Eurovision: En scene for mangfoldighed og glæde – men jeg ser ikke med i år

Jeg kan ikke bakke op om Eurovisions beslutning om at lade Israel deltage i årets konkurrence. Mens Eurovision altid har været en scene for subtile politiske budskaber, er der grænser, som ikke bør overskrides. Israels handlinger over for Gazas befolkning kritiseres internationalt og undersøges som et muligt folkedrab. At tillade deres deltagelse i Eurovision sender et signal om, at man accepterer Israels handlinger.

Det er ikke nogen nem beslutning. Som en stor fan af Eurovision har jeg altid set frem til denne årlige begivenhed som en tid til at fejre musik, kreativitet og fællesskab. Jeg har elsket at se de farverige optrædener, høre de ofte forfærdelige sange og mærke den festlige atmosfære, der altid fylder rummet. Men som jeg voksede op og blev mere opmærksom på verden omkring mig, blev jeg også mere bevidst om Eurovisions politiske dimension.

Politik til Eurovision

For selvom arrangørerne ikke tillader direkte politiske budskaber, så kan meget forklædes i tyl, glitter, kostumer og mere eller mindre subtile tekster. Det er der mange eksempler på. Det seneste er fra sidste års Eurovision, hvor Kroatiens deltager Let 3 stillede op med en sang, der kritiserede Putin og Belarus’ præsident Lukasjenko.

Et storladent sceneshow med gamle mænd i underbukser, der rider rundt på granater, diskolys og vild musik. Året før havde Ukraine vundet. Og selvom Ukraines sang da var ok, så var det klart en politisk stemme fra seerne. Rusland var fraværende, da de på grund af invasionen af Ukraine ikke måtte deltage.

Til tider har jeg da også selv stemt politisk – til Eurovision. I 2016 stemte jeg på Ukraines sang som en protest mod Rusland. Jeg har også det princip, at jeg aldrig stemmer på Israel, da min boykot af israelske varer også gælder musikbegivenheder. Da hollandske Duncan Laurence vandt Eurovision i 2019, missede jeg det, da konkurrencen blev afholdt i Israel, som havde vundet konkurrencen året før.

En tung beslutning

I år har jeg taget den tunge beslutning og besluttet mig for at sige nej tak til Eurovision. Ikke fordi jeg ikke elsker musik eller fællesskab, men fordi jeg ikke kan støtte en begivenhed, der er med til at legitimere krænkelser af menneskerettighederne.

European Broadcasting Union (EBU), som arrangerer Eurovision, udtaler, at det ikke vil være relevant at forbyde Israel at deltage i dette års Eurovision Song Contest i Malmö. EBU påpeger, at det er en konkurrence for tv-selskaber – ikke regeringer – og det israelske tv-selskab har deltaget i 50 år.

Denne beslutning undrer mig – al den stund Rusland tidligere er blevet udelukket på politiske grunde.

Jeg tror på, at vores handlinger har betydning, og at vi som enkeltpersoner har magten til at gøre en forskel. Ved at vælge ikke at se med i år sender jeg en besked om, at jeg ikke kan acceptere uretfærdighed og undertrykkelse, uanset hvor festlig en begivenhed måtte være.

Nogle vil måske mene, at jeg overdramatiserer situationen, eller at jeg bare bør slappe af og nyde musikken. Men for mig er det ikke bare musik. Det handler om principper og værdighed. Jeg kan ikke med god samvittighed støtte en begivenhed, der tillader deltagelse fra et land, som er anklaget for alvorlige menneskerettighedskrænkelser – og måske endda folkemord.

Jeg håber, at andre vil tage den samme beslutning og sige nej til Eurovision, indtil der sker reelle forbedringer i Palæstina.

Så mens jeg savner den festlige atmosfære og den spænding, der følger med Eurovision, vil jeg bruge denne aften på at reflektere over vores verden og tænke på, hvordan vi kan arbejde sammen for at skabe en bedre fremtid for alle.

Jeg håber, at Eurovision en dag kan vende tilbage til at være en fejring af mangfoldighed og glæde uden at kompromittere vores værdier og principper. Indtil da vil jeg fortsætte med at stå ved min beslutning og holde fast i mine overbevisninger.