Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
28. marts. 2024

Et lyserødt håb i et mørkt Europa – Sumar er Spaniens nye venstrefløjsparti

Spanien har fået et nyt venstrefløjsparti. Det er partiet Sumar, som samler mange forskellige partier og grupperinger under en fane. Nu skal testen stå ved det kommende valg til EU-parlamentet. Her håber aktivisterne, at Spanien kan være venstrefløjens ledestjerne over for den højrefløj, som truer med at gå frem i hele Europa

Partilederen Yolanda Diaz holder brandtale for forsamlingen. Foto: Reinout Bosch

Popmusikken pumper energisk i højtalerne. Projektørlysene kaster deres lys i hvide og lyserøde nuancer over de hundreder af tilhørere. Bassen skrues op. Et sug går gennem forsamlingen, og to dusin kamerafolk møver sig frem foran hinanden. Nu kommer hun: Dronningen af den spanske venstrefløj, landets vicepræsident, og nu i aften, 23. marts, lederen for det nye venstrefløjsparti Sumar – Yolanda Diaz.

I et Europa, der bevæger sig længere og længere mod højre, er den spanske venstrefløj meget bevidst om, at den skiller sig ud. Som det eneste land er den spanske venstrefløj ikke henvist til oppositionsbænkene, men kan til dette stiftende landsmøde invitere fem ministre fra eget parti op på scenen.

Sidste forår var forventningerne helt anderledes, da alle medier spåede, at højrenationalisterne også i Spanien ville opleve deres gennembrud. At det kom til at gå anderledes, skyldes i høj grad Sumar, som dengang endnu kun var et valgforbund. Sumar mobiliserede stort, ikke på abstrakt modstand mod højrefløjen, men på konkrete krav om demokrati og kvinderettigheder.

I Europa

Nu er fortællingen, at det kan gøres igen. Ikke kun i Spanien, men i hele Europa. EU-parlamentsvalget, der også i Spanien er sat til søndag 9. juni, er det helt store fokus for aftenens afsluttende rally, der kroner denne stiftende kongres.

Det nye parti forsøger på alle måder at iscenesætte sig selv som et europæisk og internationalt parti. På de otte storskærme, der er sat op omkring publikum, bliver det nye partis stiftelse hilst velkommen af venner fra nær og fjern. På engelsk og spansk afløser europæiske politikere, afrikanske aktivister og sydamerikanske ekspræsidenter hinanden.

Både præsidenten for det europæiske venstrefløjsparti og gruppelederen for de grønne i Europa-parlamentet er mødt op for at overbevise Sumar om, hvor de skal organisere sig efter valget.

Før vi kommer så vidt, udskiftes Sumars førstehjælpskasse-agtige logo med palæstinensiske flag på storskærmene, og Palæstinas diplomatiske udsending til Spanien træder med alvorsmine frem på scenen.

Den vestsaharaianske befrielsesbevægelse Polisarios repræsentant i Spanien følger efter, og også formanden og næstformanden for Spaniens største fagforeninger er kommet for at hilse det nye parti velkommen.

Palæstinas diplomatiske udsending til Spanien havde slået vejen forbi Sumars kongres. Foto: Reinout Bosch

Et parti som en matrjosjka-dukke

Sumar er forsøget på at samle hele den spanske venstrefløj i et parti. Navnet betyder ikke for ingenting at samle. Der indgår 13 forskellige partier i forsøget, hvoraf nogle har nationalt sigte, mens andre kun har været at finde på stemmesedlen i en enkelt by eller region.

De helt store spillere i samlingsforsøget er lokalpartiet Madrid Mas – et lokal split fra Podemos – hvis leder Yolanda Diaz har samlet Sumar og det traditionsrige venstrefløjsparti Izquierda Unida (Forenet Venstre). Izquierda Unida er selv en sammensat størrelse med flere mindre partier, der indgår i partiet. Størst af disse er kommunistpartiet, der så igen består af flere organiserede fraktioner. Flere af de regionale partier er også selv samarbejder mellem flere lokale lister. Vi har altså at gøre med en matrjosjkadukke, hvor der altid er et mindre parti inde i det større.

Den historiske opgave står malet i Yolandas ansigt, da hun med 80 nyvalgte hovedbestyrelsesmedlemmer i ryggen holder mødets afsluttende tale. Det er nu, at venstrefløjen skal samles.

Sumar er ikke bare et parti, men en demokratisk bevægelse, bedyrer hun. En bevægelse, der ikke har som begrænset mål at skulle blive valgt, men som skal bære demokratiet ud i alle egne af landet. Med sin gennemtrængende stemme overdøver hun medlemmernes vedholdende klapsalver.

Fraværende ved dagens fejring er Podemos, som er den sidste store organisering til venstre for Spaniens socialdemokrater. Partiet deltog i første omgang i samlingsbestræbelserne, men forlod i november arbejdet på grund af uenighed om magtfordelingen i det nye parti. En del af deres aktivister har dog valgt at blive i Sumar, hvilket har efterladt Podemos svækket.

Lyserødt og gråt

Hele rallyet er startet med udlodning af feministiske bøger. Det er helt i tråd med sommerens kampagne, hvor det var filmen Barbies lyserøde feministiske univers, der var inspirationskilden. Det store rally er kulminationen på flere måneders arbejde om at blive enige om et nyt partiprogram.

Rygterne vil dog vide, at farvespektret til de forberedende møder i højere grad var gråt end lyserødt. Til de forberedende møder, der ledte frem til aftenens rally, var det stadig ældre mænd, der dominerede. Som en af Sumars aktivister fortæller: ”De er de eneste, der synes, det er sjovt at diskutere programmer.”

Der skulle indarbejdes 2.000 ændringsforslag, før tre færdige programmer kunne forelægges partiets medlemmer i en digital urafstemning. Ændringsforslagene skal dog nærmere forstås som tilføjelser. I koordineret rækkefølge går de enkelte partiers meningsdannere op på scenen for at udtale støtte til de enkelte forslag.

Udfaldet er derfor ikke overraskende. Med mellem 80-90 procents opbakning bliver alt vedtaget. Det virkede til, at arrangørerne til gengæld fandt deltagelsen skuffende. Op til mødet har ledelsen sagt, at op mod 70.000 personer har meldt sig under fanerne. Kun godt 13.000 viste interesse for at deltage i urafstemningen.

Gamle partier og nye medlemmer

Om formiddagen blev partiets politiske program, organisatoriske program og etiske kodeks fremlagt sammen med fem ændringsforslag.

De fem ‘ændringsforslag’ siger meget om det nye parti. Det handler om magtfordelingen mellem de gamle partier og de nye medlemmer, hvor det vedtagne forslag vil sikre de gamle partier mere magt. Formodentligt fordi både Izquierda Unida og Mas Madrid har investeret meget politisk kapital i det nye parti og ønsker politisk indflydelse i bytte for dette.

Det opvejes af forslaget om, at ungdommen skal sikres faste pladser i alle partiets organer. I forlængelse af en korruptionsskandale, som ryster landets regering, vil man stramme sine egne regler. Mindre organisatorisk er der en håndsrækning til de lokale partier.

Som et fortsat opgør med Franco-diktaturets centralisme vedtager partiet at gå ind for udbredt lokal autonomi og sætter som mål, at energi-infrastrukturen skal decentraliseres.

Et håb i mørket

Mødet er stramt koreograferet, men man skal ikke grave dybt for at møde nervøsiteten for, at den stiftende kongres kan køre af sporet. Lettelsen var tydelig, da deltagerne efter tre timers taler kunne rejse sig. Formalia er overstået, og nu starter det praktiske arbejde, både med EU-Parlamentsvalget og med regionale valg i Catalonien og Baskerlandet.

Til efteråret mødes partiet igen for at gøre status. I hvor høj grad partiet kan konsolidere sig, afhænger i høj grad af de kommende valgs udfald.

Den spanske venstrefløj har vundet før og håber, at den kan gøre det igen. Sumars aktivister håber, at Sumars lyserøde budskab om demokrati og feminisme kan være en modvægt til det mørke, som truer Europa ved det kommende valg til EU-parlamentet.

Yolanda Diaz taler til forsamlingen. Video: Reinout Bosch

Om skribenten

Reinout Bosch

Reinout Bosch

Gadeplansarbejder og uddannet historiker fra Københavns Universitet, bestyrelsesmedlem i Solidaritet. Reinout er medstifter af og formand for Institut for Marxistisk Analyse samt forfatter til bogen Historisk Materialisme (2020). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER