EU har brugt milliarder i Østeuropa. Men er der egentlig styr på, hvad de er gået til?

For to uger siden var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ude at promovere en ny udenrigspolitisk strategi. Mindre værdipolitik og mere realisme. En del af strategien går ud på, at Danmark skal have en mindre værdipolitisk tilgang i sin udenrigspolitik. Derudover ønsker han at overlade mere suverænitet til EU i udenrigspolitiske spørgsmål.

Lars Løkke Rasmussen vil arbejde for, at EU’s udenrigspolitik kan stemmes igennem med et flertal frem for via enstemmighed blandt EU-landene, som der skal være i dag. Det er der helt sikkert fordele ved – især hvis der optages flere lande i unionen. Men der er også ulemper ved at give EU-systemet en større udenrigspolitisk rolle. Især hvis man ser på EU’s tidligere ageren i Østeuropa.

Lars Løkke Rasmussens strategi falder tilfældigvis sammen med, at vi på Solidaritet er ved at færdiggøre en række artikler om, hvordan EU siden 2008 har sendt milliarder af kroner til lande som grænser op til Rusland. Helt konkret har vi undersøgt, hvordan pengene er blevet brugt i Ukraine, Georgien og Moldova siden 2008 frem til Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022.

Milliarder til oligarker

I løbet af juni måned kommer Solidaritet derfor til at bringe seks artikler om de milliarder af kroner, som EU har brugt i de tre lande. Midlerne har blandt andet været afsat til at bekæmpe korruption og til at opbygge demokratier. Men rapport efter rapport fra EU’s egen revionsenhed, European Court of Auditors, viser, at milliarderne har haft en ganske begrænset effekt.  

Flere kilder fortæller Solidaritet, at EU-systemet har været meget lang tid om at forstå og håndtere, at oligarker med tætte bånd til Kreml i årevis har styret de tre lande fra kulisserne. Og at de i årevis har foregøglet Kommissionen, at pengene fra EU medførte opbygning af retsstater og øget demokratisering.

De tre lande står i dag i meget forskellige situationer. Ukraine er blevet invaderet af Rusland. Moldova har efter en enorm økonomisk skandale fået en ny og foreløbig meget EU-venlig regering, mens Georgien fortsat ledes af en rigmand, der styrer regeringspartiet bag kulisserne. En mand, hvis venner og familiemedlemmer ejer de største virksomheder i landet, og som siges at have en formue på størrelse med landets BNP. Man kalder på fagsprog dette for state capture. En slags tilfangetagelse af staten foretaget af rige individer eller private virksomheder. Den situation lider alle tre lande i forskellig grad stadig under.

Største skandale i landets historie

Krige har det med at udstille alliancer. Og selvom Georgien har anmodet om at blive optaget i EU, er der ikke mange georgiere, der længere er i tvivl om, at regeringspartiet Georgian Dream har stærke bånd til Rusland.

Vi kommer i to artikler til at fortælle historien om, hvordan den georgiske regering i årevis har løbet om hjørner med EU. Hvordan EU-midler, som skulle være gået til busser i hovedstaden Tbilisi, angiveligt er endt i de forkerte hænder. Men vi undersøger også, hvilke positive effekter investeringerne fra EU kan have haft.

Vi udruller også historien om, hvordan den tidligere præsident i Moldova sammen med en række korrupte politikere slap afsted med at lænse statskassen for 12 procent af landets BNP, samtidig med at EU tilførte midler til at bekæmpe korruption i landet. Det var den største økonomiske skandale i landets historie og viser med al tydelighed, hvordan state capture kan frarøve landets indbyggere deres egne penge og fremtid.

Selv efter den nye regering, ledet af Maia Sandu, overtog magten i 2021, har det været svært for Moldova at bekæmpe korruptionen, hvis rødder er vokset ind i stort set alle dele af retssystemet. En ting er dog sikkert, fortæller flere kilder.

Den helt afgørende faktor for den positive udvikling i landet har været, at EU stiller reelle værdipolitiske krav om reformer, som man ikke bare kan sno sig udenom. At EU-systemet ikke bare lader som om, at den økonomiske støtte og optagelse i EU er betinget af reelle reformer. Men at det rent faktisk kræver reformer.

Det omvendte af Løkkes strategi

Det vigtigste for de tre lande er, at EU efter invasionen af Ukraine er begyndt at tage sine egne værdier seriøst, og at man ikke blot fortsætter med at hælde penge ned i stater, som styres af oligarker, der intet begreb har om demokrati eller retsstat. Altså det modsatte af, hvad Lars Løkke Rasmussen netop har foreslået, at Danmark begynder at gøre.

Ser vi på de mange rapporter om udviklingen i Ukraine siden 2008, er det tydeligt, at en af EU’s interesser har været at sikre en effektiv energitransport fra Rusland gennem Ukraine. Det tegner et billede af, at EU-systemet var villigt til at se gennem fingre med storkorruption i Ukraine, så længe gassen flød.

EU havde en på overfladen værdipolitisk tilgang. Men den forblev overfladisk. For man var kun i mindre grad villig til at følge den til dørs. Til at undersøge, hvordan de mange milliarder blev brugt. Hvem de gavnede, og om de overhovedet kom den almindelige befolkning til gavn.

Det er spørgsmål, som Solidaritet i stedet er gået i gang med at stille. Og som vi håber, at EU-systemet fremover interesserer sig mere for. Især hvis Danmark fremover skal overlade mere suverænitet til unionen.

Man kan som bekendt ikke lære af sine fejl, hvis man ikke er villig til at se fortiden i øjnene. Vi håber, at I vil læse med, når vi gennem juni måned begynder at gøre netop dette.

Denne artikel er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.