6. april 2020 er 1.290.000 mennesker blevet konstateret smittet med Covid-19 virus. Spanien og Italien er blandt de hårdest ramte lande - her er hhv. 135.000 og 129.000 personer blevet smittet, hvilket udgør ca. 20 % af de smittede på verdensplan. Kilde: Johns Hopkins University
8 min. læsetid

Europa hærges i disse dage af corona-virus. Mange er døde, og titusindvis er smittet. Hvis EU nogensinde skulle bevise sit værd, er det nu unionen skulle træde i karakter. I stedet vækker dens respons mindelser om håndteringen af både finans- og flygtningekrisen – og udstiller et handlingslammet og håbløst irrelevant system.


Af Tobias Clausen

Coronakrisen hærger det europæiske kontinent, og har særligt ramt de sydeuropæiske lande hårdt. Alene i Italien har dødstallet i skrivende stund passeret 13.000 mennesker, og støvlelandet er dermed det land i verden, som har flest døde. Også i Spanien stiger antallet af smittede markant dag for dag.

Nationalstaterne sætter sig i førersædet

Overalt i Europa er det nationalstaterne, som har taget kommandoen, og som hurtigt har iværksat de afgørende skridt for at inddæmme pandemien.

Lande har indført grænsekontrol, uddelt statsstøtte i milliardklassen, suspenderet bureaukratiske EU-regler, og sat gang i offentlige investeringer og byggeri for at holde hånden under beskæftigelsen og økonomien.

“Mens de nationale regeringer for en stund har tilbageerobret det demokratiske handlerum og sat sig i førersædet, har bureaukraterne i EU-Kommissionen måttet se sig henvist til en plads bagerst i bussen. Herfra har EU-Kommissionen halset efter udviklingen og febrilsk forsøgt at finde sine ben.”

Skridt, som for bare få måneder siden ville have været utænkelige på grund af EU’s konkurrence-regler og forbud imod statens indgriben i markedet. De er nu blevet hverdagskost i takt med, at EU-landene – i noget der ligner en kollektiv øvelse – har valgt at se stort på EU-regler for at beskytte deres borgere.

Mens de nationale regeringer for en stund har tilbageerobret det demokratiske handlerum og sat sig i førersædet, har bureaukraterne i EU-Kommissionen måttet se sig henvist til en plads bagerst i bussen. Herfra har EU-Kommissionen halset efter udviklingen og febrilsk forsøgt at finde sine ben. Senest ved, på meget klodset vis, at indføre et forbud imod eksport af værnemidler til lande uden for EU. En beslutning som bl.a. medførte, at livsvigtige værnemidler i dagevis strandede på grænsen mellem Norge og Sverige – og som på længere sigt kan vise sig at få katastrofale konsekvenser for nogle af verdens fattigste lande, der er dybt afhængige af import af fx mundbind og medicinsk beskyttelsesudstyr fra Europa.

På den måde har Corona-krisen med ét blotlagt en umiskendelig kendsgerning: EU’s mange flotte ord om solidaritet, samarbejde og sammenhold er ikke andet end tomme ord.

Fik millionbøde i stedet for coronahjælp

Det blev især tydeligt, da Italien i slutningen af februar anmodede EU om hjælp til at skaffe medicinsk udstyr og ansigtsmasker. Anmodningen blev mødt med larmende tavshed. I sidste ende blev det overladt til Kina at levere den nødvendige hjælp.

EU-domstolen kvitterede i stedet med – blot 48 timer efter, at Italien havde besluttet at lukke hele landet ned – at udstede en bøde til det corona-lammede samfund på over 55 millioner danske kroner i en gammel sag om statsstøtte. Begrundelsen for bøden var, at Italien ifølge EU uretmæssigt havde givet statsstøtte til kriseramte hoteller på den italienske ø Sardinen i slut-90’erne. Blev bøden ikke betalt med det samme, ville den stige med en halv million kroner om dagen. En helt igennem elendig timing, at tage en så gammel sag op.

Værnemidler og medicinsk udstyr fra nødhjælpsorganisationen ‘Samaritan’s Purse’ ankommer til ‘Verona Villafranca Airport’ i det nordlige Italien. Italien er blandt de lande, som er hårdest ramt af Covid-19 epidemien. EU’s hjælp til landet har dog været til at overse, skriver Tobias Clausen, som blandt andet påpeger den “larmende tavshed” en forespørgsel om medicinsk udstyr og ansigtsmasker blev mødt med. Billede: Aeronautica Militare

Opgiver håb om EU-reformer

I takt med hospitalerne i Italien bliver fyldt med corona-smittede, vokser også Italiens økonomiske problemer. Investorer er begyndt at undgå at købe italienske statsobligationer, hvilket har ført til højere renter og et voksende rentespænd på tyske og italienske statslån. Den situation vækker uhyggelige mindelser om gældskrisen i starten af forrige årti. I en sådan situation er det normalt centralbankens rolle at bebude indgreb og berolige markederne. Men her var der heller ikke megen hjælp at hente hos EU. Tværtimod gik formanden for EU’s centralbank, Christine Lagarde offentligt ud og bebudede, at hun skam ikke havde tænkt sig at komme den italienske økonomi til hjælp. Den melding fik straks renten på italienske statsobligationer til at eksplodere med den største stigning på en enkelt dag siden 2011.  

Frustrationen over EU’s svigtende hjælp har været til at tage at føle på. En måling fra midten af marts har vist, at 88 % af italienere ikke mener, at EU hjælper landet. Samtidig opfatter hele 67 % nu EU som en ulempe, hvilket er en markant stigning fra 47 % i november 2018.   

Også blandt folk, som normalt betegner sig som EU-tilhængere, er frustrationen over EU’s rolle stor. Så meget, at den tidligere græske finansminister og venstrefløjspolitiker Yanis Varoufakis har meldt ud, at han har opgivet håbet om, at EU kan reformeres. Til den britiske avis The Telegraph udtalte han 25. marts 2020: “Jeg tror ikke, EU er i stand til at gøre andet for os end skade. Jeg var imod Brexit, men er nu kommet frem til, at briterne gjorde det rigtige – også selv om de gjorde det af de forkerte årsager.”

EU’s nedskæringspolitik lagde grunden til krisen

Ikke alene fejler EU-institutionerne i håndteringen af krisen. EU-institutionerne har også bidraget til at skabe selve fundamentet for, at krisen har kunnet udvikle sig så fatalt, som den har gjort i flere europæiske lande.

En ny opgørelse viste i februar, at EU-Kommissionen i perioden 2011-2018 i alt 63 gange har anmodet om, at EU-lande gennemfører nedskæringer og/eller privatiseringer i sundhedsvæsnet. Det har ramt sydeuropæiske lande som Spanien, Italien og Grækenland, hvor fattigdom og arbejdsløshed i forvejen er udbredt, særligt hårdt. 

Amnesty International konkluderede i en rapport i 2018, at EU-institutionerne havde medvirket til at lægge pres på den spanske regering for at gennemføre offentlige nedskæringer.  – Velvidende, at det ville få store konsekvenser for landets sundhedsvæsen og ramme nogle af de svageste samfundsgruppers fundamentale ret til lægehjælp og adgang til et velfungerende hospitalsvæsen.

Mere end et årtis nedskæringer gennemført på opdrag af EU-institutionerne har således medvirket til forringelser i en grad, så sundhedsvæsnet i flere lande ikke er tilstrækkeligt udstyret til at håndtere den krise, vi står i. Som den irske økonom Emma Clancy har beskrevet det, har parolen ”Nedskæringer dræber” – der ofte er blevet brugt under protester mod EU-dikterede nedskæringer – pludselig materialiseret sig på den mest brutale måde.

“Jeg tror ikke, EU er i stand til at gøre andet for os end skade. Jeg var imod Brexit, men er nu kommet frem til, at briterne gjorde det rigtige – også selv om de gjorde det af de forkerte årsager.”

Økonom og tidligere finansminister i Grækenland, Yanis Varoufakis

Dele af EU-eliten har på kynisk vis allerede udnyttet krisen til at forsøge at tilegne EU-institutionerne endnu mere magt over vores økonomi og sundhedsvæsen. Men tiden er absolut ikke til at give et handlingslammet og bureaukratisk EU mere magt over krisestyringen. Tværtimod vil det risikere at få katastrofale konsekvenser for indsatsen mod pandemier som corona, hvis landene først skal forbi bureaukratiet i Bruxelles og få et EU-stempel – inden de kan sætte effektivt ind i en situation, hvor menneskeliv er på spil. Der er i stedet brug for at styrke koordinationen og den internationale solidaritet med de lande, som er hårdest ramt af krisen. Det gælder i form af økonomisk støtte, udstationering af medicinsk personel og levering af værnemidler.

De store menneskelige og økonomiske konsekvenser i særligt de sydeuropæiske lande har allerede fået flere til at sætte spørgsmålstegn ved, om euro-konstruktionen kan holde krisen ud. Om det kommer til at gå så galt, er endnu for tidligt at sige. Men hvis ikke der tages drastiske skridt for at hjælpe de sydeuropæiske lande igennem krisen og genoprette tilliden til EU-institutionerne, vil det utvivlsomt få store konsekvenser for det fremtidige EU-samarbejde.

Én ting står klart: EU har fejlet fatalt i corona-krisen.


Tobias Clausen er medlem af Enhedslisten, og er folketings- og
EU-Parlamentskandidat for partiet. Han har været medlem af partiets hovedbestyrelse, og kan følges på Facebook her.