Er dit arbejde en omgang bullshit? David Graeber forklarer, hvorfor kapitalismen skaber så mange unyttige jobs

David Graeber havde en teori. Antropologen voksede op i et arbejderkvarter i New York, og selvom hans forskningsarbejde høstede roser, følte han sig aldrig rigtig hjemme i den akademiske verden. Fra sin tid som professor på Yale (hvor han blev afskediget, hvilket han selv tror hang sammen med hans anarkistiske aktivisme) til hans nuværende arbejde på London School of Economics, er han blevet ved med at løbe ind i professionelle ledere, der ikke lader til at lave ret meget. Efter nogle drinks har flere af dem faktisk også tilstået over for ham, at de ikke rigtig laver noget; de bruger et par timer om ugen på at arbejde, mens resten af arbejdstiden går med at glo på sjove katte-memes.

Graeber begyndte at tænke, der her var tale om et ret udbredt fænomen, og skrev i 2013 et essay for Strike! Magazine, som han kaldte ‘Om Fænomenet Bullshit Jobs‘. Det var kun en formodning – halvt en joke – men artiklen blev oversat til en lang række sprog, og blev genoptrykt overalt på nettet, hvor den affødte en syndflod af kommentarer fra folk, der alle sagde: “Jeg har et bullshit arbejde”.

Efterfølgende viste en undersøgelse fra Yougov, at 37 % af britiske arbejdere synes, deres arbejde “ikke bidrager meningsfuldt til verden” – et højere tal end Graeber havde regnet med. Så begyndte han at grave dybere, og indhentede vidnesbyrd, mens han begyndte at forske i de politiske, kulturelle og økonomiske strukturer, som tilskynder folk til at spilde 40 timer om ugen. Resultatet var bogen Bullshit Jobs: En teori, et legende og provokerende perspektiv på det, Graeber kalder “et ar på vores kollektive sjæl”. In These Times har talt med Graeber om job-problematikken, hvad der forårsager den, og fremtidsudsigterne for kapitalisme.

Dayton Martindale: Hvordan afgjorde du, hvad der tæller som et “bullshit arbejde”?

David Graeber: Jeg har ikke tænkt mig at fortælle nogen, der synes deres arbejde giver mening, at det ikke gør. Det er ikke, fordi folk sagde til mig, at “jeg laver reklame for selfie sticks, og selfie sticks er åndssvage, det er et bullshit arbejde.” De antog, at hvis der faktisk er folk, som er interesseret i noget, er det ikke bullshit. Der er ikke nogen smagsdom, når det kommer til forbrugeres smag og behag.

Et bullshit arbejde er et stykke arbejde, som den person der udfører det selv synes er meningsløst, og som – hvis det ophørte med at eksistere – ikke gjorde den mindste forskel, eller måske ligefrem ville gøre verden til et bedre sted.

Reelle job skæres ned og effektiviseres

Men selve eksistensen af bullshit jobs synes at gå imod idéen om, at kapitalisme er effektiv og presser arbejdskraften.

Kapitalismen behandler arbejderklassen (blue-collar workers, red.) og funktionærer (white collar-workers, red.) anderledes end lønmodtagere (salary earners, red.). Siden 1980’erne har alle, som ikke har et bullshit arbejde, men som udfører et reelt stykke arbejde, oplevet nedskæringer, effektivisering og krav om øget produktivitet.

På samme tid har kapitalen affødt en uendelig række bullshit-funktionærstillinger, som er indrettet til at få folk til at identificere sig med ledelsens synspunkter. Det er dét, jeg kalder for ledelses-feudalisme, hvor der konstant bliver tilføjet flere og flere niveauer af mellemledere. Hvis du er ansat i ledelsen, har du brug for at have en assistent. Ellers er du ikke vigtig. Derfor ansætter de alle de her personlige tjenere. Det handler i virkeligheden om magt.

Det er også med til at ødelægge den kreative branche. I filmbranchen har man syv forskellige slags ‘executives’, som alle sammen har nogle fornemme titler. De fucker alle sammen med manuskriptet, og alt bliver til en omgang leverpostej. Det er derfor mange folk synes, film er så ringe nu om dage.

På universiteterne har man på samme måde fået et ledelseslag, som har taget over fra professorerne. De ved ikke, hvad fanden det er professorerne render og laver. Jo længere væk en ledelse er fra dét arbejde, de faktisk leder, jo flere led har de brug for at sætte ind mellem sig og underviserne. De ved intet selv om at undervise, og derfor bliver vi ansatte nødt til at bruge mere og mere arbejdstid på at oversætte vores aktiviteter til de kvantitativt forståelige begreber, de sætter op (David Graeber var ansat som lektor på London School of Economics, red.).

Man skulle tro, at der var nogle, som ville have indvendinger mod den udvikling. Det er faktisk ret vildt, at man ser en så åbenlys modsætning indeholdt i kapitalismens grundlæggende ideologi, og at ingen taler om det.

Er der andre grunde til, at antallet af bullshit jobs er steget så markant?

Først og fremmest er der hele ‘robotterne-kommer’ logikken, altså frygten for at teknologien gør et stigende antal mennesker arbejdsløse. Til det siger folk: “Jamen, det er jo ikke sket.”

Jeg mener faktisk det er sket, men at der bare er blevet skabt en masse fiktive jobs, som kan holde os beskæftigede alligevel, fordi vi har en irrationel økonomi, der tvinger folk til at arbejde otte timer om dagen, hvad enten der er noget at lave eller ej. Er der et mere sikkert tegn på, at vores økonomiske system er åndssvagt, end at udsigten til at slippe af med besværligt arbejde bliver gjort til et problem? Ethvert rationelt økonomisk system ville sørge for at fordele det nødvendige arbejde på en hensigtsmæssig måde, og at alle kunne arbejde mindre.

Det er slående, hvor meget folk hader deres bullshit arbejde.

De har det elendigt! To eller tre mennesker sagde, at de godt kunne lide deres bullshit arbejde en smule, men langt størstedelen er dødtrætte af det. De er hele tiden syge, de taler om depression, om komplekse lidelser – både fysiske og psykiske – og problemer med immunforsvaret, som tydeligvis hænger sammen med anspændthed, angst og depression.

Og så er de også lede ved hinanden. De råber ad hinanden. Jo mere meningsløst arbejdet er, jo mere lider folk under det, og jo mere skingre og svinske er de over for hinanden.

Er den ulykkelighed udtryk for noget mere grundlæggende?

Psykologen Karl Groos brugte en vending, der er blevet med mig: “Nydelsen ved at være en årsag.” Når børn første gang indser, at de kan vælte noget, og derefter gøre det igen med samme resultat, giver det dem en slags ægte glæde og lykkefølelse. Det er grundlaget for hele din følelse af at kunne handle, og definerer dit selv resten af livet.

Når du tager den mulighed væk fra børn, bliver de kede af det, ja nærmest katatoniske (). Det viser noget om, at vi er væsner, der har brug for projekter vi kan ændre verden gennem. Hvis vi ikke har det, eksisterer vi knap nok.

Den teori om menneskets natur, som bliver fremført af økonomer og højrefløjspolitikere om, at mennesker grundlæggende set gerne vil have noget for ingenting – at hvis du bare giver dem nogle penge, sætter de sig og ser fjernsyn og drikker sig stive hele dagen – den passer simpelthen ikke.

Hvad er nogle af udvejene så?

Jeg har arbejdet sammen med mange folk, som er blevet store fortalere for borgerløn (Universal Basic Income, red.). Det er ikke fordi jeg siger, det er den eneste løsning, men den idé passer godt med mine politiske instinkter. Det tænker folk er mærkeligt, al den stund jeg er anarkist. Hvorfor ville jeg tale for en politik, hvor regeringen bare giver folk nogle penge? Er det ikke det samme som at give staten mere magt? Mit svar er nej.

En grundlæggende indtægt til alle ville snarere være det perfekte venstreorienterede svar på bureaukratisk politik. Det ville ikke bare rydde op i det store fedtlag af bureaukrater, men ville også fjerne de værste af slagsen; de irriterende typer som bestemmer, om du er fattig nok til at fortjene noget, om du faktisk er gift med den og den person, og om du faktisk bor dér, hvor du siger, du bor.

De har det alligevel også elendigt, de påtrængende bureaukrater, som får én til at tænke: “Hvordan kan de leve med sig selv?” Det er der faktisk mange af dem, der heller ikke kan. De ville også slippe fri. Så kunne de bruge deres tid på at starte et rockband, eller at restaurere antikviteter eller noget andet rart.

Hvad fik dig til i første omgang at undersøge fænomenet bullshit jobs?

Jeg har været tilbøjelig til at fokusere på de stærke ideologiske pointer, der bliver fremført af den anden side. Det er dét, min bog Debt: The First 5000 Years (Gæld: De Første 5.000 År, red.) udsprang af – de fleste mener, at folk der skylder penge, og ikke betaler dem tilbage, er dårlige mennesker. Når det kommer til bullshit jobs er der anden forestilling på spil: Hvis du ikke arbejder hårdt på noget, du ikke bryder dig om, er du en skidt person, der ikke fortjener offentlig hjælp. Den type overbevisninger er dybt begravet i folk – og er kapitalismens stærkeste våben.

Antropologens rolle er at undersøge ting, der tilsyneladende virker naturlige, og påpege at de ikke er det. Der er tale om sociale konstruktioner, og vi kunne sagtens gøre tingene på en anden måde. Det er i sagens natur frigørende at tænke sådan.

Din forklaring lægger op til, at kapitalisme er et mindre totaliserende system end mange nok antager.

David Graeber (1959-2020)

Inspireret af David Graebers tanker i interviewet? Her kan du læse/se mere på engelsk med den anarkistiske antropolog:

• Of Flying Cars and the Declining Rate of Profit

• Debt: The First 5,000 Years

• On Bullsh*t Jobs | David Graeber (video)

+

Tingene er hurtigt ved at udvikle sig til at blive noget, der måske ikke en gang kan kaldes kapitalisme, selv om det godt kan være lige så slemt. Når vi snakker om noget som værende ‘totaliserende’ antager vi, at man for at komme fra én totaliserende tilstand til en anden, er nødt til at gennemgå et fundamentalt brud. Men historisk set har forandring snarere været gradvis og kompliceret. Hvornår begynder kapitalismen at være blevet så fortyndet af de her andre ting, at man ikke længere kan kalde det kapitalisme?

Jeg har haft den her diskussion med traditionelle marxister mange gange, når det kommer til spørgsmålet om overgangen fra feudalsamfundet til kapitalismen. Lad os bare antage, at kapitalismen startede omkring år 1500. Marxisterne insisterer på, at kapitalismens omdrejningspunkt er organiseringen af lønarbejde. Men lønarbejde var en marginal del af samfundet indtil den industrielle revolution i ca. 1750. Hvordan kan lønarbejdet være et centralt spørgsmål for kapitalismen, hvis den i 250 år kun spillede en lille rolle?

Til det ville en marxist sige: “Det er, fordi du ikke tænker dialektisk. Fra 1500 – 1750 var folk i en proces, der førte frem mod lønarbejdets indtog, de vidste det bare ikke.” Det fik mig til at tænke, stop lige en halv, hvis det forholder sig sådan, hvordan ved vi så med sikkerhed, at vi stadig befinder os i et kapitalistisk samfund? Måske er vi allerede 100 år inde i en dialektisk proces, som fører samfundet i en anden retning, uden at vide hvad det er endnu. Ud fra den logik kunne kapitalismen jo være sluttet i fx 1950, men vi ville først vide, hvad der kommer efter den i år 2175.

Første gang bragt på In These Times: Is Your Job Bullshit? David Graeber on Capitalism’s Endless Busywork. Læs den oprindelige artikel her.