Fattigdom i Velfærdsdanmark

Sæsonen for årets julehjælps-historier er skudt i gang. Og igen i år meldes der om rekordmange ansøgere til de beskedne midler. Faktisk har antallet aldrig været højere, selvom dansk økonomi er godt forbi corona-krisen – men netop krisen nævnes som en af årsagerne for mange, der i forvejen lever med smalhals. Mediernes sæsonafhængige fokus på fattigdomsproblematikken i Danmark giver dog blandede følelser.

Det er positivt og vigtigt, at der kommer fokus på de alt for mange børnefamilier, der er så økonomisk pressede, at julegaver til børnene kombineret med flæskesteg (eller and eller hvad, man nu er til) og rødkål er uden for rækkevidde. Eller andre borgere på overførselsindkomster, der er i tilsvarende økonomisk trængt situation. Omvendt har nyhedsdækningen det med at være en kende afpolitiseret. Selv Maude fra Matador kan se, at der er en sammenhæng mellem den mangeårige udhuling af overførselsindkomsterne og de rekordstore ansøgninger til julehjælp.

Prisstigninger presser børnefamilier

Sagens kerne er en fejlslagen og usolidarisk socialpolitik – mere grundlæggende er socialpolitikken veget til fordel for beskæftigelsespolitikken – som er blevet ført gennem mange år under skiftende regeringer. Dét burde være den tilbagevendende historie. Og ikke bare op til jul.

“Ifølge Arbejdernes Landsbank er det i gennemsnit blevet 13.700 kroner dyrere at være børnefamilie sammenlignet med sidste år.”

Medierne behøver nu ikke at anstrenge sig for at finde sammenhængen. Som den kristne, sociale hjælpeorganisation, Blå Kors citerer borgeren Jimmy Ree for i deres pressemeddelelse om julehjælpen: “Det er blevet rigtig dyrt at leve. Jeg har fået ekstra store regninger, som jeg skal betale. Førtidspensionen stiger desværre ikke i takt med priserne, så man skal virkelig vende hver en krone og få pengene til at række længst muligt. Det stresser mig rigtig meget.”

Arbejdernes Landsbank har kigget på prisernes udvikling og vurderer, at der er tale om de største prisstigninger – bl.a. på varme, el, madvarer – i ti år. Det svarer ifølge banken til, at det i gennemsnit er blevet 13.700 kroner dyrere at være børnefamilie sammenlignet med sidste år.

Ekstra Bladet er gået ind i kampen for udsatte familier sammen med Dansk Folkehjælp for at sikre julen. Det er jo positivt. Og giver sikkert også Ekstra Bladet ekstra gode muligheder for historier direkte fra fattigdomsfronten. Men alt for politisk må det ikke blive.

Permanent fattigdomsproblem

I sommer udgav civilsamfundet under Globalt Fokus den såkaldte spotlight-rapport, der ser på Danmarks implementering af FN’s verdensmål, SDG’erne. Den nævner blandt andet, at i perioden 2015-19 steg den relative fattigdom, som omfatter lavindkomstfamilier uden formue (ekskl. studerende). Én ud af seks danske folkepensionister befinder sig ikke langt fra den grænse på 60% af samfundets medianindkomst, som er EU’s officielle grænse for risiko for relativ fattigdom. Tilsvarende peger den på udfordringer i forhold til målet om at mindske uligheden.

Og det handler jo om politik. Om ulighed. Fordeling og om politiske valg. Hullerne i det sociale sikkerhedsnet i Danmark vokser sig større. Det paradoksale er, at blandt de rigeste i Danmark vokser formuerne. I Berlingskes top 100 kan man se, at kun 16 af de 100 rigeste danskere har oplevet nedgang i formuen over det forløbne år – dog i et perspektiv, hvor nedre grænse for at tælle med i top 100, nu er 1,8 milliarder kroner. 

Dansk Folkehjælps generalsekretær Klaus Nørlem udtaler i anledning af den nye rekord i antallet af ansøgere til julehjælp: ”I mange af livets sammenhænge er det fantastisk at kunne sætte en ny rekord. Så heldige er vi desværre ikke, når det kommer til Julehjælpen. Det er nemlig ualmindeligt skidt for Danmark og ikke mindst landets fattige børnefamilier, at ansøgertallet ser ud til igen at blive rekordstort. Det vidner om, at vi står over for et langt mere permanent fattigdomsproblem i Danmark. Derfor håber vi på større opbakning til vores julehjælpsindsamling end nogensinde før.”

Her kunne man tilføje: ’Derfor håber vi på et opgør med den fejlslagne socialpolitik og en intensiveret kamp mod fattigdom og ulighed. For her i landet ved vi, at vores fællesskab bedst sikres, når få har for meget og færre for lidt’.