Faglig organisering – 100 procent og et Wake Up Call

Faglig organisering - 100 procent og et Wake Up Call

Af John Graversgaard, medlem af Kritisk Revys redaktion.

Styrkeforholdet på en arbejdsplads eller i en virksomhedsbranche er afgørende for meget. Selvfølgelig ser dette forhold forskelligt ud afhængig af om, man ser det fra et arbejder- eller kapital-perspektiv. Lad os se lidt på den faglige organisationsprocent, og hvad den betyder for de ansattes løn- og arbejdsforhold. Kampen for at opnå anerkendelse har præget meget af fagbevægelsens historie. Men det er ikke nok med formel anerkendelse, den skal også helst give resultater, som kan mærkes. Dansk fagbevægelse har opnået gode resultater, som arbejdere i mange andre lande ser misundeligt på. Men der er også en tilbagegang i flere brancher, som en nylig undersøgelse viser. Hvad er hemmeligheden bag en høj organisering? ​​ Fællestillidsmanden på Danish Crown-slagteriet i Horsens fortæller lidt om, hvad der betyder noget.

Danish Crown - 100 procent

Fællestillidsmand Morten Grau på Slagteriet i Horsens fortæller lidt om baggrunden for, at fagforeningen NNF på virksomheden har en organisationsprocent, som er helt i toppen. Han siger, at det gælder om at være synlig, og af stor betydning er det, at arbejderne har en fællestillidsrepræsentant, som er frikøbt, så han eller hun kan lave tillidsmandsarbejde på fuld tid.

Man ordner problemer og konflikter lokalt i stedet for at involvere organisationernes jurister. ​​ De gule spiller ingen rolle, og det giver også arbejdsgiveren en fordel, da de kun har en part at forhandle med, fortsætter han.

Tillidsfolkene tager imod nyansatte, viser dem rundt, fortæller at man har en overenskomst med arbejdsgiveren, som er organiseret i Dansk Industri - en af de store arbejdsgiverorganisationer. Fortæller om lønforhold og sociale ordninger. Hvis der opstår problemer, så går NNF ind og forhandler på de nyansattes vegne. Sager kan føres i arbejdsretten og ved faglig voldgift, medens ansatte uden for NNF må gå den civilretlige vej.

Der er ca. 30 procent udlændinge, hvoraf de 95 procent er fra Polen. HR- afdelingen har en polsktalende ansat. Der er ingen organiseret dansk undervisning fra virksomhedens side. Så udlændinge er henvist til de kommunale sprogtilbud. Tillidsfolk og arbejdsmiljørepræsentanter samarbejder i det daglige og er blevet understøttet af en ny overenskomst, hvor arbejdsmiljørepræsentanterne har fået mere indflydelse. De skal i henhold til loven have ret til at ”bruge den fornødne tid”, hvad der er en svag formulering i arbejdsmiljøloven. Men styrkelsen af samarbejdet har også øget deres indflydelse.

Corona og faglig organisering

Alt tyder på, at faglig organisering betyder, at fagforeningerne kan yde et værdifuldt bidrag både til information, forebyggelse, smitteopsporing og hjælp til corona-ramte. Et bidrag som arbejdsgivere burde forstå, da det er lige til højrebenet. ​​ Det store Corona-udbrud på Danish Crown-slagteriet i Ringsted var en øjenåbner. ​​ I dag tester man i Horsens 50 procent af de ansatte hver uge. Man har en lokalaftale, hvor man kan gå hjem på mistanke om COVID-19; man oppebærer 90 procent af den seneste løn, hvis mistanken afkræftes. Det har haft positiv betydning og reduceret det problem, at folk går syge på arbejde for ikke at miste indtjening. I modsætning til en politik hvor det kun gælder om at forbedre sygefraværs-statistikken. I produktionen, hvor det er svært at holde afstand, bruges mundbind og visir. Der er ventilation i form af kuldekøling, hvor luften daler ned i stedet for at blive hvirvlet rundt. At der er højt til loftet. har også en positiv betydning. Angående boligforhold - som er et kendt problem i forhold til smittespredning, da især udlændinge bor flere sammen og bor tæt - så prøver man at tale til folks gode samvittighed.

Organisationsprocenten falder generelt

Men der er absolut ingen grund til passivitet og lænen sig tilbage og tro, at det går jo nok, da Danmark ligger højt i forhold til andre europæiske lande. Nej, der er stærke kræfter som underminerer fagbevægelsens styrke, det være sig både strukturelt og politisk. Fagbevægelsens ledere ved det godt, men der er ikke nogen simpel snuptagsløsning. Grundlæggende kræver det mobilisering af alle medlemmerne til at blive aktive i organiseringsarbejdet. At medlemskab forpligter! Mobilisering er ikke, hvad der kendetegner bevægelsen, som mere er at sammenligne med en sovende kæmpe, der en gang imellem opfordrer medlemmerne til at være aktive i forhold til overenskomsterne. Men med treårige overenskomster er der jo ganske langt imellem.

En ny analyse lavet af FAOS (Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet) har set på den seneste udvikling, og en af forskerne kalder resultaterne - et ”wakeup-call for både fagbevægelse og politikere”.

Ifølge analysen er den faglige organisering nu nede på 53 %, hvor den i 2000 lå på 69 %. Det drejer sig om, at medlemmerne er organiseret i de fagforeninger, som har overenskomsten. De gule fagforretninger som KRIFA og Det faglige Hus har vundet kraftigt frem gennem deres tilbud om billige kontingenter - og på baggrund af manglende bevidsthed om betydningen af den særlige danske arbejdsmarkedsmodel. Også kaldet den danske model, som bygger på treparts samarbejde, kollektive overenskomster og en høj organiseringsgrad. ​​ Ifølge PioPio netavisen - som kalder de gule for arbejdsmarkedets gøgeunge - sker det ikke mindst på baggrund af kontingentet, der er 468 kr. om måneden for et fuldtidsmedlemsskab af 3F, medens det hos Det faglige Hus koster 69 kr. De gule bidrager ikke til opretholdelsen af den danske model, men er snyltere, som bruger falsk markedsføring ved at kalde sig fagforeninger.

Tid til selvransagelse

Det bliver spændende at se, om fagbevægelsen kan vende skuden for denne negative udvikling. 3F, som organiserer nogle af de mest udsatte på arbejdsmarkedet i brancher med nedslidning og usundt arbejdsmiljø, melder sig kampklar og har brugt mange kræfter på at udvikle metoder til organisering. Men vil det virke i praksis? Henning Overgaard, som er forbundssekretær i 3F, siger til Fagbladet:

”Det interessante er, at i 3F får vi 20.000 -25.000 nye medlemmer hvert år. Det vidner om, at vi faktisk er attraktive som fagforening. Men samtidig sker der mange forandringer på arbejdsmarkedet, som betyder rigtig meget for organiseringen. Han nævner, at det såkaldte prekariat er voksende. Det er folk uden faste job - eller som har flere job, midlertidige job, freelancejob og så videre. Det arbejdsmarked har vi svært ved at organisere. Samtidig har vi svært ved at fange de unge, som egentlig søger fællesskab, men bare ikke fællesskabet hos os. Det er derfor, vi skal se os selv efter i sømmene, om vi kan gøre det bedre. Det kunne være at se på kontingentsystemet eller om der skal bruges flere ressourcer på at organisere nye medlemmer. Der er også kommet mere udenlandsk arbejdskraft, som er sværere at organisere på grund af naturlige sproglige eller kulturelle barrierer. Værdien af en fagforening er kæmpestor. Tænk bare på de mange trepartsaftaler, vi har været med i under corona-krisen, som har sikret tusindvis af arbejdspladser og skabt tryghed. Vi skal huske at fortælle og tydeliggøre værdierne”.

Diagnosen er klar, men hvad er behandlingen? Det lyder ikke, som om man er nået frem til en strategisk handlingsplan endnu. Der er brug for, at der udveksles erfaringer mellem fagforeningerne om, hvordan man bremser denne udvikling, og hvilke metoder som virker. ​​ HK Privat fortæller, at det ”har knækket kurven” gennem en målrettet medlemsorienteret indsats. Fagforeningen PROSA har i mange år haft et differentieret kontingent - så arbejdsløse, efterlønnere og studerende betaler mindre.

Men en ting er det materielle. Det afgørende er den politiske indsats for at sikre opbakning til, at lønmodtagerne i et kapitalistisk samfund ikke køres helt ud i grøften. Magthaverne har altid brugt del-og-hersk-metoder til at splitte arbejderbevægelsen og med det indre marked i EU og social dumping med brug af underbetalt, uorganiseret arbejdskraft, er opgaven bare blevet større. Der er ingen tvivl om, at der skal mere direkte og opsøgende arbejde til at for at vende udviklingen. En udvikling hvor der er brug for alle aktive kræfter. Funktionærerne i fagbevægelsen magter det ikke alene. Der er brug for ”organizers” ude på arbejdspladserne.