Er Rød-Grøn Ungdom blot endnu et politisk ungdomsparti, med hovedet vendt mod 'voksenpartiet' Enhedslisten på Christiansborg? Det frygter dagens debattører.
9 min. læsetid

Der er brug for unge aktivister fra generationen formet af klimakrisen, #MeToo og den racistiske indvandrer-diskurs. Derfor er det ærgerligt, hvis man blot samler dem i endnu et ungdomsparti med øjnene på Christiansborg.

Har du selv noget på hjerte? Så skriv til Solidaritet.


Af Tobias Fogtmann og Ella Wiberg

Den nyoprettede og selvstændige politiske ungdomsorganisation Rød-Grøn Ungdom (RGU) støtter ikke bare op om Enhedslisten. De er – eller vil være – det officielle ungdomsparti, Enhedslisten ikke har haft. Man kan nemt få den opfattelse, at RGUs primære funktion er den samme, som mange andre ungdomspartier kan beskyldes for: At være en fødekanal til Folketinget. RGUs tætte forbindelse til Enhedslisten ses tydeligt i deres strategi, hvor det gøres klart, at de “vil etablere et netværk af unge kandidater for Enhedslisten til folketings-, EU-parlaments-, kommunal-og regionsrådsvalg”.

Vi er klar over, at RGU ikke har noget principprogram endnu, og vores kritik går her på den generelle linje, der er blevet lagt i henholdsvis strategi, vedtægter, og udlægning af RGU som politisk platform.

Hvad er en “ny” politisk ungdomsorganisation?

RGU ser ud til at være struktureret som andre politiske ungdomsorganisationer, og har som erklæret formål at:

  1. Råbe højt i debatten: “Vi skal have færdiggjort første uddannelsesforløb i en tilbagevendende uddannelse, der lærer unge at organisere og debattere” og “Være synlige på sociale medier og i den offentlige debat med en klar socialistisk dagsorden”. Fokus er ikke på det politiske indhold i debatten, men på at debattere som sådan. En “klar socialistisk dagsorden” er en vag formulering af et eventuelt indhold.
  2. Være ukritiske overtagere af moderpartiets politik: “Vi skal udnytte Enhedslistens stærke position i Folketinget […] Vi skal samtidig være klar til at fordømme og forpurre enhver idé, Socialdemokratiet kunne få om at indskrænke vores frihedsrettigheder”. Det er tydeligt, at RGU konsekvent abonnerer på Enhedslistens politik. Det handler om at “udnytte” – for at iværksætte en allerede formuleret politik, og “fordømme og forpurre” de andres.
  3. Være moderpartiets vælger-mobiliserende enhed: “[H]vis det for alvor skal slå igennem, skal en massemobiliserende attitude gennemsyre vores organisations praksis”, og: “Enhedslisten mangler den energi og radikalitet, en organiseret ungdomsbevægelse kan bidrage med”. RGU virker ikke som en organisation, der vil tænke politik sammen. Det handler snarere om at mobilisere unge til at gennemføre Enhedslistens politik.

Man kunne håbe på, at en ‘ny’ ungdomsorganisation, der identificerer sig med slagkraftige prædikater som feministisk og klimaaktivister – ligesom alle andre ungdoms- og folketingspartier på venstrefløjen (og for den sags skyld også de fleste større firmaer) – faktisk ville være anderledes i deres tilgang til politik.

Den ungdom, som RGU retter sig mod, er præget af klimakrisen, #MeToo, ‘Greta-effekten’ og højrefløjens racistiske diskurs, som har domineret flygtningedebatten siden DF blev ‘stuerene’. Det er en ungdom, vi også er en del af. Vi ønsker, at RGU drager konsekvenserne af den grundlæggende indsigt, vi ser som reaktion på disse samtidige, politiske problematikker: Nemlig at problemet ikke er indholdet, men strukturen. “Systemet er problemet” for at bruge en let kliche.

Tobias Fogtmann og Ella Wiberg tilhører en generation, som bl.a. er præget af ‘Greta-effekten’, og som vil udvikle radikale svar på de problemer, vi står over for. Derfor er der behov for en stærk politisk bevidsthed blandt danske unge, der kan udfordre de politiske problematikker – også udenomsparlamentarisk, mener de. Illustration: Cristiano Siqueira

Venstrefløjens krise

Venstrefløjens omdiskuterede krise må tages alvorligt. Den reaktionære højrefløj, herunder centrister, har formået at tegne det snævre territorium, hvor politiske kampe udspiller sig. Når venstrefløjen gennemfører parlamentarisk politik, er det ud fra et af højrefløjen etableret udgangspunkt; højrefløjen har sat sig på det universelle. Partikulære kampe er ikke uvigtige, men de er ikke nok, da de indebærer en accept af den kapitalistiske status quo. Derfor ønsker vi, at RGU ikke blot leverer lappeløsninger til et problematisk system, en position som venstrefløjen har lidt under for længe.

“Kapitalismens kriser kan kun adresseres ud fra udgangspunktet om muligheden for politik uden for kapitalismens logik. Løsningen er ikke at smide teori ud, men derimod at gøre op med den ekskluderende tilgang til teori”

Den amerikanske filosof Frederic Jameson har skrevet: “Someone once said that it is easier to imagine the end of the world than to imagine the end of capitalism”. Vi håber, RGU tager det alvorligt, at forholdet mellem liberalt demokrati og kapitalisme er udgangspunktet for nuværende parlamentarisk politik. Det betyder ikke, at RGU bør skrive “revolution” ind i deres principprogram, men at RGU må have andet end den etablerede politiske horisont som grundlag for partikulære udspil; de må pege ud over det parlamentariske spil.

Det er slående, at økonomi ikke optræder som et selvstændigt punkt i hverken RGUs strategi, vedtægter, eller udlægning af RGU som politisk platform – på trods af at de proklamerer sig som socialister i opposition til “kapitalismens evige jagt på profit”. Politik, der adresserer kapitalisme, må stille sig i opposition til kapitalismens universalisme. Det indebærer politik, der opererer ud fra antagelsen om muligheden for et økonomisk alternativ, en socialisme der drager konsekvenserne af den kapitalistiske økonomi som det grundlæggende politiske problem i dag. For at adressere undertrykkelse og klima, må vi adressere økonomi.

Venstrefløjens fokus på at anerkende og repræsentere identiteter sætter ikke spørgsmålstegn ved identitet som en central, politisk-økonomisk kategori, og formår ikke at tænke ud over kapitalismens logik. Et eksempel på det er, hvor gnidningsfrit kapitalismen tilpasser sig enhver identitetsmæssig problematik; identiteter kan bruges til at sælge, og kan sælges til. Vi må ikke miste øje for det økonomiske ophav, der intensiverer og skaber undertrykkelse, både mellem arbejder og arbejdsgiver, og mellem identitetsmæssige grupper. Tænk blot på den store mængde energi, den amerikanske overklasse har lagt i at stille hvide amerikanere og afroamerikanere i opposition til hinanden. Det værste, der kunne ske for dem, var en samlet arbejderbevægelse.

Læs også: Politisk opgør blandt venstrefløjens unge

Skal vi forkaste teori?

Tamara Rønbach, medstifter af RGU, udtaler til Solidaritet: “Vi ser generelt på venstrefløjen en tendens til et internt og utilgængeligt sprog, der gør det rigtig svært som ung udenforstående at blive en del af fællesskabet uden at være grundigt skolet i forvejen”; og “[v]i vil rigtig gerne gøre op med den tendens og skabe en nysgerrig politisk kultur ved at tale til folk i øjenhøjde. Det tror vi er nødvendigt, hvis man skal skabe et bredt og inkluderende ungt venstrefløjsprojekt”. Vi er enige i, at venstrefløjen bør modarbejde ekskluderende ‘elitær-marxisme’. Men vi mener, at problemet er en problematisk kultur omkring teori – ikke teori som sådan.

Vi er overbeviste om, at teoretisk diskussion og refleksion er absolut nødvendigt for at beskæftige sig med politiske problematikker på en måde, der tænker ud over kapitalismens universalisme. Vi ønsker, at en politisk ungdomsorganisation har en pluralisering af tænkning som en central del af sit politiske virke; teoretiske redskaber bør danne grundlaget for at identificere problemer. Det mener vi ikke er muligt, hvis organisationen blot overtager en præetableret, parlamentarisk politik. Kapitalismens kriser kan kun adresseres ud fra udgangspunktet om muligheden for politik uden for kapitalismens logik. Løsningen er ikke at smide teori ud, men derimod at gøre op med den ekskluderende tilgang til teori.

At tale til folk i øjenhøjde er ikke at præsentere dem for en allerede formuleret politik, der derfor ikke behøver diskuteres, men præcis at være villig til at diskutere sammen. RGU gør rigtigt i at benytte den samtidige utilfredshed med kapitalismen. Men vi ønsker, at en socialistisk ungdomsorganisation tager Greta Thunberg på ordet: “Hvis jeg skulle vælge én ting alle skulle gøre, ville det være at oplyse sig selv og prøve at forstå situationen; prøve at skubbe på for at skabe en politisk virkelighed, som endnu ikke eksisterer”. Vi mener, at forudsætningen for en reel mobilisering, der ikke blot gentager etablerede strukturer, har teori og tænkning som sin forudsætning.

“Vi håber, at RGU vil forholde sig kritisk til Enhedslistens og andre partiers politik, og at de ikke blot vil fungere som en organisation, der vinder vælgere til et folketingsparti.”

Vi håber, at RGU vil forholde sig kritisk til Enhedslistens og andre partiers politik, og at de ikke blot vil fungere som en organisation, der vinder vælgere til et folketingsparti. Vi håber, at RGU vil være et fællesskab med et nyt politisk virke, der nægter at ligge under for en reducerende tilgang til politik, og som ikke stirrer sig blind på det parlamentariske spil. At samle engagerede og interesserede unge mennesker, har altid potentiale til at være et kritisk, aktivistisk og tænkende fællesskab; politiske ungdomsorganisationer er stedet, hvor mange unge bliver introduceret til politik og kanaliserer deres engagement.

Derfor håber vi, at RGU kan være en organisation, som kan være med til at definere, hvad en politisk ungdomsorganisation kan være.


Tobias Fogtmann og Ella Wiberg er idéhistorie-studerende ved Aarhus Universitet.