande kunne producere på samme basis. Ejendomsrettigheder kunne købes af FN eller af stater.

Aktivister demonstrerer mod handel med CO2-kvoter i Chicago. Foto: Wiki Commons

– Hvorfor skulle alle lande producere de samme ting?

– Problemet er, at mange lande er blevet forhindret i at udvikle industrier. Modsat har vi Kina, der har subsidieret forskning og investeringer, og som nu har taget føringen i vindmølleindustrien fra Danmark.

– Hvad sker der i de internationale forhandlinger efter Paris-aftalen, hvis mål mangler udmøntning.

– Paris-aftalen indeholder kun frivillige løsninger. Der vil komme mere pres fra ungdommen om at få bindende traktater.

– Men der er dog noget positivt at sige. Inden for EU har vi byrdefordeling af en slags, dvs. man taler om ’deling af anstrengelser’. Det betyder, at nogle lande kan udlede mere end før, f.eks. Bulgarien, mens landene mod nord skal have højere reduktionsmål. Lige siden Rio-konferencen i 1992 har man hyldet princippet om ’fælles men differentieret ansvar’ på det internationale plan. Kyoto-protokollen fra 1997 var et forsøg på at gennemføre princippet, men den lagde kun reduktionskrav på de rige lande, der kunne købe sig til udledningsrettigheder hos dem, der ingen forpligtelser havde. 

Brug og misbrug af markedet

– Hvad mener du om handel med CO2-kvoter?

– Der er forskellige modeller for kvotehandel, diverse markedsinstrumenter, salg på auktioner og direkte handel, men jeg tror ikke det frie marked kan løse problemet, fordi det er det frie marked, der var årsagen. Dvs. markedet er nu ikke så frit, for der er mange monopoler. Men der er også venstreorienterede forslag om handel med CO2-udledninger. F.eks. kunne man give en ensartet bonus til alle for klimavenlig adfærd. En sådan ’økobonus’ ville være til fordel for de fattigere lag. 

– Enhedslisten i Danmark er kommet op med et forslag om udvidelse af den såkaldt grønne check. Er det den form du taler om?

– Der er en simpel måde at gå frem på. Alle får samme udledningstilladelse, der kunne være omsættelig, eller belønnes for at spare på fossil energi. Det er bonussiden. På den anden side pålægger man højere skatter på fossile brændstoffer, ikke mindst på benzin, eller priserne ville stige, hvis udbuddet blev begrænset. Man kan ikke lave en isoleret skat på brændstoffer uden andre tiltag, det vil møde modstand som i Frankrig.

Billedresultat for enhedslisten grøn check
Enhedslisten har fremlagt en plan for et grønt Danmark. “Man kan ikke lave en isoleret skat på brændstoffer uden andre tiltag, det vil møde modstand som i Frankrig.” mener Josef Baum.
Illustration: Enhedslisten

– Mere offentlig transport skulle vel være en prioritet. Dilemmaet ved at støtte elektriske biler er, at det er de rige, der kan udnytte fordelen.

– Det er nok rigtigt, men så længe der er udkantsområder, vil det være dyrt med offentlig transport. Derfor må man også have adgang til sådan noget som eldreven individuel transport.

– Der er også mange forslag om billigere offentlig transport. De grønne i Wien har skubbet på for at få indført et årskort til offentlig transport. Det koster 350 euro at køre overalt og så meget man vil i transportsystemet i Wien i et år. Men det skulle være endnu billigere og dække hele regionen. Hvad der betales for offentlig transport er meget vigtigt for trafikken.

Strid mellem klimaøkonomer

– Du er kritisk over for 2018-vinderen af Nobelprisen i økonomi (strengt taget: Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til Alfred Nobels minde), William Nordhaus. Hvorfor? 

– Nobelpriskomiteen sagde i sin begrundelse, at Nordhaus var en førende klimaøkonom, og måske var han engageret i sagen i halvfemserne, men han er også skadelig. Han konstruerede en stor model, der gik ud på at estimere fremtidige skader fra klimaforandringerne. For at finde nutidsværdien brugte han en diskonteringsrente på 5-6 %. Det er så højt, at man i praksis kan se bort fra begivenheder, der ligger 30-40 år eller længere ude i fremtiden. Derfor blev konklusionen, at det ikke på daværende tidspunkt kunne betale sig at investere i klimatiltag. Åbenbart anså Nordhaus ikke klimakrisen for at være overhængende, og det var den politik, der vandt frem, eller man brugte ham som dække for en passiv politik. Dette er meget forskelligt fra den kendte klimaøkonom Nicholas Stern, der bruger en diskonteringsrente på 1% eller endnu lavere. 


Diskonteringsrenten
Nordhaus er mest kendt for DICE-modellen, der bruges til at beregne CO2-koncentrationer, klimaeffekter og deres økonomiske omkostninger i forhold til makroøkonomiske størrelser. Når man regner over tid, skal man have en faktor, der kan bringe fremtiden tilbage til nutidens niveau, diskonteringsrenten. Hvis man i stedet for at investere i at nedbringe skader, brugte pengene ’produktivt’, ville man kunne få et årligt afkast på den gennemsnitlige profitrate på 6% ifølge Nordhaus.
Model, der viser relationen mellem klima og økonomisk cirkulation. Foto: CC

– Nordhaus er så godt som kriminel. Han ved, at mange beslutningstagere ikke aner hvad de gør, mens sådan nogle som ham, der kender problemstillingerne bedre, skulle opføre sig ansvarligt. Så det er underligt, at han fik den pris. Han indså klimaproblemet ret tidligt, ja, men han var også til dels ansvarlig for, at intet skete, for i begyndelsen af halvfemserne var der ellers en åbning. Nordhaus var begrænset af markedsreligionen, mens Stern udtalte, at klimakrisen var et resultat af verdens største markedsfejl. De tror begge på den usynlige hånd. (Man kan nu også spørge, om der ikke – snarere end om ’markedsfejl’ – er tale om en systematisk kapitalistisk drift mod at udnytte naturressourcer hensynsløst og uanset konsekvenserne, medmindre der sættes en stopper for det, red.)

Kinas kulafhængighed og transformation

– Du arbejder også med Kina og dets miljø- og klimasituation. Hvad er status på, hvad der sker?

– Der er beregninger af økologiske fænomener og konsekvenser for vand, jord og sundhed. Hvis man regner disse ’skader’ ind i nationalregnskabet, ville Kina næsten ingen vækst have eller måske ligefrem have negativ vækst. Nordkina har seriøse problemer med ørkendannelse og klimaforandringer. ’Den grønne mur’ (et træbælte på 4800 km ved Gobi-ørkenen, projektet stammer fra 1978 og skal vare til 2050, red.), har ikke sat en stopper for de store vandproblemer. Grundvandspejlet er nu 100 meter under jordoverfladen i Beijing. Der er tale om eksistentielle trusler, som regimet er meget klar over. Der er sket store fremskridt inden for vedvarende energi, men det er alligevel så langt fra nok i forhold til det, der bør gøres. Lidt under 60% af alt energiforbrug i Kina er kulbaseret (2018), og kullet er tilmed af dårlig kvalitet. Det er et fald fra 2/3 af energiforbruget for ganske få år siden. I energimixet indgår atomkraft og vedvarende energi, inklusive vandkraft. 

– Statistikker viser, at mange dødsfald skyldes luftkvaliteten. Der er sket en forbedring, fordi naturgas har erstattet kul i nogle byer (indtil videre drejer det sig om flydende naturgas, men byggeriet af en rørledning fra Rusland til Kina vil blive færdigt i slutningen af 2019, red.). Kina er klar over, at naturgas er en midlertidig løsning.

“Statistikker viser, at mange dødsfald skyldes luftkvaliteten” – her understreget af tæt smog i Beijing. Foto: The Beijinger

– Hvad med at rense udledningerne for skadelige stoffer og hvad med kul, hvis CO2 lagres?

– Der er man ikke kommet så langt.

– Hvordan er Kinas CO2-balance?

– Der var en stærk stigning i CO2-udledninger indtil for tre år siden, men så fladede de ud, lige indtil sidste år. Selvom Kina er verdens største CO2-udleder, er det det ikke per capita. Kulforbruget per indbygger er lige så stort i USA som i Kina, som til gengæld vejer tungere i det samlede regnskab, fordi det er mere folkerigt. Min hypotese er, at fordi der er så katastrofale konsekvenser af den store andel af kul i forbruget, er der stærkt pres for at ændre på det. Kina kunne gennemgå en socioøkologisk transformation, fordi det er nødvendigt. Det er også bemærkelsesværdigt, at de mange miljøaktivister kan operere frit. Jeg havde kontakt med protesterende arbejdergrupper, hvis aktiviteter blev lukket, men det gælder ikke miljøaktivisterne. Opnåelsen af en ’økologisk civilisation’ blev lanceret på en partikongres for ca. 10 år siden og er nu indført som mål i selve forfatningen.

Josef Baum. Foto: Karen Helveg Petersen

– Kina insisterer stadig i internationale fora på, at det er et udviklingsland. Er det rimeligt?

– Officielt er deres BNP per capita 25% af USA’s. Men det er i markedspriser. I realiteten skulle det være mere end en tredjedel af USA’s.

– Kina står for et byggeboom i infrastruktur, ikke mindst, vandkraft, veje og jernbaner i Afrika. Skaber det miljøproblemer?

– Ja, men det er ikke hele svaret. Alle aktiviteter har negative følger, men jeg mener ikke, at Kinas engagement i Afrika er negativt. De økonomier, der er afhængige af udvinding af naturressourcer (minedrift) har nu fået en anden kunde end de sædvanlige vestlige. Det er godt for deres handlemuligheder. Jeg mener på ingen måde, at kineserne er altruistiske, men de er empatiske over for Afrika. Kineserne kan også leve under dårlige forhold…

[Teknologioverførslen] skulle være en form for open source således at alle lande kunne producere på samme basis”


Josef Baum er økonom ved Wiens Universitet, og er ansat på Institut for Geografi og regionale studier. Hans speciale er de østasiatiske lande. Læs mere om hans forskning og aktivisme her.


Karen Helveg Petersen er forfatter til Rentekapitalismen, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd.