Illustration: Mikael Hertoft.
9 min. læsetid

EU har store ambitioner for sin energipolitik. Tager man de realistiske briller på, virker udmeldingerne fra EU-kommissionen dog både verdensfjerne og modsætningsfyldte.


Af Mikael Hertoft

Den første hvide elefant blev præsenteret af EU-kommissionen onsdag 8. juli af den tamme socialdemokrat Frans Timmermanns, der er EU-kommissionens vicepræsident, ansvarlig for ’the green deal’, og Kadri Simson, som er energikommissær. De præsenterede EU’s mål, som er omlægning til brint , produceret udelukkende på vedvarende energi – vind og sol. Men indtil videre vil EU alligevel støtte en stigende produktion af brint fra fossile brændstoffer.

Brint fra naturgas og kul er imidlertid ikke grønt , men er tværtimod en meget stor klimasynder. 96 % af verdens producerede brint kommer fra fossile brændstoffer, oplyste kommissærerne.

Ifølge Det Internationale Energiagentur, IEA, bruger man globalt 6 % af al naturgas og 2 % af olien på at fremstille brint, hvilket udleder 830 millioner tons CO2 årligt. Et enormt klimaaftryk. Brint bruges i meget høj grad til at sætte til tung olie, for at gøre det lettere og bedre egnet til benzin og diesel. Men EU vil altså indtil videre afbrænde brint fra fossile brændstoffer – som er en stor klimasynder. Undskyldningen er, at man ved at gøre det, udvikler den brint-infrastruktur, som skal bruges til den rene brint senere.

Elefant nummer ét: Teknisk bøvl

Teknisk set kan brint produceres ved at spalte vand med elektricitet – elektrolyse. Hvis man har strøm nok – fra vind, sol eller atomkraft – får man derefter et brændstof, som når det bliver brændt ikke producerer CO2 – men vand.

Det er faktisk en god idé at producere brint af overskudsstrøm fx fra vindmøller. Mennesker bruger mest strøm om dagen – når vi er vågne, laver mad og ser på computer fx – og mindre når vi sover. Vindmøllerne kører, når der er vind. Så at bruge strømmen om natten til at producere brint fra vand er fornuftigt nok. At gøre det til et centralt omdrejningspunkt i omlægning af energien er derimod ren utopi.

“at bruge strømmen om natten til at producere brint, fra vand, er fornuftigt nok. At gøre det til et centralt omdrejningspunkt i omlægning af energien er derimod ren utopi.”

+

Problemet er, at elektrolyse i industriel målestok kræver enorme mængder elektricitet, og at der vil være et stort energitab ved at bruge elektricitet til at producere brint. Derfor er teknologien ikke modnet, og EU-kommissionen mener, at den i hvert ikke vil modnes før 2030. Det er ellers noget, mennesker har drømt om længe. Den franske science fiction forfatter, Jules Verne foreslog det således allerede i 1874. Men EU-kommissionen håber at kunne løse problemet i nær fremtid.

I 2050 mener EU kommissionen, at 24 % af verdens energiforbrug kan komme fra brint, og at det vil have en værdi på 630 milliarder euro. Det mener kommissionen kan føre til en million jobs i EU i brint-værdikæden. Det er en hvid elefant; dyr og urealistisk. EU vil få svært ved at sætte elproduktionen fra atomkraft i vejret. I EU-landene er der 126 fungerende atomreaktorer, der producerer en væsentlig del af strømmen i EU. Men atomkraft er på retur, og værkerne er gamle.

Det er tvivlsomt, om samfundene vil kunne mobilisere vilje og økonomi til at udbygge atomkraften. Vindmøllestrøm vil kunne lave noget ren brint, men næppe nok til at lægge økonomien om til brint. Ovenikøbet er der brug for mere elektricitet uden CO2 til mange ting – elbiler, computere, datacentre, varmepumper, aircondition osv.

Der er et teknisk problem mere. Den brint, samfundet udvinder med strøm fra sine vindmøller eller atomkraftværker, skal komprimeres og ind i beholdere eller rør, og det skal gøres godt og hurtigt, for brint er et lille, hurtigt atom, der gerne forbinder sig med stort set hvad som helst på vejen.

Den danske energiaftale, som blev indgået 22. juni af de fleste af Folketingets partier, inklusive Enhedslisten, har ligesom EU som et centralt element at producere brint – bl.a. på de to nye energiøer, man vil bygge, og det vil man give en støtte på 750 millioner kroner til.  Det hylder sig i den mystiske kappe ”pt-x – power to x” – altså at man bruger elektricitet til at producere et eller andet brændstof.

Fra et praktisk og økonomisk synspunkt er produktion af grøn brint i industriel skala ‘fugle på taget’, der er oppe imod stærke naturlove.

Hydrogen – eller brint på dansk – er det mest hyppige grundstof i universet. At bruge det som brændstof har derfor været en drøm, siden før bilen blev opfundet. Men idéen er oppe imod stærke naturlove, skriver Mikael Hertoft.

Elefant nummer to: Lagring af CO2

CCS er et andet buzz-word i EU’s planer – Carbon – catch and storage – nogle gange udvidet til CCUS – Carbon – catch – use and storage.  

Det er en teknik, hvor man fanger CO2 ind og derefter pumper det ned i undergrunden, med det håb at det ikke kommer ud i atmosfæren. Den teknik kan også genbruges fx til at få pumpet mere olie og gas op af jorden.

Miquel Arias Canete, som er den tidligere EU-kommissær for energi og klima, indrømmede på en konference i efteråret 2019, at CCS demonstrations-projekterne ”ikke har været en succeshistorie indtil nu”. ”Vi har finansieret en masse projekter, som ikke fungerede. Vi kan ikke fortsætte med at finansiere projekter, som ikke fungerer. Men dekarbonisering vil kræve den teknologi. Vi behøver investering denne gang, ikke for at udvikle teknikken, men for at reducerer omkostningerne og øge produktionen”.

CO2 har været i overskud i olie og gasproduktionen i et godt stykke tid – og det er blevet brugt til at pumpe ned i olie og gasfelter, hvor CO2 så bruges til at presse mere olie og gas op til udnyttelse. Det er uklart, hvor meget af dette CO2, der vender tilbage til atmosfæren. 

Norge har det første store projekt med at lagre CO2. Man fjerner CO2 fra naturgas og pumper det ned i Sleipner aquifier – et stort reservoir under havet. Der har man pumpet CO2 ned siden 1996, og man mener, at det bliver nede. Det regnes for det store demonstrationsprojekt i Europa. Men når man har pumpet CO2 tilbage, har det ikke været for at redde klimaet. Det er fordi den rå naturgas, man pumper op af Sleipner, selv rummer usædvanligt meget CO2, og at store mængder CO2 skal fjernes fra gassen før den kan sælges.

CCS er dyrt, energikrævende og i øvrigt forurenende på andre måder. Det er også dyrt at etablere på eksisterende kraftværker og industrier med højt forbrug af olie, kul eller gas. Endnu en fugl på taget, med andre ord.

I klimaaftalen af 22. juni i Folketinget er det i øvrigt vedtaget at bruge næsten 4 milliarder i tilskud til sådanne aktiviteter frem til 2030. Man regner med, at det vil føre til en CO2 reduktionseffekt på 0,4 millioner ton i 2025 og 0,9 millioner ton i 2030. Støtteordningen har partierne aftalt skal løbe i 20 år. Fornuften i dette er måske til at overse.

Elefant nummer tre: Salg af tilladelser til at udlede CO2

EU har siden 2005 forsøgt at presse på for at nedsætte udslippet af CO2 ved at sætte en pris på det. Det fungerer inden for det såkaldte ‘Emissions Trading Scheme’, ETS EU. Grundideen er, at EU fastsætter et loft for, hvor meget CO2 der må udledes fra kraftværker, en del af industrien og luftfarten.

Der bliver så udstedt tilladelser til at udlede, og disse tilladelser kan enten blive solgt på auktioner eller givet væk til industrier, luftfart m.m. De firmaer, der så udleder mindre CO2, kan sælge deres tilladelser videre, og de firmaer der bruger for meget CO2 kan købe.

Hele projektet er et forsøg på at prissætte udledningen, og dermed give energibrugerne en gulerod for at brænde mindre fossile brændstoffer af. Overskuddet går ind i EU-budgettet.

I forbindelse med den økonomiske krise var der stort overskud af tilladelser – og prisen faldt derfor meget. Tilladelser bliver både foræret væk og solgt på auktioner, og der skal ikke megen fantasi til for at regne ud, hvad det kan give af problemer med lobbyisme og korruption.

I 2015 tilføjede EU så ”the Market Stability Reserve”, som giver fleksibilitet over loftet af tilladelser i tilfælde af ydre chok som økonomisk krise og også giver mulighed for at gøre udledningstilladelser tidsbegrænsede.

“Hele projektet er et forsøg på at prissætte udledningen, og dermed give energibrugerne en gulerod for at brænde mindre fossile brændstoffer af. Overskuddet går ind i EU-budgettet.”

+

I alt omfatter områder, der er dækket af ETS, ifølge IEA 25 % af EU’s drivhusgas-udledninger i 2018. Systemet har måske haft en vis effekt, men prisen for tilladelserne er kun en svag gulerod for at spare CO2 for virksomhederne, og systemet kan blive genstand for alle typer af politiske studehandler og økonomisk plat og svindel. Yderligere vil de penge, der kommer ind, også blive brugt til de to andre hvide elefanter – brintøkonomien og CCS, kulfangst og opbevaring.

Elefanter på taget

Der er en direkte modsætning mellem EU’s erklærede klimamål – og derved de smukke ord om klimaneutralitet – og så EU’s faktiske politik. EU skal skære ned på gasforbruget, men øger infrastrukturen for gas. Den fremtidige brintøkonomi skal opbygges med brint lavet af naturgas, men foreløbig er det bare fugle på taget, ambitioner uden hold i virkeligheden.

EU vil ikke gribe ind over for de store CO2 syndere, fordi de er grundlæggende for den økonomiske vækst, der er nødvendig for kapitalismen. Derfor er EU nødt til at præsentere ’løsninger’ på klimaproblemet, som ikke virker.

De tre hvide elefanter – er elefanter på taget af en porcelænsbutik. Der er brug for en helt anden kurs – men den må basere sig på folkeligt engagement, ikke EU’s lederskab.



Mikael Hertoft

Mikael Hertoft er cand.mag i russisk, og arbejder som underviser i dansk som andetsprog.

Læs mere af Mikael Hertoft