Et eksperiment udi politisk litteratur

”Aldrig længere væk end en tanke – vores venskab i min hjertehjerne” er en essayistisk roman, der tegner sprøde relationer mellem det liv, romanens ”jeg” lever gennem sin færden og tilstand, og det ”jeg” tumler med i hjertehjernen, ikke mindst i en indre dialog med en afdød ven.

Den handler om venskab, kærlighed og døden, og om evigheden, historien og ideologien. Det drejer sig om tro og håb, at skabe de store sammenhænge og få mening i tilværelsen. Der er meget at ordne og binde røde sløjfer om. Bogen har selvbiografiske træk ikke mindst knyttet til ’68.

At søge at begribe den historiske udvikling er et aspekt af bogens tumleri.

At læse materialistisk historieteori er prisværdigt og på mange måder givtigt. Men i den type faglitterær og politisk læsning konfronteres man sjældent med sin egen eksistens. Giver teorien svar på rede hånd og berører den én, eller er der for mange lag, som er skrællet af? Det handler ikke blot om god formidling. Det handler måske mere om et anderledes udtryk?

Bogen eksperimenterer med et anderledes udtryk end den politiske litteratur, jeg plejer at begive mig ud i at skrive. Dertil kommer Birger Hauptmanns digte, der er en integreret del af teksten.

Et lille uddrag kan illustrere den nye hybride genre.

Historien som et ormefilter

”Min ven. Vi læste engang på nogenlunde samme tid Orhan Pamuk: ”Tavshedens hus”. Det var nok på det tidspunkt, hvor den udkom på dansk. Du fulgte med i ny litteratur og har altid overkommet utrolige mængder af læsning og så insisteret på, hvad jeg skal læse. Vi talte en del om den bog.

En gammel dame lever et stille liv sammen med sin tjener, en dværg, i et forfaldent hus i en lille tyrkisk landsby ved havet. Hun får i en uges tid besøg af tre børnebørn. Det ene er en alkoholiseret historiker, Faruk Bey.

Bogen har flere facetter, men ikke mindst historikeren Faruk Bey optager mig og endog så meget, at jeg brugte ham som figur i min tykke historiebog, en bredt anlagt natur- og verdenshistorisk fortælling fra Big Bang til Helle Thorning bliver statsminister i Danmark.

Men hvad var det præcist, Faruk Bey granskede i på byens arkiv? Jeg går og grubler, forsøger at huske. Det er måske ligegyldigt? Jeg kan gå til bogen, når jeg kommer hjem.

Hjemme igen i det sortmalede sommerhus får jeg atter tændt op i brændeovnen. Mon det på en ø gør så meget med sodpartiklerne og alt det andet skadelige ved brænderøgen, som forsvinder op i skorstenen?

Min tykke historiebog er inden for rækkevidde. Jeg finder den frem og sætter mig i hjørnesofaen med benene oppe. Der er gennem terrassedør og vinduer udsigt til fyrtårnet på bakken. Indenfor kan jeg kigge ind i den sorte brændeovns rødgule gløder og flammer. Jeg bladrer lidt i bogen og finder det, jeg dengang skrev.

Faruk Bey studerer ganske rigtigt i byens arkiv.

En vidnerapport beretter detaljeret om to handlende, der sårer hinanden dødeligt i et knivstikkeri i 1600-tallet. Der er et referat fra en sag, hvor en mand forlanger pengene tilbage for en sort slave, da han opdager, at slaven er såret i foden. Faruk Bey læser en hel side med tal for en møllers indtægter og udgifter og for mængden af hvede og byg, han maler.

Oplysninger om disse og mange andre begivenheder er som orme, der udvikler sig til afskyelige giftslanger, som myldrer rundt i hans hjernevindinger, så hovedet er ved at sprænges. Begivenhederne ordner sig ikke.

Sådan kan jeg også føle det, når min hjerne arbejder på højtryk i vilde spekulationer over min egen, andres, verdens skæbne, og hvordan det er kommet så vidt.

Min ven giver udtryk for, at Faruk Bey midt i sine vedvarende branderter forkaster historien og indser, hvad historien i stedet er: Begivenhedsorme i et stort slangefilter i hjernekassens afdeling for den slags sager. Hist og her kan der måske findes – eller rettere skabes – lidt sammenhængende orden, men det er ikke det store. Og han fortsætter:

Du pynter på din besiddelse af en historisk vildrede, som du i denne og en del andre sammenhænge ikke har så meget af på grund af din ideologi. Jeg savner faktisk en historisk vildrede hos dig.

Tvunget til at se bort fra ormefilteret

Min ven! Du påstår altså ikke alene, at min ideologi skygger for mig og gør, at jeg hverken kan eller tør være mig selv. I det mindste i en eller anden udstrækning. Ideologien blænder mig i adgangen til det religiøse, men nu også til historien.

Det første har vi drøftet, men jeg undrer mig dybt over din holdning til historien. Jeg troede, at vi her havde en nogenlunde fælles forståelse? 

Jeg mener, at vi har været inde på, at vi mennesker eksisterer i kraft af vores fælles og egne fortællinger, altså historien. Jeg mener, at vi skaber os en identitet om end den kan have flere varianter, og i kraft af den, en personlighed, meningers mod og udkrystalliserer en ideologi. Med historien får jeg på et grundlag, jeg har tillid til, mening i mit liv og med mit liv. Historien er livsvigtig.

Min ven svarer:

Vi har en historisk natur og skaber en historie. Det betyder ikke nødvendigvis, at historien i bestemt form eksisterer, og det er jo det, som du gerne vil have den til? Du er jo med din mere eller mindre stivnede ideologi rustet fast og derfor tvunget til at se stort på og bort fra ormefilteret.

Prøv at lytte til dit Kommunistiske Manifest, dine gamle venner Marx og Engels, fortsætter han:

Først var de urkommunistiske fællesskaber.

Begrebet var vist ikke opfundet, da de skrev Manifestet, indvender jeg. Men OK, fortsæt du bare:

Så kom syndefaldet med slavesamfund, siden middelalderlige feudalsamfund med adel og fæstebønder og derefter kapitalismen med kapitalister og arbejdere. Endelig sluttes ringen med arbejderklassens befrielse gennem det nye kommunistiske fælleseje af jord og produktionsmidler. Vi får et paradis på Jord.

Arbejderklassen fremstår her som den historiske nødvendigheds automatiserede skaber af det ny samfund. Det er sgu da en mærkelig rolle at få?

Jeg må tænke mig om for at svare:

Manifestet er ganske rigtigt et ideologisk stridsskrift frem for en faghistorisk afhandling. De to kommunister eller socialister, som jeg foretrækker at kalde dem for at undgå ubehagelige associationer til Stalin m.fl., ville gerne bidrage til at skabe en arbejderklasse og indgyde klassen en historisk mission: dens befrielse.

Det er et ideologisk arbejde, men arbejdet er ikke uden bund i, hvad der er hændt, altså hvordan historien er forløbet. Vi bliver næppe enige om historien. Vi mennesker slås og forhandler om dens udlægning. Forhandlingerne drejer sig ofte om årsager, årsager til årsager og årsagers konsekvenser.

Vil ikke spærres inde i gold struktur

Årsager, årsager, årsager. Jeg får pip af dine årsager, råber min ven, som han nogle gange gør, også inde i mit hoved og fortsætter:

Du laver kæder af årsager, som igen har andre årsager og virkninger, der strækker sig tilbage i en historisk uendelighed. De former sig til strukturer i monstermønstre: biologiske strukturer, samfundsstrukturer, personlighedsstrukturer, og hvad ved jeg.

Til sidst er det ikke mig, men strukturerne, som fører min blyant på papiret, når jeg med min strukturelt betingede særlige håndskrift tilegnet indviede skriftkloge skriver et digt.

Sådan vil jeg ikke se det, sådan vil jeg ikke have det, fortsætter min ven. Jeg vil hverken spærres inde i eller reduceres til en gold struktur. Jeg vil hellere være en god flipper end en dårlig marxist, hvis jeg skulle vælge.

Godt med dig, min fine ven, svarer jeg. Men jeg vil årsager og fortsætter:

Årsager er mennesket skabt til at slås med. Det er almenmenneskeligt. Det er vores arts fortrin i dyreverdenen, at vi har udviklet et sprog, der er en forudsætning for vores måde at tænke på. Det er derfor, vi til alle tider har overlevet, når vi fra naturens side eller i vores samfund er blevet udfordret og må løse et problem. Det gælder også dig, når du ikke får skruet dig for højt op.

At søge årsager for at forstå er en lyst for mig, om så det er en strukturel lyst. Jeg ved, at en reduktion af det uendeligt mangfoldige altid er indbygget i en årsag og perspektivet ikke kan løsrives fra mennesket. Det lever jeg med, fordi jeg forstår med årsager.

En forståelse overbeviser og kan formidles, så andre lærer. Forståelse stimulerer den sproglige udvikling og skaber kulturer og ideologier, man kan handle ud fra. At finde årsager giver ofte grundlaget for at anvise handlinger, der forandrer, der skaber noget bedre.

Det bruger Marx, Engels og mange andre deres liv på at praktisere. Æret være deres minde.”

Jeg får i uddraget det sidste ord, men det er ikke slut med det.