Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
11. februar. 2022

Anmeldelse: Et lindrende forsvar imod en febrilsk, selvkommenterende kultur

Der er i Steen Nepper Larsens Evalueringsfeber og evidensjagt – kritiske essays til forsvar for fagligheden en kærlighed, en varme og et bekræftende forsvar for menneskers søgen efter egne måder at være studerende, elever, lærre, medarbejdere eller blot individer på. Og så er bogen fuld af spidst klingende og sprudlende formuleringer, skriver kulturanmelder Frederik Boris Hylstrup Olsen.

Evaluerings-vanvid. Vi måler hele hinanden i hoved og… hvad skal det egentlig bruges til? Ny bog af DPU-professor Steen Nepper Larsen tager evaluerings-samfundet til kritisk debat. Illustration: KLE-art / Solidaritet.

Feber og jagt. To fænomener, som i djævelske sammenfald ikke kan føre til meget godt. At tage på jagt under indflydelse af feberens forvildende tåger kan nemt medføre fatale konsekvenser som vådeskud. Og hvem kender ikke til at føle sig jaget af en uafrystelig feber – eller ligefrem føle sig bogstaveligt talt jagtet i febervildelsens deliriske drømme? Feber og jagt er i sandhed onde fænomener, og det er netop disse lidet ønskede diagnoser, Steen Nepper Larsen stiller i bogen Evalueringsfeber og evidensjagt – kritiske essays til forsvar for fagligheden.

Steen Nepper Larsen er lektor i Uddannelsesvidenskab på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), kritiker, samtidsdiagnostiker, forfatter – and the list goes on. Han har skrevet en samfundskritisk bog om den evaluerings- og evidenskultur, der har ramt vores samtid, der kronisk bliver ramt af dokumentationspres og evalueringstvang. Den febrilske samtidstendens hærger særligt uddannelsesverdenen, og det er da også uddannelsesaktører – fra politikere, forskere og økonomer til skoleledere, lærere og studerende – som bogen har til erklæret hensigt at åbne øjnene for, belyse den de konsekvenser, evaluerings- og evidens-tænkningen har for menneskers liv.

Bogen er formmæssigt udfærdiget i en række aforismer – altså korte, koncise og inddampede ytringer, som optræder i og af egen ret. Den aforistiske form lader uundgåeligt tankerne associere til Theodor W. Adornos (Nepper Larsens yndlingsfilosof) Minima moralia: Refleksioner fra det beskadigede liv, bogen der ligeledes er bygget op som en samling af aforismer.

Titlen på Larsens bog afslører den trefoldighed af emner, som hver især udmønter sig i de tre essays: ’I. Evalueringsfeberen’, ’II. Evidensjagten’ og ’III. Et forsvar for fagligheden’.

Selvforsvarsspillet

Steen Nepper Larsen starter med at gennemgå, hvordan evalueringen har indtaget en allestedsnærværende plads i livet. Det har sat samfundet i en febrilsk tilstand af bedømmelse og kontrol. Alt skal vurderes i et retrospekt, som har til formål at optimere og effektivisere menneskers foretagsomhed, hvad end det handler om arbejde eller uddannelse. Blandt de problematiske træk ved evaluering er fx det faktum, at evalueringer altid må basere sig på forudgående mistillid. Gør aktørerne deres arbejde godt nok? Det må dokumenteres, og hvis ikke: Da effektiviseres og justeres gennem evalueringens efterrationaliserede indsigter.

“Evalueringslogikken fungerer som en selv-overvågningspraksis, der bliver installeret i fx lærere, studerende og medarbejdere.”

Gennem denne evalueringsproces må de arbejdende individer lære at foretage nøje iscenesatte selvrepræsentationer – en proces, Larsen kalder ”strategisk selvfordobling”. Gennem omstillingsparathed og selvevaluerende kompetencer kan de så profilere sig selv som værdifulde og bevarelsesværdige medarbejdere, der kan fastholde ansættelse.

Sagen går tabt – og fagligheden med – når tiden og kræfterne skal bruges på disse selvforsvarsspil. Derudover bliver evalueringslogikken uddelegeret til de mennesker, som den skal indvirke på – og fungerer som en selv-overvågningspraksis, der bliver installeret i fx lærere, studerende og medarbejdere.

Evidensen som begyndelsesgrund

Et andet ord med e sætter rammen for bogens andet essay: Evidens. Nepper Larsen indleder essayet med en begrebsafklaring og indføring i ordet: ”Evidens, af latin evidentia, at være indlysende”. Evidens er typisk knyttet til effekt-forskning inden for et givent område, eksempelvis pædagogik. Det har til formål at kunne konstatere en best practice og nå frem til en forståelse for, what works inden for feltet. Evidens er et selv-legitimerende vidensregime, som er til for at fjerne enhver tvivl. Derfor kan evidenstænkningen tage form af en diskursiv tvang, som med et trumfkort, der udspiller og udstiller det ikke-evidente, det utopisk forestillede og det kritisk frigørende ønske om anderledeshed, som noget uantageligt og uansvarligt fantasteri. Larsen kalder denne lukning af det anderledes mulige til fordel for evidensens uomgængelige eneste åbning for en slags ”verdslig metafysik”. Altså en slags første og væsentlige årsag, en ’begyndelsesgrund’, som Aristoteles kalder det, for alle følgende betingelser for væren.

Meget lig den selvdisciplinerende norm, som den evaluerings-feberramte kultur forventer og kræver, at aktører inkarnerer, skaber evidenstænkningen også denne type selvdisciplinering. Den er normativ i den forstand, at den netop udelukker potentiale for anderledeshed.

Men evidenstænkningen er særligt kryptisk i sin selvhævdelse. Netop i sin erkendelsesteoretiske, videnskabeligt indlysende fremstilling af sig selv som sandhed (evidentia) fremstiller den sig som værdifri. Således går det, at evidenstænkningen leverer ”noget så særegent som viden, der slet ikke er normativ (dvs. eksplicit værdiforeskrivende og evt. ladet med etik); men som samtidig får kolossale og tvingende normative effekter”.

Ikke-kritisk ikke-spørgen

Alle disse forfærdeligheder, som både evalueringsfeberen og evidensjagten fører med sig, leveres med en glimtende og tillokkende overflade af ”positiveret glasur-semantik”. Det er svært at være kritisk over for en evidenspolitik, som programmatisk vil fremme ”uddannelsesparathed” og vil ”udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan”. Men det fratager uddannelsesaktører sproget, når den eneste mulige kritik af dette tilsyneladende ville lyde på, at man ville ”sørge for, at alle eleverne bliver så dumme, som muligt er”.

Evidens er blind for kontekst, substans og subjekt. I sin almengyldighed og omnipotente tilstedeværelse kan den transcendere så ligegyldigt specifikke sammenhænge, som hvorvidt evidensen spændes for en social institution på Sjælland eller på Fyn, eller om der er tale om et vuggestuebarn, en patient eller en flygtning. Evidensens ophøjede saliggørende effekter er ubestrideligt universelle, og den kan ’implementeres’ ligegyldigt i hvilken kontekst, den finder sine ’klienter’.

Og hvad er det så, der så evident og er så dårligt ved evidens? Jo, det er blandt andet den blindhed, som evidenstænkningen nødvendigvis må skabe, når den forsøger at belyse noget klart, indlysende og entydigt. Der er altid ”blindness in seeing”, og evidenstænkning bliver dermed en ”doven form for ikke-filosofi” og en ”ikke-kritisk ikke-spørgen”, som dogmatisk tager det tilsyneladende evidente for givet. Når der for eksempel fokuseres på effekter og mål, sættes der ikke spørgsmålstegn ved, om effekters kausalitet kan forudbestemmes eller kender målenes ønskværdighed.

Evidenstænkningen reducerer komplekse situationer, unikke aktører og konkrete kontekster til operationaliserbare universalbestemmelser som fx det anonymiserende ’klienter’.

Den allestedsnærværende evidens. Hvad enten der er tale om en vuggestue i Farsø eller et sygehus i København, bliver evidens gjort til en universel målestok. Det gør den blind for de specifikke sammenhænge, forklarer Steen Nepper Larsen i ny bog. Foto: ebskolen.

Forsvaret

Ifølge Larsen ville den bedste vægring mod den New Public Management-retorik, som jager os til febrilske tilstande af evidens- og evaluerings-tvang, være at udruste sig med en sprogkritisk kunnen og en begrebshistorisk og etymologisk indsigt, som kunne delegitimere de glasur-indsmurte floskler og betydningstomme kompetence-, lærings-, evaluerings- og innovations-begreber, som flyder i en ”lind strøm af semantisk sirup” og udgør styringsteknologiske redskaber.

Det er dog ikke hensigten med bogen at tilbyde en tilbageskuende konservatisme, som finder forsvaret for fagligheden i en historisk indsigt om ”gamle dages eksklusive universiteter og gymnasieskoler”. Men de begrebshistoriske øvelser og sprogkritiske indsigter kan bidrage til at ”kvalificere nej’et i nye ’vi-artikulationer’” – altså at i fællesskab turde begive sig ud i ny-tænkninger og -beskrivelser. Et sprog, der i fællesskab formuleres til konkrete sætninger og tiltag, kan være med til at ændre den fælles erfaring og nedbryde og ombryde tvingende sproglige diskurser.

Analerotisk bagudskuen og pseudohorisontaldemokratisk pynt

Hvis man hverken vil læse Steen Nepper Larsen for de filosofiske og samfundskritiske syrligheder, de samtidsdiagnostiske skarpsindigheder eller det overskuds-ontologiske og affirmativt emanciperende defensorat for faglighed, tænkning, dannelse og kærlighed – så læs bogen for det sprogligt sprudlende væld af ord og sætninger, som på flydende men udfordrende vis sejler fra siderne.

“I opposition til evaluerings- og evidens-regimet anfører Larsen den øvende, prøvende og risiko-imødekommende aktør.”

Du kan, i klassisk Nepper Larsen-kutyme, finde germanismer som det smukke og spidst klingende ”Fingerspitzgefühl” eller det usamtidige og næsten farlige ”Fremdenführer”. Fryd dig også over formuleringer som ”pseudohorisontaldemokratisk pynt” eller ”analerotisk bagudskuen” som betegnelse for den ”ladeport af forsigtigper-agtige og konserverende undervisnings- og studieprocesser”, som målstyret undervisning åbner for.

Den sprogkritisk og begrebshistorisk kyndige Steen Nepper Larsen er ikke blind for ordenes magt, hvad end de er smukke eller ”grimme og livløse”, sådan som han fx betegner de tredobbelt substantiv-ophobede ord som ’arbejdsplads-vurdering’, ’læringsmåls-implementering’ og ’handleplans-indgåelse’. Alle disse er operationelt-orienterede ideologiske ord, som evalueringsfeberen og evidensjagten har slæbt med ind i sproget og i livet.

Der kan imidlertid også findes et modstandsdygtigt potentiale i ordenes magt. Har man blot taget et kort blik på Larsens enorme bagkatalog af bøger, artikler, foredrag m.m., skulle det ikke overraske, at ordet ’dannelse’ indeholder et sådant potentiale. ”Dannelse er et modstandsord. Dannelse er et livslangt forehavende i form af forsøg på at rejse små vertikaler i et uføre af horisontalnivellering og massificeret lydighed”. Denne sætning er spækket med Peter Sloterdijk, endnu en af Larsens nærmeste filosofiske samtalepartnere.

I opposition til evaluerings- og evidens-regimet anfører Larsen den øvende, prøvende og risiko-imødekommende aktør. Denne skal finde vej til at kunne kaste sig ud i risikofyldte afprøvninger af stoffet og fagligheden, afsøge nye muligheder for tænkning, argumentation og skrivning, og vægre sig mod kriterierne for det ønskede og det forventede – uden at skulle tænke på en evindelig bedømmelse og evaluering.

Der er i Steen Nepper Larsens bog en kærlighed, en varme og et affirmativt advokatur for menneskers (for)søgen efter egne måder at være studerende, elever, lærere, medarbejdere eller blot individer på. En varme, som minder om en lindrende kop Yunnan-te på en feberramt hosten. En indstillen af jagten.

Steen Nepper Larsen: Evalueringsfeber og evidensjagt. Forlaget Samfundslitteratur. 102 sider. Vejl. pris 148 kr.


Om skribenten

Frederik Boris Hylstrup Olsen

Frederik Boris Hylstrup Olsen

Cand.pæd i pædagogisk antropologi og uddannet pædagog. Opvokset og bosat på Nørrebro. Medlem af Baggrund- og Debatredaktionen på Solidaritet. Læs mere