Europas centrum-højre muliggør en autoritær drejning

Oversat fra engelsk fra Georgios Samaras, Europe’s Center Right Is Enabling the Authoritarian Turn, Jacobin, 8. marts 2024.

I løbet af de sidste to årtier er der opstået en vedholdende fortælling i europæisk politik, som advarer om det yderste højres voksende indflydelse. Fra slutningen af 2000’erne og frem til EU-valget i 2019 har denne fortælling været drevet af katastrofale forudsigelser og alarmistisk retorik – og har tegnet et billede af de potentielle farer, som ekstreme stemmer, der vinder frem i Europa-Parlamentet, udgør.

På det seneste har man endda set visse europæiske ledere appellere til popikoner som Taylor Swift for at få hjælp til at mobilisere unge vælgere til EU-valget i juni. Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, skabte yderligere overskrifter den 21. februar med sin udtalelse om, at hun ikke ville samarbejde med højreekstreme partier i det kommende Europa-Parlament.

Men den slags teatertorden og overdramatiske ordvekslinger er helt unødvendige. I løbet af de sidste to årtier har en bevidst normalisering af højreekstreme ideologier allerede gennemsyret europæisk politik med stiltiende godkendelse fra EU’s topbureaukrater. Denne normalisering er blevet aktivt støttet og forsvaret af de traditionelle centrum-højre kræfter, som nu kæmper for at opretholde deres faldende autoritet, mens det afgørende EU-valg nærmer sig.

På trods af von der Leyens dristige påstande om at styre uden om højreekstreme alliancer, afslører den barske virkelighed inden for både EU-politikken og indenrigspolitikken et sammenfiltret væv af accept og indflydelse. I tidens løb har centrum-højrepartier danset farligt tæt med deres ekstremistiske modstykker og utilsigtet smurt hjulene for en spredning af autoritær politik og autoritære dagsordener i hele Europa.

Normaliseringens årti

Mainstream centrum-højrepartier ynder ofte at fremstille sig selv som ofre for de højreekstreme bevægelsers fremgang. I virkeligheden bidrager de aktivt til, at de opstår. I de senere år har de højreekstreme partier udnyttet den sociokulturelle splittelse, der er under udvikling, ved at fokusere på kontroversielle emner som migration, multikulturalisme og sikkerhed. Centrum-højrepartierne har til gengæld strategisk udnyttet disse emner i deres forsøg på at holde fast i deres del af det politiske rum, som valgene udgør.

Et bekymrende eksempel udgør Grækenland under premierminister Kyriakos Mitsotakis, som længe har været rost i Europa-Parlamentet som centrum-højrereformist. I de seneste fem år har Grækenland opnået tillid og solid støtte fra det kristendemokratiske Europæiske Folkeparti (EPP), da landet er gået i retning af øgede udgifter efter et årti med hårde spareforanstaltninger. Men bag kulisserne har et foruroligende mønster udfoldet sig.

Siden 2019 har Mitsotakis’ regering stået i spidsen for ubarmhjertige, ulovlige pushbacks af migranter over den græsk-tyrkiske sø- og landegrænse, hvilket har ført til tortur og død for tusindvis af flygtninge. Når EU bliver spurgt om pushbacks, vælger man typisk at tie. Men i februar fik en resolution, der udtrykte bekymring over betydelige trusler mod demokratiet og EU’s værdier, støtte fra flere partier i Europa-Parlamentet.

Ved hjælp af meget avanceret, ulovlig spyware har Mitsotakis skamløst overvåget både modstandere og allierede og sat gang i en politisk malstrøm ved at omforme det græske medielandskab – en taktik, som den ungarske premierminister Viktor Orbán har fulgt. I mellemtiden fortsætter den voldsomme korruption med uformindsket styrke, og store politiske skandaler fejes bekvemt ind under gulvtæppet. Hvad kan overhovedet gå galt?

Desværre ser millioner af grækere ud til at ønske sig mere af det samme. Ved valget i juni 2023 sikrede tre højreekstreme partier sig pladser i parlamentet, bl.a. ved genfødslen af det nynazistiske Gyldent Daggry nu under dække som “Spartanerne”. En anden højreekstremistisk fraktion, ”Sejr”, fremfører en ultrareligiøs fortælling, der pisker kulturelle kløfter op. Men den såkaldte ”Græske Løsning” har udviklet sig til det førende højreekstremistiske parti, som støtter Mitsotakis’ regering, og sammen afvikler de systematisk vigtige love. Partiet ligger nu på over 10 procent i meningsmålingerne forud for valget til Europa-Parlamentet i juni, og en fjerde højreekstrem organisation er dukket op i de seneste meningsmålinger for at føje sig til hadets kor.

Den franske præsident Emmanuel Macrons præstationer ser ud til at kunne måle sig med Grækenlands. I april 2023 gennemførte han sin regerings omstridte pensionsreform, der hævede folkepensionsalderen fra 62 til 64 år – et dybt upopulært tiltag, der blev presset igennem uden afstemning i parlamentet. Alt dette blev efterfulgt af ubarmhjertig politivold og nedkæmpelse af protester. Da Macron blev konfronteret med politiets magtmisbrug, gav han de sociale medier og videospil skylden for at have drevet demonstranterne ud på gaderne.

Macrons revision af migrationspolitikken i december 2023 var et andet eksempel. Den indførte strengere regler for familiesammenføring for migranter og forsinkede deres adgang til velfærdsydelser. Marine Le Pen tog lovforslaget til sig og kaldte det en “ideologisk sejr” for sit højreekstreme parti.

I andre EU-lande, herunder Holland, Danmark og Østrig, har højreekstreme partier i nogen tid været en voksende kraft, og nogle har endda cementeret deres position i koalitionsregeringer. I sidstnævnte land indgik det konservative højres engang så store stjerne, Sebastian Kurz, en alliance med det mere højreorienterede Frihedspartiet i Østrig (FPÖ) i 2017. På trods af Østrigs historiske bånd til ultranationalismen og den skygge, som Det Tredje Rige kaster, der oprindeligt førte til udbredt politisk forsigtighed over for FPÖ, har denne integrationstendens i høj grad bidraget til dets gradvise normalisering og accept gennem årene. I dag har FPÖ en betydelig føring i østrigske meningsmålinger.

EU’s slemme drenge

Ud over indførelsen af en autoritær praksis i liberale demokratier har nogle af EU’s medlemslande gennemgået en fuldstændig forvandling af deres politiske landskab, hvilket Ungarns demokratiske tilbageslag under Viktor Orbáns ledelse er et eksempel på. Orbán er åbenlyst en autoritær stærk mand, og han har mødt udbredt fordømmelse for sin undergravning af demokratiske institutioner og sin politik vedrørende LGBTQ-rettigheder og akademisk frihed. Derfor har Ungarn i årenes løb været udsat for sanktioner og suspension af EU-midler i et forsøg på at bremse yderligere erosion af demokratiet.

Men det ser ud til, at EU nu har accepteret Ungarns bekymrende virkelighed. I december 2023 blev en delvis frigivelse af tidligere tilbageholdte europæiske midler kundgjort, angiveligt for at lokke Orbán til at samarbejde med NATO og diskutere potentielt medlemskab af nye kandidater. Og hvad blev så resultatet? Orbán har officielt godkendt svensk NATO-medlemskab og er gået i dialog med sine europæiske modparter. Orbán blev engang stemplet som paria, men nu er hans autoritære styre åbenlyst blevet renset, fordi man har taget ham til sig som et værdifuldt medlem af EU. Bruxelles har endda forsikret Orbán om, at midlerne vil blive frigivet, hvis han fortsætter ad denne vej.

Diskursen om demokratisk tilbageslag omfatter også Italiens nye lederskab under Giorgia Meloni. Siden 2022 har hendes regering haft travlt med at afvikle den juridiske beskyttelse af par af samme køn og henvist dem til en marginaliseret status. Derudover har hendes hårde anti-immigrationsholdning høstet ros fra adskillige europæiske kolleger, som åbent har støttet hende under afgørende EU-politiske forhandlinger i det forgangne år.

Hendes åbenlyse kammerateri med von der Leyen forud for valget i juni understreger sammen med hendes alliancer med EU’s topdiplomater, at Europa på foruroligende vis tager Mussolinis efterladenskaber til sig. Melonis dominans betyder en bekymrende udvikling for Italien, hvor fascistiske ideologier nu styrer nationens kurs. Mens venstrefløjen kæmper for at få fodfæste, ser der ikke ud til at være meget, der forhindrer Meloni i med begejstring at tage en Orbán-lignende politik til sig.

På vej mod et parlament på den yderste højrefløj

Ved valget til Europa-Parlamentet i juni stiger forventningerne, da fraktionen Identitet og Demokrati (ID), der i øjeblikket ligger på sjettepladsen, står til at få 40 pladser. Det kan bringe gruppen op på 98 medlemmer i det 750 medlemmer store Europa-Parlament – og potentielt sikre den eftertragtede tredjeplads, som i øjeblikket indtages af de liberale i gruppen Renew. Bemærkelsesværdige medlemmer af ID omfatter Tysklands højreekstreme Alternative für Deutschland (AfD) og Le Pens Rassemblement National (RN) i Frankrig.

Prognoserne indikerer også, at ECR-fraktionen (European Conservatives and Reformists), som i øjeblikket ligger på femtepladsen med 67 medlemmer, kan blive styrket med omkring 18 mandater. Denne fremgang kan sende ECR-gruppen, som ledes af Melonis parti, op på fjerdepladsen i Europa-Parlamentet og dermed overgå både De Grønne og Renew. Og med 12 medlemmer fra Orbáns Fidesz-parti forventes ECR- og ID-fraktionernes samlede styrke at udgøre omkring 25 procent af pladserne. Selvom ECR og ID omfatter fraktioner, der ligner hinanden, ser ID ud til at spille en central rolle ved at opsuge højreekstreme grupper, der modsætter sig migration og prioriterer en robust suverænitet for de enkelte medlemslande.

På trods af advarslerne fra centrum-højre-partier er det tydeligt, at mainstream-kræfterne ikke er villige til at konfrontere den ideologiske virkelighed, der ligger til grund for stigningen i støtten til højreekstrem politik. I stedet virker de opsatte på at forsøge at genvinde tilliden hos de vælgere, der er tiltrukket af højreekstreme ideologier, ved at anvende påfaldende ens tilgange og normalisere de mest udemokratiske praksisser, der er set i hele regionen.

Det virker mere og mere usandsynligt, at centrum-højre kræfter vil modsætte sig en alliance med det yderste højre, i betragtning af det åbenlyse ideologiske overlap mellem dem. Selv von der Leyen og hendes kohorter, der har talt om at afvise den slags aftaler, kan blive tvunget til at revurdere deres holdning og søge en modus operandi, der sikrer samarbejde uden at forfalde til kaos.

Mens normaliseringen af højreekstreme ideologier fortsætter med uformindsket styrke, står Europa på tærsklen til et seismisk skift, hvor flere højreekstreme kræfter er klar til at hævde deres dominans i Europa-Parlamentet. På trods af alle advarsler understreger denne virkelighed den forestående konvergens mellem centrum-højre og højreekstreme kræfter, som nu står sammen om beslutningen om at forme den politiske dagsorden for de næste fem år.

Georgios Samaras er adjunkt i offentlig politik ved King’s College London og har en ph.d. i statskundskab. Hans primære forskningsinteresser drejer sig om forfatningsstridig praksis i offentlig politik og reaktioner på højreekstremisme.