Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
11. august. 2019

Extinction Rebellion i 24 timers blokade af Holmens Bro i København

Endnu en stor civil ulydighedsaktion blev henover weekenden gennemført af Extinction Rebellion, da Holmens Bro blev blokeret af aktivister. Christine Vassaux Noe var selv med, og har talt med nogle af de andre klimaforkæmpere om aktionen.

Foto: Christine Vassaux Noe – CVN Photography
Solidaritet dækker Extinction Rebellions klimaaktivisme over hele verden. Klik på banneret for mere fra bevægelsen.

Tekst og billeder af Christine Vassaux Noe

24 timer. Så lang tid blokerede omkring 100 fredelige klimaaktivister fra Extinction Rebellion, Holmens Bro i København, lige foran Christiansborg lørdag til søndag. De havde slået lejr på en nærmest minifestival-lignende måde, med liggeunderlag, soveposer, mad og drikkevarer. Folk sad enten og snakkede, tog en lur eller deltog i dagens program, som var fyldt med taler, workshops og musik. Jeg tog på vegne af Solidaritet forbi aktionen for at snakke med nogle af aktivisterne, og for at høre deres tanker om civile ulydighedsaktioner, Extinction Rebellion og klimakrisen.

Mens der på den ene side af vejen blev holdt workshop, og midt på broen taler, fortalte Birgitte Diget på 25 lidt om aktionen, og hvordan Extinction Rebellion fungerer som bevægelse. Der er f.eks. ikke nogen offentlig og åben gruppe, som planlægger de enkelte aktioner, men derimod en lukket planlægningsgruppe, der foreslår en aktion, som aktivisterne kan vælge at bakke op om og føre ud i livet.

Birgitte Diget. Foto: Christine Vassaux Noe

Hun forklarer også, at der er en større tanke bag en aktion som denne: “Vi blokerer Holmens Bro for at få regeringen til at erklære miljø- og klimaundtagelsestilstand, og omtale hele klimakrisen som den katastrofe det faktisk er. Vi har i årtier haft klimabevægelser, der har presset på, men det problem, vi støder ind i nu er, er at vi som samfund ikke taler om den katastrofe vi i virkeligheden lever midt i. Og når vi ikke taler om det, så kan vi heller ikke gøre noget. Det handler om oplysning. Historien viser, at fredelig, civil ulydighed kan gøre en forskel og skabe en situation, hvor politiet, folk, regeringen bliver nødt til at stoppe op og sige hvad sker der her?”

Vi blokerer Holmens Bro for at få regeringen til at erklære miljø- og klimaundtagelsestilstand, og omtale hele klimakrisen som den katastrofe det faktisk er

Fra Grenå til København

Blandt aktivister fandt man en stor blanding af unge, grønne aktivister og ældre, garvede folk fra hele landet. Blandt andet var Cathrine på 17 år kommet hele vejen fra Grenå, selvom hun hverken har været aktiv tidligere eller kender nogen, der er med.

Cathrine på 17 år var taget alene fra Grenå for at deltage i aktionen. Foto: Christine Vassaux Noe.

For hende er sagen for vigtig til at hun føler, hun kan lade være med at gøre noget. “Man ikke undgå at blive frustreret, når der ikke bliver gjort noget. Ved sådan en aktion får man brudt med idéen og følelsen af ikke at gøre noget. Jeg tror det rykker noget, at skabe den her opmærksomhed” fortæller hun.

Også internationale aktivister var med i aktionen. Merijn Borsje fra Holland har været aktiv i Extinction Rebellion Danmark siden årsskiftet og står både for en masse praktiske ‘behind the scenes’-opgaver, men er samtidig også en international kontakt, der har forbindelser og koordinerer med andre grupper rundt om i verden. Ligesom både Birgitte og Cathrine tror han på, at en af de mest effektive måder at gøre en forskel og skabe opmærksomhed er igennem civil ulydighed.

Merijn Borsje: “Når man bryder loven og på den måde afbryder den normale orden i samfundet, så skaber det en hel anden og større omtale og opmærksomhed hos befolkningen og politikerne.” Foto: Christine Vassaux Noe.

“Når man bryder loven og på den måde afbryder den normale orden i samfundet, så skaber det en hel anden og større omtale og opmærksomhed hos befolkningen og politikerne. Det er de lange, ulovlige aktioner, der skaber den største opmærksomhed og dækning. Og det er det vi prøver at opnå,” forklarer han. Han mener, at det netop handler om at forstyrre folks hverdag nok, der rykker noget. “Vi bliver nødt til at satse på, at når folk forstår og oplever problemet, så begynder de også at handle på det. Og hvis de ikke gør, så ender vi med at uddø.” afslutter han både en smule opgivende, men med et smil på læben og positiv indstilling til, at hele aktionen kommer til at gå godt.

Flere aktioner i vente

Mandag 7. oktober er der arrangeret kæmpestore klimademonstrationer i hele verden. I nærheden af Danmark kan de findes i blandt andet Berlin, London, Paris og Amsterdam. Er man interesseret i at deltage i aktionerne, eller i at blive aktiv i almindelighed, kan man kontakte Extinction Rebellion Danmark på bevægelsens danske hjemmeside


Om skribenten

Christine Vassaux Noe

Christine Vassaux Noe

Fotoredaktør på Solidaritet. Studerer fotojournalistik på University of Gloucestershire i Cheltenham, England. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER