Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
7. oktober. 2021

“Som det er i dag, kan vi ikke garantere for patientsikkerheden”

“Jeg tror ikke den almindelige dansker ved, hvor slemt det er”, forklarer én af de arbejdsnedlæggende sygeplejersker, der kalder situationen ‘dystopisk’ og ildevarslende for fremtiden. Adam Johansen rapporterer fra Amager Hospital, hvor sygeplejersker i denne uge holder gang i protesterne, og håber at se flere komme ind i kampen.

Sygeplejersker på Amager Hospital nedlægger midlertidigt arbejdet onsdag 6. oktober. Foto: Adam Johansen / Solidaritet

I uge 42, skolernes efterårsferie, har sygeplejerskerne også besluttet at holde ”ferie” fra deres arbejdsnedlæggelse. Derefter fortsætter punktstrejkerne i Køge uge 43 og i Odense uge 44. Sygeplejerskerne holder på imponerende vis fast i deres krav om ligeløn og flere ansatte. Senest har man set kortvarige arbejdsnedlæggelser, og i den her uge er både Esbjerg, Vejen og Brørup med fra torsdag, mens Nykøbing Falster støder til fra på mandag. Der er dog plads til – og brug for – mange flere, for at kampen skal rykke.

På landets hospitaler er også andre faggrupper begyndt at vise deres opbakning, og sygeplejerskerne er nu begyndt at tænke i, hvordan de kan mobilisere flere, og skabe alliancer med både SOSU’erne og andre offentligt ansatte som pædagoger og lærere. SOSU-assistenter og SOSU-hjælpere, der støtter sygeplejerskerne på Facebook, opfordrer fx til at gå #hjemtiltiden. For deres egen skyld og i solidaritet med sygeplejerskerne. Der er potentiale til en bred mobilisering. Det er alvor.

’Det er dystopisk – vi skulle sige op kollektivt’

’Jeg tror ikke den almindelige dansker ved, hvor grelt det står til’, forklarer en sygeplejerske foran Amager Hospital. ’Jo, hvis de selv eller en af deres nærmeste har været patient. Ellers tror jeg ikke det er gået op for folk, hvad der sker. Det er dystopisk – ingen lytter til os. Vi skulle sige op kollektivt, ligesom i Finland, det gav en stor lønstigning.’

“Som det er i dag, kan vi ikke garantere for patientsikkerheden.”

Jamen, så er der måske nogen der dør? – spørger jeg. ’Det er der allerede. Hvordan du bliver behandlet, og om du i værste fald dør, afhænger af, hvor mange, der er mødt ind. Den anden dag var vi kun 2, hvor vi skulle være 5 – og om vi arbejder på 14. eller 20. time. Vi er ikke lige så gode sygeplejersker, når vi er på arbejde i ekstravagt eller i tredje vagt. Som det er i dag, kan vi ikke garantere for patientsikkerheden. Selvfølgelig kan vi ikke det, når vi arbejder i både en og to ekstravagter efter vores faste vagt. Det afhænger også af, hvor mange læger der er, og af alt det andet personale,’ forklarer sygeplejersken ved Amager Hospital.

’Jeg har kun været uddannet i to år. De fleste af os er nyuddannede, vi kan ikke klare det, nogle gange om natten er vi kun to. Så må man bare håbe, der ikke sker noget efter kl. 4, for der er vi så trætte, lige som om vi har drukket.’ Hvordan ikke klare det, spørger jeg. ’Jamen fx var der en aften, hvor vi kun var to til 13 patienter, og de er altså virkelig syge på lungemedicinsk. Så er der en der kalder på mig, og jeg kan høre, det er alvor, men jeg vælger alligevel at gå hen til en anden patient, som jeg vurderer, har mere brug for mig, og så kommer jeg tilbage, hvor den patient, jeg lod være, ligger på gulvet med to læger over sig. Der fik jeg det så dårligt’, fortæller hun med en stemme blandet af gråd og vrede, fornemmer jeg. Kampen er ikke kun (fag)politisk, den er også meget personlig for den enkelte.

Portører bakker op

Jeg talte foran Amager Hospital med en portør, som siger, at han generelt ’bakker op om faglig kamp, og at han ‘vil gå næsten hele vejen for sygeplejerskerne’. Men ikke hele vejen? ’Nej, for der er jo det problem, at sygeplejerskerne ikke er så gode til at bakke os andre op, når det er os og SOSU’ernedet er os og SOSU’erne.’

Det virker som om, at portøren taler om et helt centralt problem for sygeplejerskerne, men også for mange andre faggrupper. Sygeplejerskerne har tradition for at gå frem, som om de tror, de kan vinde alene. De har ikke kunnet vinde alene indtil nu, heller ikke i 2008, eller ved flere strejker før det.

“Sygeplejerskerne har en kæmpe opgave med at favne andre faggrupper, så de kan indgå i en fælles kamp.”

For nylig var jeg gæst til et medlemsarrangement i fagforeningen FOA-KLS, hvor jeg fik lejlighed til at tale med Gentoftes, Bispebjergs og Herlevs fællestillidsrepræsentanter for rengøringsassistenterne og hospitalsmedhjælperne. To af dem ville under ingen omstændigheder støtte sygeplejerskerne, den tredje var mere positiv; men de var enige om, at de aldrig havde fået støtte fra sygeplejerskerne: ’Ikke tale om, de opfører sig, som om de er finere end os’. Om man kan lide det eller ej, er der en splid mellem hospitalsgrupperne, som skal overvindes fagpolitisk.

Under den overenskomstmæssige strejke i år var de fleste arrangementer og demonstrationer kun for sygeplejerskerne selv. Dansk Kvindesamfund indkaldte i København til en demonstration, hvor andre blev inviteret med, men ellers har sygeplejerskerne ikke opfordret befolkningen, andre kvindefag og andre faggrupper til at stå frem og vise deres støtte. Havde DSR’s ledelse appelleret til alle andre fag, kunne de andre kvindedominerede faggrupper i det offentlige – og faggrupper i det private, eller bare resten af befolkningen – kunne de måske have skabt en stor bevægelse i hele befolkningen for kravet om ligeløn.

Tiden var og er til dét: #MeToo og uligeløn er to sider af samme sexistiske sag: Kvinder er gjort mindreværdige, og kan derfor både befamles og underbetales. Nu er det op til det landsdækkende netværk af sygeplejersker, der efter tur nedlægger arbejdet, at få skabt et aktivt fællesskab med andre faggrupper.

Punktstrejkerne har skabt opmærksomhed

Regionspolitikerne, ja selv statsministeren er ved at få øjnene op. Sygeplejerskerne må tænke ud over egen næsetip, og tænke politisk: Hvad kan skabe den folkebevægelse for ligeløn og for velfærd, som kan tvinge regionerne, kommunerne og regeringen til virkelige forbedringer? Ved nogle hospitaler, i hvert fald Herlev og Amager, er nogle få enkeltpersoner fra andre hospitalsgrupper gået med ud. Det omfatter læger, SOSU’er, radiografer, bioanalytikere, ergoterapeuter og portører.

Sygeplejerskerne har en kæmpe opgave med at favne andre faggrupper, så de kan indgå i en fælles kamp. Andre fag har en kæmpe chance for at være med til få gjort noget ved deres særlige forhold, og for at vinde konkrete fremskridt, hvis de slutter sig til sygeplejerskerne med egne og fælles krav. Jorden brænder rigtig mange steder under den velfærdsstat, vi tror vi har. Hverken ansatte eller brugere kan vente på forhandlingerne om tre år ved OK24. Særligt kvinder og lavtlønnede har allerede ventet længe nok.


Om skribenten

Adam Johansen

Adam Johansen

Pensioneret lektor og tidligere litograf.
  Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER