Rembrandt (1627): The Parable of the Rich Fool
11 min. læsetid

Katarina Juselius rydder i bogen ”Økonomien og virkeligheden – Et opgør med finanskapitalismen” på fortræffelig vis mange sten fra vores vej til bedre at kunne forstå økonomi. Alligevel skal vi op på tæerne for side efter side at følge med – men det er absolut besværet værd. Man bliver klogere, og de kritiske holdninger bliver bedre underbygget.


Af Per Bregengaard

Katarina Juselius’ bog er ikke først og fremmest henvendt til hendes fagfæller, men skrevet for et bredere publikum.

Samfundsøkonomien, makroøkonomi, den politiske økonomi – om man vil – er vanskeligt stof. Det gælder ikke mindst, når man bevæger sig bort fra de herskende mainstream-økonomers simple, neoklassiske dogmers “alt-andet-lige betragtninger”, som mister jordforbindelsen i den reelt eksisterende økonomi.

Katarina Juselius: Økonomien og virkeligheden – Et opgør med finanskapitalismen. Informations Forlag (2019). 130 sider.

Juselius rydder bogen igennem på fortræffelig vis mange sten fra vores vej til bedre at kunne forstå. Alligevel er vi mange, der skal lidt op på tæerne for side efter side at følge med, men det er absolut besværet værd. Man bliver klogere. Ens kritiske holdninger bliver bedre underbygget. Juselius er professor emerita, afgået efter mange års virke på Københavns Universitets Økonomiske Institut. Hendes videnskabelige arbejde har været koncentreret om at udvikle statistiske metoder til at analysere økonomiske sammenhænge gennem tidsserier af centrale data. Grundlaget for hendes forskning er således den empirisk funderede virkelighed, og hun er dét, man kalder økonometriker.

Forstå økonomiske forhold ud fra virkeligheden

Det er ud fra virkeligheden, man skal forstå og kloge sig på økonomiske forhold. Det er på basis af sådanne analyser, man kan advare mod farlige tendenser, opfange krisetegn, søge at forudsige og give politiske anvisninger.

Økonometrien anvender statistik på økonomiske data. Katarina Juselius har gennem anvendelsen af den statistiske metode udviklet et dynamisk instrument. Og hun træder bevæbnet med empiri ud af elfenbenstårnet og udfolder sig som en skarp, sagligt funderet, reformorienteret samfundskritiker. Postkeynesianer vil være det mest korrekte mærkat at hæfte på hendes teoretiske ståsted. Ser man på økonomiske data over en periode, kan man finde forskellige grader af sammenfald eller manglende sammenfald i udviklingen inden for forskellige økonomiske nøgletal. Analyserne er grundlaget for at tale om og nå til en forståelse af sammenhænge. Men så enkelt er det faktisk ikke, for det økonomiske system og den økonomiske adfærd ændrer sig over tid. Det er en rigtig god pointe hos Katarina Juselius og grundlaget for hendes arbejde.

Hendes metode fanger forandringer og åbner for, at de økonomiske sammenhænge ikke opfører sig, som de plejer. Modellen er, hvad jeg vil kalde dynamisk, dvs. den “tillader”, at de økonomiske sammenhænge påvirkes af forhold som inflationens, dollarkursens og rentens bevægelser over tid. Det har påvirket hendes teoretiske forståelse af økonomien.

Det er her, hun giver baghjul til de herskende, neoliberalistiske mainstreamøkonomer, der hænger alvorligt fast i deres dogmer og undervurderer den finansielle sektors betydning. At de herskende hænger fast i neoklassiske dogmer kommer bl.a. til udtryk, når finansministeriets departementschef mener, at finansministeriets – finansministerens! – regnemodel skal afspejle den faglige mainstreamopfattelse og kun inddrage ny empiri, når der er en fælles opfattelse af, at den er på sikker grund (se f.eks. Finansministeriet: Notat 17. maj 2018, aftrykt i: Per Bregengaard: “Finansministeriets højreorienterede regnemaskine”, Solidaritet 2018). Den holdning indebærer, at anden empiri – som udmærket kan afspejle virkeligheden mere korrekt – ikke kommer i betragtning.

Juselius giver baghjul til de herskende neoliberalistiske mainstreamøkonomer, der hænger alvorligt fast i deres dogmer og undervurderer den finansielle sektors betydning

Frit spil for international kapitalbevægelse

1983 er for Katarina Juselius et skelsår. Danmark liberaliserer. De internationale kapitalbevægelser får frit spil. Det er en del af en international bølge, hvor de mere lukkede og restriktive, nationale økonomiske systemer bliver brudt op. Valutaspekulationen bliver med de friere kapitalbevægelser hæmningsløs. Konsekvenserne af valutaspekulationen står centralt i hendes forklaringer af den måde, økonomien fungerer på i dag.

Valutaspekulation fører til, at valutaer i længere perioder kan være overvurderede og undervurderede.  I liberaliserede åbne økonomier skaber det problemer i lande eller valutazoner – som eurozonen … inkl. Danmark med en fast kurs i forhold til euroen – med overvurderede valutaer. Konkurrencen bliver hård, når varerne bliver “kunstigt” dyrere i forhold til de internationale konkurrenter både på eksport- og hjemme-markedet. Derfor skal priserne holdes nede, og det sker bl.a. ved, at de ansatte løber stærkere, og lønningerne minimeres.

Når en overvurderet valutakurs f.eks. i eurozonen vender, og dollarkursen bliver højere målt i euro – altså mere fordelagtig for danske eksportvirksomheder og virksomheder, der konkurrerer mod bl.a. amerikanske importvarer – så letter konkurrencetrykket herhjemme. Amerikanske virksomheder (og andre i dollarzonen) har nu problemer med at sælge deres varer i eurozonen … så er det deres tur til at prøve at holde priserne nede.

I modsætning til hvad gængs teori forudser, er følgen blevet en meget ringe inflation i forbrugerpriserne, også i eurozonen. De hårde perioder har ifølge Katarina Juselius åbenbart også indflydelse på perioder med mere fordelagtige valutaforhold. Logisk set er det set med mine øjne et springende punkt i argumentationen. Men inflationen i forbrugerpriserne er rent faktuelt lav. Spørgsmålet er blot, om det også skyldes andre forhold.

Lav inflation i forbrugerpriserne giver lav negativ rente

Følgen af en meget ringe inflation i forbrugerpriserne er en lav rente, da pengene ikke mister deres værdi. Normalt prøver national- og central-bankerne at kontrollere inflationen ved at forhøje deres rente i perioder med efterspørgsels- og inflationspres – og at sænke den i perioder med skrantende aktivitet. Den lave inflation i forbrugerpriserne har aktivt medvirket til at presse national- /central-bankrenten i bund, endog så meget at rentesatserne i bl.a. den danske nationalbank er blevet negative. Det koster altså bankerne penge at have penge i Nationalbanken, hvilket indtil nu kun rammer større private indlånere i bankerne med en negativ rente.

Den Europæiske Centralbank, ECB (og den tæt forbundne danske nationalbank) søger samtidig med ekstrem lav rente at pumpe penge ud i samfundet for at gøre det billigere at investere for lånte penge – og på den måde sætte gang i økonomien. Men trods den superlave rente er det vanskeligt at få ordentlig gang i den økonomiske vækst på europæisk plan.

Den svage vækst kan blandt andet forklares med, at det private forbrug ikke rigtig vil komme op i omdrejninger. Og uden en vækst i forbruget vil de produktive investeringer ikke vokse.

Den svage vækst hænger bl.a. sammen med, at købekraften hos store dele af befolkningerne holdes nede i kraft af stagnerende lønninger. De såkaldte strukturreformer, der i såvel Danmark som andre steder har presset overførselsindkomsterne nedad, har samme effekt. For nogle er et billigt, lånefinansieret forbrug en udvej. Det handler ikke mindst om boligkøb. Men bankerne er efter finanskrisen mere frygtsomme og derfor tilbageholdende med at bevilge billige lån til at finansiere privat forbrug – med mindre sikkerheden er i top. Nogle vil også fremhæve, at en del navnlig med høj indkomst har, hvad de behøver. Kombineret med en voksende bevidsthed om, at det materielle forbrug, herunder flyrejser, har en negativ effekt på klimaet, kan det også medvirke til forbrugstilbageholdenhed.

Katarina Juselius gør ifølge Per Bregengaard “grundigt op med finansministeriets blå regnemaskine, der har stor indflydelse på landets velfærdpolitik” i sin nye bog Økonomien og Virkeligheden. Billede fra Youtube.

Opsparing og finansielle bobler

Mange forbruger også mindre, end de kunne, fordi de i meget højere grad end tidligere tider via forskellige begunstigede pensionsordninger sparer op til en tryg pensionisttilværelse. Den ophobede kapitals placering presser renten. Endelig er der de rigere, som bl.a. belønnet med skattelettelser får flere og flere penge mellem hænderne. Kombineret med den lave rente presser det boligpriserne i vejret, og skaber boligbobler.

Da bankindlån, lån til boligejere og det offentlige (obligationslån og statspapirer) giver et ringe, intet eller et negativt renteafkast, så kaster nogle sig for egne eller billigt lånte penge over aktier og spekulerer i, at stigende kurser og aktier i det finansielle cirkus kan give høje afkast på grund af forventning om stadig stigning. Spekulation i stigende /faldende valutakurser er vel at mærke en del af det finansielle cirkus. Det skaber finansielle bobler.

Bobler brister. Det kaster det globale samfund ud i kriser, som vi så det i finanskrisen i 2007-2009.

Bobleøkonomien gør, at nogle bliver rigere og nogle få ekstremt meget rigere, selv om en del ind imellem også får et økonomisk rap over fingrene. Bobleøkonomien får den økonomiske ulighed til at vokse.

Ustabil kapitalisme og valutaspekulation

Nogle af ovenstående betragtninger er egne mellemregninger, men jeg formoder, at Katarina Juselius er enig. Min anke er, at hun gør valutaspekulationen til fixpunktet i forklaringen af den meget mere ustabile kapitalisme, som vi har oplevet i de seneste 40 år. Og muligvis afslører den svagheden ved den økonometriske tilgang til samfundsøkonomien.

Den dynamisk orienterede, empiriske metode er fortræffelig til at afsløre forståelser og konklusioner, der ikke har bund i virkeligheden – altså vise at påståede sammenhænge ikke gør sig gældende. Metoden er også stærk, fordi den ansporer til nye forklaringer. Min indvending er, at en høj grad af samvarians – altså et temmelig præcist sammenfald i udviklinger – ikke nødvendigvis rammer årsagsforhold. Dels er der spørgsmålet om, hvad der er årsag og virkning, eller om der er tale om et vekselvirkningsforhold. Dels kan helt andre årsagsforhold ligge bag fænomenerne, end hvad data viser. Hvordan Katarina Juselius overkommer dette, kan jeg ikke få øje på. Den dynamiske model sandsynliggør og afslører meget, men altså ikke alt.

Jonathan Jarvis forklarer hvordan det amerikanske aktiemarked kollapsede i 2007-2008. Katarina Juselius anklager i sin nye bog neoliberalistisk politik for at have gjort det kapitalistiske økonomiske system mere ustabilt end tidligere – og kommer samtidig med bud på, hvordan vi får kontrollen tilbage.

Konkurrencestaten – de multinationale selskabers sande tjenere

I stedet for at forklare bl.a. den lave inflation, stagnerende lønninger og voksende ulighed i indkomster og formuer med udgangspunkt i valutaspekulation, så ville det for mig være mere nærliggende at forklare med den politiske etablering af hårdhændede konkurrencestater, som er de multinationale selskabers sande tjenere (da de er meget mere fleksible i deres geografiske placeringer end de traditionelle nationale selskaber) på et mere og mere globalt marked. Væksten i det globale, neoliberalistiske økonomiske system er også blevet stimuleret af udviklingen af en verdensomspændende, digital kommunikations-infrastruktur og den markante sænkning af transportomkostningerne, som containertrafikken har skabt.

Dette skygger naturligvis ikke for Katarina Juselius’ pointe om, at i et system, hvor de internationale kapitalbevægelser og valutaspekulationen ikke er så frie som i vores nuværende verden, vil den politiske magt være betydeligt større, og der vil være mindre behov for ”nødvendighedens politik” og hårdhændede konkurrencestater.  

Katarina Juselius angriber ikke alene de frie kapitalbevægelser og deres ideologiske talsmænd: neoliberalisterne for at gøre det kapitalistiske økonomiske system mere ustabilt, end det var i de første 30-40 år efter Anden Verdenskrig. Hun argumenterer også politisk for, hvordan vi får kontrollen tilbage, bekæmper den voksende økonomiske ulighed og taler for grøn vækst. At hun på denne måde springer politisk ud, skal hun have stor tak for, selvom reformpolitikken i bogen er et skitseagtigt appendiks. De neoliberalistiske økonomer har bestemt ikke holdt sig tilbage, blot på frækkeste vis iklædt sig en fælles opfattelse af en neutral saglighed.

Med tråde tilbage til forandringerne i det økonomiske system gør Katarina Juselius også grundigt op med finansministeriets blå regnemaskine, der har stor indflydelse på landets velfærdspolitik. Aktuelt bliver der fraregnet 65 mio. kr. på statsbudgettet på grund af et postuleret mindre arbejdsudbud, fordi man giver en lille håndsrækning på 300 mio. kr. til landets fattigste børnefamilier. Hun giver her Enhedslisten stor kredit for demaskeringen af regnemaskinen – et nørdet emne, som vi bliver nødt til at holde fast i og bruge krudt på.

Økonomien og virkeligheden – Et opgør med finanskapitalismen er udgivet på Informations forlag.


Per Bregengaard har skrevet bogen Fra en farlig til en samfundsnyttig finanssektor sammen med Søren Kolstrup (Solidaritet, 2019). Han er aktiv i Enhedslistens borgerlønsnetværk og Politisk-Økonomisk Udvalg.