Få det fulde overblik: Korruptionsskandalen i EU trækker lange tråde
Qatar og Marokko har nydt godt af et netværk i Bruxelles, når de har forsvaret interesser og renommé. Men affæren stikker dybere end nogle få opportunister. Spillerummet skyldes et svagt etisk regelsæt i EU. Nu er der varslet store ændringer – men det skal tages med et gran salt
”Qatar har gennemført reformer, som inspirerer den arabiske verden … og er en frontløber, når det kommer til arbejderrettigheder.”
Sådan sagde den daværende næstformand for Europa-Parlamentet, den græske socialdemokrat Eva Kaili under en ophedet debat i plenum den 21. november 2022.
”Andre her i salen mobber dem, og anklager alle, som taler og forholder sig til dem, for korruption.”
Udtalelserne faldt, da venstrefløjsgruppen havde taget initiativ til en resolution fra parlamentet i anledning af afholdelsen af VM i fodbold i Qatar. De ville minde om de henved 6.500 migrantarbejdere, som døde under opførelsen af de nye store stadions i det lille arabiske land.
Det var ikke alle, som havde det sådan. Den socialdemokratiske gruppe, kaldet S&D, var blandt skeptikerne. Kun en fjerdedel af gruppen stemte for den endelige resolution, herunder Niels Fuglsang som eneste danske socialdemokrat af tre.
Anholdt for bestikkelse
Der var mange motiver i luften, såsom gasleverancer, der spiller en stor rolle for nogle politikere i deres syn på adskillige regimer, herunder Qatar.
Men Eva Kailis passionerede forsvar for Qatar var alligevel besynderlig. Forklaringen kom efter alt at dømme nogle uger efter.
Den 9. december ransagede belgisk politi 16 adresser i Bruxelles og anholdt fem personer, herunder Eva Kaili, anklaget for at have modtaget store pengebeløb fra Qatar og Marokko mod at bruge deres indflydelse til at påvirke politiske beslutninger af interesse for de to lande.
Som et meget fysisk bevis på sagens alvor, forsynede politiet pressen med billeder af adskillige kufferter proppet med kontanter – høsten fra besøget på to adresser. Omtrent 6,7 mio. kroner blev fundet hos Kailis far samt hos Kaili og hendes kæreste. Oven i blev ca. 4,5 mio. kroner hentet hos et tidligere italiensk parlamentsmedlem, Antonio Panzeri.
I de første dage holdt mange kommentatorer sig til, at der er tale om ganske få personer, nogle brodne kar, som nu var ved at blive indhentet af deres misgerninger.
Men efter kort tid vendte stemningen, og mindre end en uge efter anholdelserne, havde Europa-Parlamentet vedtaget en resolution, som indvarslede en buket af reformer af den måde, Europa-Parlamentet fungerer på, og den måde lobbyister og fremmede magter kan agere på.
Marokko-kabalen
Meget er endnu ikke kommet frem, og måske vil der blive føjet flere navne til de anklagede, men den historie, der tegner sig i skrivende stund, er rigeligt til at retfærdiggøre det eftersyn af kulturen i Europa-Parlamentet, som er ved at blive planlagt.
Den italienske socialdemokrat Antonio Panzeri indtog i 2011 flere roller på menneskerettighedsområdet i Europa-Parlamentet. En historie, som bl.a. er oprullet i den belgiske avis De Standaard.
Blandt de varme kartofler, også på den tid, er forholdet til Marokko. Marokkanerne var opsat på en handelsaftale med EU. Og på at få det blå stempel fra stormagten til den besættelse af Vestsahara, som har stået på siden kort efter, at Spanien i 1975 opgav sit koloniherredømme over landet lige syd for Marokko.
EU er omvendt interesseret i hjælp fra Marokko til at holde migration til Europa tilbage, og i fiskerettigheder ud for Vestsaharas kyst.
Det marokkanske styre har en kamp at kæmpe i Bruxelles. En aftale med Marokko om at tildele kuttere fra EU ret til at fiske ud for Vestsaharas kyst er i strid med FN-retten. Det kræver tilsagn fra befolkningen i et besat land, hvis dets ressourcer skal udnyttes af andre.
Det tilsagn er aldrig kommet, derfor har EU-domstolen underkendt fiskeriaftalen mellem EU og Marokko flere gange. Men selvom EU-domstolen er den ultimative fortolker af EU-retten, er der ikke noget, som tyder på, at aftalen med Marokko er taget af bordet.
EU-kommissionen er f.eks. usvækket i sin støtte til det tætte samarbejde med Marokko. Og i synet på den marokkanske besættelse af Vestsahara, går bevægelsen blandt medlemslande ikke i retning af stærkere kritik af besættelsen.
Især har Spanien nu anerkendt det marokkanske herredømme. Og da fiskeri ved den afrikanske vestkyst er en del af kabalen internt i EU, når der forhandles om fiskerettigheder under den fælles fiskeripolitik, ser end ikke regeringer i Nordeuropa nogen interesse i at fare hård frem over for plyndringen af et besat folks naturressourcer.
Det gør Europa-Parlamentet til en kampplads. På den scene har Marokko ikke den samme kontrol over situationen. Det er i det lys, landets interesse for Europa-Parlamentet skal ses, og en person som Panzeri må være blevet set som en gave.
I 2011-2019 indtog Panzeri en af formandsposterne for EU og Marokkos fælles parlamentarisk komité, og han blev i de følgende år en vigtig kontakt for Marokko. En kontakt som ikke mindst blev varetaget af den marokkanske diplomat Athmoun, som også havde plads i komitéen.
Kontanter for resolutioner
Blandt metoderne var angiveligt, at Panzeri og hans kreds modtog ca. 375.000 kroner (50.000 euros) for hver kritisk udtalelse fra Europa-Parlamentet, som det lykkedes at stoppe.
I så fald har 2018 været et indbringende år for Panzeri.
Ifølge et interview med Athmoun i en marokkansk avis, lykkedes det at bruge den fælles parlamentariske komité til at spænde ben for hele 147 ændringsforslag til resolutioner fra Europa-Parlamentet, som ville være gået imod Marokkos interesser.
Derudover var Panzeri ansvarlig for, at en parlamentarisk delegation til Marokko og Vestsahara kun kom til at tale med personer, som var ufarlige for Marokko. Især har den finske EU-parlamentariker Heidi Hautala klaget over, at hun på en tur, som bl.a. skulle undersøge om befolkningen i Vestsahara på nogen måde støttede tildeling af fiskerettigheder, aldrig fik mulighed for at tale med nogen, som med rimelighed kunne hævde at repræsentere en lokal røst i dét spørgsmål.
Det er bemærkelsesværdigt, at dette og andre tegn på, at Panzeri var en problematisk person at have siddende centralt i menneskerettighedsarbejdet blev ignoreret.
I 2014-15 offentliggjorde en hacker et stort antal hemmelige dokumenter fra Marokko, hvori Panzeri beskrives som en person, der er i stand til at ”bekæmpe vore fjenders voksende aktivisme i Europa.”
Det var på den tid, at Panzeris indflydelse snarere voksede, da han i 2014 indtog rollen som formand for parlamentets menneskerettighedsudvalg.
I sin tid i Europa-Parlamentet, var især én person Panzeris nære allierede, nemlig hans assistent Francesco Giorgi. Han gjorde f.eks. sit yderste til at forhindre en nominering af en marokkansk journalist til en pris for menneskerettigheder.
Og siden skulle han danne bro til en ny epoke i foretagendets historie. Ifølge Bruxelles-mediet Politico rejste de to til Qatar i 2018, hvor de indgik en hemmelig aftale med Qatars statslige menneskerettighedskomité.
Men i sidste ende var det ikke politikeren, men assistenten, som kom til at få nøglerollen. Ved valget til Europa-Parlamentet i 2019 lykkedes det nemlig ikke Panzeri at opnå genvalg, og foretagendet ændrede derfor profil.
Panzeri dannede en NGO, Fight Impunity, hvis kontorer også blev ransaget i december 2022. De beskrives af avisen De Standaard som intet andet end en dækorganisation, der skulle formidle bestikkelse på vegne af Marokko og Qatar.
Giorgi blev den person, som sikrede det fortsatte engagement inden for murene i Europa-Parlamentet gennem sin kæreste, det græske Europa-Parlamentsmedlem fra det socialdemokratiske parti PASOK, Eva Kaili.
Gas, VM og døde migrantarbejdere
Eva Kaili blev et stort aktiv i gruppen, ikke mindst da hun blev udpeget af den socialdemokratiske gruppe til næstformand i parlamentet i begyndelsen af 2022.
2022 var et vigtigt år for relationerne mellem EU og Qatar af to grunde. For det første var det et år, hvor EU var på jagt efter alternativer til de gasleverancer fra Rusland, de ønskede erstattet af andre kilder – og hér var Qatar leveringsdygtig. Og for det andet var der VM i fodbold i november 2022 – et prestigeprojekt for den lille diktaturstat, som truede med at ende i et katastrofalt tab af anseelse på grund af de mange tusinde døde migrantarbejdere.
Adskillige begivenheder i løbet af 2022 skulle få andre medlemmer af parlamentet til at fornemme, at nogen ønskede at lægge en dæmper på tonen over for Qatar.
Da parlamentets menneskerettighedsudvalg tog fat på en høring om menneskerettighederne i Golfstaterne i maj, var det med et bemærkelsesværdigt ensidigt fokus fra EU-politikernes side på Qatar’s regionale modstandere, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi Arabien. Generelt var Qatar lavt prioriteret.
Så da korruptionsskandalen kom for en dag i slutningen af 2022, så det meget skidt ud for menneskerettighedsudvalgets formand, den belgiske socialdemokrat Maria Arena, at hun ikke på behørig vis havde opgivet en betalt rejse til Qatar til parlamentets administration.
Hun kom – ligesom en partifælle Marc Tarabella – hurtigt ud på et karrieremæssigt sidespor, og de to indgår nu i den videre efterforskning.
De mest synlige indikationer på manipulation af beslutningsprocedurerne i parlamentet bærer dog Eva Kailis navn.
Udover at kæmpe som en løve ved debatter om Qatar, stod hun for en anden manøvre, som fik andre parlamentarikere til at sukke opgivende.
I efteråret 2022 havde Europa-Parlamentet planlagt en delegationsrejse til Qatar, som af endnu ikke klargjorte årsager blev aflyst. I stedet dukkede Eva Kaili pludselig op i landet i begyndelsen af november. På en rejse betalt af Qatar mødtes hun på to-mandshånd med repræsentanter for regeringen. En overraskelsesvisit, som set ude fra måtte forstås som en erstatning for en egentlig delegationsrejse. Et mageligt alternativ for styret, som i stedet for inkvisitoriske spørgsmål om migrantarbejdere, menneskerettigheder og sociale rettigheder, fik en europæisk politiker, som kun havde rygklap og sød tale med på rejsen.
Ikke bare nogle få brodne kar
Endnu mangler mange detaljer. Men dem, vi har, tegner et billede af en gruppe, som gennem en årrække har formået at manipulere med beslutningerne i parlamentet – tilsyneladende vellykkede forsøg på at mildne den officielle tone over for to undertrykkende regimer.
Når Europa-Parlamentet udtaler sig højtideligt om menneskerettighedssituationen i andre lande, kan det få betydning for, hvordan EU agerer, så selvom Europa-Parlamentet sjældent har magt, som det har agt, er en investering i at påvirke beslutningerne pengene værd. Det er selvsagt et problem for parlamentets troværdighed.
I forvejen er arbejdet med menneskerettigheder tæt sammenflettet med et væld af andre politiske hensyn – som med Qatars gas og fiskerettighederne i Vestsaharas farvande.
Tilsættes der en smag af korruption, er parlamentets troværdighed på menneskerettighedsspørgsmål helt væk.
Derfor måtte Europa-Parlamentet også reagere prompte og stærkt på anholdelserne og afsløringerne. Spørgsmålet i december var, om den dominerende reaktion ville være forsøg på at begrænse problemet til nogle få brodne kar, eller om parlamentet ville gribe dybere og i egen barm og erkende dybere institutionelle brister, som medvirkende årsager.
Det var i første omgang det sidste, der skete. Med bl.a. franske Manon Aubry fra venstrefløjsgruppen i spidsen, vedtog parlamentet allerede mindre end en uge efter anholdelserne, en resolution, som bebudede opstramninger af reglerne, mere åbenhed omkring påvirkningsindustrien (som er en vigtig del af det politiske liv i parlamentet), strammere krav om åbenhed fra parlamentarikerne selv og meget mere.
Mange lovlige skandaler
En af årsagerne til den reaktion er, at korruptionsskandalen fra mange perspektiver netop kun er toppen af isbjerget.
I de senere år har der været et utal af eksempler på, at repræsentanter for undertrykkende regimer har haft held med at operere i det politiske landskab i Bruxelles, fordi regelsættene har givet dem god plads.
PR-firmaer har gennemført masser af kampagner for at afværge kritik for brud på menneskerettighederne i lande som Rwanda, Kenya, Bahrain og Nigeria. Den israelske lobby i Bruxelles har effektivt hindret sanktioner som svar på f.eks. bombninger af Gaza.
I andre tilfælde, som med Aserbajdsjan, har gaver og luksusrejser til politikere spillet en stor rolle i påvirkningsarbejdet.
Somme tider har undertrykkende regimer fået hjælp fra konsulentvirksomheder til at oprette falske NGO’er eller tænketanke, hvis rolle det er at forsvare et regimes renommé blandt politikerne – som i et tilfælde med Kazakhstan.
Og så er det set, at medlemmer af parlamentet – efter endt politisk karriere – har fået job som lobbyister for selvsamme regimer. Fra den position har de kunnet bruge deres erfaringer og netværk til at hjælpe forskellige regimer med at manøvrere i den politiske labyrint.
Den slags erfaringer, som parlamentet har høstet løbende, gør det svært at reducere skandalen til en håndfuld enkeltpersoner.
Eva Kaili og Panzeri har kunnet udvikle deres aktiviteter uden for offentlighedens søgelys, fordi reglerne om gaver og gratis rejser til parlamentarikere er eftergivende. Åbenheden omkring lobbyisters virke – det være sig private virksomheder eller repræsentanter for andre lande – er utilstrækkelig. Og reglerne om åbenhed, omkring hvem politikerne mødes med, lades meget tilbage at ønske.
Resultatet er et parlament, som er et let mål. Også lettere end f.eks. USA, hvor et regelsæt om fremmede magters lobbyisme stiller strenge krav til registrering og åbenhed.
Hvorfor – spurgte mange journalister sig selv i december – kommer dette først frem efter en aktion fra belgisk politi? Hvordan har denne gruppe kunnet agere i mange år, uden at andre har stillet spørgsmål om deres adfærd – det være sig andre politikere eller organisationer i Bruxelles?
Tid til forandring
Foreløbig ser det altså ud til, at parlamentets svar er reformer – på kort sigt.
Både en resolution fra december og en skitse fra formanden for parlamentet, den konservative Roberta Metsola, forudser blandt andet, at det skal være obligatorisk for alle politikere at meddele, hvem de mødes med, og hvad møderne handler om. Der skal være regler, som hindrer tidligere politikere i at gå lukt over i påvirkningsindustrien og mere grundige check af de oplysninger, lobbyister opgiver til registeret for lobbyister om f.eks., hvem og hvad de arbejder for. Samtidig skal forpligtelserne om åbenhed omkring politikernes økonomiske dispositioner og indtægter strammes.
Der er dog også grænser for, hvor langt formanden har lyst til at gå. Det generelle billede er, at mens formanden vil satse på større åbenhed, så ligger hendes kærlighed til håndhævelse af etiske spilleregler på et lille sted.
Forslagene rummer ikke noget om mange politikeres sidejobs i bestyrelser, ej heller om deres aktiebeholdninger eller andre direkte interesser.
Hvad det eksisterende lobbyregister angår, skal det ifølge formanden suppleres med en overvågning af, om de oplysninger, der indleveres, er korrekte. Og det er ikke ligegyldigt.
Men der vil ikke foreløbig blive gjort noget for at stramme kravene om, hvad lobbyister skal oplyse, ligesom registeret fortsat ikke vil være juridisk bindende.
Gryende kulturændring eller panisk PR-stunt
Bliver de varslede reformer en realitet, vil en hel del være ved det gamle. Mange parlamentarikere har f.eks. bijobs ved siden af deres politiske virke, andre igen har aktier i virksomheder, de forholder sig til politisk. Som Karen Melchior (tidl. Radikale Venstre, nu løsgænger), der i den forgangne periode har været meget aktiv omkring lovgivning om internetplatforme, og som samtidig har aktier i både Apple, Google og Amazon.
Disse svagheder til trods er det kontante skridt i retning af en ny kultur i Europa-Parlamentet, hvis de vedtages.
Der har alle dage været modstand mod at skulle opgive, hvem man mødes med, og det har betydet, at det er vanskeligt eller umuligt for udenforstående at se, hvilke lobbygrupper og hvilke lobbyister der er på spil på et givet tidspunkt og et givet område.
Der har heller ikke tidligere været meget appetit på at indføre regler for, hvornår en afgået politiker kan begynde at arbejde som professionel lobbyist – en brist adskillige danskere har nydt godt af, f.eks. Christian Rovsing (Konservative), Karin Riis Jørgensen (Venstre), samt Emilie Turunen (SF), der alle sluttede sig til lobbybranchen umiddelbart efter afgangen fra parlamentet.
Det største spørgsmål er dog, hvad det ender med i sidste ende. Europa-Parlamentet har en stolt tradition for at udvande eller glemme reformer af lobby-området.
Det seneste eksempel er ganske nyt. I de seneste par år har parlamentet forhandlet om oprettelsen af et uafhængigt etisk organ, som skal sikre, at vurderingen af etiske sager flyttes over i et regi, som ikke kan påvirkes af tilfældige politiske vinde eller af politikerne selv.
Det projekt er på nippet til at blive vedtaget, men dels bliver det nye organ ikke specielt uafhængigt, dels vil det mangle tænder. Et nyt ’rådgivende organ’ ville være en mere præcis betegnelse.
Derfor er der heller ikke nogen, som seriøst ser det nu hensygnende initiativ som en løsning på de problemer, korruptionsskandalen har blotlagt.
Endelig må der forventes modstand fra kredse i Europa-Parlamentet. En af dem er formandens eget parti, den konservative gruppe, som traditionelt er arge modstandere af øget åbenhed og regulering af lobbyisme.
Den konservative politiker Rainer Wieland er for sin del i færd med at give et spin på korruptionsskandalen, som tilsyneladende skal sikre, at hvad der end vedtages, kommer det først og fremmest til at gå ud over NGO’erne. Ifølge Bruxelles-mediet Politico EU, er hans ærinde at overbevise omverdenen om, at ved roden af korruptionsskandalen finder vi NGO’erne.
Han er én af flere, som i øjeblikket er i færd med at få drejet fokus, og få begrænset ambitionerne. Sker dét, er det, vi oplever med de mange nye planer og forslag, måske mere en panikreaktion for at redde institutionens renommé, end det er et forsøg på at reformere en institution med en problematisk kultur, som rækker langt ud over nogle få brodne kar.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER