Farvel, Poul P.

Mandag 26. juni døde min mangeårige ven Poul Petersen. Han havde kælenavnet Poul P. og med ham har jeg har delt så mange betydningsfulde, sjove og alvorlige ting i mit liv med. 

Poul døde af en aggressiv spiserørskræft efter et kort sygdomsforløb på det plejehjem, han havde boet på de sidste par år. Han havde afslået livsforlængende behandling, men var til det sidste klar og så de smalle film, han elskede, læste mange bøger og pløjede både Information og Weekendavisen igennem. 

Poul var ikke alene min ven. Han var også i en årrække en kendt skikkelse på den danske – eller i hvert fald den københavnske – venstrefløj. 

Poul dukkede op i hovedstaden i 1970’ernes begyndelse. Jeg var som medlem af redaktionen på tidsskriftet politisk revy med til at ansætte ham som bestyrer af et meget avancerede abonnementskartotek. Det var længe før, der var noget, der hed computere, IT eller AI, så systemet var mekanisk og krævede ikke strøm til drift: I en aflang kasse var hver enkelt abonnent skrevet op på et kartotekskort, hvor der i overkanten var klippet et antal huller, der svarede til antallet af betalingsterminer. På forfaldsdatoen stak Poul P. en lang messingpind igennem alle kortene og løftede op. Kortene for de abonnenter, der ikke havde betalt, hang nu fast i messingpinden. Poul havde nemlig, når betalingen var indgået, med en særlig tang så at sige forlænget det i forvejen klippede runde hul op til kartotekskortets overkant, så messingpinden ikke fat i kortet. Voila, keine Hexerei, nur Behändigkeit!

Poul blev hurtigt fulgt af sin kæreste, en meget gravid Dorte. Da de ingen steder havde at bo, flyttede de helt naturligt ind i det kollektiv, hvor jeg selv og en anden politisk revy-redaktør, Morten Thing, allerede boede. Og det er nok her, det livslange venskab med begge grundlagdes, for at bo i kollektiv er nok det tætteste, man kommer på hinanden uden at være gift.

Poul var kommet til os fra Odense. Her hørte han bl.a. til i kredsen omkring Huset på Hunderupvej, der fungerede som en slags radikalt tilholdssted på Fyn, hvor bl.a. Amdi Petersen og Christen Amby havde deres gang. Han var allerede da politisk aktiv og havde kontakt med en gruppe revolutionære arbejdere på Mærsks daværende Lindø-værft nord for Odense. Han havde nærmet sig en afart af trotskismen, der kom til udtryk i den britiske organisation, International Socialists (senere: Socialist Workers Party).

Poul P. tog den politiske aktivisme med sig ind i politisk revy, hvor han snart blev en fin redaktionel arbejdskraft. Han hjalp med til, at aktiviteterne på arbejdspladserne ikke blev glemt. Men ikke mindst tog Poul del i en genrejsning af marxismen og socialismen – ikke mindst som genopdagelse af politiske afvigere. Det skete i modstrid med de Sovjet- og Kina-orienterede kommunistpartier i kølvandet på den omfattende studenter- og arbejderuro i Vesteuropa i 1968. Poul oversatte og redigerede mange artikler, småskrifter og bøger, der behandlede forholdet mellem partier, klasse og de revolutionære smågrupper.

Op igennem 70’erne og 80’erne arbejde Poul P. på Tuborgs bryggerier som bryggeriarbejder og han var her meget fagligt aktiv. Sammen med andre ligesindede indgik han i en gruppe af mere eller mindre revolutionære bryggeriarbejdere. En gruppe, der kom til at betyde meget for ham politisk, men også i højeste grad som livslange venner. 

Poul P. sluttede sig senere til partiet Venstresocialisterne. Da VS kom i krise i slut-80’erne, var han en af de drivende kræfter i dannelsen af Enhedslisten. Han anså sammenslutningen med de andre politiske grupperinger, der indgik, for en politisk nødvendighed. Det skete på trods af hans stærkt kritiske holdning til den politiske kultur, politik og holdninger, der var forbundet med de kommunistiske partier og Sovjetunionen og Kina, og som havde været en ledesnor i det meste af hans politiske liv.

Da Bryggeriarbejdernes fagforening blev sammensluttet med kokkenes og tjenernes fagforeninger til RBF, Restaurations- og Bryggeriarbejderforbundet, blev Poul ansat som sagsbehandler. I RBF var Poul med til sammen med en lille sammentømret gruppe af sagsbehandlere og IT-folk, der var oprettet i huj og hast, at redde et IT-system til administration af arbejdsløshedskassen. Det havde været ved at tage livet af et forbund, hvis titusinder af medlemmer gik ud og ind af arbejdspladser, og som derfor var helt afhængig af rettidig udbetaling af støtten.

Poul fortsatte senere med over i 3F, da RBF blev optaget i det forbund. Her blev han, til han gik på pension. Men for et kreativt og rastløst menneske som Poul P. blev pensionisttilværelsen hurtig for snæver: Man kan kun fælde træerne i haven én gang, og det er begrænset, hvor mange lag maling et kældergulv skal have. 

Så han blev tilbudt og tog imod et job i et af fagbevægelsens jobformidlingsfirmaer. Nu kunne han atter cykle den ret lange vej på arbejde – cykling, både for sig selv og som tilskuersport og cykelreparation, var nemlig fra Pouls unge dage hans passion. Min egen cykel er faktisk en kærlig gave fra Poul og minder mig dagligt om ham.

Når jeg bruger så megen tid på at fortælle om Pouls politiske virke, er det fordi mange nok kender mest til den side af ham. Men i virkeligheden var Poul noget så sjældent som en polyhistor: et menneske med mange forskelligartede interesser, der smeltede sammen i hans helt egen filosofi. Hans snørklede og byzantiske sproglige formuleringer indeholdt ofte de mest overraskende vinkler på et emne eller en problemstilling. Det kom der mange grin ud af. Og den behandling af sproget kom også til udtryk i de sange og digte, han med en sproglig ekvilibrisme, der til tider mindede om P. Sørensen Fugholm, var med til at skrive. 

Livet havde i Pouls opvækst ikke været alt for venligt mod ham. Det var måske også derfor, at han ved første øjesyn for nogle virkede reserveret, ja nærmest studs. Det var måske også derfor, han senere i livet måtte kæmpe med det – livet. Men tog man sig tiden til at komme ind på Poul, så kunne han være et meget generøst menneske.

Som årene gik, blev Poul mere og mere optaget af de store spørgsmål, livet stiller os overfor. Jeg tror godt, at man uden at tage munden for fuld, kan sige, at han indledte en søgen efter sandheden, ikke som noget absolut, nærmere som en slags zen. Det førte ham tæt på buddhismen – noget han materielt understøttede med en tur til Japan. Det er muligt, at hans søgen kan betragtes som religiøsitet, men jeg synes nærmere, der var tale om et forsøg på at få fat i alts sammenhæng og universets enhed.

Pouls store kærlighed, Dorte, som han var sammen med lige fra gymnasietiden i Odense, og som han fik to dejlige børn med, døde for nogle år siden. Det var et meget hårdt slag for ham. Han kæmpede for at beholde livsglæden, men det var tydeligt, at Dortes død i stigende grad gjorde det svært for ham. Han var helt klar ril at dø, da tiden kom. Og nu er han igen hos hende.

Jeg savner dig, Poul.