Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
2. juli. 2021

Farvel til en krigsforbryder: Donald Rumsfeld overleves af de krige han startede

Tallene lyver ikke. Op mod 650.000 døde, hundredtusindvis af dem civile, hundredtusinder af familier flået fra hinanden, op mod 5 millioner mennesker på flugt og et land, der snart 20 år efter stadig oplever de voldsomme efterdønninger af invasionen i Irak. Det er den neokonservative krigsforbryder Donald Rumsfelds eftermæle.

Som forsvarsminister var Donald Rumsfeld med til at starte krigen i Irak på et løgnagtigt grundlag. Foto: Helene Pikkel.
Denne artikel tager cirka 6 minutter at læse.

Historien har allerede ramt nyhedsoverskrifter verden over: Den tidligere amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld er gået bort. I CNN begynder  nekrologen med hans heroiske aktion under 9/11-angrebet på Pentagon, hvor han hjalp kolleger til ambulancerne. I New York Times fremhæves det kuriøse faktum, at han blev udnævnt først som den yngste forsvarsminister nogensinde i 1975, og dernæst den ældste forsvarsminister igen i 2001.

Hans kontroversielle rolle i Irakkrigen og tortur af fanger nævnes kort og ufuldstændigt, og tilskrives ofte uheldige omstændigheder og uvidenhed, snarere end hans fuldstændige ligegyldighed over for irakernes lidelser. Det er primært Rumsfeld – den årti-langt tjenende statsmand – vi møder i populærpressen, og sjældent Rumsfeld, krigsforbryderen, som løj verden i krig, og som sanktionerede umenneskeligheder i krigens navn.

“Da Rumsfeld blev adspurgt om de plyndringer, vold og mord, der hærgede Irak efter invasionen, kvitterede han med den nu verdenskendte affærdigende bemærkning: ”Stuff happens.””

De der nu tillader sig at kritisere manden, i forbindelse med at hans navn igen er i overskrifterne, irettesættes for at tale skidt om den bortgåede. Hans efterladte skal have lov til at mærke deres personlige tragedie, og det helliggør ifølge nogle Rumsfeld fra det retmæssige had, der nu rettes mod ham . For hvis der er noget tragisk at finde ved Rumsfeld, så er det ikke i hans død, men i de ting han foretog sig, da han var i live.

Hovedarkitekten bag krigene i Irak og Afghanistan

Donald Rumsfelds navn er synonymt med krigene i Irak og Afghanistan. Han var tæt involveret i planlægningen af begge invasioner, og var én af hovedaktørerne i det propagandamaskineri, som senere var afgørende med til at retfærdiggøre krigen over for den amerikanske befolkning. Især Irakkrigen var han en central faktor i.

Et specialistorgan under hans direkte ledelse var ansvarlig for fremstillingen af ’alternative’ rapporter i opløbet til Irakkrigen, som fandt både forbindelser mellem den irakiske regering og Al-Qaeda, samt beviser for produktionen af masseødelæggelsesvåben i landet. Det blev herefter postuleret af Rumsfeld og andre, at der var retmæssige bekymringer for, at Saddam Hussein, Iraks diktator, ville overgive disse masseødelæggelsesvåben til Al-Qaeda, som dernæst ville benytte dem imod USA.

Disse bekymringer blev grundlaget for invasionen af Irak den 19. marts 2003. Der blev efterfølgende ikke fundet skyggen af beviser på produktion af masseødelæggelsesvåben, eller nogen form for samarbejde mellem Saddams regering og Al-Qaeda.

Men det var ikke uvidenhed, Rumsfeld handlede ud fra. Han var udmærket klar over, at grundlaget for invasionen af Irak var skrøbeligt, og at der ikke var noget håndgribeligt bevismateriale for et irakisk atomvåbenprogram eller samarbejde med Al-Qaeda. Ikke desto mindre fortsatte han hårdnakket med at fordreje sandheden igennem offentlige optrædener, for at styrke den amerikanske krigsstemning.  

Invasionen var en katastrofe for den irakiske civilbefolkning – og ledte næsten omgående til ekstreme sekteriske spændinger imellem de shia- og sunni-muslimske befolkninger i landet, der førte til blodsudgydelser i civilbefolkningen blandt begge trosretninger. Kort efter invasionen af Irak var landet på randen til en borgerkrig, som brød ud tre år senere i 2006.

Konfronteret med dén lovløse ødemark, som hans invasionsstyrke havde reduceret landet til, havde Rumsfeld ikke megen empati for det irakiske folk. Da Rumsfeld blev udspurgt om de plyndringer, vold og mord, der hærgede Irak efter invasionen, kvitterede han med den nu verdenskendte bemærkning: ”Stuff happens.”

Hvis nogen har brug for at få genopfrisket hukommelsen, refererer ”stuff” her til de mange hundredtusinder af irakiske mænd, kvinder og børn, som måtte lade liv og lemmer for Rumsfelds mesterværk.

Abu Ghraib-fængslet i Irak blev synonymt med overgreb og tortur begået af den amerikanske hær mod krigsfanger. Donald Rumsfelds aftryk hviler tungt på mange af krigens værste konsekvenser. Foto: AP

En stolt forkæmper for tortur

Rumsfeld var ikke kun berygtet for invasionen af Irak, og for hans totale ligegyldighed over for irakiske civiles lidelser, men også for den forfærdelige behandling af fanger, som fandt sted i forbindelse med krigen. Han var nemlig også én af pionererne inden for dét, som i USA kaldes for ’enhanced interrogation techniques’. Det er en eufemisme for tortur. De fleste mindeord over Donald Rumsfelds liv overser hans direkte beføjelser til brugen af tortur, mest kendt fra de absolut afskyelige episoder fra Abu Ghraib-fængslet lidt uden for Baghdad.

“Hvor Rumsfeld har fundet hvile, lever hans hæslige eftermæle videre”

Den lækkede Taguba-rapport beskriver forholdene i fængslet. Her blev irakiske fanger udsat for de værst tænkelige overgreb. Fanger, vel at mærke, som i langt størstedelen af tilfældene ikke havde modtaget nogen form for rettergang, og som for størstedelens vedkommende var blevet anholdt på baggrund af rygter og indicier.

Overgrebene tåler næsten ikke gentagelse, hvilket gør det så meget desto vigtigere at uddybe dem. Amerikanske hærstyrker, CIA-personale og vagter fra koalitionspartnerne tævede og voldtog indsatte med lommelygter og kosteskafter. Fanger blev lænket i ulidelige positioner, og blev holdt vågne i dage ad gangen. Nogle blev truet og angrebet med hunde, mens andre fik deres ansigt og krop smurt ind i ekskrementer. Det er bare et lille udsnit af de uhyrligheder, som Rumsfeld gav grønt lys til, i forsøget på at skaffe efterretninger, der kunne vinde hans uværdige krig. I alt døde 63 fanger som følge af deres ulovlige internering i Abu Ghraib.

Rumsfeld er lagt til hvile, men Irak og Afghanistan bløder stadig

Krigen i Irak er slut, og den amerikanske præsident Joe Biden har netop annonceret, at de sidste tropper skal trækkes ud af Afghanistan. Men hvor Rumsfeld har fundet hvile, lever hans hæslige eftermæle videre. Begge lande døjer stadig med enorme mængder af politisk ustabilitet og høje rater af vold. Rumsfeld er lagt til hvile, men de overlevende fra hans krige lever videre med deres psykiske og mentale lidelser, de efterladte med deres sorg. For dem er der ingen hvile.

Det er denne mand, hvis død nu begrædes. Det er denne mand, hvis eftermæle nogle nu prøver at hvidvaske. Andre forsøger at mane til besindighed. “Man skal ikke skæmme de nyligt døde”, lyder logikken. Nogle forsøger at tale de efterladtes sag, og mener ikke, man skal underkende deres tragedie. Men når man har løjet en verden i krig, når man har utallige menneskeliv på samvittigheden, og når man ikke bare har tilladt – men direkte stået bag – umenneskelige overgreb på fanger uden rettergang, og når man indtil sin død forsvarer disse handlinger, ja, så har man frasagt sig retten til respekt i efterlivet.

For at citere Ben Burgis i Jacobin, er det eneste tragiske ved Donald Rumsfelds død, at han gik bort inden han kunne stilles for en domstol. Resten af verden må fortsat leve med konsekvenserne af hans afskyelige krigsforbrydelser og menneskerettighedsovergreb.


Om skribenten

Sebastian Kirkegaard Ejsing

Sebastian Kirkegaard Ejsing

Uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitet, tekstforfatter til daglig, debattør og forfatterspire i fritiden, medlem af Enhedslisten Østerbro. Læs mere