EU skal ikke bestemme over vores løn

Forslaget om EU-mindsteløn er problematisk, da det blandt andet undergraver fagbevægelsens mulighed for overenskomstforhandling, skriver Nikolaj Villumsen i dagens Signatur.

Af Nikolaj Villumsen

Når både EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen og job-kommissær Nicolas Schmit taler varmt om en EU-mindsteløn, så bekymrer det mig dybt. For det åbner op for lovgivning, der vil være katastrofal for de europæiske fagforeninger, lønmodtagere på kryds og tværs af EU – og ikke mindst den danske og nordiske arbejdsmarkedsmodel.

Fra kommissionens side har de i januar startet processen, og de forskellige parter er nu i høring. Så det er nu, fagbevægelsen, Folketinget og de progressive kræfter skal for alvor ind i kampen – også i betragtning af, at fagbevægelsen i Danmark lige nu forhandler nye overenskomster med arbejdsgiverne i OK20.

Vil garantier for den danske model holde i EU-retten?

Ved flere anledninger har job-kommissær Nicolas Schmit lovet, at lande som Danmark kan få en undtagelse fra en EU-mindsteløn. Det sagde han både under sin kommissærhøring foran EU-Parlamentet – hvor jeg selv spurgte ham ind til konsekvenserne for den danske model – og da EU-kommissionen fremlagde sit forslag til et såkaldt ”Roadmap for a Social Europe”.  

Problemet er bare, at Schmits garantier intet er værd i virkeligheden. Når det gælder EU-lovgivning, så er det altid EU-domstolen, som har det sidste ord at skulle have sagt. Hvis mindstelønnen indføres som et direktiv, vil vores lønninger i sidste ende være underlagt EU-domstolen. Det vil betyde, at spørgsmålet om løndannelse nu ikke længere er noget arbejdsmarkedets parter har råderet over i Danmark, men i stedet er underlagt EU’s kompetence.

Indtil nu har lønforhold været helt ude af EU-lovgivningen. Det er endda indskrevet i Lissabontraktaten, at lønforhold ikke indgår i EU’s social- og arbejdsmarkedspolitik. Men det ønsker EU-kommissionen nu at ændre. Derfor er spørgsmålet basalt set, om EU skal have lov at bestemme over vores løn eller ej. Det er et grundlæggende demokratisk spørgsmål, som vi som venstrefløj skal tage meget seriøst.

Lovbestemt løn kan undergrave fagbevægelsen

EU-kommissionen påstår, at forslaget om en EU-mindsteløn er et svar på, at de europæiske lønmodtagere er under et enormt pres i disse år. Det ironiske er bare, at det er EU, som er en af hovedårsagerne til lønmodtagernes problemer. EU har brugt finanskrisen til et frontalt angreb på den europæiske fagbevægelse. I Grækenland og Portugal har forbud mod sektor-overenskomster på en række arbejdsmarkedsområder været en del af nedskæringspolitikken, som EU og IMF har pålagt landene. Man har altså frataget fagbevægelsen retten til at forhandle overenskomst for hele sektorer, så forhandlingerne i stedet skal gennemføres på den enkelte arbejdsplads – hvis de overhovedet får lov at finde sted.

Med en sådan lovgivning kan det umuligt være en overraskelse, at lønmodtagerne bliver dårligt stillet. I Irland og en række østeuropæiske lande oplever fagbevægelsen gang på gang, at den aktivt bliver bekæmpet og helt grundlæggende ILO-konventioner om retten til kollektiv organisering bliver brudt.

Efter EU-toppen og EU-domstolen i årevis har svækket den europæiske fagbevægelse, lanceres en lovbestemt mindsteløn nu som løsningen for de europæiske lønmodtagere. Virkeligheden er, at det kan bidrage til at svække fagbevægelsen yderligere. Ikke mindst i Danmark og Sverige, hvor løn hidtil udelukkende har været fastsat mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne i kollektive overenskomster.

Og spørgsmålet er, om en lovbestemt EU-løn overhovedet vil hjælpe nogen? Kigger man til de lande, som allerede i dag har en mindsteløn, så er det jo helt tydeligt, at det ikke er en god løsning. I hvert fald ikke for lønmodtagerne.

Tager vi Tyskland som eksempel, så har det tyske arbejdsmarked i dag en kæmpe gruppe lønmodtagere, der betegnes som ”working poor”. Altså helt almindelige mennesker, der arbejder fuld tid, men stadig ligger markant under fattigdomsgrænsen. Det har indførelsen af en tysk mindsteløn ikke rykket en tøddel på.

En stærk europæisk fagbevægelse er den eneste løsning

Hvis der skulle sættes handling bag ordene om bedre forhold for lønmodtagerne, så er løsningen lige til: Styrk fagbevægelsen.

Her er en række oplagte politiske tiltag, hvor EU’s liberalistiske regler i dag står i vejen for fagbevægelsen, og som derfor ville være et oplagt sted at starte: Fagbevægelsen skal igen have ret til at lave sektor-overenskomst, hvor EU i dag forbyder det. Ligeledes skal fagbevægelsen have mulighed for at tegne overenskomster på de områder, der kendes som ‘platformsvirksomheder’ – altså virksomheder, som udbyder deres tjenester primært igennem en app.

“Det er altoverskyggende nødvendigt, at vi hurtigst muligt må og skal have indført en juridisk bindende social protokol, der sætter lønmodtagerrettighederne over hensynet til EU’s indre markedsregler.”

Det er et område, som vinder frem, og det er simpelthen ikke rimeligt at dem, der leverer mad, eller som står for anden transport, ikke har ret til en overenskomst, fordi kunden bestiller arbejdet igennem sin telefon. Derudover skal de være muligt for kommuner, regioner og staten at fravælge fusker-selskaber uden overenskomster, når det offentlige laver udbud om serviceopgaver. Sådan kommer vi den bizarre situation vi har i dag til livs, hvor løndumper-selskaber gang på gang kan vinde udbud, selvom de ser stort på lønmodtagerrettigheder og skattebetaling.

Ikke mindst er det altoverskyggende nødvendigt, at vi hurtigst muligt må og skal have indført en juridisk bindende, social protokol, der sætter lønmodtager-rettighederne over hensynet til EU’s indre markedsregler. Det vil værne fagbevægelsen mod angreb fra EU-domstolen og stoppe indskrænkningen af konflikteretten. Laves der ikke en sådan grundlæggende ændring af EU’s traktater, vil det grundlæggende styrkeforhold fortsætte med at være i arbejdsgivernes favør i EU-landene.

Nikolaj Villumsen er medlem af EU-parlamentet for Enhedslisten, og er en del af venstrefløjsgruppen GUE/NGL