EU-kommissærens klimaplaner duer ikke

Da EU-kommissionens nu genvalgte formand, tyske Ursula von der Leyen, besteg talerstolen i Europa-Parlamentet den 18. juli for at præsentere sine planer for de næste fem år, var det en begivenhed, som fortjente fuldt lige så meget opmærksomhed som et valg til samme parlament, eller mere.

For de ”politiske retningslinjer” hun præsenterede handler om, hvad Kommissionen vil sætte på dagsordenen, hvad der med stor sikkerhed kommer til at ske og ikke ske, eller snarere: Hvilke forslag som vil blive fremlagt og hvilke ikke. For Kommissionen er som bekendt den eneste institution, som kan fremlægge politiske forslag til behandling i Rådet og Parlamentet.

Derfor er det også store nyheder, at teksten er tynd på klimaområdet. Der kommer ikke mange initiativer på bordet. Håbet sættes til, at den eksisterende, vedtagne EU-politik vil klare ærterne og bringe EU op på 55 procents reduktion af udslippene (set i forhold til 1990). De næste års topprioritet er i stedet at sætte et utal af aktiviteter i gang for at styrke erhvervslivets konkurrenceevne. Det kan vi og klimaet komme til at betale en høj pris for.

I von der Leyens retoriske univers er der ganske vist ikke nogen modsætning mellem at følge erhvervslivets anvisninger, og at forfølge en grøn dagsorden, men virkeligheden viser os hele tiden noget andet – hvad enten vi ser på energiområdet, industrien eller landbruget.

European Green Deal i bakspejlet

Von der Leyens projekt har hele tiden været at finde en formel for klimapolitikken, som både kan gavne klimaet, skabe vækst, og konkurrenceevne. Det var den bærende tanke i European Green Deal, klimaplanen hun fremlagde i 2019, og som blev drejebogen for klimaindsatsen de efterfølgende år.

Den betød, at klimaspørgsmålet blev fastholdt som et centralt tema i hele perioden, og ovenikøbet blev langt de fleste bebudede tiltag rent faktisk fremlagt og vedtaget – med nogle vigtige undtagelser.

Det var ikke aktivitet, som manglede. Men da den bærende bjælke i planen var, at vækst, konkurrenceevne og klimapolitik skal gå hånd i hånd, så blev det derefter. På energiområdet har kulstoflagring og brintproduktion spillet hovedrollen, fordi begge dele giver gassen og gasindustrien en solid redningsplanke.

Inden for industrien er hovedinitiativet endnu en genopfriskning af kvotehandlen, som ellers ikke har leveret varen i de snart 20 år, den har udgjort hjørnestenen i EU’s klimapolitik. Det lyder måske besnærende, at man blot skal tildele en virksomhed en kvote, de kan bruge til at udlede – hvis de ikke bruger dem, kan de sælge kvoterne, hvis de har brug for mere, må de købe.

Det er fleksibelt, det er markedsorienteret, det er superpopulært i erhvervslivet, og det virker ikke.

Og så er der landbruget, hvor European Green Deal faktisk foreslog adskillige håndfaste målsætninger f.eks. for fremme af økologisk landbrug og mindre brug af sprøjtemidler.

Erhvervslivet i oprør

Historien om landbruget er første del af svaret på, hvorfor de kommende fem år i EU står til at blive fattige på klimafeltet. Dét område var måske det eneste, hvor planen ikke var stærkt påvirket af erhvervsinteresser i udgangspunktet – i modsætning til energi- og industriområdet. Netop derfor var det måske ikke overraskende, at det var med udgangspunkt i landbruget, at den mest synlige og højtråbende modreaktion kom.

Siden sommeren 2022 har store landmænd, konservative politikere i EU-parlamentet, samt en koalition anført af kemi-industrien ført en målrettet kampagne for at få fjernet alt om grønnere landbrug fra EU’s dagsorden. Og det lykkedes.

I november 2022 blev målsætningen om økologisk landbrug syltet, i løbet af 2023 droppede Kommissionen ambitionerne om strammere kemiregler, og i november 2023 blev et udvandet forslag om sprøjtemidler stemt ned i parlamentet.

Det gav blot mere blod på tanden, så i februar 2023 lancerede den europæiske kemiindustris hovedorganisation CEFIC en udtalelse i forbindelse med et lukket møde i Antwerpen med deltagelse af det belgiske EU-formandskab og Ursula von der Leyen. Antwerpen-erklæringen skulle hurtigt få massiv opbakning fra industrien, overvejende fra den energi-intensive industri, pt. med henved 1.200 underskrifter fra brancheorganisationer og virksomheder. 

Essensen i erklæringen er, at nu skal erhvervslivet i centrum på alle kanter, og der skal gås til biddet: Hele EU-regelsættet skal – hvis det står til dem – til gennemsyn for at styrke erhvervslivet i EU. Nu skal der en ”Industrial Deal” til, en plan for understøttelse af erhvervslivet.

I andre dele af erhvervslivet har der lydt lignende toner. Tager vi de to traditionelle sværvægtere – arbejdsgiversammenslutningen BusinessEurope og klubben for lederne af Europas største industriledere, European Round Table – så har begge siden juni 2022 stillet sig i spidsen for kampagner, hvor der er talt dunder mod både Kommissionen og regeringerne i Rådet. Nu skal der nye boller på suppen efter årtiers stilstand, lyder det.

Der skal deregulering til, en ’fuldendelse’ af Det Indre Marked, og mere generelt en opstramning af beslutningsgangene, som kan sikre, at intet som generer virksomhedernes ”konkurrenceevne” overhovedet når til en afstemning.

Von der Leyen og industrien

De kampagner har haft en meget stor indvirkning på von der Leyens retningslinjer, somme tider af hendes egen drift, i andre tilfælde efter pres fra Rådet. Inden de fremsættes, skal alle forslag tjekkes grundigt for deres effekt på konkurrenceevnen. Der skal ske liberaliseringer gennem Det Indre Marked af især finans, våben, affald, og tjenesteydelser i bred forstand.

Den såkaldte grønne omstilling er ikke helt fraværende, men den er til stede på erhvervslivets betingelser. Kigger vi på den energi-intensive industri – herunder stål, cement, papir, kemi – har de faktisk fået i pose og sæk. Antwerpen-erklæringens ti krav ser ud til at være indfriet alle sammen.

Det gælder også et krav om, at Kommissionen og EU i højere grad påtager sig det økonomiske ansvar for udvikling af mindre svinende teknologi – en omstilling, som for år tilbage ansås for at blive det naturlige resultat af handlen med CO₂-kvoter.

Alt dette efterlader os med fem år, som vil være fattige på klima-initiativer over for industrien. Der satses på, at kvotehandel vil levere de reduktioner, som de ikke har givet i de første næsten tyve år af deres levetid.

De tørre tal fortæller dén historie: Siden systemet blev til, er det kun i perioden efter finanskrisen i 2008 og den efterfølgende eurokrise, at industriens udledninger faldt markant. I perioden 2014-2021 derimod faldt udledningerne med sølle 2 procent.

Billig energi

På energiområdet, derimod, tegner de kommende år til at vise en stor satsning fra EU’s side, især inden for infrastruktur. Det er i sig selv ingen overraskelse. EU har allerede søsat en del planer i den retning, især en plan fra februar i år kaldet Industrial Carbon Management Strategy, som har lagt skinnerne ud for en massiv udbygning af infrastrukturen til sikring af især kulstoflagring (Carbon Capture and Storage, CCS) og produktion af brint ved brug af CO₂ (Carbon Capture Utilisation and Storage, CCUS).

Det gælder for begge dele, at der er knyttet en høj grad af usikkerhed til dem som klimapolitisk værktøj, for at sige det mildt. Alle taler om CCS, men ingen har endnu bragt det i anvendelse i stor skala. Det samme gælder CCUS. Men netop den type tilgang har faktisk en hovedrolle i European Green Deal.

I den gamle plan var ”dekarboniseret gas” en stor ting, en måde at sikre fortsat og endda udvidet brug af gas i den europæiske energiforsyning. Når Kommissionen taler om ’ren’ eller ’grøn’ energi, er det lige så meget om gas og CCS, som det er om vedvarende energi.

Denne prioritering af gas førte siden til vedtagelsen af adskillige store planer for at udbygge gasinfrastrukturen (RePowerEU) – en indrømmelse til de lande, som satser på gas, og til store dele af industrien. Det træk går lodret imod anbefalingerne fra hhv. FN’s klimapanel (IPCCC) og Det Internationale Energiagentur (IEA), som begge mener, at enhver investering i ny gasinfrastruktur bringer os yderligere i konflikt med målene i Paris-aftalen.

Ved siden af udbygningen af Det Indre Marked og procedurer til at fremme deregulering er energi de magtfulde erhvervsorganisationers store prioritet. Hvad enten det er European Round Table, BusinessEurope eller Antwerpen-koalitionen, er beskeden den samme: Erhvervslivet vil have billig energi. De ser høje energipriser som et dræn på konkurrenceevnen. Den må gerne være grøn, men den skal være billig.

Landbrug og miljø

Endelig er der landbruget – en sektor som har præsteret en reduktion på 2-3 procent siden 2005 – d.v.s. næsten ingenting. På det område ser fremtiden måske særlig sort ud i EU.

Et par års protester med store traktorer i europæiske hovedstæder, konservative politikere oppe i det røde felt til forsvar for store landmænd, og en agroindustri med stor indflydelse i Bruxelles har resulteret i et lavpunkt i ambitionerne i von der Leyens retningslinjer.

Hvor European Green Deal oprindeligt pegede mod økologisk landbrug, er stødretningen i de næste års planer krystalklare: De handler om at forbedre adgangen til kapital, afskaffelse af bureaukrati, sikring af konkurrenceevne. Er der lidt grønt blandet i, er det gulerødder – penge fra offentlige kasser – ikke stok.

Den veldrejede kampagne, som endte med en sejr over Kommissionens ambitioner i European Green Deal, har vist sin holdbarhed og vil trække lange spor ind i den nye valgperiode. Det bliver hverken økologisk landbrug, reduceret brug af sprøjtemidler, eller strammere kemikalielovgivning, der sætter tonen.

Ikke kun skidt

Læst med klimabriller er de politiske retningslinjer altså ikke opmuntrende. Der er næppe nogen tvivl om, at der vil blive taget gode nødvendige initiativer i den kommende periode. F.eks. er det positivt, at von der Leyen anerkender, at der skal findes penge til at bakke op om energirenovering af bygninger. Ellers knækker en del af klimapolitikken af sociale årsager.

Det er også positivt, at vi står over for ændringer af reglerne for offentlige indkøb, som kan fremme renere teknologi. Men flere kommentatorer i Bruxelles-boblen ser faktisk snarere den slags som små lunser, von der Leyen måtte give til Socialdemokraterne og De Grønne i Europa-Parlamentet for overhovedet at blive valgt.

Derfor må vi fokusere på de store linjer, og de lægger effektivt låg på begejstringen. Med et utroværdigt kvotehandelsregime og den store satsning på konkurrenceevne kan resultatet blive meget pauvert på industriområdet. Inden for energi vil der blive satset stort på infrastruktur, som forlænger og måske forstørrer den rolle, gas spiller i forsyningen.

Der vil blive brugt store penge og mange politiske ressourcer på kulstoflagring i håbet om, at det – som hidtil har levet et liv i små eksperimenter – på kort tid kan blive en af de helt store løsninger.

En udfordring

Kommissærens politiske retningslinjer er kun det første tegn på de nye tider. Der kommer mere hen ad vejen, også på den store prioritet, konkurrenceevnen, hvor der planlægges et ambitiøst initiativ i kølvandet på en rapport, som den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi forventes at præsentere i september.

Den ubekendte er, om der kommer en modreaktion, når beslutningsmaskineriet begynder at køre, om det f.eks. er muligt at skabe bevægelse mod falske teknofiks, camoufleret promovering af gas, ineffektiv kvotehandel, og de mange andre måder, hvor erhvervslivet har sneget en vækst- og konkurrence-dagsorden ind som det afgørende kriterium for succes.

Umiddelbart ser det ikke så godt ud fra en dansk position, i hvert fald når man kigger på de politiske partier. SF og Enhedslistens respektive kampagner op til EU-valget i juni delte den præmis, at måltallene for reduktioner er den afgørende politiske kampplads. Det er det ikke i en situation, hvor de midler, der vælges til at indfri målsætningerne, er utroværdige.

Begge partier fremsatte vældigt sympatiske ønsker om flere tog og mindre fossile brændsler – det skortede ikke på forblommede vendinger om et grønt Europa – men ingen af de to har en udfoldet praksis på de områder, hvor EU’s klimapolitik er på vej ud i et morads, som er anført af industriledere og storbønder.